Spin og intern kommunikation

Spin er ikke kun et politisk fænomen. Spin er også i høj kurs i virksomhedernes interne kommunikation med medarbejderne. I hvert fald hvis man skal tro sidstnævnte. En ny rapport påviser, at al information fra virksomhedsledelsen, tages med mere end et gran salt af medarbejderne.

Towers Perrin, det verdensomspændende konsulentfirma inden for bl.a. Human Ressource, har i begyndelsen af år 2004 udgivet en rapport om kommunikation mellem organisationer og medarbejdere med titlen ”Is it time to take the ”Spin” out of Employee Communication?”.

Undersøgelsen
Undersøgelsen tager udgangspunkt i 1.000 ansatte i amerikanske virksomheder. Spørgsmålene til medarbejderne handler overvejende om deres tillid til virksomhedsledelsen. Ifølge undersøgelsen føler medarbejderne ikke, at ledelsen ligefrem lyver for dem. Til gengæld er kun knap halvdelen overbeviste om, at virksomhederne fortæller dem sandheden. Gråzonen mellem løgn og sandhed udfyldes tilsyneladende af begrebet spin. For ca. halvdelen af medarbejderne mener, at ledelsen pakker budskaberne ind, så de fremstår mest muligt positive. Faktisk er virksomhederne, ifølge medarbejderne, meget bedre til at være ærlige overfor aktionærer og kunder end deres medarbejdere.

Manglende tiltro
Yngre medarbejdere, under 35 år, er generelt mere positivt indstillet overfor virksomhedens kommunikation end de ældre, over 45 år. Generelt afslører undersøgelsen dog, at det står sløjt til med medarbejdernes tiltro til ledelsen. Især på områder der berører medarbejderne selv. Fx når det kommer til den grundlæggende aftale mellem ledelse og medarbejdere, om hvad virksomheden forventer og hvad medarbejderen får igen, i form af karrieremuligheder, efteruddannelse og løn. Mindre end halvdelen af medarbejderne tror på, at de får sandheden om virksomhedens strategi. Men de vil gerne høre den. Ligesom stakeholdere overalt, forventer medarbejdere i dag en langt højere grad af gennemsigtighed og ærlighed fra virksomhederne.

Hvad tror de så på?
Medarbejderne er ikke udelukkende skeptiske. De gode nyheder er, at de ansatte har større tiltro til virksomhedens interne kommunikations-kanaler - som virksomhedens hjemmeside, end de eksterne - som internettet. De ansatte stoler mest på afdelingsledere, der er tæt på dem selv til daglig. Topledelsen har derfor svære kår på troværdigheds-skalaen.

Hvad kan der gøres?
Rapportens forfattere giver flere idéer til, hvordan virksomehedsledelsen kan rette op på medarbejdernes skepsis, her er nogle af dem:

Topledelsen skal være mere synlig

Undersøgelser af medarbejdernes tilfredshed, eller mangel på samme, er nødvendige. Alt for mange virksomhedsledere tror fejlagtigt, at de ved alt om hvad medarbejderne tænker.

Stringent intern kommunikation er altafgørende. Intet underminerer tilliden til virksomheden som modstridende meddelelser fra fx intranettet og ledelsen.

Fortæl hele historien. Hensynet til virksomhedskulturen, markedet og andre stakeholdere er selvfølgelig vigtigt i forhold til graden af åbenhed. Men hemmelighedskræmmeri kan give bagslag. Medarbejderne forventer ikke kun information i form af tal og fakta, men viden, om hvad der foregår i virksomheden.


Læs hele rapporten:Is it time to take the ”Spin” out of Employee Communication?

Læs mere her: www.intrateam.dk




Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også