Spin er ikke en ny opfindelse. Den siddende magt har altid haft en interesse i at fremstå bedst muligt og holde kortene tæt til kroppen. Og i mange dele af samfundet ser vi spin-teknikker anvendt til at fremstå bedst muligt eller 'sælge' noget. Nyt inden for det politiske liv er, at det er cand.mag.'er og cand.comm.'er, der har magt og agt til at gøre det, og ikke bare cand.jur.'er og cand.polit.'er som i forgangne årtier. Eneste forskel er nok, at embedsmænd ikke bare kan tjene den siddende regerings interesser, men også har et ansvar over for demokratiet, offentligheden og historieskrivningen. Det har spindoktorerne (endnu?) teknisk set ikke i lige så høj grad, men det giver dem ikke nødvendigvis friere råderum.

At visse ministre kan finde på at bruge en spindoktor som skjold for sig ved at lade denne lyve for pressen, ændrer ikke en tøddel. Det siger mere om ministeren end om spindoktoren, og det faktum vil årvågne journalister og borgere aldrig slippe af syne. Sådanne greb rammer en minister som en boomerang i nakken. Det skader ministerens troværdighed langt mere, end det skader spindoktorens. Kloge ministre gør altså ikke sådan noget. En minister skal stå til regnskab for sine handlinger, herunder sin spindoktors. Og det ændrer ikke sagen at lade spindoktoren tage skylden for egen handlinger. Ministeren er stadig ansvarlig, først og fremmest fordi han eller hun har ansat den pågældende spindoktor med alt hvad denne står for af mentalitet og teknik. Derfor vil kun fyring af spindoktoren kunne overbevise om, at ministeren virkelig lægger afstand til 'doctor's order'. Og selv fyringer virker ikke altid overbevisende.

Spin er kommet for at blive. Gennem de seneste årtier er der foregået en oprustning hos politikere, virksomheder og interesseorganisationer, ja hos alle der gerne vil til orde i pressen. Har man oplevet vanskeligheder med at komme til orde og problemer med at blive hængt ud i mediestorme, er det naturligt, at man værger for sig. Oprustningen er sket ved at hente kommunikationsfolk ind for at lade dem varetage arbejdet med presse.

Pressen ligger altså som den har redt. Før klagede politikerne over, at de ikke kunne nå at fremstille en sag ordentligt, når de kun fik 45 sekunder, og de blev misrepræsenteret, når der blev klippet i deres udtalelser. Nu har politikerne lært at tale i sound bites og tage højde for mediernes rytme, og de har lært at spille det dagsordensættende spil i medierne. At ministrene gerne vil have optimale arbejdsvilkår ved at have rådgivere ansat til at varetage dette arbejde kan man ikke fortænke dem i. Det hører med til at være en professionelt arbejdende politiker nu om dage.

MEN det er jo ikke ensbetydende med, at demokratiet så må lide under det. At folketinget ikke kan få de nødvendige oplysninger for at kunne arbejde, at sager holdes skjult for offentligheden, og at der lyves fra ministerielt hold.

Løsningen er derfor, at pressen må være årvågen. Dette skete fx da et dagblad i november analyserede betydningen af, hvilken rækkefølge emnerne optrådte i på statsministerens ugentlige møde med pressen. Hvordan man ved at lade pressen få lejlighed til at spørge til Thor Petersens bolig/spindoktor-sag fjernede muligheden for at der kunne spørges til amterne og skattestoppet, en sag der var langt mere besværlig for regeringen. Fokus på spin-sagen gjorde det kort sagt muligt at lave spin. Sådanne analyser bør få langt større plads i aviserne, altså analyser af hele tacklingen af medierne. Så bliver det sværere at lave virkeligt spin.

Der er imidlertid en tendens fra pressens side til at fokusere på spindoktorerne og ikke på selve spinteknikkerne. Let's face it: Rigtig gode spindoktorer gør hvad de kan for at være så usynlige som muligt. Det giver arbejdsro og manøvremuligheder. Det smarteste ville derfor være, hvis der var en højprofileret rådgiver ansat, som pressen holdt øje med, mens en anden og ukendt sad bagved og lavede det virkelige spin. Sammen kunne de udrette meget.

Chr. Kock var på banen i foråret 2002 med en analyse af regeringens retorik. Sådanne analyser bør der komme flere af. Flere habile tekstanalytikere på banen til at supplere den udstrakte brug af Christiansborgjournalister-som-eksperter-og-analytikere.

Det fører tilbage til, at fokus bør være på spillet, teknikkerne, virkelighedskonstruktionen og mobiliseringen af aktører i den dagsordensættende proces. For at pressen kan afdække dette spil ordentligt, må der efteruddannelse til. Det er fantastisk, så langt man hidtil har kunnet nå med en journalistuddannelse. Halvandet år på skolebænken og resten af tiden i praktik kan hidtil ikke have været det dårligste udgangspunkt, når så mange er kommet så langt med den ballast. Men tiden ændrer sig, spillet bliver mere krævende og læserne/seerne bedre uddannet og mere krævende. Styrk journalisternes uddannelse og efteruddannelse. Det er deres tur til at opruste.

Siden våbenhvile i denne sag er urealistisk og uønskelig må våbenkabløb være løsningen.