Speciale: Værd at vide om Videnregnskaber – Et kompleks begreb mellem tavshed og praksis

Trods sin korte levetid, har videnregnskaber været årsag til megen kontroversiel polemik i offentligheden. Kritikere efterspørger mere sikkerhed i verifikationen af konklusionerne og mere klare standarder for opgørelse og metoder. Fortalere møder kritikken med argumentet, at viden er kompleks, er svær at skitsere og, at processen med at skabe konsistente og relevante videnregnskaber er lang. K-forum bringer her et essay og specialet skrevet af Morten Hjorth Nielsen.

Forudsætninger og frihed
Der er behov for at træde et skridt tilbage og se på selve forudsætningerne for udarbejdelsen af videnregnskaber. Gøres det, vil det fremgå, at der er stor frihed for organisationer til at vælge, hvad der skal indgå i deres videnregnskaber – en frihed der kan og bliver udnyttet strategisk på bekostning af videnregnskabets værdi for regnskabslæser.

Historien bag begrebet
Videnregnskabstanken opstår i midten af 1980’erne, fordi regnskabsfolk er utilfredse med, at det finansielle regnskab ikke kan beskrive den stigende kløft mellem den bogførte værdi og markedsværdien af en organisation. Tanken er, at den viden der skitseres i videnregnskabet ligger i dette rum - det er naturligvis den værdiskabende viden der efterspørges og ikke enhver viden. Men den værdiskabende viden er samtidig den viden, organisationer (særligt private organisationer) ikke ønsker at udstille for sine konkurrenter. Hvad der i særdeleshed kendetegner immaterielle værdier (viden) såsom copyrights, patenter og handelshemmeligheder er, at de er meget svære og meget dyre at håndhæve, så det ville være at skyde sig selv i foden at offentliggøre sådan information. Det til trods, er det den information, der virkelig betyder noget for regnskabslæser.

Hvad er viden værd på papiret?
Formålet med det finansielle regnskab er at give en offentlig bevisførelse for handelstransaktioner, og der findes klare regler for, hvilke organisationer der er forpligtet til at offentliggøre sine regnskaber. Tankevækkende er det derfor, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke direkte efterspørger videnregnskaber, men kun stiller et krav om at ”beskrive virksomhedens videnressourcer, hvis de er af særlig betydning for den fremtidige indtjening” - en gummiparagraf der kan give enhver revisor gåsehud. Derfor er det også en udbredt opfattelse, at videnregnskabet ikke reelt afkræves lovgivningsmæssigt.

Guideline for videnregnskaber
Som alternativ til loven tjener den nyligt udgivne Guideline fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling måske som rettesnor. Som det ligger i ordet, er det kun en guide, og organisationerne kan derfor selv vælge, om de vil følge den eller ej. Desuden følger guidelinen ikke de traditionelle anvisninger for regnskabsførelse, men opstiller alternative kategoriseringsformer. I den forbindelse er det interessant at vende blikket mod det unikke samarbejde, der blev etableret i 1997 mellem forskere, erhvervsfolk og det offentlige – det samarbejde der har ledt til guidelinen. Kendetegnende for samarbejdet er det nemlig, at det er organisationerne selv, som har udviklet standarder for, hvordan videnregnskaber skal opbygges. De ansvarlige forskere har ageret som igangsættere, men har ellers forholdt sig neutrale. Denne åbenhed kan synes meget diplomatisk, men spørgsmålet er, om ikke organisationerne har fået for stor frihed til at udvikle retningslinjer på bekostning af regnskabslæsers (offentlighedens) interesser.

Videnfortællingen – En mulighed for selvfremstilling
Vendes blikket mod guidelinen, så er videnfortællingen, der udgør en af anbefalingerne, blevet tillagt en forholdsmæssig stor betydning, og den optager da også meget plads i mange videnregnskaber i dag. Tanken er, at videnfortællingen skal udgøre konteksten for de ledelsesudfordringer, indsatser og indikatorer, der er tænkt at udgøre resten af regnskabet. Problemet er, at der mangler klare anvisninger for, hvilke elementer fortællingen skal indeholde, og fortalere for denne form henviser ofte til ”den unikke fortælling”, ”myter” eller buzz-words som ”storytelling”. Sådanne postmodernistiske inklinationer efterlader rum for, at organisationer kan fremstille præcis den fortælling der ønskes og endda legitimere den med henvisninger til videnskabsidealer, der ligger fjernt fra den oprindelige tanke med regnskabet som et oplysende og præciserende værktøj i offentlighedens interesse.

Få revisorens blå stempel
En anden måde at ”blåstemple” et videnregnskab på, er at få en revisorpåtegning, men heller ikke revisorerne har nogle fælles retningslinjer for revision af videnregnskaber at forholde sig til – noget der direkte anføres i videnregnskaber. Der efterlades endnu engang rum for, at organisationer kan handle strategisk og fremstille en viden uden signifikant værdi for regnskabsbruger.

Brug medarbejderne bedre
I en tid, hvor alle taler om viden og om de veluddannede medarbejderes store betydning i videnstunge organisationer, er det påfaldende, så lidt medarbejderne inddrages i udformningen af videnregnskabet eller blot har kendskab til dets indhold efterfølgende – en problemstilling som forskergruppen også er bevidst om. Mine egne undersøgelser har vist, at ledelsen anser det som svært at inddrage medarbejderne i udarbejdelsen af videnregnskaber, da de enten ikke ville have den fornødne indsigt i hvad et videnregnskab er eller, at det ville være forbundet med for store omkostninger. I stedet introduceres medarbejderne for videnregnskabet ved en kortere præsentation eller et skrift, med det resultat, at de ikke har nogen videre interesse for produktet. Resultatet bliver, at medarbejderen ikke aktivt tager del i processen og i værste fald, at videnregnskabet ikke afspejler den virkelige viden i organisationen.

Tavs viden kontra videnregnskabspraksis
Et grundlæggende problem i videnregnskabspraksis er, at viden uden forbehold sættes lig kompetencer i videnregnskabspraksis. Det har afledt megen diskussion i blandt andet Dagbladet Børsen, og Jan Mouritsen, professor ved Handelshøjskolen i København, en af forskergruppens ankermænd, har da også medgivet, at det er kompetencer man udtrykker i videnregnskaber og ikke viden. Der kan dog argumenteres for, at det virkelig er en form for viden. At have en kompetence er at kunne noget, og har stærke konnotationer, hvis ikke direkte relation til det, man i innovationslitteratur og indenfor filosofien, betegner ”tavs viden”. Tavs viden er en ”handleviden” – det er den viden bageren har når han bager et brød – han kan ikke nødvendigvis forklare, hvorfor det bliver godt, han ved bare hvordan han gør det rigtigt. Modsætningen til dette er den sproglige viden (eksplicit viden), hvor man kan redegøre for eller begrunde, hvorfor man mener at vide noget.

Accounting = begrundelse
Den engelske betegnelse for regnskaber er accounting afledt af account - på dansk begrundelse. Det er selve essensen af et regnskab, at man afkræves en begrundelse for sin viden, hvilket derfor også må gælde for videnregnskabet. Man kombinerer altså to modsatte vidensformer og i teorien er det et paradoks, i praksis et svært overkommeligt problem. Paradokset har været diskuteret i filosofien gennem mange hundrede år, og har ikke resulteret i en entydig afklaring.

Hvordan indfanger man den tavse viden?
Jeg er sikker på, at netop dette paradoksale forhold er en væsentlig grund til de manglende standarder, der kendetegner videnregnskaber i dag, og hvis man i videnregnskabspraksis skal gøre sig håb om at forstå og sprogliggøre den tavse viden, så findes der kun én vej: At etablere en solid social proces, hvor vigtige interessenter inddrages, eller selv aktivt tager del i udarbejdelsen af videnregnskaber. Organisationer vil altid have interesse i at tilbageholde noget viden, da det er en kritisk ressource og hvis ikke forskere, det offentlige og øvrige interessenter er med til at definere både formen og indholdet af videnregnskaber, så vil det fortabe sig til et luftigt marketingsværktøj.

Download her specialet:” Videnregnskaber stillet til regnskab - en kritisk epistemologisk analyse” skrevet af Morten Hjorth Nielsen. i pdf

Morten Hjorth Nielsen har foruden at have fungeret som leder I det danske forsvar, i en årrække arbejdet som destinationschef i rejsebranchen i Europa og Sydøstasien, hvor han blandt andet har haft ansvaret for opførelsen af en ny destination. Morten har tilbragt et år i USA/California, hvor han har gennemført en MBA i International Management og har senest, i december 2002 færdiggjort Cand. Merc. (fil.) ved Handelshøjskolen i København.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job