Sundhedskampagner og social ulighed i sundhed

Jo kortere din uddannelse er, jo kortere tid lever du. Denne veldokumenterede sociale ulighed i sundhed optager politikerne og sundhedsvæsenet i stor stil. Men den glemmes ofte, når det kommer til de massemedierede sundhedskampagner, der typisk har hele befolkningen som målgruppe. Sundhedskampagner kastes ganske vist løbende under et kritisk lys, men anklagen går oftest på omfanget af effekt og sjældent på fordelingen af den. Specialet fokuserer på dette problem med ulighed i sundhed og kommunikation.
Kræftens Bekæmpelse har i flere år kørt kampagnen “Skru ned for solen mellem 12 & 15”, som gennem oplysning til danskerne skal forebygge kræft i huden. Men hvordan forstår og bruger kortuddannede danskere kampagnen i praksis? Hvordan afdækker man dette segment i dybden? Og hvordan kan indsigterne bruges i kampagnedesignet?
Spørgsmålene besvarer jeg ud fra dybdeinterviews med kortuddannede danskere, to fokusgrupper og et survey med 1490 respondenter. Analysen indrammes af social praksis teori om sundhedskommunikation og klassebestemt socialitet – dvs. et blik for den sundhedskommunikative habitus blandt et bestemt socioøkonomisk segment.
 
Resultaterne viser, at sundhedskampagner har begrænset effekt blandt gruppen af kortuddannede – det skyldes dog ikke, at de har ringe læsefærdigheder eller forståelse, men derimod at deres perspektiv på sundhed og risiko afviger så markant fra afsenderens, at kampagnerne fremstår meningsløse.
I forlængelse heraf peger resultaterne på, at der er problemer forbundet med den indsigt og tilgang til kommunikation, som sundhedskampagner bygger på. Det kommunikations-paradigme, som der oftest arbejdes med i praksis, giver ikke tilstrækkelig indsigt i problemstillingen omkring social ulighed i sundhed og kommunikation, fordi der fokuseres på lineære adfærdsmodeller og afsenderens mulighed for at overtale den enkelte modtager frem for de sociale strukturer, som leder til gruppers forskellige tilgange til sundhedskampagner.
 
Specialet bekræfter vigtigheden af, at Kræftens Bekæmpelse og andre afsendere af sundhedskampagner inddrager problemstillingen omkring social ulighed i sundhed i forebyggelsesarbejdet og er kritisk refleksive omkring de værdier og antagelser, som indsatserne er baseret på.
 
Specialet er skrevet ved International Virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet og vurderet til karakteren 12.
 
Læs hele specialet her.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også