DR og danskheden
Danskheden har haft en central placering på den kulturpolitiske dagsorden de seneste 15 år, men mediepolitisk har den aldrig været så nærværende som med DRs seneste kontrakt. I mit speciale har jeg argumenteret for, at det ikke i sig selv er problematisk, at den nationale kulturarv formidles af DR, men at det kommer til at virke begrænsende for den kulturpolitiske armslængde, når det er folketingets politikere, og ikke DR selv, der betoner vigtigheden af det nationale – der netop er indføjet i så mange af DRs specifikke public service-forpligtelser.
af Julie Mejse Münter Lassen
Som Danmarks største public service-institution er DR en central aktør i det danske kultur- og mediebillede. Med DRs public service-kontrakt for 2011-2014 er det blevet markeret, både gennem daværende kulturminister Per Stig Møllers forord til kontrakten, gennem beskrivelserne af formålet med public service og i DRs specifikke forpligtelser, at den nationale kultur og identitet er af største betydning i dagens samfund, hvor verden omkring os er rykket tættere på.
I mit speciale, som blev afleveret i september 2011 på Dramaturgi, Aarhus Universitet, har jeg foretaget en analyse af årsagerne til danskhedens markante tilstedeværelse i DRs nyeste public service-kontrakt samt diskuteret, hvilke konsekvenser, jeg mener det har, når folketingets kulturpolitiske aktører i stigende grad tager del i udformningen af DRs rammer, formål og virke.
Gennem et perspektiverende udblik på public service-medier i andre lande, og ved at undersøge hvilke formål public service broadcastingen oprindeligt havde ved ideens opståen i 1920’ernes England, har det været muligt for mig at slå fast, at det hverken er et nyt eller enestående dansk fænomen, at formidling og styrkelse af den nationale kultur er et vigtigt element i public service-mediernes virke. Dog har jeg gennem mine analyser af DRs i alt tre public service-kontrakter fra 2003 til i dag kunnet konstatere, at det nationale er blevet tildelt en stadigt større betydning.
En af mine centrale pointer er, at det virker ekskluderende over for de borgere i Danmark, der ikke kan genkende sig selv i dette billede af danskheden, når der, fra politisk side, formidles en forholdsvis snæver identitetsopfattelse, der blandt andet er baseret på kristendommen. Alt i alt mener jeg at kunne konkludere, at DR ikke blot skal formidle kultur til den danske befolkning, men at public service-institutionen har som et af sine fremmeste formål at medvirke til en nationalisering af kulturen, så danskerne dannes til at være borgere i nationalstaten Danmark.
Specialet blev bedømt til karakteren 12.
