Kony 2012: Activisme eller ’Slacktivisme’?

Hvorfor får en viral online-succes med over 90 mio. views på YouTube kun begrænset offline engagement blandt sociale mediebrugere? Er sociale mediers potentiale for at skabe grobund for online-aktivisme overvurderet og bør vi revurdere, hvordan vi måler succes i denne forbindelse?
af Sandra Hyo Viborg
I foråret 2012 lancerede non-profit organisationen Invisible Children videoen ’Kony 2012’ som led i en længerevarende kampagne for at skabe opmærksomhed omkring forholdene i Uganda krigsforbryderen Joseph Konys uhyrligheder. Videoen genererede over 71 mio. views på YouTube inden for den første uge og blev hurtigt udråbt som en viral sensation. I retrospekt stod det dog klart, at offline-engagementet blandt brugerne ingenlunde kunne sidestilles med den massive online-tilslutningen, hvilket derfor giver anledning til at fremsætte et kritisk perspektiv på online-aktivisternes motivationer bag online-shares: er det aktivisme eller ’slacktivisme’?

Specialet indeholder en kritisk case-analyse, som udfordrer det proklamerede potentiale, som sociale medier ofte tilskrives i aktivistsammenhænge. Det undersøges således, hvorvidt online-engagementet blandt brugerne er et udtryk for reelt aktivistengagement med ’Kony 2012’ formålet eller hvorvidt det kan tilskrives ’slacktivisme’ – at dele noget online for styrke ens personlige image. Det empiriske materiale konstitueres af kvalitative interviews med fem Generation Y Facebook-brugere, som alle har delt ’Kony 2012’ videoen online. Dog viste det sig, at ingen af respondenterne havde engageret sig yderligere med ’Kony 2012’ formålet, hvilket kunne indikere en ’slacktivistisk’ tilknytning til deres online shares.

I specialet konkluderes det, at respondenterne gav udtryk for ’slacktivistiske’ motivationer i deres engagement til trods for, at deres motiver var oprindeligt filantropiske. Dette kan således indikere, at deres engagement er momentært, og at de således ikke påtager sig en loyal rolle overfor ’Kony 2012’ til trods for, at de aktivt har valgt at anbefale videoen til deres online netværk. Disse udledninger sætter sociale mediers potentiale i et kritisk perspektiv – især når det kommer til online-platformes præmisser for at skabe grobund for offline-orienteret aktivisme. Det kan således konkluderes, at der er indikationer på, at individer i højere grad agerer ’slacktivistiske’ på online medier, medmindre de har en offline forbindelse til det givne filantropiske formål. Specialet betragtes derfor som en opfordring til at revurdere, hvorvidt antallet af views af online-indhold kan sidestilles med den reelle grad af succes, hvis ikke dette omsættes til reel offline engagement.

På baggrund af dette har specialet bidraget til en tværfaglig diskussion om samspillet mellem den civilpolitiske sfære og individets rolle på sociale medier. Specialet er engelsksproget og udarbejdet som led i kandidatoverbygningen Master of Arts in Corporate Communication ved Aarhus Universitet/Aarhus School of Business & Social Sciences.
 
Specialet blev vurderet til karakteren 12.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også