Louisiana online
Dette speciale undersøger, hvordan Louisiana viderefører sin formidlingstradition til det digitale felt med afsæt i kulturkanalen Louisiana Channel samt museets facebook-sider, og hvorvidt museet kommunikerer med målgruppen de 21-29 årige via disse kanaler.
Med afsæt i Louisianas mangeårige tradition for at lade kunstarter, genrer og generationer mødes, samt en ny digital museologi, undersøger jeg følgende:
Hvordan viderefører og udvikler Louisiana sin tradition for at fordele sig på mange formidlingsplatforme, når det gælder det nye digitale felt, og på hvilken måde kommunikerer museet med de unge i målgruppen mellem 21-29 år?
Min undersøgelse er baseret på kvalitativt indsamlet data fra de unge i målgruppen, der betragtes som kernebrugere af de nye digitale medier. Afhandlingen bidrager til en række undersøgelser bl.a. Christensen (2010), Kelly (2010) og Løssing (2009), der undersøger, hvordan museer kan gå i dialog med deres brugere og inddrage dem via digitale medier. I undersøgelsen finder jeg, at de unge i målgruppen er brugere af de fysiske faciliteter på Louisiana, der appellerer til dem. Det gør de, fordi de kan vælge mellem mange forskellige platforme på museet som f.eks.: parken, caféen, butikken eller de aktuelle udstillinger, der gør oplevelsen relevant for de unge kulturelle altædende, der sættes i centrum for oplevelsen af kunsten. Målgruppen bruger således disse platforme on-site i deres egen personlige fortælling, hvormed de bruger museet som en et identitetsskabende rum. I modsætning hertil, betragter målgruppen Louisianas digitale platforme som fora udelukkende forbeholdt eliten af kunstkendere, hvor de ikke har lyst til at befinde sig.
I min analyse konkluderer jeg, at Louisiana på flere områder ikke formår at videreføre deres historie og tradition til det digitale felt. Det kommer til udtryk, når de unge beskriver kulturkanalen, Louisiana Channel, som tung, elitær og forbeholdt et smalt publikum, hvilket ikke stemmer overens med museets formidlingstradition on-site og det såkaldte saunaprincip, hvor store navne lokker folk til museet og interessen for det smalle potentielt vækkes.
Målgruppen beskriver Louisianas facebook-sider som platforme, hvor det ikke er oplagt at være social med museet, da indholdet ikke inviterer til dialog. Ifølge målgruppen er disse sociale sider, i højere grad, kanaler rettet mod et publikum af kunstkendere med forudsætninger for at kommentere på f.eks. en statusopdatering eller deltage i en billedkonkurrence på Facebook.
I denne afhandling konkluderer jeg hermed, at Louisiana har et stykke vej i arbejdet med digitale medier for at kunne leve op til deres egen moderne formidlingstradition, og målgruppen kan finde formidlingen af kunst og kultur lige så åben, relevant og interessant online som on-site på museet.
Specialet er vurderet ved Københavns Universitet til karakteren 12.
Læs hele specialet her.
