Jeg har i dette speciale studeret en lang række politiske, erhvervsmæssige og filosofiske perspektiver på den aktuelle diskurs om videnssamfundet, hvilket har gjort følgende klart: Begrebet ’videnssamfund’ åbner for et væld af modstridende udsagn, som bygger på forskellige ideer om, hvad videnssamfundet er, og hvilken viden der er den væsentligste for Danmarks fremtid.

 

Dette ses når forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler: ”Danmark skal være verdens førende videnssamfund.” Eller når en af erhvervslivets repræsentanter, Chefkonsulent for Dansk Handel Birgit Bangskjær, ytrer, at ”Universiteterne er den afgørende vidensbank, og derfor skal de være en proaktiv medspiller i den moderne globale videns økonomi.” Modsat kan filosoffen Asger Sørensen som en repræsentant for fagfilosofien citeres: ”Videnssamfundet svarer til det samfund, hvor Sokrates anklagede sofister for sofisteri og fordummelse, hvor demokrati med en vis ret kunne anses for pøbelvælde.” Citaterne viser den diskursive kamp om ordets betydning, og illustrerer konflikten om hvilken viden, der skal satses på.

 

Ud fra denne problemstilling har jeg undersøgt, hvilkemuligheder filosofien har for en spille en ny rolle i det videnssamfund med de stærkt ændrede kommunikationsformer, vi ser i dag. Udgangspunktet er en gennemgang af universitets historie som udmunder i Jean-Francios Lyotards teori om det postmoderne samfund. Dette samfund er bl.a. karakteriseret ved tabet af de store filosofiske fortællinger, efter at samfundet er indtrådt i en postindustriel vidensøkonomi. I det postindustrielle samfund kræves det nemlig, at viden skal kunne opfylde et performativt krav om at være en økonomisk ressource, som filosofien (på kort sigt) ikke kan honorere.

 

I stedet ser Lyotard ”paralogien” – en modlogik til den kortsigtede økonomiske logik –  som modsætning til kravet om performativitet. Her er det min påstand, at vi skal være opmærksomme på, at paralogien sætter en begrænsning eller udfordring op. For når den humanistiske forsker ikke kan støtte sig op af de store fortællinger, bliver den lille fortælling eller den lokale sandhed ifølge Lyotard den form, forskerens skabende opfindsomhed må udfolde sig i.Dette sætter kommunikation i centrum for forskerens arbejde med at formidle ”den lille fortælling”. For at forstå problematikkerne ved at formidle den lille fortælling, introducerer jeg i første omgang Niklas Luhmanns teori om autopoietiske systemer, der giver et indblik i, hvordan de kommunikative systemer er selvopretholdende og selvinkluderende. Som et eksempel nævnes bl.a. hvordan filosofiens budskaber udelukkes fra at kunne benytte massemedierne, idet deres budskaber ikke hører inde under koden: nyhed vs. ikke nyhed.

 

Herfra vender jeg mig mod Jürgen Habermas teori om de kommunikative handlemuligheder, hvor Habermas skelner mellem system og livsverden. Denne sondring åbner op for en tværsystemisk og mellemmenneskelig kommunikation, som jeg hævder, skaber nye muligheder for at kunne bringe filosofiens egenart i spil. I forlængelse af dette, er det min påstand, at det filosofiske skriftsprog og faglærtes interne videnskabelighed ikke kan åbne for dette mulighedsrum. I stedet må den filosofiske videnskabelighed stille sig nysgerrigt overfor nye medieformer og medieplatforme, hvor fx.  sociale medier som blogs, YouTube, LinkedIn og Facebook har et (endnu ikke forløst) potentiale for at bringe filosofiens særegenhed i spil.

 

I den formidlende del af specialet, som kan ses på videnssamfundet.com (www.videnssamfundet.dk), forsøger jeg at give mit bud på, hvordan dette kan lade sig gøre. Igennem syv små film taler jeg med filosoffer, politikere og erhvervsledere om deres syn på bestemte sociale værdier som mod, visdom, frihed nærvær, ansvar og lykke.

 

Specialet blev i første omgang afvist på institut for filosofi på Københavns Universitet, hvilket der kommende denne artikel ud af. Specialet fik efter en klagesag ny vejleder, og blev delvist omskrevet. Det er netop blevet bedømt til karakteren 12.

 

Læs specialet her.

 

Specialet praktiske del kan ses på: www.videnssamfundet.com og på www.facebook.com/videnssamfundet