Sommerferielæselisten

Mette Bom

Jeg har tænkt mig at tage konsekvensen af, at jeg aldrig får læst mere end en halv bog, og derfor vil jeg tage alle årets Vanity Fair og støvsuge dem for mordhistorier. Jeg har udviklet en fetich for morddrama i de amerikanske familier. Senest læste jeg en vild historie om en konservativ italiensk-amerikansk familie, hvor sønnen på 16 havde slået sin mor ihjel en aften med flere knivstik. Sønnen var skabshomoseksuel, en indadvendt tynd pisterjavert og havde en fistelstemme, som moderen, der var blevet enke tidligt, ikke kunne forlige sig med. Hver aften terpede hun Biblen med sin dreng, og han skulle citere med en dyb maskulin stemme. En aften blev det for meget, og sønnen slog hende ihjel. Nu sidder han i fængsel og får kun besøg af sin 80-årige mormor, der har forsagt kirken og tilgivet ham mordet på hendes datter.

Bøger jeg aldrig har læst færdig: begge Obama-biografier (”Dreams from my father” og ”The audacity of hope”). Af princip vil jeg aldrig advare nogen mod at læse bøger. Det ville jo være at save den gren over, som jeg selv sidder på!

Niels Ole Finnemann

Kprofil

Jeg håber, jeg får genlæst John Peter Durhams "Speaking into the air", specielt kapitlet "The gaps of which communication is made". En af mine gode kolleger anbefalede den i sin tid med ordene: Hvis du kun får læst én bog, så læs denne, og spring alle de andre over.

Dorte Toft

Kprofil

Jeg skal læse romanen "The Other Hand" af Chris Cleave samt novellesamlingen ”Væk” af Alice Monro. Den seneste bog, jeg gik død i, erindrer jeg ikke. Så død er den.

Jesper Højberg Christensen

Kprofil

Sommerlæsning er for mig først sommerskrivning. Litteraturvejledning og noter til min bog ”Når forretningen kommunikerer” skal gøres færdig til nettet, så de studerende kan få opdaterede tips. Men nu hvor jeg virkelig er opdateret på kommunikation, ledelse og branding, skal jeg sørme koble af. Jeg har en mild gaveregn af bøger ventende fra jeg blev adjungeret professor, så jeg starter med det fiktive, dvs. Morten Ramslands ”Sumobrødre” (for ”Hundehoved” var virkelig intelligent grotesk realisme), og Cormac McCarthys ”The Road” eller ”Vejen” skulle være en fed dystopi, bl.a. ifølge Lars Thøger Christensen, så den er et must for en gammel utopi-fortolker. Derefter det lidt længere: Søren Mørchs ”Vældige ting og store forandringer”. Det bliver de første, men mere venter. Og jeg skal læse lidt om Kina, før jeg tager ud og besøger Expo. Hvad kan anbefales?

Niels Brügger

Kprofil

Jeg vil læse Haruki Murakami: 'Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe', fordi jeg har hørt så meget godt om den. Og da jeg med alt for hastige løbeskridt nærmer mig de 50 år, må det være på tide at tænke lidt over, hvad det er for noget med det dér langdistanceløb, som jeg stadig synes er interessant (og jeg nåede mit mål: fire fulde marathon inden de 50 år). Jeg har stadig Saxos danmarkskrønike liggende, ulæst, den er godt nok kedelig - og laaang.

Svante Lindeburg

Kprofil

Min sommerferietaske er pakket med Kaspar Colling Nielsens udanske danske bog ”Mount København”, som har ramt diminutive fladlands-Danmark med et brag. Bogen bygger på tankeeksperimentet: Hvad nu, hvis Danmark byggede et 3.500 meter højt bjerg på Avedøre Holme? – og består af 17 noveller, der fletter sig ind og ud af hinanden og beskriver livet omkring denne terraformede, menneskeskabte og monstrøse vision. Det har taget 200 år at opføre bjerget og kostet 600 mia. kroner. Den menneskeskabte konstruktion har en omkreds på 55 km og et samlet overfladeareal på størrelse med Bornholm. Det er en både simpel, tankevækkende og forførende idé, som på bedste filosofisk vis er tænkt ad absurdum – og samtidig er det en subtil kritik af et yndigt land blottet for storslåede udsigter, armbevægelser og dristighed. Mens jeg læser bogen, vil jeg i vilkårlig rækkefølge tænke på følgende: Den lille Havfrue, Himmelbjerget, Legoland, van Egeraats ”skyskrabere”, De Store Fortællingers død, den lille mand, mit eget bjerggear, hvorfor jeg stadig bor i Danmark, og hvornår Kaspar Colling Nielsen skriver sin næste bog. Læs bogen. Byg bjerget.

Joachim Sperling

Kprofil

Jeg vil tage min nye iPad med på rejsen, og så lige inden ferien finde ud af, hvad jeg kan hente ned af gode tilbud. Det skal ikke være Dostojevskij eller Proust, for det går alligevel galt efter 20 sider. Det skal være afslapning, uden at det af den grund skal være tomme kalorier. Eksempelvis den nye Andre Agassi-biografi, der også skulle være helt fantastisk, ”Open”. Jeg elsker tennis og ville gerne kunne mestre spillet bedre. Selv om iPad’en allerede nu giver mulighed for at abonnere på blade som f.eks. Wired, gider jeg ikke bruge den til det endnu. Jeg er ikke klar til at give slip på de trykte magasiner og blade, og skal have et hav af dem med på ferie. Jeg tror ikke, iPad’en har godt af for meget saltvand, så den kommer nok mest til sin ret i bilen og på hotelværelset. Det kan da godt være, at jeg også tager et par bøger med. Jeg har et stort lager, jeg ikke har læst. Eksempelvis Klaus Rothsteins anmelderroste essaysamling ”Den nøgne maskine” eller Annegrete Krauls lille roman om rødvinsgenerationen: ”En meget lykkelig mand”. Jeg nægter at læse faglitteratur om kommunikation eller økonomi på ferien. Det er simpelthen for kedeligt.

Jeg gik i gang med Jeppesens ”I Gudernes Hænder – Da jeg serverede for Schwarzenegger og så klimatopmødet dø”, men gik fuldstændig kold efter nogle sider. Jeppesen er en pudsig fyr, der ofte skriver fantastiske klummer, og så er han meget alsidig både som entreprenør, journalist og kunstkritiker, men bogen er åbenbart et for krævende medie for ham. Jeg må kraftigt fraråde nogen at læse den.

Ralf Lodberg

Kprofil

Jeg skal læse lidt faglitteratur – og så en masse helt almindelige krimier. Jeg har jo læst Jespers manuskript flere gange, men jeg skal da lige hygge mig med den endelige udgave af “Når forretningen kommunikerer”. Så er jeg lidt flov over ikke at have læst de andre bidrag i antologien “Håndbog i strategisk public relations” (jeg skrev selv kapitlet om employer branding) – så det skal jeg have gjort. I virksomheden har vi fokus på ledelse af projekter, og derfor læser vi alle i bogen “Power i projekter og porteføljer”. Og forleden var min kone og jeg så ude at shoppe popkrimier til sommerferien – jeg glæder mig så meget til: ”Svinehunden”, ”Hypnotisøren”, ”Min broders vogter” m.fl.

En af mine svagheder er, at jeg altid læser selv dårlige bøger til ende. Men jeg er nok en af de eneste, der ikke kan se det fantastiske i Jacob Ejersbo og Afrika-trilogien. Jeg har læst første bind, men dropper de andre. Og så synes jeg, at jeg har jeg læst de amerikanske management-bøger, jeg skulle, så dem går jeg i en bue uden om.

Ida Jeng

Kprofil

I år vinder funny bones over faglitteratur: Jeg går sommeren i møde med reggae-musik og bogen ”Disquiet, Please! More Humor Writings From the New Yorker” – en samling af de mest morsomme tekster siden 1920’erne. Jeg købte samlingen i sidste uge og sidder allerede og gnækker for mig selv i subway’en om morgenen. The New Yorker er bedst kendt for essays og undersøgende journalistik, men for mig har det amerikanske magasin også været et vindue til højkomiske forfatterskaber, lige fra David Sedaris til Dorothy Parker og Christopher Buckley. Håber på tør humor, pinlige scener, akavethed, klodsede situationer, forvekslinger og finurlige iagttagelser fra the New Yorker.

Anders Rendtorff

Kprofil

I år bruger jeg meget tid på at følge fodbold-VM, men et sommermust er at prøve kræfter med Murakamis "Trækopfuglens Krønike". Lad os se, om det er noget. Og så skal jeg læse sidste del af Ejersbo-trilogien. Det er ret godt, synes jeg. Liberty ser dejligt tyk ud, 709 sider. Skønt.

Claus Dahl

Kprofil

Årets sommerbog giver sig selv. Det er Clay Shirkys ”Cognitive Surplus”. Shirky har som regel et sikkert greb om den kognitive økonomi i de digitale fænomener omkring os. Derfor er han et must for mig. Navnlig denne sommer, hvor jeg skal arbejde på det digitale læseprojekt Marksaved, der lige præcis arbejder med det digitale kognitive overskud. Jeg skal ikke læse nogen svenske samfundskrimier. Så springer jeg hellere tilbage til Dashiell Hammett.

Kim Schrøder

Kprofil

Jeg begyndte at læse Elsebeth Egholms ”Skjulte fejl og mangler”. For en læser, der har tilbragt 14 år af sit uddannelses- og tidlige voksenliv i Århus, var det som at komme hjem: Til Bruunsgade, Schweizerbageren, Domkirken på Store Torv og Universitetsparken. Plottet er godt tænkt og medrivende: Dicte, journalist, nyskilt og mor til en teenagedatter, er lige flyttet til Århus fra København. Da hun fejrer sin fødselsdag med to veninder i cafe-miljøet ved Århus Å i midtbyen, opdager de pludselig liget af et spædbarn, der kommer flydende i en kurv på åen. Der går hurtigt etniske undertoner i den, da der findes et papir med arabisk skrift i kurven. Desværre snegler plottet sig af sted, fordi både Dicte og hendes to veninder har uendelig komplicerede problemer i deres parforhold, og det har hendes lover-to-be, Bo, så også. Selvfølgelig har detektiver også et privatliv, både hos Mankell, Nesbø og Dahl, men i ”Skjulte fejl og mangler” dvæles der så længe over hovedpersonernes traumafyldte og grådkvalte intimsfære, at krimien bare ender med at være smurt for tyndt ud – i hvert fald for denne mandlige læser: For meget femi, for lidt krimi.

Så i stedet for at gå i gang med næste bind om journalisten Dicte og hendes århusianske meritter, vil jeg kaste mig over et kalejdoskopisk portræt af det moderne Cairo, gennem Alaa Al-Aswanys roman ”Yacoubians Hus”. Appetitten stammer fra mit eget første fascinerende møde i 2009 med Cairo og det historiske Ægypten. Ifølge omtalen er bogens hovedpersoner "på godt og ondt en del af det moderne Cairo, hvor deres liv og skæbne væves sammen på kryds og tværs til en farverig mosaik af sex, religion, politik, penge, magt, afmagt – og kærlighed"!

Rasmus Bech Hansen

Kprofil

Den sommerlæsning, jeg ser mest frem til, er den engelske journalist og intellektuelle Christopher Hitchens selvbiografi, ”Hitch22”. Hitchens er en blændende skribent med et kæmpe udsyn, nysgerrighed og tørst på livet som få. Han har læst, hvad der er værd at læse, og mødt, hvem der er værd at møde i de seneste 50 år. Så mine forventninger er tårnhøje.

Derudover håber jeg langt om længe af få læst Løgstrups ”Den etiske fordring”. Han var vel det sidste virkelige åndsfyrtårn, vi har haft i Danmark, og det er pinsomt ikke at have læst hans hovedværk endnu.

Bogen, jeg ikke burde have læst: I min ungdoms kådhed brugte jeg en efterårsferie på frivilligt at læse Jürgen Habermas’ ”Teorien om den kommunikative handlen”. Det var dumt og kedeligt. Spild af tid, jeg aldrig får tilbage. Bogen er uendelig lang og unødvendig kompliceret, og pointerne i virkeligheden ret banale. Det vil jeg ikke ønske for min værste fjende at gøre.

Hvis man vil læse Habermas, er den langt friskere ”Borgerlig offentlighed” mere end rigeligt.

Jarl Cordua

Kprofil

Min sommerferies stensikre store læseoplevelse bliver utvivlsomt det historiske værk ”Danskere på Vestfronten 1914-1918” af Claus Bundgård Christensen, der beskriver de 26.000 dansksindede slesvigeres skæbne i tysk krigstjeneste på Vestfronten under ”Den Store Krig”. Bogen blev, da den udkom i efteråret, skamrost af anmelderne og vandt også prisen som Årets Historiske Bog 2009.

For nylig var jeg til rund fødselsdag hos en kammerat, der er barnebarn af en dansksindet 1. Verdenskrigsveteran. Og den voksne mand havde blanke øjne, da han fik samme bog som gave og kunne erfare, at farfaderen stod opført i kildelisten. En anden gæst, der er født i Sønderjylland, kunne siden og hen over de kolde øller berette om en oldefaders skæbne i selvsamme krig. Det er snart 100 år siden, at 1. Verdenskrig begyndte, og alle krigsdeltagerne er nu døde, men historien om de fire års tvungne fronthelvede er stadigvæk ikke langt væk. Især ikke for folk med sønderjyske aner.

For nogle år siden begyndte jeg at læse T.E. Lawrences aka. "Lawrence of Arabias" bog "Visdommens syv søjler" på engelsk. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Efter et halvt år måtte jeg opgive. Dels var mit engelskforråd utilstrækkeligt, så det gik langsomt, og så var sproget heller ikke det allermest fængslende. Men den står stadig på hylden, så jeg prøver nok igen.

Det er egentlig sjældent, at bøger får advarselslamperne til at blinke. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om Norman Mailers antikrigs-klassiker "De nøgne og de døde" om Stillehavskrigen, som jeg syntes var en skuffelse. Især fordi det gennemgående var en kedsommelig affære. Men det var næppe heller hans idé at underholde.