Google+Hertzfeld

Google bliver redesignet af den gamle software-troldmand, der var med til at bygge Apple op i 1980’erne. Navnet er Andy Hertzfeld. Han er bagmanden bag cirkeluniverset i Google+ og manden, der vil gøre Google til en seriøs konkurrent til Facebook. Her følger historien om en af den digitale tidsalders stille helte.
 
En række funktioner knyttes til "mig", blandt andet en inddeling af vennekredsen, så man lettere selv kan bestemme, hvem man deler hvilke oplysninger med
 
Glem Google Buzz og Google Wave. Glem Orkut, selv hvis du er brasilianer. Hvor Google tidligere har fejlet ynkeligt i sine forsøg på at forstå, hvad sociale medier går ud på, og komme med noget, brugerne bryder sig lige så godt om som søgemaskiner, YouTube og Gmail, har giganten fra Redmond nu kastet alle kræfter ind for at få social succes. Google+ er opstået. Og virker. Både rent intuitivt og som et bud på noget, der måske – måske, sagde jeg – kunne give Facebook en seriøs udfordring.

Grunden til, at Google+ virker som et bedre skud end de tidligere forsøg, er ikke bare funktionalitet. Grunden er funktionalitet serveret grafisk – noget, der bringer mindelser om en tilgang, et frugtorienteret computerfirma tidligere har anvendt med stor succes, og det er også ganske rigtigt: Den ansvarlige for den ny tjenestes look and feel er Andy Hertzfeld, tidligere autoriseret "Software Wizard" (det var faktisk den titel, der stod på hans visitkort) i det oprindelige Macintosh-team.
 
Den 58-årige Andy Hertzfeld
 
En stille helt
Hertzfeld er en af den digitale tidsalders stille helte. Han blev uddannet i “computer science” på Ivy League-universitetet Brown i 1975, og tog så til Californien for at studere videre på Berkely. Her købte han en Apple II og gik i gang med at skrive programmer til den. Han blev ansat i Apple og arbejdede på forskellige opgraderinger af Apple II, da Steve Jobs startede Macintosh-projektet. Ved en blanding af held og dygtighed kom han med på Mac-holdet, hvor han endte med at være ansvarlig for en stor del af Mac'ens systemsoftware, men måske vigtigst af alt, hvor han hentede sin gamle high school-veninde Susan Kare, som var grafisk designer, ind på holdet til at designe ikoner og elementer til den revolutionerende GUI. Samarbejdet med Kare skabte den Macintosh-interface, der har været stilskabende for alle computere og smartphones siden.
 
256 k, alt inklusiv
Hertzfeld er ikke selv grafiker, men interesserede sig tidligt for at skabe grafiske udtryk for kommandoerne – og for, hvordan man kan pakke grafikken sammen, så den fylder så lidt som muligt i systemet og samtidig er effektiv. I Macintosh-computerens barndom var lagerplads utrolig meget dyrere end i dag, og hele Mac'ens system, inklusive grafiske ikoner, måtte ikke fylde mere end 256 k. Det var derfor uhyre vigtigt, at ikonerne var intuitivt forståelige, effektive og hårdt komprimerede. At den opgave måske har været mere stimulerende for kreativitet, ser man i dag, hvis man studerer den gamle Mac-grænseflade. Det er fascinerende, hvor enkel og letforståelig den stadig virker, og hvor mange af ikonerne der er blevet standarder, f.eks. mappen eller lassoen.
 
Det, der tidligt var en erkendelse hos Apple, er, at en brugeroplevelse skal rumme et element af belønning i interaktionen for at virke engagerende. Den smilende lille Mac, der kom frem, når man tændte maskinen, var ikke bare en sjov ide, men skabte øjeblikkeligt den forventning, at der var noget næsten menneskeligt på den anden side af skærmen.
 
Hertzfeld forlod Apple i 1986 og var med til at starte Radius sammen med andre tidligere Mac-gruppemedlemmer. Radius beskæftigede sig med skærme og grafiske acceleratorkort til Macintosh-computere. Efter Radius har Hertzfeld været med til at starte andre firmaer, såsom General Magic og Eazel, indtil han i 2005 kom til Google.
 
Bob Dylan som pejlemærke
Hertzfeld er et eksempel på den gennemslagskraft, den første generation af Silicon Valley-pionerer havde. Ligesom Steve Jobs har han arbejdet med de samme ting i hele sin karriere. Han har været inde og ude af fokus, i takt med at computerbranchen har handlet om enten innovation eller penge. I perioder har stemningen i branchen kaldt på ledere uden hands on-erfaring med computervidenskab, og i andre perioder har de gamle praktikere vist, at det i sidste ende er deres vinkel, der bringer udviklingen fremad.
 
Siden Steve Jobs kom tilbage til Apple i 1997, har han været det lysende eksempel på den sidste type. Hertzfeld deler desuden med Jobs en stor passion for Bob Dylan – hvilket i mine øjne øger hans status betragteligt. I interviews forklarer han gerne, hvordan Dylan har været en livslang inspiration for hans arbejde – og Hertzfeld havde efter sigende en del at gøre med, at Dylans "The Times they are a’changin’" blev citeret ved den allerførste Macintosh-præsentation i 1984.

Inden Andy Hertzfeld kom til Google, havde han tid til at starte websitet Folklore.org, hvor medarbejdere på det oprindelige Macintosh-projekt kollektivt kan fortælle historier, der kan belyse den allerede gedigent mytologiserede skabelsesproces. Det er et sjovt site, og Hertzfelds egne historier giver et godt indblik i, hvilke udfordringer det har været at skabe den oprindelige software, men også i, hvordan et statsautoriseret geni som Steve Jobs arbejder, og i, hvordan der altid skal være plads til den djævelske detalje, der skaber den unikke menneskelige designoplevelse – selv om der kun er 256 k til rådighed.
 
Et Facebook bedre end Facebook
Google har helt i modsætning til Apple altid været berømt for sit antidesign. Bevidst har Google, for at spare kostbar tid på det langsomme www, insisteret på en barberet brugeroplevelse uden formildende omstændigheder. Dette i en grad, så det er blevet et stilskabende særkende for seriøse servicesites på nettet. Imidlertid har denne næsten asketiske designholdning, der har sin stærkeste fortaler i co-founder og nu CEO Larry Page, haft svært ved at skabe rige brugeroplevelser. Så i forbindelse med projektet Google+ er selv Page blødt op og har efter sigende givet Hertzfeld frie hænder til at lege med HTML5 for at producere et mere æstetisk og dermed følelsesmæssigt engagerende socialt site.
 
Google har i lang tid været klar over, at de sociale medier hører fremtiden til, og frygtet, at Facebook efterhånden ville overtage hele nettet. I Redmond har de analyseret meget og længe, og en af de interessante pointer, de er kommet frem til – ikke overraskende for mig, men måske for nogle – er, at Facebook har en forfærdelig brugerinterface. I undersøgelse efter undersøgelse fremgår det, at INGEN elsker Facebook for dens GUI. Man holder den dårlige oplevelse ud, fordi indholdet giver mening – socialt i hvert fald. Hos Google har man tænkt: Hvis man nu kunne lave Facebook bedre end Facebook – og samtidig lave det lækkert – så ville man have en dræberapplikation. Google har bare ingen erfaring med lækkert, så det har været svært at gøre – og er altså endt med at blive overladt til en gammel rotte fra det oprindelige Mac-team.
 
For mig virker det, som om satsningen har båret frugt. Naturligvis ved vi endnu ikke, om Google+ vil flyve eller styrte til jorden som et luftskib af bly, men de indledende manøvrer er lovende. Google+ deler venner op i cirkler – en helt igennem logisk metafor – og man kan så oprette forskellige vennecirkler, som man kan dele med eller følge alt efter tilbøjelighed: Der er nogle ting, man vil dele med alle, og andre ting, man kun vil dele med sine nærmeste – meget enkelt egentlig.
 
Sådan virker Googles cirkler - klik for at starte filmen
 
Jeg vil ikke skrive en længere gennemgang af Google+ som socialt medie – det kan andre af Kforums skribenter uden tvivl gøre mere kompetent end jeg. Men jeg vil gerne applaudere Hertzfelds arbejde med cirkelsiden, der simpelthen er et kvantespring for Google. Den virker lækker, den virker intuitiv, den virker næsten fysisk – den virker som et Apple-produkt. Præcis som hos Apples produkter giver cirklerne en lille belønning i form af en lille animation, når man trækker en ny person ind i dem, og hvis man sletter en cirkel, synker den ned og ud af skærmen – også som et Apple-programikon. I gamle dage ville Google bare have lavet vennegrupperne som en simpel tjekboksoversigt – sikkert både hurtigere og nemmere – men ikke engagerende. 
 
En Hertzfeld-revolution venter
Der er ingen tvivl om, at Hertzfeld har kunnet trække på sine erfaringer fra Macintoshens barndom i udviklingen af interfacet for Google+. På nettet er der også stadig et vigtigt tradeoff mellem hastighed og grafiske lækkerier, og at kunne anvende dem økonomisk og samtidig meningsfuldt er en evne ikke mange websites demonstrerer. I det hele taget virker Google+oplevelsen velgennemtænkt: Den doserer information og tæthed med sikker hånd: Tomrum på siden giver overskuelighed – det ved Google allerede, men tæthed giver større oplevelser. Det svære er at blande de to, så tætheden ikke bliver forvirrende eller tomheden kedelig. Efter sigende har Larry Page set lyset i en sådan grad, at Hertzfeld er blevet sat i spidsen for et projekt, der gradvist vil transformere hele Google-universets GUI – altså både søgemaskinen, Gmail, Picasa, YouTube osv. Det bliver uden tvivl spændende at følge, og måske har Facebook med sin decideret grimme brugerflade grund til at tage sig i agt.
 
Det er tankevækkende, at denne genopstandelse af nogle af de første erfaringer med grafiske brugerflader sker netop nu, hvor nettet er på vej til at blive vores personlige computer – altså en genskabelse af de vilkår, vi oplevede i fysisk hardware i 1984, nu bare som sky.

Hertzfeld selv er ikke en mand, der gør meget væsen af sig. Han er stadig en computer-troldmand, og med Google+ er han med til at vise, at gamle hunde med gamle tricks stadig kan bruges i 2011, eller som Dylan formulerede det: If you’re not busy being born, you’re busy dying.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job