I halvfemserne var semiotik et af de helt store buzzwords herhjemme, båret frem af tidens andre plusbegreber som kommunikation, marketing og postmodernisme. Og det var da også i den periode der kom en lille håndfuld introduktioner til tegnvidenskaben, nemlig Keld Gall Jørgensens (1993), Anne Marie Dinesens og Jørgen Dines Johansens (begge 1994). Og nu er der kommet en til, ”Semiotik”, hvor Søren Kjørup på dejlig fordøjelig vis kommer rundt om de vigtigste problemer i det knapt så fordøjelige felt. Sjovt nok holdt disciplinen sig ude af samfundsvidenskaberne længe, selv om noget af den nyere samfundsteori - som Anthony Giddens’ livspolitik samt flere diskursteoretikere – kunne have profiteret af et mere afklaret forhold til det klassiske tegnbegreb. Men nu har forlaget Samfundslitteratur i samarbejde med RUC altså valgt at tage hul på bylden med serien ”Problemer, positioner og paradokser” , hvori Kjørups bog er den tredje. Og det er al ære værd.

SEMIOTIK Af: Søren Kjørup Roskilde Universitetsforlag 1 udgave 2002 ISBN: 8778671884 96 sider, 98 kr.

Godt greb om formidlingen
”Semiotik” redegør for forskellige typer af tegn som ord, ting, billeder og spor – samt diverse blandingsformer. Hvad er eksempelvis en vejrhane? En efterligning af en hane, et aftryk af vindretningen eller et symbol på, at her er en bondegård? Kjørups ærinde er at skelne mellem de forskellige slags tegn og bestemme deres mulige brug og samspil, og han formår elegant at holde sig uden for nogle af krinkelkrogene i den brogede bazar af spørgsmål, der trænger sig ind på semiotikkens felt. Tyngden ligger umiddelbart på Ferdinand de Saussures strukturalistiske begreber vejet op mod en forfriskende lang gennemgang af billedtegnet.

Ved udstrakt brug af eksempler og et flydende sprog rammer den lille bog rent ind i målgruppen, der må formodes at være samfundsfaglige akademikere uden øvrigt kendskab til discipinen. Kjørup har gennem snart mange år skrevet bøger, der formidlede videnskabsteoretiske problemer, hvilket man godt kan mærke, og hans kendskab til diskussonen omkring billedtegnet lader sig heller ikke fornægte. Eksempelvis indfører han en skelnen mellem tegn og de instrumenter, mennesker konstruerer for ”at aflokke virkeligheden aflæselige tegn” – et ædrueligt greb, der får ideen om ’tegnet’ ned på jorden. Alt i alt en fornøjelse at læse, og komplet med et minileksikon til slut, der delvist råder bod på den manglende bredde i feltet.

Nelson Goodman
En gennemgående figur er filosoffen Nelson Goodman, og det er forfriskende at se hans centrale begreber givet god plads i en introduktion – i modsætning til de ovennævnte. Goodman anfører allerede i ’69 en kritik af billedtegnets ’naturlighed’, hvor han siger at ”billeder er konventionelle tegn” , som det står i Kjørups minileksikon. Det er en diskussion, semiotikeren Umberto Eco først ti år senere tager op som den første.

Et andet begreb, Goodman tilfører semiotikken, og som Kjørup trækker frem, er eksemplificering. En genstand, f.eks på et museum, kan egentlig betyde hvad som helst, det er os der vælger betydningen. En brødrister kan henvise til 1930’erne (hvor den er lavet) eller til landbohusholdningen (hvor den blev brugt), og så videre. På den måde fungerer tegnet ’omvendt’ i samspil med beskueren. En anden overset pointe, der jo er relevant i alle de sociale relationer, målgruppen (de samfundsfaglige akademikere) beskæftiger sig med i øvrigt.

Men netop dette får én til at undre sig over, hvorfor Søren Kjørup har valgt at disponere som han har. Goodmans pointe er samfundsfaglig relevant, men det er der meget lidt af Saussures strukturalistiske arvegods der er - og det er her Kjørup lægger vægten. Man kunne måske savne en lidt mere dybdeborende tilgang til Peirces semiotik, der dog er funderet i et socialt univers, og særligt omkring det funktionelle tegnbegreb, der siger, at et tegn ikke er et tegn før det bliver brugt som sådan – ”signs are only signs in actu”. Hvis denne vinkel havde været med, ville Kjørups bog have kandideret til den bedste danske indføring i semiotikken til dato.