22. juli-generationen på Facebook

"Takk for overveldende mange og rørende tilbakemeldinger, bilder og andre inntrykk dere deler med de pårørende og meg. Det gjør sterkt inntrykk å lese dem. Det er spesielt fint at dere trøster, tar vare på hverandre og roser innsatsen til de mange som har bidratt i hjelpearbeidet”.

– Jens Stoltenberg på Facebook onsdag aften efter terrorangrebet i Norge fredag den 22. juli 2011

Statsminister Stoltenberg er alting lige nu. Han er rettidig omhu, han er positiv kommunikation, når det er bedst, og han er sit lands trøstende landsfader. Terroranslaget var en grusom begivenhed. Og enhver begivenhed er i retorikken – læren om hvordan man kommunikerer hensigtsmæssigt – at betegne som en ”retorisk situation”. En sådan situation kræver det, man kalder et passende svar. Af alle verdens kommunikatører. Man kan reagere passende eller upassende. Man kan henvise til, at man er i Grønland, eller at man er i Paris.

Den passende reaktion kommer heldigvis fra ham, der står i spidsen for det land og det parti, der var målet for terrorhandlingen. Stoltenberg gør alt det rigtige. Han kommunikerer utrætteligt og nærværende via tv, via personligt fremmøde, på gaden, på Utøya, i kirker, i moskeer, på pressekonferencer, i Stortinget, hos Arbejderpartiet – og så naturligvis via de sociale medier.

Stoltenberg kommunikerer via Twitter og Facebook på en så naturlig måde, at det er et skoleeksempel for alle, der arbejder med krisekommunikation på højt plan.

Autentisk til stede på de sociale medier

Vigtigt er vanen og fortroligheden, der er oparbejdet inden krisesituationen. Det, at Stoltenberg har været aktiv i de sociale medier længe, har gjort ham fortrolig med mediet. Jeg har fulgt ham i en rum tid, så jeg ved, at han er autentisk, og at han selv er ved tasterne. Han har oparbejdet en stor fanskare allerede inden angrebet, som han i nødens stund nemt kunne række ud efter. Han er i øjenhøjde med sine ”followers” – og hvad der er vigtigt i denne situation: Han er i øjenhøjde med de unge brugere af sociale medier. De ved, at når de klikker ind på hans profil kort efter terrroranslaget, så giver han dem meldinger (og dermed ro) – og i dagene efter deler han naturligvis links til taler og billeder og begivenheder.

Stoltenberg er således forbilledlig for alle, pilen vil pege på, hvis der opstår lignende situationer i andre lande, der kræver ekstrem krisekommunikation. Hvordan er deres kommunikationsevner? Hvordan er deres kommunikations-flow online? Hvordan vil det være, når det gælder? Bemærk, at autentisk er nøgleordet her – kommunikation kan ikke outsources. Således heller ikke den mini-kommunikation, der ligger i at micro-blogge 140 tegn.

Den norske statsminister med sin tablet. Han er på. For real

Jens Stoltenberg, 52, der er ud af en kendt politisk familie, er bredt orienteret og usnobbet som kommunikator. Han er den type bruger af sociale medier, der under normale omstændigheder ikke er for fin til selv at trykke "follow" på profiler. Herunder også danske debattører, politikere og kandidater, som han har lyst til at følge. Lad mig straks indrømme, at jeg blev edderstolt, da Stoltenberg valgte at følge mig på Twitter for et halvt års tid siden, ligesom jeg blev det, da kronprinseparret af Norge – der har over 50.000 likes på Facebook – gjorde det samme.

Når statsoverhoveder friender

Når jeg nævner denne handling – ”at friende” – er det fordi, den beriger os med viden om disse potentielt elitære statsoverhoveder. Vi ved nu, at her er tale om åbensindede, jordnære mennesker, der ikke er blege for at add’e. Det fortæller også historien om et kronprinsepar og en statsminister, der benytter de sociale medier til at være åbne, blive klogere, få ny viden, til rent faktisk at være i aktiv dialog. Hvad der jo er demokratiets grundsten. I Danmark forholder det sig anderledes.

Når nogen gør noget rigtig godt, så ses det tydeligere, at andre halter bagefter. Det ses nu forfærdeligt tydeligt, hvordan magteliten her i Danmark skåret over en bred kam ikke er dialogiske, men tværtimod er, med et hårdt ord – asociale – i de sociale medier. Ja, de bruger dem nærmest som en gammeldags telefax. De udsender næsten udelukkende envejskommunikation i form af statusupdates, som i øvrigt ofte er så upersonligt formulerede, at enhver praktikant kan have ghost-writet dem. Hvilket viser mangel på nærvær og autenticitet. Det minder desværre om den diskurs enevælden betjente sig af, når der blev udsendt bulletiner skrevet med gåsefjer.

Her viser Norge demokratisk, moderne, dialogisk, digitalt lederskab – også når det gælder kommunikation. Åbent, nærværende, deltagende, autentisk lederskab. Eksempel til efterfølgelse i Danmark, der trods alt er verdens største Facebook-nation.

Den tavse danske magtelite

Folket i Norge er ”friends” med magteliten, og folket forventer at se statsminister og kongehus være meget til stede både i det offentlige rum og på de sociale medier. Folk har dag efter dag siden angrebet fået, hvad de kom efter. Åbenhed. Rettidig omhu. Vi ser den samme åbenhed og hjertevarme i Sverige som i Norge. Kongehus, Kronprinsesse og det politiske establishment viste straks deres deltagelse offentligt. Ligesom Merkel, Putin, Reinfeld og mange andre holdt pressekonferencer og viste deltagelse. På de sociale medier og på anden måde… Som Barack Obama, der jo har sit at se til, sendte dette håndskrevne brev til det norske folk: ”We are all heartbroken by the tragic loss of so many people – particulary youth with the fullness of life ahead of them”.

Brev fra præsident Obama. Ill. fra Facebook

Denne deltagelse, mener mange i debatten på Facebook, at der var nogen, der kunne lære noget af her i Danmark. Som Eddie Michel Azoulay udtrykte det i sin FB-note ”Johnny Margrethe er altså forfærdet”: ”Skal en monark ikke tjene som et moralsk forbillede? Enten ved selv at leve et eksemplarisk liv, eller ved at være en person, der i kraft af vid og dygtighed kan give et oplysende, opløftende, vejledende eller - som nu - trøstende og medfølende bidrag til den offentlige samtale?”

Royalist eller republikaner. Rød eller blå. Regeringstro eller ej. Tilbage står, at når den danske magtelite ikke kunne vise deltagelse offentligt, så var det godt, at gulvet kunne tale selv. De almindelige mennesker tog ordet. Og det er der måske også noget meget opløftende og demokratisk i. Ligesom vi ser det i Mellemøsten.

Statusupdates som sørgebind

Facebook udviklede sig fra at være nyhedskanal for førstehåndsberetninger allerede fredag den 22. juli om aftenen – til også at være kirke (synagoge, moske) for de mange unge og ældre, der blev kastet ud i dybfølt sorg over faldne unge mennesker. Hvis vi ikke kunne se en alvorlig deltagelse fra det officielle Danmarks side de første dage – og lad os huske, at hvis vi ikke kunne se en alvorlig deltagelse, så kunne det norske folk heller ikke – så kom der en veritabel varmfront fra Danmark mod Norge via de sociale medier. Statusupdates blev til vor tids sørgebind for de norske ofre. Profilbilleder blev til norske flag (eller norske badges) i en spontan aktion for at vise deltagelse. ”Vi er alle nordmænd” blev en flittigt brugt vending.

Vi deler nu en endeløs strøm af Facebook-grupper og sider relateret til begivenheden med vores norske broderfolk. Fra Kjaerlighetsbevegelsen til Tænd Lys for Norges ofre. Der ses også en gruppe, som foreslår, at Nobels Fredspris gives til Stoltenberg og det norske folk. De bedste ord bliver og blev ”sharet” i en uendelighed.

De unge influentials – smitsom positiv kommunikation

Således blev en opdatering på en ung piges Twitter-profil genstand for megen opmærksomhed – og ordene blev så ofte citeret, at der opstod forvirring om, hvor de kom fra. Sætningen ”Om én mann kan vise så mye hat, tenk hvor mye kjærlighet, vi alle kan vise sammen” blev citeret på CNN og mange andre steder – ligesom Stoltenberg citerede ordene i sin tale i domkirken søndag, og det er blevet ord, der summer den norske folkestemning op. De stammer fra en ung blogger i Oslo (medlem af AUF, det norske DSU, men ikke til stede på Utøya), der opdaterer sin Twitter-profil konstant (Uhellet - Helle Gannestad). Hun skrev sætningen, hun er kilden.

Set fra et kommunikationssynspunkt er det fantastisk, at adgangen til at give sin holdning til kende og til at være en af dem, som statsminister og CNN citerer, er blevet så demokratiseret. Alle kan være med. Helle fra Oslo kan twitte, og hendes ord er lige så vægtige som alle andres. Unge frk. Gannestad er det, vi har talt om så længe, en ægte influential.

De sociale medierhar virkelig revolutioneret måden, der kan kommunikeres på i og omkring revolutioner, terrorangreb og katastrofer – nu også i vores del af verden.

22. juli-generasjonen

De unge, der skulle rammes så hårdt, fordi de var fremtiden, reagerer fantastisk og har allerede fået navn. Hvor vi var den udefinerlige Generation X, er ”22. juli-generasjonen” alting nu. De har mål, retning og mening. De er som vores bedsteforældre, der kunne tale om ”aldrig mere 9. april”, og de bruger den tids retorik og taler om ”faldne kammerater”. De er nu nogen, der har noget at leve for og noget at arbejde for – og som vender tilbage til bedsteforældre-retorikken om frihed, lighed, broderskab, demokrati, kærlighed, fredelig sameksistens, tolerance, næstekærlighed og solidaritet. Ord, der ikke har været det første samtalen, gik ud på i min tid, hvor det har handlet forbandet meget om forbrug og friværdi. Nu kommer der andre boller på suppen.

Som AUF-formanden Eskil Pedersen sagde: ”Vi vil for alltid være 22. juli-generasjonen. Det er et stort ansvar. Det er vi som bestemmer hva 22. juli skal bety framover og for ettertiden. Dette er et vendepunkt. En ny start, begynnelsen på noe stort, varig og viktig”.

Det, at angrebet ramte de unge (især de unge, vi må ikke glemme, at der også var en bombe i Oslo og at den gamle garde, Arbejderpartiet, Gro og Stoltenberg, også var terrormål) har vist os noget nyt. En ny måde at kommunikere på, som vi før kun har hørt om fra det arabiske forårog andre store internationale bevægelser, der har haft de sociale medier som samlingspunkt.

Da de sociale medier blev meget sociale

Fredag aften begynder det. Under beskydning. De unge opdaterer. En 18-årig ungdomspolitiker sendte tekstbeskeder og opdaterede både Twitter og Facebook via sin telefon under angrebet. "Foreløbig lever jeg," skrev hun.

Vi, der fulgte med kunne med skiftevis bæven og vantro få førstehåndsviden, udråb, tanker, perspektiveringer og baggrund i realtid via de sociale medier. Ved alle tidligere kriser - f.eks. Palme-mordet eller ved 9/11 - har vi måttet læse "filtreret viden" via klassiske medier...

Nu kunne og kan vi være vores egne redaktører. Vi finder det, vi vil vide. Vi læser det vores venner deler med os, og vi giver vores venner det, vi tænker, de måske gerne vil vide. Og vi kan mere end det. Vi kan – for første gang – dele vores sorg med hinanden på de sociale medier, som virkelig træder i karakter som sociale ved en begivenhed som denne.

Den nye diskurs

Der er gode blogs fra gode eksperter og gode politikere fra hele det politiske spektrum. De unge har brug for pejlemærkerne nu.De har brug for at deres rollemodeller, og politikere tager ordet og viser vejen, ligesom Stoltenberg gør det. Det er nu, nu, nu at de unge (og vi andre) skal høre, at det trods alt kan betale sig at gå ind i politik - at det kan betale sig at kæmpe for demokrati og for at forsøge at gøre denne verden bedre. Sådan som de unge på sommerlejren havde en drøm om. Man savner de ledere, politikere og partiledere, der endnu ikke er kommet på banen med forstandige og perspektiverende observationer. Man savner dem, der ikke forstår, at her er en retorisk situation, der afkræver svar. Og som ikke forstår, at de sociale medier og samtalen på nettet kan man deltage i, hvor man end er rejst til på ferie. Nettet er åbent.

Midt i tragedien er der konturer af et nyt mediebillede. En diskursændring. En ny måde at håndtere kriser, kommunikere kriser på og mobilisere hinanden i kriser. Aldrig før denne store skelsættende begivenhed her i Skandinavien har de sociale medier været så sociale. Og aldrig har brugerne af de sociale medier vist sig så medfølende.