Spørgsmålet er, om VK-regeringen også kan vinde det næste valg igen, der i så fald skal finde sted senest i 2009. Det afhænger først og fremmest af en ting: om Socialdemokratiet til den tid vil være i form til at udfordre regeringen. Det Radikale Venstres fortræffeligheder ufortalt, kan partiet selv på en god dag allerhøjest regne med at få op imod ti procent af stemmerne. Flere vælgere er der trods alt næppe, der deler partiets grundlæggende anskuelser, som er præget af et kosmopolitisk verdensbillede og en universalistisk menneskeopfattelse, der stammer fra oplysningstiden.

Socialdemokratiet er - selv i sin nuværende tilstand - et meget stort parti, der i lang tid fremover vil være umuligt at komme uden om, når man skal forestille sig et alternativ til de nuværende magthavere. Hvis man som jeg er ked af at leve under en regering, som ikke har noget, der blot minder om visioner for omstillingen til netværkssamfundet, må man derfor nødvendigvis have en vis bekymring for, hvilken forfatning det gamle parti befinder sig i.

Spørgsmålet om, hvem der i de kommende år skal stå i spidsen for Socialdemokratiet, er i den forbindelse ligegyldigt. Posten som partiformand vil frem til næste valg være en uriaspost, for uanset hvem der leder partiet i 2005, vil vedkommende med stor sandsynlighed lide nederlag. Til gengæld er 2009 så langt ude i fremtiden, at det er meningsløst at spekulere på mulige, socialdemokratiske statsministerkandidater.

Det egentligt afgørende er i mine øjne, om Socialdemokratiet i de kommende år underkaster sig selv et fitness-program, der som minimum rummer tre elementer. Partiet skal skaffe sig af med sine tabersager. Det skal have en sammenhængende politik. Og det skal anskaffe sig nogle vindersager. Kun hvis partiet går igennem dette program, vil det have nogen som helst chance for at vinde regeringsmagten tilbage.

En tabersag er en sag, som det er helt og aldeles sikkert, at man med tiden vil tabe. I familielivet kan det være sagen om, at børnene skal være hjemme senest kl. 22:00 på hverdage og ved midnat i weekenden. I militærhistorien kan man tænke på Hitlers felttog mod øst. Og i politik kan man forestille sig lukkeloven. For alle disse sager gælder det, at de kun har ét tænkeligt udfald: det totale nederlag. Hvordan kan man i sin vildeste fantasi forestille sig, at voksne mennesker på 16 eller 17 vil bryde op fra et muntert selskab, blot fordi en gammel idiot stanger et vilkårligt tidspunkt ud? Og i øvrigt ikke selv kunne drømme om at være hjemme på tidspunkter, der bare tilnærmelsesvis minder om dem, der skal forestille at gælde for ungdommen. Hvordan kunne Hitler forestille sig, at han kunne vinde på en mange tusinde kilometer lang front i bidende kulde og langt fra Tyskland, mens han samtidig kæmpede med USA og England i Nordafrika og hele Vesteuropa? Og hvordan kan nogen forestille sig, at befolkningen i længden vil tolerere, at man ikke kan købe ind om aftenen og i weekenden, når man har god tid og ikke føler sig stresset?
Det eneste, der er at gøre ved tabersager, er at afslutte dem hurtigst muligt. Skidt med æren og principperne. Jo hurtigere, man får dem lukket, jo mindre blod spilder man selv. Og det er ud fra enhver tænkelig synsvinkel en stor fordel.

Desværre er det som om Socialdemokratiet direkte samler på tabersager. Til de værste af disse tabersager hører den danske model, den universelle velfærdsstat og den hellige, almindelige offentlige sektor. Det er ikke god tone at sige det i Socialdemokratiet, men sådan er det. Forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere er på meget væsentlige områder ikke længere reguleret gennem aftaler, men gennem lovgivning. Man kan blot tænke på lovene om funktionærers arbejdsvilkår, ligeløn, ferie og arbejdsmiljø. Når man tænker på det moderne arbejdsmarked og lønmodtagernes tilbøjelighed til overhovedet at organisere sig, er det på langt sigt svært at forestille sig andet end, at de generelle arbejdsvilkår og måske nogle mindstesatser fastsættes ved lov, hvorefter den enkelte aftaler sin løn med arbejdsgiveren.

Derfor er det håbløst at kæmpe for fagforeningerne, som vi kender dem. Alligevel er der grund til at holde fast ved fagbevægelsen. Den skal bare lave noget andet. I stedet for at være organisationer, der forhandler løn- og arbejdsforhold, kunne man forestille sig, at fagforbundene kom til at minde om professionelle foreninger som fx Lægeforeningen. Det vil sige foreninger, hvor man diskuterede medlemmernes kompetence og fagets etik, og i øvrigt optrådte som advokat for de medlemmer, som på den ene eller anden måde kommer i klemme.

Dette ville være overordentlig samfundsnyttigt, fordi det løft i kompetence, som er absolut nødvendigt for at bevare tilstrækkeligt med arbejdspladser i Danmark, ikke vil komme i stand gennem dekret fra myndighederne. Det, der får mennesker til at gentænke deres tilværelse og investere i sig selv, har altid været, at de indgik i en eller anden form for forpligtende fællesskab med ligemænd. Det viser historien om andelsbevægelsens rolle i omstillingen af landbruget i slutningen af 1800-tallet, og den lære gælder stadig.

En anden tabersag er den universelle velfærdsstat. I takt med, at velfærdsstatens dækningsområde vokser, befolkningen bliver ældre, og flere og flere flytter over landegrænserne, bliver det mere og mere umuligt at forestille sig, at der vil blive råd til at bevare et system, hvor ydelserne er retskrav for - i princippet - enhver. Og jeg tør slet ikke tænke på, om der vil være solidaritet nok mellem befolkningsgrupperne til denne ordning. Ikke meget – hvis overhovedet noget - i den offentlige debat tyder på det.

Endelig er den offentlige sektors monopol på velfærdsydelser en tabersag. Jeg tror ikke, det er fordi befolkningen ønsker brølende konkurrence på området. Men fordi moderne mennesker vil have muligheden for at ramme dumme, dovne og uduelige udbydere af offentlig service som fx. Københavns Kommune med negative sanktioner. Den samme glæde, man efter at være blevet udsat for dårlig behandling i en forretning føler, når man giver sig til at handle med konkurrenten, vil folk også gerne have lov til at føle, når de har ventet for længe på deres hjemmehjælp; når deres børn er blevet ofre for inkompetente lærere eller når de er blevet behandlet nedladende på et eller andet kontor.

Hvis ikke Socialdemokratiet vil give befolkningen lov til at ramme drønnerterne gennem markedet, må de som minimum opfinde nogle andre metoder, der er lige så effektive. En ting er vis: en moderne befolkning vil ikke finde sig i at blive dårligt behandlet uden at kunne svare igen med negative sanktioner.

Det andet element i fitness-programmet er, at Socialdemokratiet må skaffe sig en sammenhængende politik. Og her er der specielt to spørgsmål, der trænger sig på. Hvad er "staten" for Socialdemokratiet? Og hvad er "mennesket"?

Hvad angår det spørgsmålet om staten, har partiet en tilsyneladende uhelbredelig tilbøjelighed til at forveksle og sammenblande idéen om "staten" med idéen om "samfundet". Og hvad angår spørgsmålet om mennesket, kan partiet ikke finde ud af, om det er et kronisk offer, eller det er herre over sit eget liv.
Det meste af, hvad der for alvor er usympatisk ved socialdemokratismen, og gør den uspiselig for moderne mennesker, stammer fra disse to forhold. Idéen om, at staten kan krænke både boligen og privatlivet, hvis det er i det godes tjeneste. Idéen om, at det enkelte menneske er komplet idiot, og derfor skal sættes under administration. Idéen om, at det civile samfund har det bedst, hvis det er pumpet op med subsidier. Idéen om, at samfundet er et stort maskineri, der skal styres gennem en form for ingeniørkunst, der består af et mylder af mærkelige kvoter, ordninger og særlige hensyn.

Hvis Socialdemokratiet skal tilbage til magten, er der ingen tvivl om, at partiet må aflive den "socialdemokratisme", som kvæler al frihed, alt initiativ og al gennemskuelighed. Partiet må huske, at friheden, ligheden og broderskabet hører sammen. I stedet for som nu fare frem efter den opfattelse, at friheden er lighedens og broderskabets værste fjende.

Endelig må partiet skaffe sig nogle vindersager. De skal være retfærdige, så selv dem, der ikke støtter partiet, godt kan se, at de er vigtige. Og de skal have en bred appel. Sådanne sager kunne være uddannelse og kompetence. Det kunne være en familiepolitik, som ikke blandede sig i folks privatliv, men skabte de rette rammebetingelser. Det kunne være, at man gav friheden det fornødne rum ved at erkende, at den kamp, de fleste kan slutte op om, ikke er for lighed, men for lige muligheder. Det kunne være, at man arbejdede for en retfærdig og rimelig omstilling til netværkssamfundet. Og det kunne være, at man påtog sig at sige sandheden om Danmarks plads i den nye verdensorden.

I Socialdemokratiet spøger idéen om, at man tabte valget, fordi man ikke var socialdemokratisk nok. Og at man derfor skal back to basics. Da man principielt kan tænke sig alt, kan det heller ikke udelukkes, at denne strategi vil virke ved valget i 2009. Skønt alt er tænkeligt, bør man dog også overveje, om det er sandsynligt. Derfor vil jeg sige, at hvis Socialdemokratiet går til valg på en back to basics-platform, vil der være gode muligheder for at støtte en af den tidligere regerings mærkesager: genbrug. Det, der kan genbruges, er den interne betegnelse i det britiske arbejderparti for Michael Foots katastrofale valgoplæg i 1983: the world's longest suicide note. De eneste, der for alvor vil kunne glæde sig over en back to basics-platform, er VK-regeringen. For hvis den ikke slår rekorden som verdens længste selvmordsbrev, vil den i hvert fald blive en flot nummer to.