Hvad gør et politisk parti, når det står ved Ground Zero, og hvor det selv har siddet ved styrepinden i et af flyene? Det er en interessant intellektuel øvelse for alle, der er optaget af kommunikation. Uanset om man er socialdemokrat eller ej.

Socialdemokraternes problem er deres succes. De er nået i mål med deres projekt; deres vision er blevet til virkelighed. Jeg vil ikke her citere Thomas Nielsen; det vil mange andre sikkert gøre i disse dage. Det værste, der kan ske for en organisation, der skal få medlemmer og stemmer på at løse et problem, er hvis problemet bliver løst. Det værste en fagforening kan møde er således gode arbejdsgivere, og det værste miljøorganisationer kan opleve er et godt og bæredygtigt miljø. Så må man lukke, skifte projekt eller kæmpe for at overbevise om, at problemet stadig er der. Hidtil har Socialdemokraterne valgt den sidste strategi.

For at forstå rækkevidden af Socialdemokraternes situation lige nu, så skal man tænke 125 år tilbage. Den danske arbejder var hårdtarbejdende fabriksarbejder. Maden var rugbrødshumpler med fedt på; der var børnearbejde; man boede i usle lejekaserner; lortet flød i gaderne; tuberkulosen florerede. I dag sidder den samfundsgruppe i eget hus med bil i garagen, surround sound-anlæg og plasma-tv i stuen, sportstaske med mærkevaretøj i bryggerset, computer og ADSL-opkobling i arbejdsværelset og medlemskab til Brugsens vinklub liggende i samtalekøkkenet.

Tænk, at den gruppe skulle komme så langt. Jeg aner intet om min slægt før århundredskiftet, men det absolut mest sandsynlige er, at jeg selv er en af dem, der for længst ville have været død i barselssengen eller af nedslidning, havde det ikke været for den velstand, industrialiseringen har medført, og så indførelsen af velfærdssamfundet. I stedet sidder jeg nu som kvinde med en lang uddannelse, ansættelse på en højere læreanstalt og en forventning om at blive taget alvorligt, når nu jeg sidder på et konferencested i Nordsjælland ved min iBook og taster gode råd til landets forhenværende regeringsparti. Det er da syret.

Når familien Danmark om søndagen har siddet og set Krøniken, så har det også stået klart, hvor stor en rolle Socialdemokraterne har spillet for udviklingen af velfærdssamfundet. Men hvad nu, så?

Hvis vi eller, for nu at være realistisk, vore efterkommere, skal sidde om 100 eller 125 år og give Socialdemokraterne æren for udviklingen af det ny X-samfund, hvad skal de så gøre nu?

Mit bud er, at nu skal Socialdemokraterne arbejde seriøst med strategisk kommunikation, i stedet for at være så optaget af spin og magtkampe.

De må grave i deres rødder og formulere en vision, der er lige så storslået og syret som den første var. Til denne del af kommunikationsprocessen må de finde en dygtig moderator og et hensigtsmæssigt format for den proces, der skal rumme diskussionen.

Altså tilbage til rødderne for at finde essensen af, hvad det vil sige at være en socialdemokrat. Jeg skal ikke blande mig i den proces, og har slet ikke godt nok kendskab til partiet til at kunne udtale mig om det. MEN skal jeg sådan bare lige skyde fra hoften, så gætter jeg på, at det oprindelig var noget med ”frihed, lighed og broderskab”.

Lad os nu for øvelsens skyld antage, at man efter mange, mange timers diskussion i partikredsene nåede frem til, at det var lige de tre værdier, der udgjorde kernen af Socialdemokraternes identitet. Så ville den næste øvelse bestå i at finde ud af, hvilke konsekvenser det så skulle have for socialdemokratisk politik, at det var lige disse værdier. Det vil også være en lang proces med uendelige diskussioner, som jeg heller ikke skal blande mig i; men hvis nu man skulle blive i legen, så kunne det sådan ud:

’Frihed’, hvad er det i dag? Det må vel være frihed til at tænke og tro, hvad man vil, og frihed til at ytre sig om det med ansvarlighed, dvs. uden at krænke andre borgeres frihed. Det burde gøre det magtpåliggende for Socialdemokraterne at sikre fx tros- og ytringsfriheden, samt i forlængelse af det sidste pluralitet i medierne. Hvis man kan sidde som mediemogul i Australien og have indflydelse på, hvem der skal blive premierminister i England, så må det være et vigtigt politisk frihedsprojekt at sikre, at sådan noget ikke kan ske. Og pluralitet og gode talevilkår handler ikke bare om salget af TV2, som Socialdemokraterne allerede har holdninger til. Man burde have en vision for vilkårene og rammerne for den offentlige debat. For nu at tage noget. Værdien frihed vil kunne afføde mange andre mærkesager og holdninger.

Hvad så med ’lighed’? Vi fødes ikke i lige gode kår med lige gode evner og fysiske ressourcer, og vi er ikke lige ambitiøse og flittige. Derfor dør vi heller ikke lige. Et parti med lighed som central værdi må være optaget af, hvad der ligger mellem de to punkter, der har konsekvenser for lighedspolitik. Først og fremmest vel høj kvalitet af hele uddannelsessystemet, med afsæt i folkeskolen. Og så må man gøre op, hvordan man skelner mellem at være lige og at være ens, og hvordan man undgår at kræve det sidste, bare fordi man har en vision om det første.

’Broderskab’ er jo en smuk værdi, men hvem er brødrene, der skal stå sammen? Og hvad skal de stå sammen om? Hvis succesen med velfærdssamfundet skal iklædes en metafor, som kan beskrive dilemmaet, så kunne man vælge feudalsamfundet. Socialdemokraternes første vision formåede at sætte daglejerne i stand til at løfte hinanden op fra mudderet og ind på godset. Dagens arbejdere har bedre materielle kår end mange af datidens rige.

Så hvad skal projektet være? Skal man arbejde på at komme ind på en bedre etage på godset og få noget bedre mad leveret fra køkkenet, eller skal man forholde sig til de nye daglejere? Hvem skal man gøre noget for?

Skal Socialdemokraterne formulere en vision nu, der er ligeså stor i slaget, som den første var, så må man medtænke, at vi befinder os i et globaliseret samfund. Det har vi vel altid gjort, men der er sket noget med tid og rum. Nu har det i langt højere grad konsekvenser hos os, hvad der sker på den anden side af kloden, og vi mulighed for at blive underrettet om det, samtidig med at det sker. Vi har også mulighed for at fastholde dokumentation for det skete og gøre det tilgængeligt for alle med internetadgang.

Virkelig syret ville det være, hvis man satte sig for i løbet af en årrække at ville løfte den tredje verdens fattige til den uddannelsesmæssige og materielle standard, som den danske middelklasse har nu. Men man kan også bare vælge at konkurrere med Fogh om at ville hjælpe den danske middelklasse med at vise Asien baghjulet. Så må man bare i stedet tage det endelige opgør med slogans som ”Arbejdere i alle lande, forener eder!” og sange som ”Internationale”. Og man må indse, at man skal konkurrere med Tyskland, England, Frankrig og alle de andre lande, der også vil vise Asien baghjulet.

Problemet med sådan en vision er jo, hvem der skal stemme på det parti, der har den. Arbejderne stemte dengang på Socialdemokraterne, fordi den første vision havde dem selv i hovedrollen og Socialdemokraterne i hjælperrollen. Så man ville skulle arbejde med globaliseringens konsekvenser for danskerne på godt og ondt.

Her kommer såvel ekspertudredninger som fokusgrupper ind. Men ellers har man jo et glimrende værktøj i ”Det digitale Danmarkskort”, som netop skulle kunne bruges til den type kortlægning af vælgermassen.

Oplagte alliancepartnere i processen vil kunne være Globale Rødder og Dansk Industri. Med dem kan man formentlig drøfte løsningsmodeller, der kan ende med at blive til socialdemokratiske mærkesager.

Igen skyder jeg fra hoften: Kombinationen af broderskabsværdien og situationen med udflytning af de lavtuddannedes arbejdspladser til Asien burde kunne føre til nogle synergitanker om, hvordan ulandsbistanden kan bruges til at lade den danske arbejderstand udvikle den tredjeverdens fattige. Relevant at drøfte vil være, hvilke arbejdspladser der kan skabes i Danmark på at lave systemeksport. Vi taler altid om betydningen af højskole-, andels- og fagbevægelsen, nærdemokratiet og det aktive foreningsliv. Hvis det har kunnet rejse Danmark fra bondesamfund til netværkssamfund, så må det også kunne udrette noget i Afrika, har det lydt fra flere sider gennem årene. Der burde være jobs i at bringe grupper af katalysatorer og forandringsagenter fra den tredje verden til Danmark for at blive undervist af danske arbejdere i lokalsamfundet. Eller: Hvis u-landsbistand bedst tænkes ud fra, at man i stedet for at give en mand en fisk hellere skulle give ham en fiskestang, så skulle det være mærkeligt, om ikke der kunne skabes en del danske arbejdspladser på i overført betydning af producere ’fiskestænger’.

En politik for frihandel og nedbrydelse af toldmure kunne være en anden konsekvens af broderskabsværdien.

Det skal jeg ikke gøre mig klog på; det er mildest talt ikke mit fagområde. Men der er
masser af kvalificerede folk, man kan bringe ind i denne fase til at rådgive om det.

Næste fase må blive at få kortlagt Socialdemokraternes identitet og se, hvad der skal arbejdes med for at have overensstemmelse med missionen og visionen. Det ligger fx lige for at skulle rydde op i vennetjenester og lukrative jobs til partifolk rundt omkring i bevægelsen, så idealismen ikke kan skydes ned med historier om pamperi og grådighed. Der skal være overensstemmelse mellem, hvad man vil, hvad man gør, hvad man siger, og hvordan man syner.

Efter denne omfattende proces, der sikkert vil gøre ondt og være fyldt med konflikter om at sætte dagsorden, så må man overveje konsekvenserne for det udadvendte arbejde. Så de bør fx finde en statsministerkandidat, der er ægte, troværdig og tillidsvækkende som Palle From, men måske med større politisk tæft. Og nu de er i gang, bør de også overveje også et andet logo. Og meget andet er der, som man bør tage fat i.

Men lur mig, om ikke man vil nøjes med at koncentrere sig om formandsskiftet og logoet.