Bluffers guide til SMWCPH

Nørdernes modeuge. Bureauernes pitch-runde-festival. Folkemøde uden mediedækning. Social-branchen i Danmark er lille. Koderne er mange. Og der er referencer, der skal læres, så du altid er med på de seneste subtweets og hakkeordenen i eksperthierarkiet.
SMWCPH er over os, og hvis du er ny i gamet, for gammel til at være vokset op med en swipefunktion, kommet lidt skævt fra start eller ikke lige har fået styr på programmet, så se her, hvem du møder hvor, og hvad du så stiller op med dig selv. Det vigtigste, du skal huske, er, at Social Media Week handler om at blive set, hørt og retweetet.
 
Her et kort overblik over bureaulir, socializing, vækkelsesmøder og praktikertræf. Så hey bluffer … Let’s get ready to ruuuuumble!
 
Hashtagget #smwcph på Twitter er i år en blanding af reportager fra københavnske events og folk, der bare bruger hashtagget for at sikre, at alle de rigtige ser, at de er i New York. Foto: Twitter #smwcph
 
Bureaulir og løjer
Vil du gerne ind og se en masse eksempler på cases og værdifulde insights fra social-kampagner? Er du taget til København for at udvide din faglige horisont og få lidt mere viden om, hvad det egentlig kræver (koster) at arbejde med et bureau med absolut wow-effekt? Eller vil du egentlig bare gerne høre den ærlige historie om, hvor ondt det kan gøre på dit brand eller din virksomhed, når krisen ikke blev håndteret ordentligt – på trods af at der sad professionelle bag tasterne.
 
Bureauer vidensdeler IKKE under Social Media Week. De pitcher.
 
SMW er muligvis nørdernes modeuge, men det er konsulenternes udbudsrunde.
 
Og hvis du vil have hele indkøbskataloget af færdigheder, kurser, platforme og succeshistorier, så er bureauernes events the place to be. Bureaubisser og -babes er klar til pitche dig i knæ, forføre dig med kølige buzzwords og vise dig de imponerende slutresultater sat op i lækre styles på minimalistiske slides.
 
Bureaubranchen er ved Social Media Week sin helt egen særlige form for designer drug, en smuk og euforiserende massehallucination, og når du sammen med resten af crowdet forlader de hippe lokaler med glaskontorer og inspirational quotes, og den kreative top dogs mørke bas er klinget af, så står du på gaden og tænker: Hvordan hænger ”Lær at lave en social strategi for din virksomhed” egentlig sammen med en Facebook-konkurrence for sodavandsis? Svaret? Det gør den ikke.
 
Buzzwords er vejen frem. Prøv for eksempel at flette "attention", "intuitive", "engagement", "conversion", "social" og "authencity" ind i din event-kritik
 
Dem møder du:
Er du på sporet af heavy weights og cool kids? Dem finder du ikke her (medmindre de arbejder for bureauet i forvejen). Bureauerne undgår enten hinandens events eller kigger kun hurtigt forbi for at se, hvilke brands konkurrenten har fået hjem. Til gengæld vil du ofte møde mange ”praktikere”, studerende, nyuddannede, freelancere og andre kommunikationsfolk. Nå jaaa … og så bureauets egne folk. De står klar til at tage din bestilling.
 
Just bluffing? Det skal du sige i elevatoren:
Har I overvejet Snapchat som integreret kampagnemedie? Instant messaging vil jo fortsat være en stor trend i 2014, og det bringer en form for autenticitet til social, som vi ikke har set længe.
 
Events:

”Cross Media Content Strategy” – af Advice A/S.
 
”Instagram for virksomheder” – af Bigum&Co.
 
”Politisk digital lobbyisme – sociale medier flytter magt” – af Geelmuyden.Kiese                
 
”Social PR – How bloggers are reshaping PR and marketing” – af Mindshare
 
”How Great Brands Define Social ROI” – af Falcon Social
 
Socializing
Har du set Morten Saxnæs på formiddags-tv? Er Thomas Bigum din yndlings standup-komiker slash multiekspert slash guru? Så er det bare med at få dem støvet op til et af de få netværksarrangementer, som SMWCPH byder på i år.
 
De sociale events er essentielle i enhver bluffers Social Media Week-program. Det er her, du samler uundværlige guldkorn og sarkastiske bemærkninger op om dagens/ugens events, og hvordan skal du ellers kunne give indtryk af at være til ALLE de helt rigtige begivenheder? Find ud af, hvad den hårde kerne taler om og glid naturligt ind i samtalen. Eller gentag den som din egen. Gerne på Twitter. Branchen er alligevel et stort ekkokammer as it is.
 
De sociale SMWCPH-events er et must. Husk at tweete alt. Foto: Twitter #smwcph
 
Dem møder du:
Det er her, du møder toppen af Københavns social media-scene. Alle vil gerne være sociale: bureaufolk, branche peeps og mediedarlings. Kolde Heineken og muligheden for at brillere i finurlige quizzer om memes, hashtags og trends lokker selv de mest jaded frem. Pissing match uden eksplicit selviscenesættelse. En perfekt kombi til det fintfølende og for alt i verden underspillede, ekspertkompleks, som de særligt udvalgte må bære rundt på til daglig. Bedre kendt som Klub Klout 70.
 
Just bluffing? Det skal du sige i baren eller toiletkøen:
Den gode bluffer har to muligheder ved ugens sociale events:
 
1) Dagens event-kritik:
Så du [indsæt event eller speaker] om [indsæt tendens/emne]? Det var virkelig fint, men overser fuldstændig perspektivet i [indsæt buzzword-kombination af ordene: attention, intuitive, engagement, conversion, social, authencity …]
 
2) Namedropping + ros (kræver promille – bare rolig, det gør dig mere sexet):
Hey [indsæt navn] – Tusind tak for dit oplæg om [whatever …]! Jeg følger dig på Twitter. Du er simpelthen så inspirerende og kreativ og spændende …(keep going).
 
Events:
 
”Komfo Cup – social media networking in competitive atmosphere” – af Komfo
 
”Social Media Walk” – af Advice Network
 
”Social Media Pub Quiz Night” – af Advice Network
 
Hvis din viden om social stammer mest fra morgen-tv, kan du klare dig igennem de sociale events med namedropping + ros: "Hey [indsæt navn] – Tusind tak for dit oplæg om [whatever …]! Jeg følger dig på Twitter. Du er simpelthen så inspirerende og kreativ og spændende … (keep going)". 
 
Vækkelsesmøderne
Nu kan det hele jo ikke være sjov og ballade. Nogen skal jo fortælle branchen, hvor forløjet, fordrejet, forført eller forhadt den er. Der er flere varianter af vækkelsesmøder. Der er dem, der vil fortælle dig, om Facebooks lemfældige omgang med datasikkerhed, der er dem, der vil fortælle dig sandheden om social-boblen, som til hver en tid kan sprænge (tydeligvis holdt af folk, der er gamle nok til at huske dot com-boblen), og så er der dem, der bare gerne vil klandre branchen for at være for letkøbt, for uvidende, for ung, for smart og for fluffy.
 
Undgå dem for enhver pris.
 
Eller tag derhen, så du har materiale til ironiserende subtweets eller smalltalk ved de sociale events. Husk sølvpapirhatten.

Som bluffer må du i hvert fald ikke lade dig slå ud af kurs af disse hellige krigere og vækkelsesprædikanter.
 
Alt er godt i social-branchen. Ish.
 
”Digitalt Selvforsvar  hvordan bliver du ninja på nettet?” – et af vækkelsesmøderne i ugens løb. Og dem tager man kun til for at tweete sarkastisk, hvis ikke man er gammel nok til at have oplevet dot com-boblens bristen. Skærmbillede: socialmediaweek.org
 
Dem møder du:
Seriøse mennesker. Bekymrede forældre. Journalister på udkig efter noget med bare en lille smule videnskabelig tyngde. Det der social er jo alt for nyt og alt for hipt til rigtig at kunne noget. De her mennesker ved nogle vigtige ting om data, nudging, kognitive processer og social interaktion. Af en eller anden grund har de bare set sig sure på de netværk, der holder deres prædiken i live.
 
Just bluffing? Det skal du sige tilpas højt, så oplægsholderen kan høre det:
Undskyld, men jeg har simpelthen svært ved at følge hans argumentation. Begrebsrammen for social synes for snæver. For mig er social ikke et digitalt fænomen, der er separat fra menneskelige processer og dynamikker, men det medium, der muliggør og mangfoldiggør dem i vores tidsalder. (Lær det hellere udenad, og afslut med dramatisk exit).
 
Events:

”The curse of always-on & the illusion of multitasking”  af Søren Hebsgaard Freelance  
 
”Digitalt Selvforsvar  hvordan bliver du ninja på nettet?”  af Grasp Magazine
 
”#Unhype Social Media (does social media communication really need to be "authentic" or "engaging"?)”  af Anders Colding
 
Praktikerne
Der er mennesker derude, der sidder med fingrene i social hver dag. Hvis du kan score dig en plads til et af deres events, så er du heldig. Her er der nemlig guld at komme efter, hvis du leder efter ægte know how og cases, hvor alt ikke er farvet rosenrødt.
 
Til gengæld er der ikke den store lækkerhedsfaktor i oplæggene. Hvad så om din lille bankafdeling i Jylland kan klare kundeservice via Facebook, eller om du som lokalpolitiker tweeter dig til presseomtale i de store medier. Boooooriiiinnng …

Jajaja … du kan lære at bruge Twitter ved en workshop, eller du møder måske endda nogen fra en anden branche, som du kan lave en ERFA-gruppe med. Måske er der også en større dansk shipping-virksomhed, der gider at sige noget om sig selv. Det er bare ikke rigtig sexet nok for blufferen.
 
Læs recap i et tandløst indlæg på Kforum i stedet.
 
Praktikerevents er guld værd, hvis du rent faktisk vil lære noget, men det er ikke et særlig god bluffer-hotspot. Foto: SMW på Facebook
 
Dem møder du:
Bureauhajer på udkig efter konsulentopgaver, den nyuddannede med specialet om den pågældende virksomheds tilstedeværelse på social under armen og alment interesserede (dejlig rodekategori).
 
Just bluffing? Det skal du sige ved rundbordet:
Ja, det er jo interessant at se, hvad man kan gøre med få midler og ved at holde social inhouse. Social er stærkest, når det er integreret med forretningen, og derfor kan det umuligt adskilles fra virksomheden. Vi må væk fra B2C- og B2B-tilgangen. Der findes kun Human 2 Human.
 
Events:
 
”Prøv selv at bygge en social medie-strategi i praksis” – af Boligejernes Videncenter
 
”Bag #dkpol med @Heunicke og @TarpCPH” – af Socialdemokraterne
 
”WORKSHOP: Hvordan bruger vi de sociale medier til at hjælpe københavnerne over på digital post?” – af Københavns Kommunes Borgerservice
 
”Det offentlige på sociale medier” – af SKAT
 
Og hvis du virkelig er en bluffer …

… så hopper du på det første fly til Social Media Week i New York og bluffer dig igennem at skrive en guide til en ugelang begivenhed, som du ikke skal være en del af. CPH er jo så 2013.
 
Collage af sidste års Social Media Week Copenhagen. I år skulle man have været i New York. Foto: SMW på Facebook
 
Læs mere: 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job