Stol på mig, jeg lyver

Fri og ukritisk adgang til medierne. Det er kommunikationsmedarbejderens hemmelige våde drøm. Og nu får du muligheden. Drop de fine fornemmelser for etik og moral, og snyd dig til positiv omtale. Ny bog beskriver, hvordan du kan blive den store mediemanipulator. Vi går kynisk til værks og giver dig her 9 strategier for optimalt god medieomtale.
”Trust Me, I’m Lying” er ny bog af Ryan Holiday. Besøg bogens hjemmeside her og køb bogen i Kforums Amazon-boghandel her
 
Den nye bog af Huffington Post-bloggeren Ryan Holiday beskriver, hvordan medierne fungerer i dag. Han viser, hvordan man kan snyde sig til positiv omtale, og beskriver efterfølgende, hvordan det er et alvorligt moralsk problem. Vi springer moralen over og giver dig her 9 strategier for at blive den store mediemanipulator. 
 
Bestik bloggerne
Du skal selvfølgelig ikke bevæge dig ud i direkte bestikkelse, men der er mange gråzoner at operere i. Bloggere har mere magt end penge, og de er vigtige at få fat i. Så støt dem økonomisk på alternative måder, og de vil elske dig. Sælger du fx et produkt, så tøv ikke med at give det til dem gratis. Andre trick kunne være at betale for gode middage, rejser og anden fryns.
 
Fortæl dem, hvad de vil høre
Journalister og bloggere har rivende travlt, og aldrig tid til at tjekke fakta. Så længe informationerne giver umiddelbar mening og virker fornuftige, køber de ideen. Specielt hvis dit budskab bekræfter kendte sandheder, eller hvis du kan fremstille dig selv som en troværdig ekspert. 
 
Giv dem det, som hurtigt kan spredes
Du skal ikke pådutte journalister gode, kvalitetsrigtige nyheder eller produkter, men noget, der meget let og meget hurtigt kan spredes. Det skal være let for journalisten at sende dit glade budskab videre.
 
Lad journalisten føle sig cool
Enhver journalist har det bedst, hvis han føler, at han leverer noget nyt og unikt, som læserne synes er interessant. Du skal være journalistens bedste pusher-ven og give ham det, han let kan sælge videre.
 
Gå efter vold og sex
Folk elsker skandaler. De vil ikke stå ved deres perfide lyster, men ser man på mest søgte og læste artikler, handler de altid om noget provokerende nyt og anderledes. En sand mediemanipulator sørger for at finde den provokerende vinkel og pakker sit budskab ind i sex, vold og lignende eksplosivt stof.
 
Et langt interview med forfatteren Ryan Holiday i Chase Jarvis’ show 
 
 
Det handler om overskriften
Du har et sekund til at fange læseren. Den gode mediemanipulator ved det og bruger ikke for meget krudt på at skrive lange pressemeddelelser, men påvirker bloggerne og journalisterne med en genial ny overskrift.
 
Gør det let at få læsere
Aviser og bloggere er interesserede i flere læsere og flere klik. Det er kvantiteten, der tæller. Du skal hjælpe dem med at få mere trafik. Gå ind på de store sider og se, hvad der er mest læst, mest e-mailet og mest kommenteret, og skriv din historie i forlængelse af de tendenser, du ser.
 
Brug teknologiens egen medicin
Bloggere og internetmedier opererer på nettets betingelser. Deres adfærd er styret af nettets logik. Alt går ekstremt hurtigt, og læsere gider ikke læse lange artikler. 800 ord er maks. Man gider ikke scrolle ned, og slet ikke bladre hen på nye sider. Når du sælger din historie, så sørg for, at den er kort, kort, kort.
 
Brug din frie fantasi, og find på
Slår alt andet fejl, kan du altid lyve dig til god omtale. Ikke løgn som i direkte forkerte udsagn, men kreativ fortolkning af sandheden med lidt flere bombastiske udtryk. Man kan jo kalde sit produkt for en revolution – hvem kan sige, at det er faktuelt forkert? Har din historie ikke en naturlig god eller sjov vinkel, så bare find på et eller andet. Det gør alle andre også.
 
Mere om Holiday og hans bog:
 
Silicon Bayou News: Interview with Ryan Holiday
LadyGunn Magazine: Interview with Ryan Holiday
 
 
---
 
---
 
Lær alt om medietræning og få den etiske overbygning med. Tag på kursus. Se mere her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også