Smagsprøve på fremtidens korte nyheds-opdatering

Smagsprøve på fremtidens korte nyheds-opdatering

"Med denne nye type nyhedsudsendelse tager vi hul på at eksperimentere med en helt enkel og mindre ressourcekrævende produktionsform til lige præcis den hurtige nyhedsopdatering og præsentationen af en række basale informationer til seerne," siger nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen.

 

Seerne på DR 1 har nu mulighed for at se nærmere på en helt ny type nyhedsudsendelse - alle hverdage fra 9:00 til 9:10. Det er en lille smagsprøve - ganske vist produceret i den nuværende og analoge tv-teknologi - på fremtidens interaktive, digitale nyhedsprogrammer med flere informationer, flere individuelle valgmuligheder og flere billeder på skærmen samtidig. TV-udgaven af nyhedsudsendelsen suppleres af en interaktiv online-udgave på DR Nyheder Online.

 

"Desværre kan vi endnu ikke sende nyheder med interaktivitet og mulighed for individuelle valg ud på seernes almindelige tv, men vi arbejder med forskellige eksperimenter på, hvordan den korte, hurtige nyhedsopdatering kunne komme til at se ud i fremtiden, og hvordan samspillet skal være mellem tv-udsendelsen og det samme tilbud på Internettet," siger Lisbeth Knudsen.

 

Nyhedsoversigt kalder DR den nye morgenudsendelse, der er et redaktionelt og teknologisk udviklingsprojekt, men samtidig vil være en hel ny service til seerne.

 

En morgenvært leverer dagens vigtigste nyheder i en kort, præcis form - samt en opdateret vejrudsigt. Udsendelsen giver også små tips om interessante begivenheder, der finder sted i løbet af dagen. De faste værter på programmet, der produceres og sendes fra DR Nyheder Onlines redaktionslokale i TV-Byen, er journalisterne Svenn Andersen og Jens Nedergaard Hansen.

"Nyhedsoversigt er på mange måder helt anderledes end TV-avisen og Deadline. Med nyhedsudsendelsen vil vi gerne indhøste nogle af de første erfaringer med præsentationen af flere forskellige billed-, lyd-, grafik- og supplerende tekst-elementer på skærmen på en gang. Det er tv - og web-formater, som i en mere avanceret interaktiv digital udgave kendes fra udenlandske nyhedsproducenter, og som uden tvivl kommer til at indgå i fremtidens digitale nyhedsprogrammer, når teknologien til det er fuldt udviklet," siger Lisbeth Knudsen.

Skærmen er i Nyhedsoversigtens beskedne udgave opdelt i tre dele: Et vindue med studieværten, et vindue med fotos, grafik eller levende billeder fra den pågældende nyhed, samt en kort tekst med supplerende oplysninger. Udsendelsen kan også ses live på nettet, ligesom den lægges ud til on-demand-brug. Derved har brugerne mulighed for selv at klikke sig rundt og afspille udsendelsen efter individuelle valg. Det kan lade sig gøre i kraft af en særlig netplayer, som løbende udvikles.

 

22.02.01

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

AI kommer til at påvirke mulighederne for den politiske interessevaretagelse, og der er brug for at stille vigtige spørgsmål til, hvordan det vil påvirke demokratiet, mener Peter Aagaard, lektor på ISE, RUC. | Photo: Getty

AI-lobbyisme i vækst