Fuld fart på slow journalism?

Skrevet af

Lars Eriksen

1 artikler

0 indlæg

Fortalere for en ny bølge af dybtgående journalistik vil have plads til de store narrative fortællinger og mere opsøgende reportage. Men er der plads til så voldsomme armbevægelser i en avisverden på skrump? Og kan nettet spille en rolle i gravejournalistik?
Da McDonalds i 1986 ville åbne en franchise ved foden af Den Spanske Trappe på Roms Piazza di Spagna, blev det for meget for Carlo Petrini.

Bevæbnet med tallerkner fulde af penne pasta gik den italienske madjournalist på barrikaderne for at stoppe fastfood-gigantens overgreb på landets gastronomi. Det blev startskuddet for slow food-bevægelsen, som tog kampen op imod den kulinariske globalisering for at støtte lokale producenter og landmænd.

Spol tiden ca. 20 år frem, substituer den Gyldne Måge med Google, burgerne med blogs og sociale netværk, og her er grobunden for en ny bevægelse: slow journalism. Dette er kampen for at bevare den undersøgende og dybdeborende journalistik i en digital tidsalder, hvor succes alt for ofte bliver målt i clicks og hits, og hvor de traditionelle nyhedsmedier hænger med en vis kropsdel i vandskorpen.

Non-fiction og junk journalism
En af de første gange, begrebet slow journalism kom på banen, var i en artikel i Prospect Magazine i Februar 2007. Her opfordrede journalisten Susan Greenberg fra Roehampton universitet i England til, at den intellektuelle og mere luksuriøse del af det britiske mediemarked skulle satse på narrativ reportage og essays, hvor forfatterne fik den tid og de penge, der skal til for at skabe dybtgående og kreativ journalistik. Hun henviste til marketingsteorien ’The end of the middle’: I takt med at vi kan få hurtige nyheder i den billige ende af markedet, vokser behovet for det unikke og dyre produkt, og mellemvaren mister efterhånden sin andel. Greenberg mente, at britiske skribenter i for lang tid havde set med misundelse på deres amerikanske kolleger, der i publikationer som The New Yorker og Rolling Stone får uendelig spalteplads til at udføre denne mere svulstige stil. Der manglede tilsyneladende ikke lyst til slow journalism på denne side af Atlanten, sagde Greenberg, men der eksisterer ikke den samme litterære non-fiction kultur eller det finansielle fundament, som fandtes i USA.

Et par måneder efter Greenbergs artikel i Prospect dukkede slow food/slow journalism analogien atter op i den britiske mediedebat. Denne gang var det den erfarne gravejournalist David Leigh fra the Guardian, som i en tale til en gruppe studerende advarede mod den eroderende effekt, brugergenereret indhold har haft på journalistfaget. Ifølge Leigh er de traditionelle journalistiske dyder og værdier ved at gå tabt, og manglen på saglig og kritisk reportage ledte os f.eks. ind i Irak-krigen, uden at der blev stillet de rigtige spørgsmål fra mediernes side:

”Du kan købe junkfood på enhver gågade. Og du kan få junk-journalistik næsten lige så let. Men ligesom der nu findes en slow food-bevægelse, vil jeg også gerne se mere slow journalism. Slow journalism ville vise mere respekt for reporteren som en tålmodig indsamler af fakta. En dygtig håndværker, som er uafhængig og professionelt respekteret.”

Slow journalism-fortalerne har ikke som simremadens forkæmpere manifesterest sig i en konkret bevægelse. Men selvom Greenbergs og Leighs argumenter kommer fra to forskellige angrebsvinkler, bygger deres protester begge på en frustration over, at journalistikken som profession er ved at miste integritet. Den klassiske reporter er truet af den hær af bloggere og borgerjournalister, som Andrew Keen fordømte i bogen The Cult of the Amateur. Her argumenterede den konservative kommentator - som selv kalder sig for ’Silicon Valleys Antikrist’ - for, at den digitale tidsalder og hyldesten af menigmands meninger har haft en ødelæggende effekt på vores kultur og økonomi.

Sidste år gik Leighs kollega Nick Davies i bogen Flat Earth News hårdt til angreb på den ondartede synergi af manipulation, politikerspin og pr-propaganda, som han mener, gennemsyrer avisbranchen i dag. Opråbet til slow journalism kan da også ses som modreaktion på den hurtige og sjuskede nyhedskultur, der florerer på nettet. I modsætning til en reporter som Seymour Hersh, der kan bruge flere måneder på at trave igennem Washingtons skjulte gemakker for at afdække en historie, kan du nu lave journalistik ved hjælp af et enkelt link og en overskrift. Linkjournalistik kan selvfølgelig, når det er bedst, give en historie kontekst og berige læseren med relevant baggrundsmateriale. Men i hårdt pressede newsrooms, hvor trafikhungrige redaktører guider brugerne igennem en labyrint af interne links og fotogallerier for at holde dem fast i deres netværk, handler det ofte mere om reklameindtægter og SEO end om at checke fakta og kilder.

Og så er vi tilbage ved den langsomme journalistiks McDonalds: Er det hele Googles skyld?
Tænk på det dommedagsscenarium, som blev illustreret i viral videoen Epic 2014, der kom frem for fem år siden. Her ender Google og Amazon med at slå pjalterne sammen til det digitale monstrum Googlezon, som vinder fremtidens nyhedskrig, hvilket betyder, at New York Times må trække stikket ud. Selvom den digitale virkelighed her fik et science-fiction twist, er det en udvikling, som bestemt ikke er kommet til at se mindre plausibel ud, nu da mediekrisen for alvor strammer til. Selv
Google-chefen Eric Schmidt har udtrykt sin bekymring for fremtidens reportere. I en tale sidste år spekulerede han på, hvorvidt hans eget firma var med til at underminere den forretningsmodel, som betaler for den dybtgående journalistik:

”For aviserne ser det i særdeles sort ud. Det er en tragedie for Amerika, fordi avisindustrien og især den undersøgende journalistik er så fundamental for, hvordan vores demokrati fungerer. Det klassiske eksempel er: Hvor mange folk dækker krigen i Irak og finder ud af, hvad der rent faktisk foregår, efter at vi som nation har brugt en billion dollars på krigen? Det virker, som om vi burde bruge lidt flere penge på at dække det, men vores økonomiske system retfærdiggør det ikke ...  Vi må som ’community’ finde på måder, hvormed vi kan skabe forretningsmodeller, der kan understøtte kreativt indhold.”

Hvad ville Google gøre?

Desværre for Schmidt - og mest af alt for avisbranchen - er denne bæredygtige løsning for fremtidens medier stadig svær at få øje på. Men når nu krisen kradser, og tingene er, som de er, hvorfor så ikke vende spørgsmålet på hovedet og tage inspiration fra djævlen selv. Den amerikanske new media-guru Jeff Jarvis har netop udgivet bogen What Would Google Do?. Her dissekerer han søgegigantens succes og spilleregler og afprøver rent hypotetisk, hvordan alt fra bilfabrikanter til restauranter vil kunne udnytte denne tilgangsvinkel.

Så hvordan vil Google lave slow journalism?


En af de vigtigste regler ifølge Jarvis er at lade dit netværk samarbejde med dig, både når det gælder inspiration og produktion. Så i stedet for at fremstille slow journalism som en kamp mellem amatørens web og den gamle print-gubbe, er her et par ideer til, hvordan den kritiske reporter kan bruge sociale medier og brugergenereret indhold som redskaber:

•    Spot.Us
Undersøgende lokaljournalistik, som er betalt af brugerne. Spot.Us er et open-source projekt, hvor brugerne selv vælger de historier, der skal udforskes, ved at donere penge. Borgerne kommer med tips om historier i deres nabolag, hvorefter freelance journalister pitcher deres ideer til, hvordan historien skal dækkes. Et artikelforslag om, hvad finanskrisen betyder for San Franciscos sexindustri, mangler f.eks. i øjeblikket $93 for at nå det mål på $500, som vil gøre det til en realitet.

•    EveryBlock
Adrian Holovaty var med til at pionere data-journalistik via sin Google Maps-mashup ChicagoCrime.org. Dette projekt er siden blevet udviklet til EveryBlock, som er en lokal nyhedsservice i en række større amerikanske byer. Every Block organiserer og filtrerer et væld af data, blogs og artikler på baggrund af den geografiske placering. Ud over at fungere som en hyperlokal nyhedstjeneste, giver det samtidig også et fantastisk overblik over en række lokalpolitiske dokumenter og politistatistiker, som normalt ville være svære at få fat på, og som kan være med til at danne baggrund for en mere dybtgående analyse.

•    Berlingske Tidendes Forbrydelsen
Den Cavling-belønnede efterforskning af politisvigt viste, hvordan nettet kan bruges til at følge op på et større graveprojekt. Selvom Forbrydelsen byggede på klassiske journalistiske dyder, inviterede man via video, lyd og interaktive produktioner læserne til at deltage i projektet, og brugte deres henvendelser til at uddybe undersøgelsen.

Disse tre projekter er selvfølgelig ikke eksempler på den mere litterære genre, som Greenberg efterlyser i Storbritannien; men de viser, hvordan netmediets virkemidler kan bruges som ressourcer i den undersøgende journalistik. Geotagging er ikke nogen erstatning for at stemme dørklokker, da det aldrig vil føre til de samme informationer eller ledetråde. Men behandlingen af metadata og inddragelsen af en læserskare eller et community i en reportage kan give en ny vinkling og et produktivt samarbejde. Hvis vi har ambitioner om at styrke den undersøgende journalistik og fagets mest ædle discipliner, må vi også turde møde udfordringerne og udvikle nye teknikker derfra.

Tilbage til notesblokken
Slow food-bevægelsen har i dag over 80.000 medlemmer i mere end 100 lande. Den gastronomiske bølge - og dens popkulturelle forkæmpere som Jamie Oliver - har ændret vores syn på mad, sundhed og økologi. Men selvom den kræsne forbruger er parat til at betale ekstra for at få sine æbler fra en lokal producent, er det tvivlsomt, om der vil være en lige så stor appetit efter den opsøgende journalistik, hvis den kommer med et alt for stort prisskilt.

Det er nu to år siden Susan Greenberg fremlagde sin ide omkring slow journalism. Jeg spurgte hende, om det er realistisk, at medierne i den nuværende situation kan finde en finansiel model til at støtte denne form for journalistik.

”Selv før økonomien strandede, var der en seriøs mangel på investering i reportage og original non-fiction journalistik,” siger Greenberg. ”Jeg tror, at denne mangel på støtte hovedsageligt handler om en mangel på overbevisning og ikke om mangel på økonomiske ressourcer. De kulturelle aspekter må fremlægges, og genren skal gøres mere synlig, før pengene begynder at rulle.”

Hun indrømmer, at selv titler som The New Yorker, der netop fremstår som et flagskib for slow journalism, også er hårdt ramt af den finansielle krise. Men hun vender igen tilbage til marketingsteorien omkring ”The end of the middle". Greenberg siger, at der netop i en recession måske er et endnu større krav om et kvalitetsmæssigt alternativ til den hurtige nyhedskultur:

”Der er mere end nogensinde behov for at give kunderne noget unikt, og det kræver investering. Og hvis du kan få styr på den del af det, så virker det. Det er bare ikke alle, som er parate til at tage risikoen.”

Nogle, der altid er parat til at satse, er David Leigh og Nick Davies. Senere på måneden holder de to Guardian journalister en masterclass i undersøgende journalistik på City University i London. Her kommer snakken næppe til at dvæle ved geotagging eller Facebook applications. Denne debat er i følge annoncen, for ’dem, som vil vide, hvordan man vælter en regering med en notesblok’. Endnu et slag vil blive slået for slow journalism.

Relaterede artikler

Facebook dig til fast arbejde - Du kan ændre dit liv med Facebook. Facebook er ikke blot fest, fis og støvede studiekammerater, men en mulighed for at f...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

31 JOB

Praktikant til SoMe

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.