Slaptivismens farlige spiral?

Demonstrationer på Christiansborg Slotsplads i regn og blæst er måske snart fortid. I dag er meget aktivisme rykket ind bag computerskærmen, hvor vi kan videresende en mail om uretfærdigheder i Afrika, deltage i en underskriftindsamling mod krig eller tilslutte os en Facebook-gruppe mod knive i nattelivet. Men hvad betyder denne forandring for aktivismen i demokratiet? Kritikere mener, det fører til såkaldt slaptivisme, hvor vi bliver til dovne slaptivister, der tror, vi kan redde verden med et slapt klik på musen. Andre mener, at det, kritikerne kalder slaptivisme, er et udtryk for en ny form for aktivisme, der kan få borgere, der ikke før var aktive, til at deltage i demokratiet. For dem er slaptivismen ikke farlig, den er allerhøjest uden effekt. Kforum har snakket med nogle forskellige eksperter for at finde ud af, om slaptivismen er et gode eller et onde.

 

Aktivisme

Slaptivisme

Funktion

Aktiv

Passiv

Perspektiv

Konkret

Generel

Påvirkning

Direkte eller indirekte appel til magthavere

Indirekte appel til magthavere

Ressourcekrav

Stort

Lille

Reaktionstid

Langsom

Hurtig

Formål

Handling

Identifikation

Medie

IRL: avis, tv, radio

URL: Nettet og mobiltelefon

I skemaet ses de generelle forskelle mellem aktivisme og slaptivisme. Slaptivismens styrke er, at den nemt kan samle mange tilslutninger til en sag med stor hurtighed på nettet eller via mobiltelefoner. Dette er samtidig slaptivismens svaghed. For slaptivismen kan samtidig være passiviserende, fordi man tror, man støtter en sag med et enkelt klik. Den henvender sig sjældent direkte til magthaverne, fx igennem medierne, som kan lægge pres på politikere. Samtidig er slaptivismen i mange tilfælde for generel og filantropisk til at kunne ændre tingenes tilstand.

 

Den farlige slaptivisme

”Folk der går med knive er idioter”. Det er en gruppe på Facebook, der på en måned (januar ’08) har fået 88.000 medlemmer. Gruppen er startet af en studerende fra Århus som reaktion på en serie af knivoverfald i nattelivet landet over. Med nettets hurtighed og Facebooks teknologi er ”Folk der går med knive er idioter” vokset fra en mands protest mod knivoverfald til en landsdækkende sag med tusinder af støtter. Og det har gjort indtryk. Historien om den århusianske studerende og hans Facebook-gruppe er nået frem til de landsdækkende avisers spalter og tv-stationernes nyhedsudsendelser. Den er nået hele vejen op til justitsminister Lene Espersen. Herefter er den forsvundet.

 

Hvorfor er den forsvundet? Det er den, fordi ”Folk der går med knive er idioter ”er et eksempel på slaptivisme: En sag, der vinder hurtig tilslutning fra mange, får stor opmærksomhed i medierne, men som ikke fører til handling, fordi den er effektløs. Den mangler indhold i form af konkrete krav om forandring, fx at få politikerne til at stramme lovgivningen eller få dem, der går med kniv, til at lade kniven blive hjemme. De eneste, der dermed får noget ud af aktivismen, er medlemmerne af Facebook-gruppen, som gratis plejer deres samvittighed med et enkelt slapt klik. Dette er kritikernes mening om slaptivisme. De mener nemlig, at slaptivisme fører til en negativ spiral, hvor aktivisme bliver afløst af gloriepudsning, som plejer den gode samvittighed med minimal involvering. Resultatet af denne slaptivisme er, at den sande aktivisme bliver undertrykt. For hvorfor gå på gaden og demonstrere i regn og blæst, når man kan sidde varmt og trygt bag skærmen og være aktivist med et slapt klik?

 

Facebook gruppen "Folk der går med knive er idioter" har på kun en måned fået 88.000 medlemmer. Men den mangler et konkret politisk krav, hvilket i følge kritikere, gør den til slaptivisme.

 

Bryd kæden og undgå slaptivisme

En stærk kritiker af den fremherskende slaptivisme er amerikaneren John R. Ratliff. Siden 1998 har han drevet hjemmesiden Break The Chain.org. Projektet startede som reaktion på de mange videresendte mails, han fik fra nær og fjern med budskab om at støtte denne eller hin sag ved at videresende mailen til alle, han kendte. Ratliff gik i gang med at undersøge og kortlægge de mange mails, han modtog. Han undersøgte kæden baglæns for at finde frem til mailens rigtighed og udspring. Efterhånden som han fik indsamlet kædemails, så han mønstre blandt emner, der gentog sig. Han inddelte derfor kædebrevene i genrer såsom syge og forsvundne børn, kontroversielle meninger og manipulerede fotos. I dag kan man besøge hans hjemmeside og læse om, hvorfra kædebrevene stammer, og om de har rod i sandheden, er baseret på rygter eller er det pure opspind. Ikke desto mindre florerer utallige kædemails på nettet – mange af dem i årevis i forskellige former. Et eksempel på en gammelkendt kædemail er en om voldtægt af babyer i Sydafrika. Voldtægter, der ifølge mailen foregår, fordi sydafrikanske mænd tror, at de kan kurere AIDS ved at have sex med en jomfru.

 

Myndighederne ser samtidig passivt til og har sågar planer om at lukke det statskontor, der tager sig af børnevoldtægter. Derfor opfordrer mailen til, at en protest bliver sendt til de Sydafrikanske myndigheder, hver gang fem hundrede personer har skrevet under på protesten. Mailen kan dateres tilbage til 1995 og har siden optrådt i forskellige varianter. Mailen er ifølge breakthechain.org ubrugelig, fordi den bl.a. er ufokuseret, ikke påviser konkrete tilfælde, er uden afsender og decideret løgnagtig i sine påstande.

 

Kædemailen om babyvoldtægterne i Sydafrika er et eksempel på den tvivlsomme sikkerhed, der er, for at en kædemail har rod i sandheden. Derfor råder John R. Ratliff til at bryde kæden og ikke sende kædemails videre. Fordi kædemails leder ifølge Ratliff til slaptivisme, da personerne, som videresender mails, tror, de gør noget godt og handler, selvom den videresendte mail ingen effekt har.

 

Og det giver en falsk følelse af magtforøgelse, mener Ratliff. Til Kforum udtaler han:”Folk videresender kædebreve og online underskriftindsamlinger, fordi det giver dem en god følelse. De føler, de gør en god gerning ved at dele informationer med andre i troen på, at de støtter en god sag. I en verden, hvor mainstream information synes kontrolleret af medierne og staten, giver videresending af kædebreve folk en fornemmelse af magtforøgelse”. Denne forestillede magtforøgelse, som vi får, når vi tror, vi bliver aktivister ved at videresende en mail, er ifølge John R. Ratliff et produkt af nettets fremkomst. For med nettet er informationen blevet tilgængelig for alle og er ikke længere et monopol for eksperter, medier eller magthavere. Han forklarer: ”For første gang i menneskets historie har individuelle borgere adgang til rå, ufiltreret og ufortolket information.

Men vi er ikke sikre på, hvordan vi skal forholde os til denne information. Og de fleste af os mangler de egenskaber og den dømmekraft, som eksempelvis en kritisk, undersøgende journalist besidder, hvilket betyder, at vi tager kædemailens information for pålydende og videresender dem til andre”. Og dette er ifølge John R. Ratliff farligt, da vi dermed tror, vi har gjort en aktiv indsats, men i virkeligheden ikke har påvirket noget som helst.

 

Dertil kommer, at de fleste kædemails ofte har minimal rod i virkeligheden eller er decideret usande som i eksemplet med babyvoldtægterne i Sydafrika. Samtidig er kædemails ofte spredere af orme og virus, hvilket er endnu en grund til ikke at videresende dem.

 

 

Her ses en version af kædemailen om babyvoldtægter i Sydafrika, som blev sendt til et medlem af Kforums redaktion under udfærdigelsen af denne artikel. Nederst i mailen optræder en liste af personer, der med navn og nationalitet har skrevet under på protesten. Ved at studere listen bagud kan man følge afsendersporet. Mailen er senest skrevet under af en stor gruppe danskere, før det en lidt mindre gruppe af nordmænd og før det af en mindre gruppe af personer fra Schweiz og Australien. Af hensyn til underskrivernes anonymitet optræder listen ikke her.

 

Ungdomshusaktivisterne sidder ikke bag skærmen og venter

Ikke alle er dog så kritiske over for nettets muligheder for aktivisme som skaberen af breakthechain.org, John R. Ratliff. Det, som kritikere som Ratliff kalder slaptivsme – eller med hans eget udtryk armchair activism – kan nemlig også være et udtryk for en ny måde at være aktivist på. Det mener professor i statskundkab Jens Hoff, som forsker i forholdet mellem it, magt og demokrati. Han betragter internetaktivismen som et bidrag til den demokratiske proces. Et bidrag, som særligt bruges af unge, fordi nettet er deres hjemmebane. At Facebook-grupper, online underskriftindsamlinger og kædemails skulle have en negativ effekt på aktivismen, finder han en anelse overdrevet.

 

”Jeg tror ikke på, at dem, der tidligere var aktive, bliver passiviseret af nettet. Ungdomshus-aktivisterne sætter sig ikke ved computeren og venter”, siger Jens Hoff. Ifølge ham er nettet et supplement for aktivisterne, samtidig med det er et medie, som giver folk, der ikke tidligere har været aktivister, muligheden for at kunne få indflydelse på den demokratiske dagsorden. Eksempler på dette er ifølge Jens Hoff ”Folk der går med kniv er idioter”-gruppen på Facebook eller underskriftindsamlingen for hårdere straffe til pædofile, som blev startet i kølvandet på Tøndersagen. Begge sager har det til fælles, at de er startet af borgere uden aktivisterfaring. Med nettet som medie kan personer, der normalt ikke har en stemme i den offentlige debat, nu kommunikere deres meninger ud. Han fastholder dog samtidig, at blot fordi man vinder stor tilslutning til en sag på nettet, er det ikke nogen garanti for forandring. ”Nettet giver dem, der ikke normalt har en stemme i det offentlige politiske rum, en mulighed for at komme igennem med et budskab. Men om folk så hører efter, er noget andet. Det er der ingen garanti for”, fastslår Jens Hoff.

 

Et eksempel på en underskriftindsamling på nettet, der både indeholder aktivisme og slaptvisme. Den indeholder et konkret og muligt krav om, at hæve straffen for pædofili samtidig med, at den kræver, at domstolene gør undtagelse i Rudy Frederiksens tilfælde, hvilket ikke hænger sammen med retsstatens principper.  

 

100.000 underskrifter tæller ikke altid

For at en slaptivistsag skal få effekt på nettet, er det nemlig ikke nok at finde en sag, som alle kan tilslutte sig, eksempelvis fordømmelse af krig, eller hvorvidt man kan skaffe ti eller 100.000 underskrifter. De sager, som har politisk effekt, er tværtimod dem, som fanger en aktuel folkestemning og som adresserer et emne eller konflikt, der er meget oppe i tiden netop nu. Det mener Astrid Haug, som har erfaring med politiske kampagner i nye medier som nettet; bl.a. var hun en del af John Kerrys kampagnestab ved det amerikanske præsidentvalg i 2004. ”Et godt eksempel på en sag, der blev accelereret på nettet og som greb den aktuelle folkestemning, var underskriftindsamlingen for hårdere straffe til pædofile under Tøndersagen.

 

Men det er vigtigt at vide her, at det ikke var underskrifterne, der gjorde indtryk helt ind i Justitsministeriet, men dagsordenen”, forklarer Astrid Haug. Dermed mener hun, at sagen skal være en del af en generel folkestemning og ofte også presses igennem andre steder fra end fra underskriftindsamlerne alene. F.eks. gennem medierne, som forfølger sagen eller interesseorganisationer, der har størrelsen og magten til at kunne lægge et politisk pres. Hun fremhæver samtidig, at justitsminister Lene Espersen er fænomenalt god til at gribe folkestemninger og profitere af dem politisk. Derfor får pressen også lov til at følge med hele vejen fra morgenbordet hos initiativtagerne til justitsministerens kontor, hvor Lene Espersen alvorligt modtager de mange kasser med friskprintede underskrifter.

 

Dermed kan, hvad der synes at være slaptivisme, blive til aktivisme – såfremt sagen har et tungtvejende indhold og lander på ministerens bord på det rette tidspunkt, mens sagen endnu er varm. Forskellen på underskriftindsamlingen under Tøndersagen og Facebook-gruppen mod knive er, at underskriftindsamlingen under Tøndersagen indeholder et konkret politisk krav til politikerne om en ændring, hvorimod ”Folk der går med knive er idioter” er et følelsesudbrud, som udtrykker en holdning frem for et krav om forandring.

 

Typer af slaptivisme

Eksempel

De farlige mails/grupper, der er usande, baseret på rygter og derfor skaber problemer

Kædemail om voldtægter af babyer i Sydafrika. Hetz mod enkeltpersoner, som f.eks. gruppen mod de såkaldte pretty boys, unge fyre, der går meget op i deres udseende, på Facebook

De ligegyldige mails/grupper, der giver en kort aktivistfølelse, men er spild af tid og kræfter, fordi de ikke italesætter et konkret og aktuelt problem

Facebook-gruppen ”Folk der går med knive er idioter” er et eksempel på en sag, der har et for svagt politisk budskab. Blandt andre eksempler er mails som ”stop krig” eller ”red regnskoven”

De effektive mails/grupper, der påvirker og skaber offentlig bevidsthed om et emne eller en sag

Underskriftindsamling på nettet om hårdere straffe til pædofile i kølvandet på Tøndersagen. Et konkret politisk krav, der blev forstærket af de mange underskrifter og omtale i pressen

 

 

Bliv venner med Røde Kors

At tilslutte sig en sag på Facebook, deltage i en online underskriftindsamling eller videresende en mail er blevet en almindelig måde for borgere at udtrykke sig demokratisk på, mener både Jens Hoff og Astrid Haug. Og det kan under de rigtige omstændigheder have en effekt. Dette har de danske humanitære organisationer også opdaget. På Facebook kan man blive venner med stort set alle nødhjælpsorganisationer, blandt dem Dansk Røde Kors.

 

Dansk Røde Kors er aktive på Facebook, men de er klar over at et venskab på Facebook alene ikke giver støttekroner i kassen. Derfor bruger de Facebook som en kontaktflade frem for et aktivistredskab. 

 

Hos Dansk Røde Kors har man set muligheden for at få i de unge i tale ved at være til stede på Facebook. Derfor har Dansk Røde Kors oprettet profil for deres ungdomsafdeling, Ungdommens Røde Kors, og dannet en gruppe mod klyngebomber. Men er dette ikke farligt, fordi Røde Kors nu er i fare for at gøre de unge til slaptivister, der tror, de støtter organisationen aktivt ved blot at være venner på Facebook? Nej, mener kommunikationsmedarbejder i Dansk Røde Kors, Ulrik Norup Jørgensen. Han er opmærksom på slaptivismens faremomenter, men mener ikke, at venskab med Ungdommens Røde Kors på Facebook fører til slaptivsme. I Røde Kors har venskabet nemlig et andet formål end at være et aktivistisk instrument, der skal hjælpe nødlidende verden over. ”Vores Facebookprofil er et kontaktpunkt, som giver et tilhørsforhold mellem de unge og os. Vi er faktisk meget bevidste om ikke at sende en indmeldingsblanket eller en kampagnefolder med, når folk bliver venner med os. Det vil udhule det arbejde, vi laver.” For Dansk Røde kors er det ifølge Ulrik Norup Jørgensen vigtigt at skelne mellem identifikation og aktiv stillingtagen.

 

Et venskab på Facebook efterfulgt af en folder vil måske skræmme nogen væk, fordi Røde Kors virker anmassende, eller en besked som ”tak for din støtte til verdens nødlidende” vil give personen, der linker, en følelse af, at han har givet sit bidrag, hvilket fører til slaptivisme – fordi Røde Kors dermed giver indtryk af, at et venskab på Facebook er nok til at støtte organisationens arbejde.

 

Aktivisme uden slaptivisme

Desuden har Røde Kors ifølge Ulrik Norup Jørgensen ikke noget behov for at være anmassende i deres kommunikation på Facebook. De unge, som vil være med til at gøre en aktiv forskel, opsøger selv organisationen, og tilslutningen blandt unge frivillige har de seneste år været tiltagende. Dette skyldes ifølge Ulrik Norup Jørgensen, at organisationen gør meget ud af at bringe de store og alvorlige sager frem på en måde, som ikke klares med et klik på Facebook efterfulgt af en folder. ”Hvis du sender en underskriftindsamling og en folder ud hver eneste dag, mister det, du siger, betydning – og så står du bare og råber i koret. Når vi går ud med en sag, er det, fordi den er betydningsfuld og der er handling bag. Og når folk kan se det, tilslutter de sig den på en meget stærkere måde, end hvis de blot skal klikke et sted for at være med”, forklarer Ulrik Norup Jørgensen. På den måde forsøger Røde Kors at undgå, at aktivisme bliver til slaptivisme.

 

Slaptivisme kan dermed undgås, hvis man bruger fx kædemails eller Facebook-grupper på den rigtige måde. Det vil sige enten som Røde Kors gør ved at bruge Facebook som et identifikationsredskab frem for et aktivistredskab, der giver udtryk for at forandre verden. En anden måde er, som Astrid Haug påpeger, at deltage i slaptivismen på tidspunkter, hvor en sag ulmer i befolkningen og følge op på kædemailen eller Facebook-gruppen med konkrete politiske forslag. Men klikker man bare videresend eller tilmelder sig gruppen mod knive på Facebook, er man slaptivst. Det er for slapt – og uden effekt.

Relaterede artikler

Facebook fiduser - Facebook-feberen raser. Flere og flere danskere tilbringer mere og mere tid på Facebook. De bruger ikke kun Facebook oft...
Facebook 2.0: Rydder op og samler dit online-liv - Først gjorde Facebook sociale netværkssites mainstream i Danmark, så det ikke kun var teenagere og unge, som brugte dem....
Greenwashing Vattenfall? - Energigiganten Vattenfall har med deres ”forbrugere mod klimaforandringer” kampagne skabt noget så sjældent som en miljø...

Giv din stemme

8 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

40 JOB

Marketingkonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.