Af cand.mag. Anne Katrine Lund

Internet og intranet stiller nye krav til sproget, men det har de færreste virksomheder og myndigheder opdaget. Her ser man blot på skærmen som en ny forsendelsesmetode og får ‘oversat’ årsberetninger og brochurer til HTML-sprog. Enkelte skærer lidt i teksten, for de ved i hvert fald, at det skal være kort. Men der skal meget mere til!

Samfundet er nærmest narkotiseret af de nye muligheder. Inter- og intranet er et must for de fleste virksomheder og et krav for hele den offentlige sektor. Derfor har alle travlt med at etablere websites og homepages. De fleste i den tro, at al information er lykken - og nu er muligheden der omsider for at få det hele med uden at skulle bruge mange m2  svensk fyrreskov og få en stor trykkeriregning. Men information skal ikke forveksles med viden og slet ikke med handling. Informationen skal være brugbar og skal findes de steder, hvor man har brug for den for at bidrage positivt til hverdagen.

En del af problemerne med kommunikationstilrettelæggelsen på Internettet skyldes nok, at den relativt komplicerede teknik har betydet, at retorikere og andre kommunikationsuddannede har tabt terræn til teknikerne. Mange steder er den tekniske og grafiske webmaster også redaktør, så den teknisk uddannede medarbejder også står for hele kommunikations-aspektet i stedet for en tostrenget struktur med på den ene side en teknisk webmaster og på den anden side en infomaster (webredaktør, page-master, eller hvor mange niveauer man nu vælger at dele det ind i) . En sådan struktur understøttes også af de undersøgelser, der er lavet på området, bl.a. af Sven Windahl, der er professor på Lunds Universitet. Han har i sit kommunikationsfirma Nordisk Kommunikation ApS set på, hvordan de største svenske virksomheder arbejdede med både internet og det interne intranet, og resultatet var helt utvetydigt bedst, når der ikke kun stod teknikere bag.

Den surfende læser
Tilbagelænet i lænestolen med kaffen inden for rækkevidde. Det må være dagbladenes forestilling om læserne, formatet taget i betragtning. Internettet er derimod langt fra lænestolen. Læserne er ofte på net-surfing og ikke parat til lang dvælen ved komplicerede sammenhænge. Hele læsesituationen med den flimrende skærm stiller store krav til struktureringen og formuleringen af netprosa.

Struktureringen af indholdet er central på tre planer: det grafiske, det tekstdisponeringsmæssige og det sproglige  Først og fremmest er den overordnede grafiske strukturering vigtig. Det skal være let at finde rundt i en website med klar markering af, hvor man er, hvor man har været - og hvor man evt. kan søge hen. Det er en ren grafisk og teknisk strukturering, der er helt basal, og som for sjældent lykkes på især de danske websites. Et af de bedste forsøg finder man ved at surfe ind på DSB’s website.

Tekstdisponeringsmæssigt er problemerne endnu større. Læserne på internettet har kun overblik over en enkelt skærm ad gangen, og på langt de fleste websites sker der så meget grafisk på siderne, at der kun er plads til ganske lidt tekst ad gangen. Læserne mister derfor let overblikket, hvilket dispositionen skal kompensere for. Som i en god mundtlig fremstilling skal læserens forventninger hele tiden styres, så de leder efter det rigtige i mødet med teksten. Den ideelle disposition finder man ved at låne fra genrer, hvor læsesituationen er delvis beslægtet, fx i nyhedsgenrer og i leksika.

Fra almen til nørd-viden
Ligesom et leksikon ligger nettet parat til at besvare spørgsmål. Det skal derfor give svarerne dér, hvor man leder efter dem - og i den rækkefølge, man har behov for at få dem. Det har man løst i leksikon-artiklen ved at begynde med definitionen af begrebet og, hvis det er en længere artikel, ved dernæst at give et overblik over de centrale elementer i artiklen. Et overblik, der fungerer som en art resumé, samtidig med at læsernes forventninger styres i den rigtige retning. I artiklen om blodkar fra Danmarks Nationalleksikon, Encyklopædien, defineres begrebet således, og de tre centrale elementer, der samtidig er artiklens mellemrubrikker, præsenteres straks.

Bevægelsen i leksikonartiklen er fra det almene til det mere specielle. Læseren, der blot har brug for at vide, hvad blodkar nu er, kan stoppe læsningen efter ganske få linier, mens den særligt interesserede kan fortsætte til sidste vene. Bevægelsen er ikke kun et spørgsmål om detaljeringsgrad, men også ofte om forudsætningskrav. Baggrunden er naturligvis, at man får svar, som man stiller spørgsmål - jo sværere spørgsmål, jo sværere kan svaret også være.  Læser man en længere artikel, bliver teksten ofte sværere efter de indledende afsnit.

Men lagde man artikler som blodkar på nettet vil den være svær at forstå, da den ikke just er skrevet til læsesituationen på skærmen. Skærmen kræver endnu mere.

Skærmtræet
Nyhedsartikler er som leksikonartikler struktureret med en bevægelse fra overblik til detalje. Her er artiklerne som bekendt inddelt i overskuelige afsnit, der hver især udgør en sluttet, meningsfuld enhed. Kombinerer man disse to dispositionsformer, når man frem til det, man kunne kalde skærmtræet.

Skærmteksten bør altså opdeles i selvstændige blokke. Men før den egentlig brødtekst skal læserne have et overblik over tekstens indhold i en guidetekst (symboliseret ved træets stjerne). Dette overblik kan med fordel skrives i flydende prosa, og hver enkelt centralt begreb kan rumme en link til det afsnit i teksten, hvor emnet beskrives. Præcis som leksikonartiklen om blodkar først forklarede begrebet og samtidig fik præsenteret arterier, udvekslingskar og vener. Derved er netlæserne med det samme klar over hvad teksten rummer, og hvis de allerede dér surfer væk, har man alligevel sikret sig, at de har fået det vigtigste med. Præcis som dagbladsartiklens manchet rummer artiklens væsentligste indhold, og den klassiske tale rummer en talenøgle (en såkaldt partitio, der præsenterer hovedpunkterne).

Dernæst skal resten af teksten opdeles i logiske afsnit, der hver især bygges op som en trekant med det vigtigste først, så læseren kan stå af når som helst. At det vigtigste skal først betyder imidlertid ikke at hvert afsnit skal begynde med et resume. Det bliver både alt for tungt at læse og værre ofte alt for komplekst at forstå. Det er rigeligt at ‘placere’ indholdet. Med andre ord skal kun det allermest centrale indhold, tekstens fokus, præsenteres, så læserne får indstillet forventningerne helt rigtigt.

Dagbladenes mellemrubrikker er også en god idé at overføre til Internettet. De kan være med til at holde læserne fangne og samtidig hjælpe til at styre forventningerne i den rigtige retning hele tiden. På intranettet er den fængende mellemrubrik imidlertid knap så anbefalelsesværdig. Her skal mellemrubrikkerne som i leksikonet snarere være etiketter, der guider læseren hen til de relevante punktnedslag.

Er der tale om længere afsnit, kan indholdet med fordel resumeres til slut. Som amerikanerne altid skriver i lærebøgerne i mundtlig formidling: Sig, hvad du vil sige, sig det, og sig, hvad du har sagt. I det hele taget gør den flimrende læsesituation det nødvendigt at nærme sig talesproget mere end i traditionelle skriftgenrer.

Et sprog mellem tale og skrift
Sammenligner man helt overordnet kravene til netprosa med de nogle af de gængse skrift- og talesprogstræk, bliver det hurtigt tydeligt, at netsproget skal befinde sig et eller andet sted midt i mellem.

Sproget på nettet er på sin vis uafhængigt af situationen, men samtidig betyder læsernes bevægelsesmønster, at det nærmest kan fungere som en vekselvirkende dialog. Man spørger, får svar og forsætter med at spørge. Det lille uddrag af tekst på skærmen gør, som nævnt, at overblikket mangler. Som i talesprog kan modtageren ikke af sig selv overskue, hvor man er på vej hen. Blandt andet betyder disse ting, at netsproget skal kombinere skrift- og talesprog i en slags præcist, overskueligt talesprog - eller enkelt, let gentagende skriftsprog, om man vil.

Nettet er jo i sig selv kun tilsyneladende dialogisk og dynamisk. Oplysningerne foreligger primært statisk og venter på brugerens spørgsmål, men det skal være konstrueret, så det kan fungere dynamisk og dialogisk på flere planer. Dels umiddelbart ved hele tiden at guide læseren længere ind i emnet ved at give muligheder for klikke sig længere ind og ved sprogligt at formulere indholdet, så læseren føler sig inddraget og får lyst til at stille flere spørgsmål. Det fordrer en umiddelbart tilgængelig sprogbrug, der er mere mundtlig end traditionelt skriftsprog. Dels konkret dialog ved at opfordre læseren til at reagere på det læste. Derved sikrer man også en stadig behovsanalyse, så websiten hele tiden kan produktudvikles og tilpasses behovet.

Undgå sproglig flimmer
Overskuelighed og præcision kendetegner skriftsprog, enkelhed og dynamik karakteriserer talesproget, men disse skal fusioneres på skærmen. Teksterne skal være velfokuserede og uden for stor informationstæthed. Det er simpelthen umuligt at læse kompleks tekst på den flimrende skærm - de fleste kender sikkert til oplevelsen, når man støder på det. Det sker et af to - enten surfer man hurtigt videre, eller også printer man teksten ud for at kunne overskue skriftsproget.

Enkelheden i sproget kan sikres ved at gøre sproget mere mundtligt, fx ved at være gavmild med forklaringer af typen: “det vil sige”, “kort sagt”, “det betyder” osv. og naturligvis ved at sikre, at sproget har en naturlig levende rytme. Mange af de virksomheder, der finder ud af, at sproget skal være enkelt, tror, at det betyder, at man skal skrive ultra korte sætninger. Teksten bliver nærmest stacatto, og læseren får en abrupt læseoplevelse.

Et lignende problem opstår, når det går op for virksomhederne, at de skal skrive kort. Resultatet bliver let mere kryptisk end forståeligt, fordi det korte resultat blot nås ved at luge ud i sætningerne. I stedet for at fokusere bedre og udelade de detaljer, der ikke er helt centrale for forståelsen. 

Kursivs endeligt
Der er altid noget som er særlig vigtigt, at læserne lægger mærke til. De fleste skribenter elsker at kursivere, skrive med halvfed eller endog at spatiere. Det er i almindelighed alt for brugte virkemidler, hvor fremhævelseseffekten ofte lider druknedøden, og på nettet har de nærmest ingen betydning overhovedet. Skærmen flimrer, logoet blinker i rødt, billedet i blåt osv., så kun den meget ihærdige læser får øje på en kursivering. Derfor er der desto større grund til at vende tilbage til de enkle sproglige fremhævelsesmetoder.

Første- og sidstepladsen lægger vi mest mærke til, så hvorfor ikke skrive det fremhævelsesværdige dér? Det gælder i øvrigt både på sætnings-, afsnits- og tekstplan. Men også  påpege-ord, der ligefrem udpeger det vigtige, kan med fordel bruges: “allerede Aristoteles”, “ikke mindst Vico” og “helt central er Cicero”.

Især i intranet-sammenhæng er det ligeledes vigtigt at bruge et konsekvent ordvalg. En fri-tekstsøgning er ikke meget værd, hvis indholdet skifter ham rundt om på nettet. Det er et stort problem i mange større organisationer - især de mange, der er resultatet af fusioner, for hver virksomhedskultur har haft sine termer. Alt dette skal faktisk løses, før et intranet kan fungere: Enten ved at beslutte sig for en fælles terminologi eller (evt. i en overgangsperiode) ved at lade de to synonyme termer optræde sammen alle steder i teksten.

Nettet stiller kort sagt uendelig mange nye krav til såvel form som indhold. Krav der kun sjældent honoreres ved at lægge brochurerne direkte ud på nettet. Mange af de helt enkle krav finder man umiddelbart frem til ved som i denne artikel at lave, hvad man kunne kalde en retorisk rammeanalyse, mens andre udspringer af det enkelte indhold og en behovsanalyse hos målgruppen.

Anne Katrine Lund er cand.mag. og ph.d. i retorik. Direktør, kommunikationsforsker og -rådgiver i Kjaer & Kjerulf Kommunikation.

Artiklen er tidligere bragt i Retorik-magasinet nr. 27, marts 1998.

Læs mere på www.syvmil.dk/rm