Just my type

Kend typen! De fleste k-folk bruger, ofte uden måske at tænke så meget over det, den samme skrifttype igen og igen. Ligesom det tøj du bærer, den mad du spiser, eller den måde du bor på – siger dit valg af skrifttype en masse om dig som person. Her kommer 17 af de mest populære skrifttyper i kommunikationsverdenen – med en guide til, hvilke personligheder, der gemmer sig bag skriften.
af Julian Hansen
Her er sandheden om skrifttyperne - selvfølgelig i streng, alfabetisk rækkefølge:
 
Du går ikke op i design. Og det viser sig i dit valg af skrifttype. På arbejdspladsen er du Helvetica-brugernes oplagte mobbe-offer. De klukker højlydt, når de spørger, om du nogensinde har set nærmere på Arials kiksede R.
 

Du er den moderne romanlæser, som ikke kan se charmen i 1500-tallets typografier, men som også finder modeskrifterne Didot og Bodoni lidt for... dameblads-agtige. Midt imellem de to poler finder du Baskerville, som med sine åbne former, større kontrast og stadig store seriøsitet passer perfekt. Når du langer dine økologiske varer over båndet i din lokale Irma og læser på skiltet, som fortæller dig om de nye åbningstider, kan du ikke lade være med at smile over Baskervilles 1700-talsformer, der stadig fremstår moderne. 
 
Gucci, Prada, Versace, Armani, Dolce... Italiensk mode er det eneste rigtige, og dit klædeskab er fyldt med førnævnte. Paris er ikke modens centrum, nej, det er Milano. Du sætter dine tekster i Bodoni, for den opfylder alle dine krav om at ligne et modeblad og på samme tid have rødder i Italien. Lægmand ville med absolut sikkerhed ikke se den store forskel mellem Didot og Bodoni, men du kan – selvfølgelig – se den italienske baggrund.
 
Da du åbnede din nye Dell-computer i de sene 00‘ere og så, at standardskriften i Word pludselig var ændret til en ny og rundere model, blev du glad, rørt og lykkelig. Pludselig virkede din besked i kantinen  – “Din mor arbejder her ikke” – ikke længere som en barsk advarsel, men med Calibri mere som en sød, lille reminder. Som om sætningen nu sluttede med “vil du ikke nok, så er du sød.” Du vandrer tilbage til kontoret i dine joggingbukser, dine Crocs og din behagelige, store sweater. Det er ikke kønt, men det er behageligt.
 
Du er en omvandrende joke på kontoret. Og med rette. Dine tekstdokumenter ligner invitationer til børnefødselsdage.
 
Courier er en vendekåbe – en slags typografiernes stumpebukser. Du er enten en computernørd, der bruger din tid på obskure internetfora. Couriers monospatierede former giver dine tekstdokumenter den helt rigtige fornemmelse af at kode i DOS. Det er stumpebukser på den rådgivende-ingeniøragtige måde. Eller også er du typen, der bruger Courier i dit nyeste logo til en pop-up restaurant i Kødbyen. Oprindeligt tegnet til IBM, men på en eller anden måde bliver den ultra-hip på den stumpebukser-jeg-har-købt-i-Storm-agtige måde.
 
Du er en parisienne. Eller du vil i hvert fald rigtig gerne være det, n'est-ce pas? Didots ekstremt tynde hårstreger og elegante former giver dig en følelse af at sidde i Paris og nippe til et glas rosé. Dine PowerPoints er skødesløst sat med Didot - fuldstændig ulæselig i brødteksten, men dine overskrifter får det til at ligne en hvilken som helst forside på et modemagasin.
 
Du er vild med tysk præcision, og en skrifttype skal ikke være venlig og imødekommende. Nej, den skal være kold og kontant. Du er højst sandsynligt godt interesseret i fonte og kan argumentere for, at Helvetica – som mange, fejlagtigt i din optik, kalder den mest neutrale skrift – i den grad overgås af DIN. Dit hjerte smelter, når du kører ad den tyske Autobahn og ser det smukt designede skilt, som fortæller dig, at der er 50 kilometer til Harzen.
 
I din søgen efter en ekstremt læsbar skrifttype er du nået til Frutiger. Dens åbne og venlige  former tiltaler dig, og dens humanistiske træk giver dig en følelse af at støtte godgørende formål, når du sætter dine tekster med Frutiger. Men nu må legen stoppe – alt dit materiale ligner lufthavnsskiltning fra 90‘erne.
 
Du har Ægget stående. Du har Eames-stole. Og du læser dine romaner i skæret af din PH-lampe. Du er til klassikere og minimalisme, og du finder skønhed i, at noget, som er produceret for næsten 100 år siden, stadig kan se moderne ud. Futuras skarpe, rene, geometriske linjer, der er inspireret af Bauhaus, ligner nemlig noget, som kunne være designet i dag. Dine kolleger fortæller dig måske, at du burde prøve noget nyt. Men hvad ved de – hvem vil bruge Gotham eller Avenir om 100 år? For som der står i dine 501: Good quality never goes out of style.
 
Du er en traditionalist og bruger din fritid på de klassiske, store romaner. Garamond bringer dig tættere på Dickens, Joyce og Kafka, og din fødselsdagsinvitation sat i Garamond 12 pt ligner i den grad “Krig og fred”. Du udtaler selvfølgelig Garamond på korrekt fransk og vrænger på næsen af dine kolleger, som bruger en amerikansk udtale. Du kunne bruger timer på at fortælle om skønheden i Garamonds detaljer, om læsbarheden, om hvor blækøkonomisk den er, om inspirationen fra Aldus Manutius og selvfølgelig om, at ITC Garamond ikke er en rigtig Garamond, men blot en tåbelig, tåbelig skrift.
 
Afternoon tea er et tilbagevendende ritual i din hverdag, din iPod er fyldt med brit pop, og du drikker ikke fadøl, men pints. Du er vild med alt british, og det afspejler sig i dit font-valg. Er BBC’s logo ikke et af de smukkeste nogensinde? Som stor fan af Gill (som du blot kalder den) passer du på med ikke at bruge fonten til upassende opgaver - som f.eks. set i Red Barnets logo. Eric Gill var nemlig ikke den pæneste dreng i klassen, når talen falder på seksualitet. Han havde efter sigende både samleje med sine to døtre, sine søstre og sin hund. Men som de kendte plakater smukt fortæller, Keep Calm and Carry On. I Gill Sans, of course.
 
I din email-signatur står med grøn 9 punkts Georgia “Be green, keep it on the screen”. Du er typen, som griner ad personer, der stadig beskæftiger sig med print – for fremtiden er jo internettet. Tryksværte? Nej tak, stik mig en iPad anyday. En roman til togturen – hmpf, har du hørt om Kindle, morfar? Dit forhold til Georgia begyndte, da du i tidernes morgen lavede din første blog. Blandt et dusin skrifttyper stak Georgia ud: Den var læsbar og seriøs, som om dine indlæg om dit sidste skokøb pludselig havde en helt anden dybde. Og vigtigst af alt: Den var ikke Times. Måske du skulle komme lidt ud?
 
På vej på arbejde henter du din morgenmad, bagel med cream cheese. Ved enhver lejlighed fortæller du om din tid i New York, mens du påpeger: “If I can make it there, I'll make it anywhere”. Du elsker Gotham. Du ved måske ikke, at dens oprindelse stammer fra gamle skilte fundet i New York. Men du har læst, at Obama brugte den i sin første valgkampagne. Så når din kollega spørger, om det er Futura, fnyser du og fortæller, at det er Gotham – grunden til, at Obama vandt valget.
 
Du rakker ned på dine kolleger, der sætter deres tekstdokumenter i Arial. Du smækker med døren og råber i arrigskab: “Køber du også falske Louis Vuitton-tasker på din charter-ferie i Tyrkiet?” For du ved, at Arial er Microsofts dårlige kopi af Helvetica, skrifttypernes hellige gral. Din holdning til typografi er en kamp for neutralitet. En skrifttype skal ære indholdet, som et godt vinglas viser vinen frem – uden selv at tage fokus. Du har set Helvetica-dokumentaren på DR2, og den har ladet dig med gode argumenter i kampen mod de “sjove” skrifttyper. “Når man skriver ordet ‘hund’, skal skrifttypen ikke ligne en hund.” Men måske er du også lidt uvidende i dit forsvar for Helvetica, når du argumenterer for dens gode læsbarhed i eksempelvis New Yorks subway – for har du nogensinde prøvet at skrive (og hurtigt læse) ‘Illinois’ eller ‘millimeter’?

Dit skræddersyede tøj sidder perfekt, din bolig ligner en RUM-artikel, du har en succesfuld karriere, og dine tekstdokumenter står knivskarpt i Minion (Pro-udgaven, selvfølgelig). Du faldt for Minion, da du så dens mange snit og perfekte former. Spørgsmålet er, om man kan blive for perfekt – hvor er dit karakterbrist, Patrick Bateman?
 
Du er doven af natur. Du åbner programmerne i Adobe-pakken og orker ikke at ændre skrifttypen, “for man kan jo alligevel ikke se forskel”. Jo, man kan.
 
Du er kedelig. Du har ikke decideret dårlig smag, men du falder ind i mængden i en sådan grad, at folk falder i søvn til dine PowerPoints.
 
Din startside er www.imdb.com, og du bruger primært din fritid i den nærliggende biograf. Af den grund føler du også en trang til, at al grafisk materiale, du producerer, skal ligne en episk Hollywood-film. Du har ingen idé om, at den er tegnet ud fra romerske søjlers indgraveringer. Alt, du bekymrer dig om, er, at den har hittet på Minority Report, Titanic, Geisha, Artificial Intelligence, Sex & and the City, Clash of the Titans (og listen fortsætter i det uendelige).
 
Djævlen er i detaljen. Du er detaljeorienteret på grænsen til det sygelige. Dine bøger er farvesorteret i reolen, og du læser korrektur på dine indkøbssedler mindst fem gange. Du kan ikke forstå alle disse nymodens designeres brug af Helvetica, når den sande skønhed findes i Univers’ overlegne proportioner og bedre håndværk. Og så er der jo Adrian Frutigers dybt originale og smukke klassificeringssystem med 44 vægte – senere kopieret i Helvetica Neue. Selvfølgelig fristes man jo til at sige.
 
---
 
Mangler du inspiration til, hvilken skrifttype der er den rette til netop dit formål? Så tjek Julian Hansens forslag ud her. Klik på billedet for større version.
 
Julian Hansen udgav sin første skrifttype, Zimmer, i 2011 (kan ses her).
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job