Scandimanien

Man leder forgæves efter Grønland og Island i The Economists stort opslåede artikel om de skandinaviske lande som The next Supermodels. Nuvel, det er også lige meget. I Grønland er alle jo alkoholikere og begår selvmord før eller siden, og i Island hedder alle, mænd og kvinder, drenge og piger, ”Björk”.

Den danske velfærdsmodel er et forbillede for udlandet, hvor de ser os som vikinger, der både kan hygge sig og være innovative

Den ærværdige avis står ikke alene i lovprisningen. New York Times kaster stjerner efter vores dybsindige tv-serier med selvstændige Davos-kvinder og komplekse hverdagsproblemer. Efter The Killing (”Forbrydelsen”) og fascinationen af en tavs rullekravesweater med Aspergers syndrom kommer Borgen, som Rune Lykkeberg for nylig beskrev i Information som ”en utopi om en overklasse, der hverken står i vejen for, eller tager rigdom fra andre”.

Rune Lykkeberg er vist ikke enig i The Economists lovprisning af Skandinavien som en tro kopi af Borgen. For Borgen er ikke virkelighed men en utopi om overklassen

I Borgen er overklasserne ikke i strid med hinanden, men lykkeligt forenede. Den idealistiske politiker glider uden problemer videre til en topstilling i erhvervslivet. Birgitte Nyborgs forhenværende mand var lektor på CBS, inden han sejlede videre til sin topstilling i erhvervslivet, og hendes nuværende kæreste er som arkitekt egentlig selvstændig erhvervsdrivende, men han holder også forelæsninger på universitetet, skriver Lykkeberg. Her er ingen store konflikter i lille Skandinavien.

Borgen hyldes af The New York Times som en fantastisk serie der repræsenterer alt det fantastiske ved Skandinavien

Borgen demonstrerer hvorfor The Economist savler over Skandinavien

De eneste to, der latterliggøres som dumme, godmodige svin i Borgens ufarlige avantgarde, er den urbane hipster Alexander Hjort, ny programdirektør på TV1, der utrætteligt hiver Torben Friis, old school nyhedschef, med op i ”krea-rummet”, hvor banaliteter eleveres til metafysiske sandheder. Og selvfølgelig bonderøven fra den yderste højrefløj, Svend Åge Saltum, der klipper halen af en nuttet gris i ”primetime”.

Ellers sidder man, i Adam Prices Danmark anno 2013, blødt i Eames-møbler og kæmper for prostitueredes rettigheder. Man kører på cykel til og fra arbejde, og hylder i stort og småt en kapitalisme version 2.0, som placerer sig mageligt i fugen mellem Milton Friedmans laissez faire-liberalisme og John Maynard Keynes’ interventionspolitiske socialutopi. Med andre ord: Et revolutionært land med knæbeskytter og fast afdragsordning.

Borgen bliver lovprist i andre lande. The Daily Beast skriver, at Borgen er en af de bedste nutidge tv-serier - selvom det kan være svært at finde den danske serie

Borgen demonstrerer netop, hvorfor The Economist savler over den skandinaviske samfundsmodel: Her er det nemlig muligt at forene en konkurrencedygtig kapitalisme med en kærlig og stor stat. Det er en yndet sport i udlandet at tælle, hvor mange venstreorienterede, der sætter deres børn i privatskoler. I Borgen er dét clash ikke noget problem. Men det kræver gode kvinder. Sådan nogle, der balancerer attachétasken ordentligt på Christianiacyklens styr. Og endnu vigtigere: Det kræver diskrete mænd omme bagved, som passer børnene, er gode at snakke med og har deres egen karriere. Men ikke for meget.

Og det er dybest set dem, The Economist og New York Times er pjattede med: Phillip og Kasper. De holder samfundet oppe. De er motorrummet i den ”skandinaviske eksotisme”.

Kasper og Philip er perfekte, diskrete mænd, der passer børnene og samtidigt har deres egen karriere

Lucky timing

Ifølge The Economist er det også et spørgsmål om lucky timing. Danmark havde sin gældskrise i 80’erne. For Sverige, Norge og Finlands vedkommende slog krisen igennem i 90’erne. Men så var den også overstået. Da kunne vi danskere, skriver The Economist, koncentrere os om at transformere den offentlige sektor i retning af mere og mere privatisering og mobilisering.

Selv den forkætrede sygehusdebat, der herhjemme skiftevis har været et politisk trumfkort og en kommunalretorisk båtnakkedialog, opskriver The Economist til et succesægteskab mellem eksplosive markedskræfter og social ansvarlighed. Det var dog ikke ideologiske magter, der drev os, men pragmatiske. Skide være med, om vi er – eller var – røde eller blå. Vi er hverken på den ene eller den anden side af systemskiftet i 2001. Dén slags epokale forhold er detaljer. Vi er bare nogle, der har ”innoveret” os ud af krisen. Vi er vikinger – efterkommerne af dem, i hvert fald – vi ”hygger” os, og vi er nyskabende.

The Economist hylder de nordiske lande. Alt er bare godt heroppe. De andre kan lære af vores velfungerende velfærdsmodel

Her stemmer det store udlands knæfald for Borgens fiktion fint overens med The Economists flinke analyse: I Borgen lever vi lykkeligt på den anden side af den kulturelle og den økonomiske kapitals skilsmisse. Det er den historie, Christian Monggaard kaldte skandinavisk eksotisme og Lykkeberg en utopi. Der er ingen skænderier længere, i hvert fald ikke om selve substansen i den hyggelige idealisme, vi alle sammen er enige i. Her kan man sagtens være pladderhumanist og en haj til grafer og tal. Bare se karakteren Søren Ravn (spillet af Lars Mikkelsen): Alle vil i seng med ham, på alle sider af det politiske spektrum; ikke på grund af hans kompromitterende fortid, der gør ham spændende og farlig, men fordi han sætter skabet på plads i kraft af sin faglighed. Det er enormt underholdende og latterligt urealistisk. Og så ryger han oven i købet!

Alle vil i seng med Søren Ravn - er det urealistisk eller bare skandinavisk?

The Nordic Disco

Derfor er Borgens fiktion dobbelt. Selvfølgelig er den en historie, fordi der er nogen, der har fundet på den. Birgitte er ikke Helle, og Kasper Juul er ikke Peter Mogensen. Men den er også ”fiktion”, fordi den er en poleret eksportvare, der på mikroniveauet – nu med følelser, kvinder og vrælende småbørn i rodede taglejligheder – både adresserer og billedliggør den skandinaviske eksotisme. Borgen er The Economists case. Den er det globale Davos-samfunds reality tv.

Er det virkelig Danmark? Er vores realitet en komfortabel harmoni af penge, ansvar og lækker græsrodspolitik? Er det dét, man får, når man parrer højtflyvende bestyrelsesmøder med ”moderate” caffe latte-meninger? Kan det virkelig være forførerisk og jordnært på én gang?

Ja da. Bare se Borgen. Sådan er der i Danmark, god damn it. Højtprofilerede businesskvinder cykler på arbejde, og til daglig bor de i rustikke Kbh. K-lejligheder og har langdistanceforhold med Playstation-spillende, abstrakte arkitekter. Her i landet balancerer vi det Friedman’ske vilkår, at livet (og markedet) går sin gang, med alt det, vi kan og bør styre à la Keynes. Hvor svært kan det være!?

Vi flytter da bare ind i en lejlighed, ligesom Birgitte, der godt nok bliver omtalt som ”gammelt bras”, men som alle ved koster 15-20.000 kroner på boligmarkedet. Vi holder da bare en forelæsning på universitetet! Eller laver en blog! Starter et parti! Hvor svært kan det være!?

Borgen er folde-ud-model for The Economist. Et typegalleri af nydemokratiske Davos-vikinger. Plus de to føromtalte idioter. Og en masse kvinder. Men de egentlige helte er mændene i næste række. De er metroseksuelle servicemedarbejdere med skægstubbe.

The New Yorker fortæller, hvorfor de er fans af dansk tv

Kasper og Phillip (på bagsmækken)

Man skulle nok indvende, at manden ville synke til bunds i sådan en ordentlig omgang konsensussøgende kvindetyranni. Men ikke Kasper, den tidligere spindoktor for Birgitte Nyborg, og nu den ene halvdel af tv-programmet ”Juul og Friis”, og heller ikke Phillip, Birgittes eksmand. Kasper roder sig ganske vist momentant ud i noget kvindeduskende tomgang – men det er bare et posttraumatisk forstadie til fornyet ømhed for Katrine Fønsmark.

Tilsvarende dirrer Phillip et kort øjeblik i et selvrealiseringsprojekt, som er lige ved at spidse til i Henrik Qvortrup’ske dimensioner, men også han kommer på bedre tanker og retter ligesom ind. I sæson 3 står han bare dér, parat, smilende, med fast røv og bilnøgler, bevendt som barnepige og altid beredt med en trøstende skulder. Selv når Birgitte får herrebesøg.

The Independent jubler over Borgen og finder de kvindelige skuespillere mere charmerende end de britiske

Det er altså mændene, der er attraktive for The Economists feinschmecker-fans. Ser man bort fra tredje sæson, hvor Kasper og Phillip er mere kulørt baggrund end narrativ drivkraft, inkarnerer de begge den tilsyneladende realiserede utopi ved “the Nordic supermodel”.

Ikke alene kommunikerer overklasserne gnidningsfrit med hinanden, som Lykkeberg bemærker; også trækningerne mellem, hvad der er maskulint, og hvad der er feminint, fusioneres næsten symbiotisk i den moderne mands trendy hybrid af cool kapitalhunger og en tryg, kærlig favn.

Pointen er, at nok går Kasper fra kynisk spindoktor til babyproducerende skægabe, mens Phillip bevæger sig fra tålmodig børnepasser til entreprenant businessfyr, men de forbliver begge to solidt plantet inden for rammerne af Prices kæledyrskapitalistiske parallelverden.

Så Kvinden kører bilen. Skal man tro The Economist, har den kursen rettet mod fremtiden, og benzinen er halvt Friedman og halvt Keynes. Rollemodellen er Birgitte Nyborg. Hun sidder ved rattet. Imens sørger mændene for ro på bagsmækken.