Ved du hvad et derivat er? Ved du hvordan et fiktivt datterselskab kan skjule et meget virkeligt underskud? Nej, vel. Men så har du måske hørt at Amerikas dronning af hjemmebag og dækkeservietter, Martha Stewart, mistænkes for insiderhandel. Eller set direktørerne for WorldCom blive ført bort i håndjern. Eller læst hvordan Enron-cheferne kørte gaderæs i luksusbiler, inviterede strippere og elefanter med og havde bar-regninger for 10.000 dollars når hovedkvarteret i Houston, Texas, holdt firmafester.

De såkaldte regnskabsskandaler i USA har været massivt omtalt det seneste års tid. Startende med energivirksomheden Enrons konkurs i december og kulminerende med sommerens uro på aktiemarkederne. Herhjemme er vi også ret godt med. Tænk bare på PFA-skandalen og sagen mod Klaus Riskær Pedersen. Normalt lever skandaler i erhvervs- og finansverdenen ellers i skyggen af sexskandaler og politiske skandaler. De er ofte vanskelige at gennemskue, og de involverede er gerne helt ukendte for folk udenfor branchen. Finansskandaler kan koste millioner af dollars og tusinder deres levebrød og burde nok være i stand til at tiltrække mere opmærksomhed end en plet på praktikantens kjole. Alligevel er det hverken omfanget eller konsekvenserne af ulovlighederne der bestemmer om skandalen får et liv uden for de lyserøde tillæg.

Et "master narrative of scandal"?
Hvorvidt en skandale giver genlyd verden over, afhænger af hvor "fortællelig" den er. Om den er en god historie kort sagt. Især finansskandaler dør eller lever i det mindste i relativ ubemærkethed medmindre de gøres konkrete via dramatisering og personalisering. I det hele taget betragtes skandaler som anderledes nyhedsstof, og formidlingen af skandaler karakteriseres derfor også af andre egenskaber end gængs nyhedsformidling.

Skandaler fokuserer på personers (mis)gerninger og de efterfølgende dramatiske, chokerende og vanærende konsekvenser. De er stories, og som sådan skippes de traditionelle journalistiske fortælleredskaber til fordel for titler, handlingsforløb og et i de fleste tilfælde ret farvestrålende persongalleri når skandalerne skal formidles videre til offentligheden.

Kan man således tale om et særligt skandale-narrativ? Skandaleforskerne James Lull og Stephen Hinerman understreger kraftigt betydningen af historiens konstruktion. Den ene skandale skal i sin præsentation helst ligne den anden. Så selv om skandalers indhold og type varierer, tegner den overordnede formidling linjerne af et "master narrative of scandal". Andre skandaleforskere taler ligeledes om at skandaler overordnet set hører til et bestemt sæt af narrativer. Skandaler er vekslende fortællinger om faren ved hybris og magtens korruption. De er med andre ord narrativer der fungerer som rettesnore for hvordan verden hænger sammen.

Skandalers iboende konkretisering af hvad man kunne kalde gamle sandheder, gør dem velegnede til nyhedsformidling som adskiller sig fra de sædvanlige rapporteringsformer. Skandaleformidling kan i det hele taget næsten siges at være en genre for sig. I al fald konstrueres præsentationen af skandalestof på en sådan måde – komplet med titler, handlingsforløb og figurer – at der samlet set tegnes et overordnet mønster for formidling af skandaler. Mønstret gør modtageren i stand til at genkende historietypen "skandale", og på den måde kan man godt tale om et særligt skandale-narrativ selv om selve indholdet naturligvis er foranderligt.

Babes & bitches, freaks & geaks
Skandaler navngives ofte. Historien får en titel med dertilhørende grafik der fungerer både som referat og indpakning af historien, samt som en slags pejlemærke for det publikum der følger skandalen. Et ikon med Enrons logo over nyhedsværtens skulder eller ved by-linen til en artikel signalerer at nu kommer endnu et kapitel i historien om krakket i den amerikanske
virksomhed og ikke en nyhed om f.eks. energipolitik.

Skandalehistorier har handlingsforløb, plot lines som fortællingen løber ad. Eller rettere. De involveredes handlinger præsenteres som elementer i en drejebog: startskud, dramatisk højdepunkt, antiklimaks, et nyt kapitel, et sidste punktum, comeback fortsæt selv…

Handlingsforløbene er selvsagt ikke fastlagt på forhånd, for medierne kan naturligvis ikke planlægge virkeligheden (i al fald ikke på dette punkt, men det er en helt anden diskussion). Og så er det også karakteristisk for skandaler at de til en vis grad er uforudsigelige, at de er åbne for enhver ny drejning som historien måtte tage. Hvad der før var sikkert, kan betvivles, nye gætterier blusser op, falske spor lægges ud og hemmelige møder finder sted. Skandaler fortsætter så længe publikums interesse er intakt, og denne ophører først når en eller anden form for endelig sandhed er kommet for dagen. Det være sig en indrømmelse, en domsafsigelse, en morale eller simpelthen en opfattelse i offentligheden af at retfærdigheden på en eller anden måde er sket fyldest.

Sagen omkring Enrons konkurs har også haft sine uventede overraskelser og diverse dramaer-i-dramaet. Først og fremmest faldt nyheden om selve konkursen som noget af en bombe. Historien om Enron startede i bogstaveligste forstand in medias res. Siden har bl.a. bestyrelsens næstformand begået selvmord i sin Mercedes, og en Arthur Andersen-ansat stjålet kasser med makulerede Enron-dokumenter. Det måske største højdepunkt opstod da Enrons tidligere bestyrelsesformand og absolutte topchef, Kenneth Lay, udeblev fra senatets høring og tilsyneladende var forsvundet fra jordens overflade i flere dage, indtil han til sidst dukkede op og nægtede at udtale sig – noget af et antiklimaks.

Som alle gode historier har skandaler naturligvis også sine personæ dramatis. Skandaleforskerne James Lull og Stephen Hinerman har beskrevet hvordan dramaet udspilles af personer der fremstilles som værende indbegrebet af bestemte (stereo-)typer: "The players in the scandal should be attractive or interesting in a very familiar or extreme way. They could be babes, bitches, dopes, machos, nerds, or sluts. They could be geeks, freaks, bullies, fools, devils, or angels. Heroes and villains should be clearly identifiable."

Enron-skandalens persongalleri er lige så rigt som citatet ovenfor lægger op til. Der "forhandles" stadig om hvorvidt Kenneth Lay er en rar, men vildledt bedstefartype, eller om han er en beregnende gambler – og ikke at forglemme: politisk godfather for verdens mægtigste mand, den amerikanske præsident George Bush. Den helt store skurkerolle er dog tilfaldet Lays højre hånd, Jeffrey Skilling. Skilling betragtes som hovedhjernen bag de regnskabsmæssige krumspring samt som ansvarlig for Enrons forrående og aggressive organisationskultur, og han er blevet omtalt som kold, hård, ja, ligefrem et svin.

Rebekka Mark var en babe – "with honey-blonde hair, big brown eyes and dazzling white teeth" – indtil hun blev en bitch, da offentligheden fik kendskab til hendes personlige aktiegevinst på 80 millioner dollars og det interne tilnavn, Mark the Shark, som hendes "en af drengene"-adfærd skaffede hende. Sharron Watkins, derimod fornemmede at noget var galt og forsøgte at advare, men blev affejet og er nu kronvidne mod Enrons top og dermed også historiens heltinde. Og så må man heller ikke glemme alle ofrene: de fyrede som har mistet alt og hverdagens helte iblandt dem der hjælper gamle kollegaer økonomisk og socialt.

Enron fortsat
Energivirksomheden Enron var nummer syv på listen over verdens 500 største virksomheder, beskæftigede 21.000 ansatte over hele verden, havde en omsætning på 100 milliarder dollars og blev seks gange i træk kåret til årets nyskabelse i Fortune Magazine, indtil man i november 2001 erkendte et større milliardtab i kvartalsregnskabet for juli, og da det kom frem at Enrons regnskaber gennem flere år havde overdrevet indtægterne og undladt at opføre store gældsposter.

Måneden efter indgav Enron konkursbegæring, og tusinder mistede deres arbejde, private formuer og pensionsopsparinger. Efterfølgende er flere belastende historier om Enron sluppet ud: De vilde firmafester der fandt sted i de kæmpemæssige, luksuriøst indrettede direktørkontorer på 49. og 50. etage i hovedkvarteret er allerede nævnt. Og værre endnu: I tiden op til konkursen solgte Enrons højest placerede hektisk ud af egne aktier, mens de samtidig opfordrede til teamspirit – og anbefalede de menige ansatte at beholde deres medarbejderaktier. Endelig er der alle spekulationerne om Enrons forbindelse til Det Hvide Hus. Kendte regeringen på forhånd til konkursen? Forsøgte man at holde hånden over Enron fordi regeringen står i gæld til virksomheden. Og hvor stor indflydelse på landets energipolitik har Enron fået til gengæld for sin støtte?

Sminkningen af regnskaberne er skandalens udspring – den såkaldte første ordens-overskridelse som konstituerer skandalen. Siden har skandalen udviklet sig til også at indeholde indtil flere anden ordens-overskridelser, dvs. overskridelser der finder sted i tiden efter den oprindelige er blevet offentligt kendt, og som har til hensigt at skjule, benægte eller evt. slette beviser for netop den første overskridelse. Enrons revisionsfirma, Arthur Andersen, har destrueret utallige dokumenter der viste – må man gå ud fra – hvordan Enron sminkede sine regnskaber samt revisorernes medvirken hertil. Dertil kommer at flere fra Enrons ledelse har nægtet at udtale sig til eller endog møde op til senatets høringer om sagen. Og så har Linda Lay, hustru til Kenneth Lay, i et rørstrømsk interview for åben skærm om ikke løjet, så kraftigt overdrevet familiens personlige, økonomiske vanskeligheder efter konkursen.

Selve kernen i Enron-skandalen, det helt centrale, potentielt strafbare, kan være svært at gennemskue for de af os som ikke færdes hjemmevant i den internationale finansverden. Komplicerede virksomhedskonstruktioner, regler for regnskabsføring osv. kan spænde ben for forståelsen af hvad Enron-sagen egentlig drejer sig om. Men Enron har også mange af de elementer der gør en god historie: enorme pengesummer, opskruet businessmiljø, køb og salg af værdier udelukkende i cyberspace. Og dækningen af Enron passer da også ind i den skabelon -med titel, handlingsforløb og persongalleri - som er kendetegnende for formidlingen af skandaler.

En nyttig forenkling?
Skandaler er rigtig gode historier. På dramatisk og underholdende vis konkretiserer, diskuterer og enten ændrer eller forankrer de vores rettesnore for hvordan verden hænger sammen: Må politikere lyve om utroskab? Er "reglerne" for privatliv overhovedet til debat? Narrativisering af begivenhederne gør komplicerede skandaler lettere at forstå: hvem gjorde hvad, hvornår, hvordan, hvorfor og med hvilke konsekvenser. Men nogle gange kan fortællingens kerne – magtmisbruget, svindlen, løgnen – fuldstændig drukne i de spektakulære omstændigheder omkring den – afsløringen, den hemmelige elskerinde, det dramatiske opgør.

Der er ikke noget galt i at bruge narrativitet i formidlingen af skandaler eller andre begivenheder for den sags skyld. At den brede offentlighed får indblik i noget som ellers ville være forbeholdt en sluttet kreds, kan aldrig være problematisk. Forskellen ligger i om fortællingen er et redskab eller om den er et mål i sig selv.


Litteratur:
Lull, James og Stephen Hinerman (red.) (1997): Media Scandals. Morality and Desire in the Popular Culture Marketplace. Columbia University Press.
Sherman, Scott: Enron: Uncovering the uncovered story. Columbia Journalism Review mar/apr 2002.
Thompson, John B. (2000): Political Scandal. Power and visibility in the media age. Polity Press.