Skam og skyld i den grønne omstilling
Skam dig, din klimaskurk!

Klimaskam er at iagttage sit forbrug i forhold til konsekvenserne for klimaet og opdage, at man har gjort noget forkert. Den følelse er skamfuld. Kilde: Scanpix.

Skrevet af

Camilla Sløk

1 artikler

0 indlæg

Skammer du dig over din sidste flyvetur til Paris? Hvis ja, er du ramt af klimaskam - du er en klimaskurk! Den nye folkesygdom, som rammer alt fra Alternativets politikere til den kæreste Davos-milliardær i hans private jet. Skyld og skam-forskeren Camilla Sløk forklarer begrebet og problemerne ved at placere ansvaret. For hvem skal skamme sig over hvad - og hvorfor - i klimakampen? Moralen er, at den, der IKKE handler, også har et ansvar - og skyld.

KLIMASKAM ER AT IAGTTAGE SIT FORBRUG I FORHOLD TIL KONSEKVENSER FOR KLIMAET
Jeg skammer mig over min skraldespand og over, at jeg ikke får sorteret mit affald hver gang. Jeg skammer mig over, at mine naboer har smidt velfungerende juicemaskiner og møbler ud i storskrald med et lille post-it-skilt om: ”Virker stadig!”. Men ingen gider at tage det med tilbage fra storskraldsrummet og ind i lejligheden. Heller ikke mig. Det ryger på kirkegården sammen med det andet skrald. Jeg ved, at mit og naboernes kollektive forbrug bidrager en smule mere i den forkerte retning til klimaforandringerne.

 


Skam dig, din røde klimaskurk. Kilde: eget foto

Jeg skammer mig over mine flyrejser til Palma, over verdenshavene og over, at der i havet kan findes plastik i et område, som er større end Texas. Selvom jeg, så vidt jeg ved, ikke selv har smidt plastikdunke og affald over bord fra cruise-fart og containere.

Jeg skammer mig over det antropocæne, og at mennesket har sejret af helvedes til i dets kamp imod de andre dyr og naturen; det billige skidt, som alligevel altid får os ned med nakken til sidst. Mennesket ønsker ikke døden, men livet, som Paulus siger i Det Nye Testamente. Alligevel ender vi med at dø, når naturen går sin gang, og enten kræften, aldringen eller trafikulykken har dræbt os. Naturen vinder til sidst. Det har den altid gjort. Som menneskehed har vi kæmpet for livet i årtusinder.

Nu har vi ligesom Thomas Nielsen fra LO “sejret af helvedes til”. I disse år står vi over for en situation, hvor problemet i vores kamp for at være her og leve vores liv fuldt ud i affordable luxury og CO2-udslip ender med at være os selv – ikke længere de andre dyr eller kulden udenfor.

Vi er mange, der skammer os. På et seminar, jeg for nylig var til, skulle vi i kollektiv bevidsthed (et andet ord for skam) ikke spise kød til aftensmaden. Produktionen af kød er belastende for miljøet. Der ligger et stort vandforbrug bag produktionen af kød. Det kræver op til 15.500 liter vand for et kilo oksekød. Vi blev derfor meddelt, at der kun ville være ét stykke kød – én fisk – på hver tallerken. Og ikke en hel masse at vælge at imellem. Kun én kødting. Resten ville være grøntsager. Sådan. Så kan vi lære det, hvis vi ellers lige et øjeblik skulle have glemt den forestående klimakatastrofe.

 


Den politiker og den industriejer, som ikke er klar til aktivt selv at bidrage med ansvaret i klimakampen, er den, der bør skamme sig. For den, der IKKE handler, har også ansvar. Og skyld. Kilde: Scanpix.

 

SKAM ER AT IAGTTAGE SIG SELV UDEFRA OG OPDAGE, AT MAN HAR GJORT NOGET FORKERT.
Hvor går egentligt grænsen for klimaskam? Faktisk er der ikke nogen. Med de klimakatastrofe-forudsigelser, vi står midt i, er der god grund til at skamme sig. Hele vejen til banken (som også bør skamme sig) og tilbage igen, når vi med vores plastikkreditkort igen har trukket lange striber hen ad asfaltvejen med nødvendigt og unødvendigt gear til den almindelige husholdning.

Alligevel vil jeg tillade mig at opfordre til at se nærmere på forskellen på skam – og så skyld. Skal jeg skamme mig over, hvordan jeg forbruger i forhold til miljøet? Eller er jeg ligefrem skyld i, hvad der sker med klimaet? Og i givet fald: hvordan? Der er brug for begrebsafklaring:

At skamme sig var det første mennesket gjorde, da det fik bevidsthed. I hvert fald ifølge Det Gamle Testamente, som både jødedom, kristendom og islam hviler på. Og det var udmærket, at de første mennesker startede med at lære at skamme sig. Det er en del af det at være menneske, at man kan skamme sig. Hvis man ikke kan skamme sig, er man bare et dyr.

Men syndefaldet åbner menneskets øjne: Fremover og resten af dets tid må det forholde sig til skam, som er det, den måde, vi handler på, bliver iagttaget af andre mennesker. Denne iagttagelse af andre på os fører os igennem den andens blik tilbage på os selv, og det vi gør. Gør vi det rigtige? Eller gør vi det forkerte? Skam er lige så normalt som moral og etik imellem mennesker.

Det er først, når mennesker IKKE skammer sig over noget som helst, men er ligeglade med, hvad andre mener (fx bankerne igen, hvidvask og udbytteskattesagen), at man begynder at bakke ud. Her er noget galt. Du er ligeglad med, hvordan du handler, og ligeglad med, hvad andre mener om det. En sådan relation er slet ikke en relation, for den skamløse har gjort andre til ”ting”.

Og ”ting” har ikke nogen mening. Den skamløse ender derfor altid mutters alene, for ingen vil frivilligt være ”ting” i en andens liv.  Sådan er det også med skamløsheden over forbruget af konkrete ting. Vi får dagligt at vide, hvordan vores (over)forbrug påvirker klimaet. Og vi iscenesættes i nogle mediesammenhænge som skamløse.

Men er vi skamløse alene ved det, at vi er i verden, hvor forbrug er nødvendigt (spise, have tøj på, bo i et hus, transportere sig på arbejde)? Hvis det er tilfældet, bliver skam opløst som begreb og bliver i stedet et grundvilkår: At være til er skamfuldt.

Er vi der, hvor Descartes’ subjektforståelse kan omskrives til: ”Jeg skammer mig, derfor er jeg”? Man kan måske ligefrem tale om et skam-krav. Man SKAL skamme sig som nutidigt menneske over klimasituationen. Og måske er der ikke noget galt med det; altså med skammen. Spørgsmålet er mere, hvad man gør ved den. Og derfor: Hvad er den enkeltes klimaskyld? Helt konkret?

Problemet med ”klimaets tilstand” i disse tider er, at vi lige nu faktisk ikke begrebsligt ved, hvilken slags skam eller skyld det er. Er vi i klimaskam eller i klimaskyld? Kilde: Scanpix.

 

Hvis skam skal give mening, skal vi kunne foretage et valg imellem det rigtige og det forkerte. Er det tydeligt for os i vores hverdag, når vi forbruger? Det mener jeg ikke.

 

SKAM KAN KORRIGERE OG BRINGE MIG TILBAGE PÅ SPORET. JEG KAN FX GÅ I GENBRUGSBUTIKKEN OG MINDSKE SKAMMEN OVER FOR KLIMAET VED IKKE AT KØBE NYT.
Som sagt er der alligevel grænser for skam. Og grænserne er i hvert fald to: Den ene grænse er grænsen for skam som invaliderende. Den anden grænse er grænsen for skyld som ansvar. Den første grænse, skam som invaliderende, er fx den skam, som et stakkels anoreksiramt menneske føler over at være tyk. Det er en skam, som er helt urimelig.

Skammen er livstruende. Skammen er sorg. Skammen er et nederlag, ingen ønsker for den ramte. Når nogle unge siger, at de ikke vil have børn, fordi menneskeheden sviner jorden til, er det så en rimelig skam? Eller en invaliderende skam, som forhindrer livet (nyt liv) i at udfolde sig? Måske ligefrem in-validerende, idet et nyt liv ses som noget, der ikke har værdi: ikke er validt.

I forhold til klimaet: Skal vi invalideres af skam over at være i en verden, hvor vi ikke selv kan producere vores tøj, mad, huse, men er afhængige af de måder, hvorpå andre industrier producerer vores varer? Eller skal vi blive mere konkrete og sætte fokus på, hvad der præcist er vores ansvar, hver især, i forhold til de varer, vi køber? Hvis skam skal give mening, skal vi kunne foretage et valg imellem det rigtige og det forkerte. Er det tydeligt for os i vores hverdag, når vi forbruger? Det mener jeg ikke.

 

SKAM KAN NOGLE GANGE SLÅ IHJEL, HVIS DEN IKKE SELV KORRIGERES.
For den anden grænse – skam, som grænser op til skyld – er spørgsmålet, i hvor høj grad noget, man skammer sig over, også er noget, man har ansvar for. Er man dermed skyldig, hvis det går galt? Eller har man ikke noget ansvar – og derfor ikke noget at skamme sig over?

Den politiker og den industriejer, som ikke er klar til aktivt selv at bidrage med ansvaret i klimakampen, er den, der bør skamme sig. For den, der IKKE handler, har også ansvar. Og skyld.

 

ANSVAR ER FORBUNDET MED MULIGHEDER FOR AT HANDLE. SKYLD ER IKKE AT HAVE HANDLET, NÅR MAN HAVDE ANSVAR.

Problemet med ”klimaets tilstand” i disse tider er, at vi lige nu faktisk ikke begrebsligt ved, hvilken slags skam eller skyld det er. Er vi i klimaskam eller i klimaskyld?

Er det

1) en rimelig, moralsk skam? Kan vi iagttages udefra som sanseløse tosser, der er ligeglade med, hvad andre mener om os? Eller er klimaets tilstand noget, der kalder på

2) en invaliderende skam, som nødvendiggør, at mennesket må begå kollektivt harakiri snarest muligt for at hjælpe de resterende dyr, vi endnu ikke har udryddet, og den natur, som har en bedre chance uden os?

Eller er der

3) slet ikke primært tale om skam, men om skyld? At vi som individer har ansvar for, hvordan klimasituationen udvikler sig. Men det er uklart, om vi har ansvar som individer eller som kollektiv. Vi ved, vi har det som samlet kollektiv, men hvordan er forholdet mellem menneskeheden – i bestemt ental – og så de 7,5 milliarder individers ansvar? Har nogle mere ansvar – og derfor mere skyld – end andre?

Er fx lande, hvor man er ligeglad med klimaets tilstand, mere skyldige, og bør de derfor skamme sig mere end andre? Burde fx statsledere som Trump skamme sig mere end andre? Men han skammer sig ikke, ser det ud til. Ikke over noget som helst ser det også ud til.

 

KLIMASKYLD ER AT VÆRE SKYLD I, AT DER SKER KLIMAFORANDRINGER. AT HAVE SVIGTET SIT ANSVAR.
Problemet i forhold til ”action”, som vi alle ønsker i klimasituationen, er, at vi ikke ved, om det ”kun” er skam, altså nogens iagttagelse – og vores igennem deres. Men ikke noget, der har med ansvar at gøre. Eller om vi er skyldige, men på hvilken måde er vi så konkret skyldige? Skyldig kan ikke være noget abstrakt. Selv i en retssal har en anklaget rettigheder. Men hvilke rettigheder, og præcist hvad er vi anklaget for som individer i forhold til klimaet? Er vi alle anklaget af klimaet på samme måde? Eller er der forskelle på anklagerne i forhold til vores forbrug? Som jo ikke er ens.

 

BØR JEG SKAMME MIG OVER KLIMASITUATIONEN? ELLER ER JEG SKYLD I KLIMASITUATIONEN?
Vi ved det ikke, fordi spørgsmålet om ansvar og skyld er totalt uklart, når det kommer til klimaets tilstand. Som individer kan vi godt hver især skamme os over at være del af en kultur, der systemisk gør det vanskeligt for os hver især at handle frit, altså hver især ændre på klimasituationen. Vi kan godt spise mindre kød og undlade at køre i bil om søndagen, som i min barndom i 1970’erne, hvor vi i øvrigt også skammede os: Over for de fattige land og i forhold til freon-gassen, osv.

Men er det frugtbart at skamme sig? Og er det de små borgere, der skal skamme sig over at leve på dette tidspunkt i verdenshistorien? Jeg foreslår, at vi går væk fra skammen og over til ansvar og skyld. Hvem har ansvar for, at tingene kan ændre sig? Er det ikke på tide i den nuværende situation, at de, der KAN handle, nemlig industri og politikere, også handler?

Industrien ved at omlægge produktionen radikalt – over til bæredygtige energikilder. Og politikerne verden over ved at tænke på deres børnebørns fremtid frem for på lige-her-og-nu-valgsituationer, hvor nogle politikere undskylder sig med, at indkomster vil falde, hvis man omlægger industrier. Her støttes de desværre nogle gange netop af nogle industrier.

Men denne uheldige alliance må ophøre. De, der har mulighed for at handle stort, er KUN industrierne og politikerne. De kan se til Winston Churchill, hvis de mangler inspiration til denne kamp mod klimaforandringerne: ”I can promise you nothing but blood, toil, tears, and sweat”.

Den politiker og den industriejer, som ikke er klar til aktivt selv at bidrage med ansvaret i klimakampen, er den, der bør skamme sig. For den, der IKKE handler, har også ansvar. Og skyld.

Relaterede artikler

Insektprojekt vinder Kravlingpris - 'Irmas Insekter' af Christine Jensen og Thorbjørn Liljegren vandt en pris i kategorien Kommunikation ved lørdagens Kravl...
Er du totalfornægter eller superspeltspiser - Den ualmindeligt varme sommer har fået selv de mest hårdnakkede Bjørn Lomborg-tilhængere til at svede (både i bogstaveli...
Lider du også af solastalgia? - Bliver du deprimeret og fremmedgjort, når der sker ændringer i naturen? Føler du en nostalgisk længsel efter barndommens...
Alle skal se, at du skrotter plastikken - Efter årtier med endeløs brug af plastik er verden ved at få øjnene op for konsekvenserne af det ubæredygtige forbrug. S...
Klima er nederen - Mange er kørt klimatrætte og har hørt alt for meget om påpasselighed og ansvar på den kedelige måde. Modstand er sjovt. ...
Nej tak til fromhedsfremvisning - 7-Eleven gør det. McDonald's gør det. Ben and Jerry's gør det. Bilka gør det. Visa gør det. Plastrer deres produkter til...
Red verden i julen - Julen er en tid for traditioner og ekstremt forbrug. Noget kunne tyde på, at vi er nogle af de sidste, der kan redde pla...
Mærsk med rettidig impact - Få ekspertens bud på, hvad du skal undgå, og hvorfor Mærsk rammer rigtigt.
Trendanalyse 2019: mere tillid og klimakamp - Hvilke trends og tendenser vil tegne 2019? Her er chefredaktør Timme Bisgaard Munks bud på trends, temaer og teknologier...
I potentiale til halsen - Vi producerer og forbruger som aldrig før. Vi er ved at drukne i affald. Men måske er affald ikke nødvendigvis kun en då...

Giv din stemme

15 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

55 JOB

Art director/grafisk designer

Se alle job Indryk job

Job

Event Manager

Frist: 3. juni

Redaktør

Frist: 14. juni

Kampagne- og organisationskonsulent

Frist: 5. juni kl. 9.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.