Simply the worst

Selvfølgelig er der gået selvsving i mediepresset på Lene Espersen. Men prøv lige at se, hvorledes hun har forvaltet sit politiker-brand de seneste ti år. Har hun ikke gang på gang selv ivrigt bedt om at få påhæftet betegnelsen ’doven og uduelig’? Sådan cirka det modsatte af titlen på sangen, der blev spillet ved hendes udnævnelse til partiformand, ’Simply the best’.

Hård landing for det positive selvsving (foto fra konservative.dk)

 

Den interessante mediehistorie om den konservative leder Lene Espersen er ikke de seneste seks måneder. Den interessante historie er de forudgående ti år.

 

I et halvt år har hun været udsat for et voldsomt mediepres, som har eroderet hendes politiske autoritet, sat hendes parti i frit fald og flyttet hende fra en placering som en af landets mest populære politikere til en af de mest upopulære.

 

Og selvfølgelig er der gået selvsving i det. Når alle forsider, tv, radio, analyser og samtaler over kantinebordene handler om Lene Espersens seneste ferie eller manglende svar, er der naturligvis tale om proportionsforvrængning.  Det sker ofte i mediebilledet, at alle løber i samme retning, men vi kan jo ikke plastre mediebilledet til med sultne i Afrika, strukturproblemer i velfærdssamfundet eller smeltende Grønlands-gletchere hver eneste dag. Det bliver verden hverken bedre eller rigtigere af, og det ved vælgerne godt.

 

Så selvsvinget er ind imellem en del af det danske mediebillede på godt og ondt.

 

Der er positivt selvsving, og så er der negativt selvsving

Før Lene Espersen udråbte sig selv til udenrigsminister og erklærede, at det havde hun drømt om, siden hun var 17 år, for derefter at drage på påskeferie på Mallorca – havde hun været udsat for et lignende selvsving i medierne: Alt var godt. Hun konstaterede det selv, da hun for en halv snes år siden, inden hun blev minister, over for Hans Engell konstaterede, at ’medierne elsker mig’. Hans Engell forsøgte ifølge sin bog ’Farvel til Slotsholmen’ at forklare hende, at medierne ikke elsker nogen, men det overhørte hun vist.

 

Og det havde hun god grund til i de år, hvor alt kunne lade sig gøre.

 

Lene Espersen havde ikke siddet i Folketinget i mange dage efter sit nyvalg i 1994, før hun i en stor avisartikel bekendtgjorde, at hun gik efter en tung ministerpost, når der kom en borgerlig regering. Sådan noget gjorde man ikke som nyvalgt folketingsmedlem, fik hun bestemt at vide. Men det gik.

 

Lene Espersen blev senere taget i uregelmæssigheder om sine boligforhold, da hun som folketingsmedlem hævdede i flere år at have haft bopæl i barneværelset hos forældrene i Hirtshals og ikke i København. En bopæl i Hirtshals udløste som folketingsmedlem et skattefrit tillæg på mere end 50.000 kr. om året. Det gik.

 

Hun stillede op som kølerfigur i Ekstra Bladet, steg op ad badet i et dameblad og var blikfang i en ølkampagne. Det gik.

 

Hun var som fiskeriordfører i slutningen af 1990'erne meget aktiv til fordel for notfiskerne i Danmark, der var et Hirtshals-fænomen. Så meget og så konsekvent, at det hovedrystende blev bemærket i branchen. Ikke mindst da Danmarks 11 notbåde scorede en engangsgevinst på et lille trecifret millionbeløb i forbindelse med indførelse af kvoteordninger. Ifølge portrætbogen ’Bare kald mig Lene’, der udkom i 2009, havde Espersen-familien i Hirtshals økonomiske interesser i seks af de elleve notbåde. Det gik.

 

Går den, så går den

Som minister tog hun imod tøjgaver fra modefirmaer og bad om ny autostol, når børnene var vokset ud af gaven fra FDM. Det gik. Som minister var hun berømt for at være ude af ministeriet klokken 15 for i stedet at være sammen med sine børn. Hun var i ministeriet kendt for at tage sig af medierne. Så kunne embedsmændene tage sig af politikken. Det gik. I partiet var hun berygtet for sjældent at tage aftenmøder. Det gik også.

 

Som justitsminister var det ikke svært at være en skrap moster med værdipolitisk flertal i baghånden og selv et sociademokrati som råbte på hårdere straffe. Alligevel gik det sjældent godt, og helt galt gik det med politireformen, der nok var rigtig i sin tanke, men problematisk i sin udførelse.  Men alligevel gik det. Og uklare svar om Dan Lynge i folketingssalen gav nok en reprimande, men blev hurtigt glemt, indtil hun adskillige år senere gjorde præcis det samme.

 

Og da Dagbladet Dagen i sin korte levetid lavede en forside om de ideelle og tænksomme politikere i et drømmesamfund, var Lene Espersen et af de ikoniserede portrætbilleder under overskriften ’Tænk, hvis vi selv kunne vælge’.  Hverken på det tidspunkt eller senere har hun skrevet en debatbog om sine politiske tanker, knap nok en kronik som ikke syntes forfattet af en driftssikker embedsmand. De færreste – om nogen – har for alvor på noget tidspunkt vist, hvad hun politisk stod for ud over slagord som ’Gud, konge og fædreland i en ny forklædning.’ Alligevel gik det.

 

Og derfor kan man ikke for alvor fortænke Det Konservative Folkeparti, at det for to år siden, efter et årti med Mr. 10 percent, troede at have fundet en genvej til ny storhed i Lene Espersen. Alle var jo vilde med hende. Hun var ’Simply the best’, selv om de færreste havde spurgt sig selv og hinanden, hvad det præcis var, hun var den bedste til.

 

Og derfor kan man vel heller ikke fortænke Lene Espersen i selv at tro, at alt kunne lade sig gøre. Inklusive påskeferie i Portugal i de dage, hvor Fogh skulle gøres til Nato-generalsekretær og Løkke til statsminister. Inklusive en skiferie i Norge med familien i februar, en omdiskuteret påskeferie på Mallorca kort tid efter og fjorten dage i Toscana. Alt sammen i det vel mest afgørende år i hendes politiske liv.

 

Hård landing for det positive selvsving

Selvsvings-effekten kom nu ud i så voldsomme svingninger, at det måtte gå galt. Den gode historie kunne ikke blive ved med at holde stadig større højde. Og alternativet var ikke en lavere flyvning, men det frie fald. Ved at gøre sig selv til udenrigsminister gjorde hun sig selv sårbar og åbnede for en Pandoras æske af undren over, hvordan i alverden det kunne gå så godt i så mange år.

 

Kritikere har i løbet af de seneste seks måneder konstateret, at en uges påskeferie på Mallorca i stedet for et møde i Arktisk Råd med USA's og Ruslands udenrigsministre ikke kan bære så massiv og entydig en kritik, som Lene Espersen har været udsat for. Det har de fuldstændig ret i.

 

Mallorca-ferien har kun fået den massive gennemslagskraft, fordi den pludselig indrammede historien om en smådoven toppolitiker uden kvalifikationer til at være nået så højt, som tilfældet var. Den udstillede 10-15 års selvsving, som ikke mindst medierne har haft en stor del af ansvaret for.

 

Nu gik den pludselig ikke længere.

 

---

 

Niels Krause-Kjær er tidligere pressechef for Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe.

Giv din stemme

11 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

Kommunikationsmedarbejder

Se alle job Indryk job

Job

Squad Lead

Frist: 20. januar

Projektleder

Frist: 1. februar

Marketing & PR Manager

Frist: 1. februar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.