Kan en styrelse kalde folk for idioter?

Det spurgte vi os selv om, da Envision pitchede denne idé til årets fyrværkerikampagne til os. Vi synes, det lykkedes at holde kampagnen i en kærlig tone, men nogle blev fornærmede, og vores direktør gik viralt på egen LinkedIn-profil.
En glad idiot bliver reddet fra sig selv af Ellen Hillingsø i sikkerhedsstyrelsens nytårskampagne fra slutningen fra 2022. Men kan en offentlig institution tillade sig at kalde folk den slags?
En glad idiot bliver reddet fra sig selv af Ellen Hillingsø i sikkerhedsstyrelsens nytårskampagne fra slutningen fra 2022. Men kan en offentlig institution tillade sig at kalde folk den slags?
af Mette Thorn, Sarah Kolbæk, Rikke Laumark
I Sikkerhedsstyrelsen var det med lidt bævende læber, at valget faldt på Red en idiot-kampagnen, som dette nytår opfordrede venner, søskende, kærester og familie til at redde udsatte idioter nytårsaften.  
”Alle ved, at idioter er til fare for sig selv og andre. Du kender sikkert selv en idiot. De findes i alle størrelser. Små som store. Nemme at holde af. Sværere at passe på. Idiotien rammer desværre alle aldre. I en ung alder skyldes idiotien en manglende konsekvensberegning og senere i livet en overdreven tro på egne evner,” som det blandt andet lyder fra skuespiller Ellen Hillingsø i kampagnefilmen.  
 
Kan man som offentlig styrelse bruge ordet ”idiot”, og særligt i denne tid, hvor vi alle øver os i at være mere opmærksomme på, hvornår nogens grænser overskrides? 
 
Det var et sats. Men dels havde vi fakta på plads. Ja, det er unge drenge og mænd, som kommer til skade med fyrværkeri. Dels er det idiotisk at gå tilbage til en fuser, holde fyrværkeri i hånden eller fyre raketter af uden sikkerhedsbriller, så hvorfor ikke kalde en spade for en spade? Men ja, indrømmet, vi blev glade, da de første beskeder begyndte at tikke ind med: ”Fed kampagne. Hilsen en idiot”. Selvironien, som danskerne er kendt for, er stadig i god form. 
 

Gik viralt 

Vores direktør postede som den første kampagnevideoen på LinkedIn. Opslaget gik viralt med 453.300 organiske visninger, 238 kommentarer og 523 delinger. I kommentarsporet opstod der både livlige diskussioner, ros og ris. De værste skældsord var vist: ”Hvad fanden bilder du dig ind, din regnearks-nulbon?”. 
 
Man kunne tilmelde sig som idiot-redder og få et diplom samt muligheden for at vinde et særligt idiotredder-kit bestående af en T-shirt og et par beskyttelsesbriller. Det gjorde 8.120 idiot-reddere, hvilket var langt mere end forventet.  
 
På Sikkerhedsstyrelsens Facebook har Red en idiot-filmen ved hjælp af sponsorering, 19.925 delinger samt 43.255 kommentarer nået 1.927.891 visninger. Man må sige, at kampagnen gik viralt – og det er vi naturligvis glade for. Budskabet er i den grad nået ud, selvom både lanceringen og kampagneperioden faldt sammen med den nye regering. 
 
Influencere har delt billeder med vores kampagne-T-shirt på Instagram og skrevet sange til skræk og advarsel på TikTok. Vi er vildt imponerede over deres frivillige engagement – også tak til Simon Sparre Pinnau og Peder Geil, som fortalte om deres ulykker med fyrværkeri i Go’ Morgen og Nyhederne på TV 2. Det er en vigtig lektie, at PR i traditionelle medier som tv stadig er vigtigt i disse SoMe-tider, hvor især TikTok løber med meget af hypen. 

Vi kan se på besøgstallene på red-en-idiot.dk, at 85 procent af trafikken kommer direkte, mens kun 10 procent kommer fra sociale medier, og det må blandt andet skyldes second screen-fænomenet.  
 
 

Hvad nytter det? 

Hvert år udfører styrelsen et stort proaktivt arbejde med at teste et udvalg af årets fyrværkeriartikler, inden salget åbner. Men dels er det ikke alt krudt, der testes, og dels er det i høj grad et individuelt ansvar, om brugsanvisningen følges. Toldstyrelsen afslørede desuden, at de i år har fanget 1,7 tons ulovligt fyrværkeri, som blev forsøgt smuglet over grænsen. Mange af pakkerne med kanonslag, batterier og romerlys m.m. var afsendt fra Østeuropa, og det gør naturligvis ikke sikkerheden bedre, at nogle ulovligt importerer krudt.  
 
Skadesstatistikken viser, at i de to døgn omkring nytåret 2022/2023 kom 195 børn og voksne til skade med fyrværkeri i Danmark. 36 af dem havde alvorlige skader, som ikke kunne færdigbehandles på skadestuen. Hver fjerde tilskadekomne var et barn under 15 år, og seks af de alvorlige skader ramte børn under 15 år. Til sammenligning svarer skadestallene til årene før ”de seneste to corona-år”, hvor der var lidt færre ulykker. I fyrværkeribranchen påpeger de, at skaderne skal holdes op mod de 180 millioner lunter, som tændes.  
 
Spørgsmålet er, om vi kan udrydde den sidste rest af ”idiotgenet”, eller der kommer mere regulering som følge af den politiske diskussion, der opstod i nytårsdagene. Men en ting er sikkert. Vi vil stadig gøre vores for at passe på idioterne den ene aften om året, hvor de er ekstra udsatte. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også