Sig det med en skyskraber

I ørkenbyen Riyadh er et skyskraber-kapløb skudt i gang. Et kapløb, der ikke kun handler om højhus-potens, men også er en kamp om fremtidsvisioner for verdens mest olierige land – Saudi Arabien. På den ene side står kongefamilien Al Saud, der har siddet solidt på magten siden landets grundlæggelse – på den anden side Saudi Arabiens rigeste mand, finanskongen Al-Waleed bin Talal.
af Svante Lindeburg
Kommunikationsforums serie om visuel kommunikation er i denne uge fløjet til Riyadh for at se nærmere på Saudi Arabiens højeste bygninger – Kingdom  Tower og Al Faisaliah Tower.



Man siger, at et billede siger mere end 1000 ord. Men hvor mange ord siger en 311 meter høj saudiarabisk skyskraber? Svaret er mange! Og i et land, hvor der ikke officielt findes en opposition til kongefamilien Al Saud, der har siddet på magten siden landets grundlæggelse, har højhusbyggeri vist sig at være det perfekte medie for en moderne værdikamp. En værdikamp, der er for følsom for landets medier, og derfor bliver udkæmpet i mega-skala hundredevis af meter over Riyadhs gader.  

Højhusskrig om værdier
Værdikampen foregår langs den tisporede motorvej King Fahad Highway, der løber gennem Riyadh fra nord til syd. Stridens parter er bevæbnede med uanede oliemillioner, en hær af billig arbejdskraft fra Filippinerne, en stab af superstar arkitekter og betonkanoner, glas og stål ad libitum. De har bygget hver deres monstrøse skyskraber nogle få hundrede meter fra hinanden, der som to kamphaner har pustet sig og op står og skratter ad hinanden.  



Kongens tårn
På den ene side står repræsentanterne fra den nuværende kongefamilie, der siden Saudi Arabiens grundlægger Abdul Aziz al Saud har givet kongemagten videre horisontalt fra bror til bror. Familien har gennem generationer balanceret på en knivsæg mellem konservative imamer i Mekka og amerikanske præsidenter i Washington og har derfor hellere villet tage et skridt for lidt end et for meget.

Kongefamiliens værdisæt er udkrystalliseret i Al Faisaliah Tower, som i lang tid var Saudi Arabiens højeste bygning og rådede enevældigt i luftrummet over Riyadh.
Bygningen er trods sine 267 meter majestætisk og elegant. Tegnet af stjernearkitekten Sir Normann Foster med tydelige referencer til mellemøstlig arkitektur og kultur. Foster har oven i købet kronet tårnet med en gigantisk guldkube indrettet som en femstjernet restaurant med en panopticon udsigt til resten af byen. Al Faisaliah er opkaldet efter kong Faisal, som af mange anses for en af Saudi Arabiens mest populære og fremsynede regenter – og som er bror til den nuværende konge.



Finansprinsens tårn
På den anden side står finansmanden Al-Waleed bin Talal, der ikke bare er Saudi Arabiens mest velhavende mand, men også ifølge Forbes den 22. rigeste mand i verden.  Han er kendt som mellemøstens Warren Buffett, har et privatfly, der har kvindelige piloter (i Saudi er det ulovligt for kvinder at køre bil, men der er ingen regler om fly) – og er på mange områder et omvandrende symbol på et mere åbent og liberalt Saudi Arabien.   

Med til historien hører, at Al-Waleed faktisk også er barnebarn til Saudi Arabiens grundlægger, og at hans far blev forbigået i kongerækken og snydt for en kongetitel, da han i 60’erne tog til Nassers Egypten, åbent kritiserede styret i Saudi Arabien og erklærede sig som socialist.
Derfor er det svært ikke at tillægge det betydning, at Al-Waleeds finansimperium hedder KINGDOM, og at Kingdom Tower i dag med sine 311 meter er godt 40 meter højere end Al Faisaliah Tower.

I modsætning til Faisaliahs ro er der noget fanden-i-voldsk over Kingdom Tower. Bygningen er beklædt med glas fra top til tå og er klinisk renset for lokale referencer. Dette er et højhus, der lige så godt kunne have stået i London, Hong Kong eller Chicago. Øverst er en såkaldt sky bridge, der forbinder bygningens to tårne og danner et stort åbent luftrum midt i bygningen. Historien går, at Al-Waleed til åbningen havde planlagt at flyve sit jetfly igennem hullet i skyskraberen – en plan, som blev skrinlagt efter 11. september 2001.
Denne rebelskhed viser sig også inden i bygningen, der byder på fem etagers shopping ført an af alverdens high-street mærker som Louis Vuitton og Gucci. Øverst i shoppingcentret finder man en ”forbudt for mænd” etage – det navnkundige Lady’s Kingdom, som er det eneste offentlige sted i landet, hvor kvinder ikke skal være tildækkede og kan shoppe uforstyrret.  

Show it – don’t tell
Krigen om himmelrummet over byen er ikke slut, og selvom det tilsyneladende står 1-0 til Kingdom vs. Kingdom of Saudi Arabia, er ørkensablerne igen begyndt at rasle. Således går der rygter om, at Norman Foster er blevet tilbudt at tegne et nyt Faisaliah 2 tårn, der naturligvis skal være endnu højere og mægtigere end Kingdom Tower. ?

Imens morer befolkningen sig over, at Kingdom Tower i et land, hvor alkohol er forbudt, mest af alt ligner en gigantisk øloplukker, og håber på, at det er et tegn på, at kongeriget langsomt er ved at åbne sig. Ellers er der jo ikke andet at gøre end at komme ind i kampen og svare kongefamilien igen med endnu en skyskraber. Måske denne gang formet som en vinoplukker eller en stemmeseddel.

Dette var tredje indlæg om visuel kommunikation. Serien bliver på skift skrevet af Svante Lindeburg, Kontrapunkt; Nikolai Lang, Nikolai Lang Kommunikation og Michael Thouber, e-Types.




Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job