(Artiklen har været bragt i RetorikMagasinet nr. 44/juni 2002.)

“Denne gamle mand der har gjort så meget godt for andre, har ikke fortjent at blive behandlet på denne måde”. Ordene er Robert Shapiros, og den gamle mand er Mogens Amdi Pedersen.

Mogens Amdi Pedersen-sagen har fået den amerikanske advokat Robert Shapiro i de danske medier. Som Robert Shapiro står smilende og solbrændt med en baggrund der er vel iscenesat for pressefotos, og slynger om sig med følelsesladede ord, fremstår han som noget nær den diametrale modsætning til en dansk jurist der diskret styrer uden om journalister og kun giver kortfattede, formelle kommentarer.

Celebrity lawyer
Robert Shapiro er det der hedder en “celebrity lawyer”, og hans speciale er at håndtere pressen. Når Shapiro træder ind i et retslokale, så ved dommeren at det her er en sag hvor pressen er involveret. Billeder af Amdi Petersen der trasker af sted med orange fangedragt og lænke om livet, dukker da også prompte op i de danske aviser, og danske journalister sidder på tilhørerpladserne i retslokalet.
Det er ikke tilfældigt at Amdi har valgt Shapiro som sin advokat. Der er mange gode advokater i Los Angeles, men siden Shapiro har specialiseret sig i at repræsentere berømtheder, er han specielt god til at varetage deres specielle behov. Ud over den retslige afgørelse er kendte menneskers offentlige renommé af stor betydning da deres fremtidige karriere og indtjeningsmuligheder ofte er afhængig af det. Et godt eksempel er O.J. Simpson, en af Shapiros tidligere klienter, der stod anklaget for at have myrdet sin tidligere kone og dennes ven. Simpson var forhenværende amerikansk fodboldstjerne som på daværende tidspunkt tjente langt de fleste af sine penge på at medvirke i diverse reklamespots. Da han mistede sit offentlige image, mistede han også sine indtjeningsmuligheder .

Amdi Petersen ikke er nogen sportsstjerne, men hans renommé har alligevel betydning for videreførelsen af Tvind, og dermed hans ideologi og indtjeningsmuligheder. Selv om Shapiros hovedmål er at få Amdi løsladt, så har Shapiros følelsesladede ord også til formål at påvirke den danske befolkning og Tvindmedarbejdernes syn på sig selv og deres leder.

Juryen
Som dansker er man ikke ligefrem vant til at få kaffen galt i halsen når man hører en jurist udtale sig. Selv det faktum at Shapiro er vant til at varetage berømtheders specielle behov, er ikke nok til at forklare den store forskel mellem hans udtalelser og danske juristers måde at udtrykke sig på.
Man kan derfor undre sig over hvorfor amerikanske advokater generelt virker langt mere medieegnede end danske advokater.

Amerikanske advokater er mere medieegnede end danske jurister, ikke fordi de har øvet sig i at håndtere pressen, men fordi de er vant til at skulle tale til en jury. En amerikansk jury svarer til et repræsentativt udsnit af befolkningen i det område hvor sagen bliver afholdt. Selv om der er forskelle imellem den danske og den amerikanske befolkning, så har disse to publikum alligevel mere tilfælles end de har med en dommer. Som danskere kan man godt synes at en amerikansk advokat mangler noget af vores beskedenhed, men denne taler alligevel til vores følelser og “sunde fornuft”.

Jura opstod oprindeligt fra religion, et eksempel er de ti bud. Det vil sige at jura opstod fra et etisk udgangspunkt. Men jo mere kompleks og udbygget en lovgivning man får, jo mere river jura sig løs fra sit etiske fundament og bliver et system i sig selv. Det er hér man har jurysystemet til at prøve at fastholde loven til almindelige menneskers etik. En udelukkende logisk baseret retstale kan godt virke ligegyldig over for en jury. Ikke alene er folk generelt ikke skolet i den juridiske tankegang, men de ser også sagen fra deres egen person, og hvordan afgørelsen influerer dem.

Denne personbaserede beslutningsproces har amerikanerne ikke noget imod. Tværtimod er de stolte af at deres juridiske beslutninger ligger tæt på almindelige menneskers etik og moral. Det skyldes at de ser sig selv som efterkommere af religiøse og økonomiske flygtninge. De har derfor prøvet at sætte det almindelige menneske i centrum, i modsætning til en lille magtelite, såsom konge, adel og borgerskab.
Simpson- og Amdi Petersen-sagen er gode eksempler på hvordan sager der i Danmark ville blive holdt bag lukkede døre, ofte ender som et stort tilløbsstykke i USA. Det skyldes netop at de i USA lægger langt mere vægt på individet end vi gør i Danmark. Den amerikanske ideologi hylder det enkelte menneskes rettigheder og valgfrihed. Resultatet er at en stor del af deres lovgivning bygger på “Case law” hvor enkeltsager danner præcedens for afgørelser i kommende sager.

Gamle kneb
Når man sammenligner danske og amerikanske juristers retorik, så er det der gør den store forskel som sagt at de har forskelligt publikum. I den forstand minder de gamle retorers og amerikanske juristers retorik meget om hinanden da de begge appellerer til en jury - det gør i den forbindelse ikke den store forskel at en græsk jury bestod af 150 mennesker og kun indbefattede frie mænd.
Når man læser de gamle græske og romerske retstaler, kan man se at de i høj grad benyttede ethos- og pathos-appelformerne. Ethos og pathos appelformerne er også noget amerikanske advokater ofte benytter, eller som Shapiro sagde i retten:

“Amdi Petersen er en ærefuld mand der ikke kunne finde på at flygte. Desuden har han et skrøbelig helbred der har svært ved at tåle fængselsopholdet”. Mens Shapiro taler videre om Amdis moralske habitus, sidder Amdi uden at fortrække en mine og stirrer frem for sig. Jurysystemet kalder på ethos-appellen da det er den måde almindelige mennesker træffer deres beslutninger på. Når omstændighederne bliver for indviklede, og der er to eksperter der hævder hver sin ting, så bygger vi vores beslutning på troværdighed og sandsynligheder. Ethos kan derfor nemt gå hen og blive det der afgør udfaldet af en sag.

Den mængde ethos jurister har at arbejde med når de går i retten, er deres egen, deres klients og deres vidners ethos. Omvendt går de også op imod den tilsvarende mængde ethos på den modsatte side. Det er her vigtigt at en advokat ikke blot ser på sin egen samlede mængde af ethos som en styrke, men også som en belastning, da der her er mulighed for at drage dennes troværdighed i tvivl. Hvis det fx lykkes for modparten at påvise at et af ens vidner har løjet, så kan man nemt risikere at tabe hele sagen da troværdighedstabet falder direkte tilbage på advokaten og dennes klient. Det betyder at advokater skal forsvare deres vidners ethos, når den bliver angrebet. Samtidig betyder det at de skal overveje hvor mange mennesker de vil anklage på en gang, da det forstørrer den mængde af ethos de går op imod.

O.J. Simpson-sagen
I O.J. Simpson-sagen så man at den offentlige anklager, Marcia Clark ikke fandt det nødvendigt at forsvare politividners ethos når den blev angrebet.Det gjorde at fundamentet for hendes logiske argumentation forsvandt da det jo var politiet der havde fremskaffet bevismaterialet.

O.J. Simpsons forsvarere var sig da også bevidste om at de ikke kunne anklage alle de politifolk der var involveret i sagen for at havde svindlet med bevismaterialet. Det ville have fået deres påstand til at lyde meget usandsynlig og skabt et bjerg af ethos som de skulle overvinde.
Måden hvorpå de kom rundt om dette dilemma, var ved at plotte de forskellige politifolk ind på en skala der gik fra at de med overlæg havde plantet bevismaterialet, over forskellige grader af passiv medvirken og inkompetence, til at de var blevet vildledt af deres kollegaer.

Grunden til at der bliver benyttet meget pathos-appel både i de antikke retstaler og i den amerikanske juridiske retorik, er at følelser er det der ligger til grund for vores handlinger. En græsk jury havde vide beføjelser til at fortolke loven. Der var derfor meget at vinde hvis man kunne få folks følelser på ens side. En af de store forskelle mellem dansk og amerikansk juridisk retorik er netop at amerikanske jurister i langt højere grad eskalerer pathosappellen. Det skyldes ligeledes at en amerikansk dommer og en amerikansk jury har vide beføjelser til at fortolke loven.
Når en sag præsenteres for en amerikansk jury, kan man dele argumentationen op i to dele, den ene er en argumentation for skyldspørgsmålet, og den anden drejer sig om hvor meget kompensation en person er berettiget til.

Pathos-appelformen bliver ofte brugt til at prøve at hæve erstatningsbeløbet når der bliver argumenteret for kompensationens størrelse.

Advokat-analogier
Selv om danske og amerikanske jurister på mange områder har behov for forskellige retoriske virkemidler, så er der imidlertid også mange retoriske teknikker der er lige så vigtige for en dansk som en amerikansk advokat. Analogien er her et godt eksempel. Når vi siger at noget er analogt med noget andet, så sidestiller vi to ting og siger at det ene tilfælde svarer til det andet. Det vi vælger at sammenligne med, vil da være noget hvor vi ikke er i tvivl om at bedømmelsen falder ud til vores fordel. Hvilken analogi vi accepterer, er derfor afgørende for hvordan vi fortolker en sag.
Denne form for argumentation er lige så effektiv over for en dommer som over for en jury, da dommeren for at kunne træffe en beslutning i lige så høj grad som en jury har brug for at kunne kategorisere hvad sagen drejer sig om.

Et godt eksempel på hvordan afgørelsen af en sag afhænger af den vindende analogi, er en sag i USA hvor en mand er død af at overdosere sig selv med for meget smertestillende medicin. Den afdøde havde haft langvarige smerter og var blevet afhængig af smertestillende medicin i en sådan grad at han prøvede at få fat i så meget medicin som muligt. Stridspunktet er her om lægen der ordinerede hans smertestillende medicin, kan drages til ansvar for at manden er død af i længere tid at have overdoseret sig selv. Hvem der vinder argumentationen afhænger i høj grad af hvilken analogi jurymedlemmerne finder mest overbevisende. Er den afdøde at sidestille med en inkompetent person, så som en toårig eller en dement person? Eller kan den afdøde sidestilles med et rationelt menneske der selv må bære ansvaret for sine egne handlinger? På den ene side har vi lægen der har et professionelt ansvar når denne udøver sin lægegerning. På den anden side har man værdinormen om at man må stå til ansvar for sine egne handlinger.
Denne sags udfald afhænger således af hvem der kan sælge sin analogi til jurymedlemmerne.
For at kunne blive løsladt mod kaution i USA skal ens advokat være i stand til at overbevise dommeren om at man for det første ikke udgør en trussel mod den generelle offentlighed, og at der for det andet ikke er nogen risiko for at man vil stikke af.

Slut for Shapiros show
Til trods for Shapiros medietække og følelsesladede ord var han ikke i stand til at overbevise den amerikanske dommer om at Amdi hører til i den kategori man godt kan løslade mod kaution. Sagen drejer sig nu om hvordan Amdi skal udleveres til Danmark. Shapiro har indtil august til at finde ud af hvad han vil sammenligne Amdi med, når denne igen dukker op, høj og bleg blandt mørklødede mænd i orange fangedragter.


Maria Louise Staffe er cand.mag. i retorik. Hun bor i USA og driver et konsulentfirma. Hun udgiver snart bogen “Winning With Words - The Art of Convincing in a Court of Law - Exemplified by the O.J. Simpson Trial”.