Talenter vil undertvinge sig verden To svenske professorer skrev i slutningen af halvfemserne en bog, der tændte lys i de mørke habitters verden. Funky Business stod der på titelbladet, og de to svenskere fra Stockholm School of Economics stillede et nyt krav til et erhvervsliv, der alt for længe har været en amputeret monokultur uden sexyness, uden appel. Kravet var menneskelighed. Midlet var talent. Jonas Ridderstråle og Kjell Nordstrøm fantaserede om et erhvervsliv, der var kreativt, uforudsigeligt, spændende. De forudså et arbejdsmarked, der var taget gidsel af de største talenter, og at de menneskelige ressourcer ville blive den altafgørende faktor bag kommerciel succes. Derfor ville erhvervslivet blive mere menneskeligt og kreativt, fordi hjerner erstattede kapital som den knappeste ressource. To svenskere der ville noget anderledes Mikkel Rasmussen, innovationsdirektør i brand- og designvirksomheden Kontrapunkt, fortalte forleden over cocktails Kommunikationsforums udsendte, om hans første møde med de to svenskere: - Det var en dræbende dag hos Anderson Consulting. Den ene amerikanske MBA efter den anden rullede forudsigelige powerpoint-præsentationer ud på scenen. Pludseligt kom denne her høje, skaldede svensker på scenen. Han havde punket læderjakke og øreringe over det hele. Han sagde: “All we have left is shopping and fucking!” Det var Kjell Nordstrøm. Jeg vidste med det samme, at denne mand ville noget anderledes. De to svenskere har nu udviklet denne tanke, og guderne skal vide: en hel del andre, i bogen Karaoke Kapitalisme (Børsens Forlag) . Kommunikationsforum tog hinsidan for at tale med Jonas Ridderstråle om en af de mærkeligste PR-/management-/sociologiske/samfundskritiske bøger. Skåning med globalt pas Jonas Ridderstråle er et gennemglobaliseret menneske. Det tog næsten to måneder at finde et tidspunkt, hvor han var lang tid nok i Sverige til at han kunne få besøg af Kommunikationsforum. Og da det endelig lykkedes, var det på rebound fra et af hans mange foredrag. Denne dag i universitetsbyen Lunds forskerpark. Men selvom den uortodokse guru prædiker globaliseringens evangelium, og hans tid er spændt ud mellem New York, Letland og Thailand, så taler han et tungt, drævende skånsk. Den punkede læderjakke, som de to forfattere begge har gjort til deres varemærke, er temmelig ufarlig på den lidt korpulente mand. Den glatragede hovedskal, og det for en dansker så uforståelige kærlighedsforhold til snusdåsen, får ham mere til at minde om en af de svenske raggare, der gør Skandinavien usikker med deres rocker-attituder i store, gamle dollargrin. Men på forsiden af Karaoke Kapitalisme optræder de to Stockholmske businessprovo’er i jakkesæt med åndedrætsbesværende slipseknuder. Er oprøret mod de faste former i erhvervslivet dødt? Omslaget skal illustrere den dobbelthed, der også findes i titlen: Karaoke – kapitalisme. Man skal ikke være klar over, om det er punkerne fra Stockholm, der har skrevet bogen, eller om det er mere regulære handelshøjskoleprofessorer, der er afsenderne bag bogen. Pointen med illustrationen og med bogen er at det moderne mennesker har flere identiteter i sig, at det skal stå åbent, hvem der er kopi og hvem er original. Det er det der er ideen. Original kopi Karaoke Kapitalisme er blevet kritiseret for at kræve originalitet og mod til at gå nye veje under plagierede slogans som ”don’t imitate, innovate”. Retteligt er det vel ikke originalt at kopiere reklameslogans som managementmantraer. Selve titlen på bogen, Karaoke Kapitalisme, er en vending, som Sex Pistols’ gamle manager Malcolm McLaren har brugt om den moderne verden. Ridderstråle benægter, at han og Kjell Nordstrøm skulle have stjålet titlen på deres bog: - Vi hørte for nogle måneder siden, efter at bogen var færdig, at Malcolm også talte om karaoke som et grundtræk ved vores verden. Men vores bog fik titlen ”Karaoke Kapitalisme” et år inden. Men McLaren taler om autenticitet eller karaoke. Han mener, at vi lever i en verden med uendelige kopier af det, som en gang har været autentisk. Vi har karaokemusik, karaoketøj, karaokemøbler, karaoke hvad-som-helst. Så snart noget fænger an, kopieres det. Han mener derfor, at man må gå til det uncool, til yderområderne, for at finde det, som er autentisk eller bare nyt. Vi siger, at benchmarking og best practice kun kan give jævne præstationer, og at man skal give de mest talentfulde mulighederne for at gå nye veje. Verden er blevet en karaokebar af folk, der kopierer hinanden. Enten skal du affinde dig med baggrundsmusikken eller skabe din egen musik. Fremtiden tilhører dem, der tør det sidste. Så enten er det fordi great minds think alike, eller også er det bare en triviel tilfældighed, at Malcolm McLaren og vi opererer med lignende begreber, forklarer Ridderstråle. Den underliggende beskyldning om plagiarisme gider han end ikke at tage alvorligt. Men hvad fanden handler den bog om? Karaoke Kapitalisme er en svær bog at få fat om. At anmeldere af erhvervslitteratur irriteres over de to forfatteres hang til sloganisme, er en ting. Bogen har mange stilistiske sidespring, blandt andet et uhyre vellykket eksperiment med hemingwaysk essayisme. Bogens stil er lige så fragmenteret som dens budskab om en fragmenteret verden. Men hvad Karaoke Kapitalisme egentlig handler om, er svært at svare på. Også for Jonas Ridderstråle. Groft sagt er de første 150 sider blandede sociologiske bolcher. Der bliver aldrig en bog for erhvervslivet i erhvervslivets sprog. Men sådan skal det være: - Det er jo i virkeligheden en bog om alt. Den er det store kolde bord! Den handler om overlevelse i en tid hvor det normale er blevet unormalt, middelklassen marginaliseres og usikkerhed er det eneste sikre gundvilkår, proklamerer den skaldede professor. - Nu skal man i øvrigt ikke spørge den, der har skrevet bogen om meningen med den. Meningen med en bog opstår, når dem, der har læst den, taler sammen. Jeg syntes selv, at Karaoke Kapitalisme stiller spørgsmål og er mere reflekteret. Den kører mere slalom, ’också’ med bagsiderne af den tid, vi beskriver. Vi vil gerne give et billede af hvordan marked og verden ser ud. Det er ikke nogen almindelig forretningsbog. Den er ikke så instrumentel. Almindelige forretningsbøger giver dig fem punkter i slutningen af hvert kapitel, som du så kan sætte i ”banken”. Karaoke Kapitalisme vil invitere mennesker til at tænke over deres tid i stedet for at fortælle hvad der skal tænkes. Havde jeg haft alle de svar på karaoke kapitalismens spørgsmål, så havde jeg ledet verdens mest profitable virksomhed. Fremtiden drives af spørgsmål; vi vil gerne åbne op for at betragte anderledes problemstillinger for forretningslivet og samfundet. Det gør vi ved at beskrive den bevægelse, vi ser. På en måde har vi besluttet os for at beskrive spørgsmålene, der stilles af den tid, vi ser bryde frem, siger Jonas Ridderstråle. Popbog for reklamebranchen? Beskyldninger om at Karaoke Kapitalisme er en omgang pop på lige fod med den pop- eller karaokekultur, han kritiserer som statisk og reaktionær, bider ikke på Jonas Ridderstråle. Den grundlæggende analyse af en verden af endeløs kopiering, er måske lavet for mange år siden af den franske filosof Baudrillard. Men Ridderstråle vil ikke skydes i skoene, at denne bog er easy-read for reklamefolk, der skal have flashy argumenter for deres ydelser. Selvom den helt sikkert allerede har fået denne funktion: - Selvom Karaoke Kapitalisme ikke er ment som et traditionelt akademisk stykke arbejde, så kunne den i princippet være det. Man kunne godt skrive et metodeafsnit til denne bog. De mange populære eksempler, Jlo, Bond, Spielberg, Steve Jobs, Madonna, Janis Joplin osv. er der, fordi det er personer eller eksempler, som folk kan relatere til. Ting skal forklares, så folk kan tage det til sig. Derfor bruger vi eksempler, der betyder noget, ikke bare for dem som har et halvt økonomisk bibliotek i bagagen. Selvom en dygtig, men ukendt forsker på Novo Nordisk er et glimrende eksempel på kompetencemagt, er det så ikke bedre at bruge disse højt profilerede eksempler, som folk kender til? Fordi bogen henvender sig til flere mennesker, accepterer jeg ikke at pointerne er mindre valide. Metoden hedder analogislutninger uanset formen, og jeg mener ikke, jeg behøver at forsvare dens seriøsitet, forklarer han. Transparens er navnet på udviklingen i økonomien Bogen er skrevet på baggrund af mere end 5000 post-it lapper. Det gør bogen til en regn af eksempler, bundet løseligt sammen af budskabet om, at verden og økonomien er i forandring. Det rimelige spørgsmål i den forbindelse er, om Jlo’s ekstravagante krav til hotelindretning, Thierry Henrys position på Arsenals mandskab eller Michael Jacksons ”midlertidige monopol på at moonwalke og synge falset samtidigt” er eksempler på andet end folk, der dyrker deres nykker. For Jonas Ridderstråle er de pionerer. Ikke fordi de er excentrikere, men fordi underholdningsindustriens marked vil danne skole for resten af verdens markeder. Teknologi vil gøre alle verdens markeder mere gennemsigtige. Ikke bare på pris-området; det vil også fremstå langt klarere hvem de ekstraordinære talenter er: - Jeg mener selv, at der er markeder, der er utroligt transparente allerede i dag. Det er markeder som musikbranchen, sportsbranchen, filmbranchen, aktiemarkedet osv. Det er tydeligt for alle at se, hvem der er stjerner, og hvem der ikke er. Derfor ser vi indenfor den verden en større forskel og status mellem dem, der er stjerner og dem, der er ordinære. En af de helt centrale påstande i vores bog er, at bevægelsen i økonomi går fra intransparens på markeder mod transparens. Derfor tager vi eksemplar fra underholdningsindustrien, og udleder økonomiske lektier af dem. Fordi de opererer på markeder, der allerede er meget transparente. Jeg er ikke specielt optaget af de ting, der præger ”the entertainment economy”. Vi mener ikke, at det er underholdningsdelen af fodbold eller popmusik, der vil inspirere resten af verden. Det er enkeltpersoner med særlige talenter, der i stigende grad vil dirigere økonomien og samfundet. Det er transparens i markedet og særlige talenters ophøjelse, vi mener vil forme fremtiden, og derfor trækker vi på områder, hvor dette allerede er tydeligt. Retningen på alle markeder er mod transparens, siger professor Ridderstråle. Den økonomiske avantgarde Ridderstråle og Nordstøm bygger blandt andet pointerne i deres bøger på erhvervslivet fremmeste pionerer, fra lavprismilliardærer til brandkonger. Det virker som om, de sidder midt i den moderne verdens smarteste og kreative motor. Og det gør de på en måde også. Stockholm er en umulig by for de fleste at forestille sig. På den ene side er det hovedstaden i et af de mest aggressivt omfordelende velfærdssamfund, samtidigt med at der efter danske forhold, er enorme mængder af gamle penge og rige mennesker. I Stockholm kører der Ferrarier og Maseratier i hobetal rundt i gaderne, mahogni-yachterne ligger skulder ved skulder ud mod Skærgården, og byen er meget mere kostbart bygget, og bedre holdt end nogen anden by i Nordeuropa. Er Funky Business og Karaoke Kapitalisme resultatet af et liv i det hypermoderne Stockholms sæbeboble? Prædiker de to outrerede svenskere ikke et overgearet evangelium om en økonomi for de smukke og veluddannede himmelstormere fra verdens smørhul? Det mener Ridderstråle ikke selv: - Denne bog kunne være skrevet i en række af Vesteuropas storbyer. Ikke kun Stockholm, selvom det er et forbasket moderne sted. Jeg mener ikke, at denne bog hænger sammen med Cafe Opera eller andre af Stockholms high society institutioner. Den kunne lige så godt være fra Amsterdam eller København. Men det er ikke en bog der kunne være skrevet i USA eller i Hässleholm (svensk provinshul). Den fremvoksende økonomi, vi beskriver, hænger sammen med storbyen. Det ultramoderne er et urbant fænomen. Men jeg kan ikke se, at Stockholm som sådan skulle være det eneste miljø, hvor vores tanker kunne have vokset frem. Hvad med velfærdssamfundet? Ridderstråle mener, at staten, som kirken, har måtte kapitulere, som fixpunkt i det moderne menneskes liv. Det kan han godt se ikke virker fornuftigt for eksempelvis danskere, hvis velfærdssamfund ikke som det svenske har været millimeter fra at brække i stykker. I det hele taget giver Karaoke Kapitalisme ikke staten store chancer mod den globaliserede kompetenceøkonomi. De to svenskere påpeger, at venstrefløjen er begyndt at alliere sig med gammeldags kapitalister i et forsøg på at dæmme op overfor globale individers stigende magt: - Vores tanker om velfærdsstatens manglende forklaringskraft hører måske sammen med det utroligt hårde chok, vi i Sverige oplevede med den store krise i begyndelsen af halvfemserne. Vi troede, at vi havde den evige formel til at gøre alting rigtigt i Sverige. Den tro blev pillet ud af os for ti år siden. Men jeg tror nu heller ikke, den unge generation i Danmark føler sig ligeså loyale over det velfærdssamfund, deres forældre har opbygget. Under alle omstændigheder presser globaliseringen vores samfund mere og mere. De moderne mennesker, vi ser som de vigtige i økonomien, er ikke loyale overfor velfærdsstaten. De er loyale overfor sig selv, og de krav, de har til deres liv. På den måde kan man godt kalde dem for moderne barbarer [Som Kresten Schultz Jørgensen har gjort i en bog herhjemme]. Fordi de mennesker med de bedste kompetencer har et globalt pas, og i stigende udstrækning vil benytte sig af det. Velfærdssamfundet har ikke nogen naturlig loyalitet hos de mennesker, der skaber den største vækst i økonomien. De er mobile, globale stjerner, forklarer han. - Er det godt eller skidt? Jeg siger bare at det er. Folk må egentlig selv tage stilling til perspektivet. Vi skriver, men vil gerne have, at andre bedømmer. Tidsdiagnostikere høje på storytelling og kommercielle følelser Der er en god del zeitdiagnostich i bogen. Også en del forsøg på at skitsere oftest grelle sociale konsekvenser for det flertal, der ikke er med på den funky vogn: - Derfor er det lige så meget en bog for de mennesker, der ikke har unikke kompetencer, der giver dem et globalt pas. Det er en bog, der også henvender sig til resten af samfundet, så folk kan forstå den udvikling, der kendetegner vores tid. Både så de kan få en chance for selv at komme med på udviklingen, eller så de får en chance for at gøre noget ved udviklingen. Fremtiden er ikke hugget i sten. Vi må tage stilling til den, for ellers gør nogle andre mennesker, et andet sted det for os. Bekymring for Europa Netop problemet med at holde på kompetencerne optager en stor del af bogen. Både for virksomheder, for hvem netop evnen til at forme og tiltrække talent er altafgørende, men også for samfundet. Selv er Jonas Ridderstråle mest optaget af de konkurrenceproblemstillinger, han og hans medforfatter tager op sidst i bogen. Ridderstråle er bange for at Europa ikke kan skabe en identitet og strategi for sin plads i verden: - Jeg læste forleden om de firehundredetusinde europæiske topforskere, der i de sidste år har forladt Europa, for at slå sig ned i USA. De fleste af dem, tror jeg, rejser for at finde et sted, hvor der er nok kompetencer inden for deres fag til, at der opstår en kreativ, kritisk masse. Det, som jeg tror min næste bog kommer til at handle om, er hvordan Europa tror, at man kan konkurrere globalt med Asien og USA. I Europa er der færre og færre mennesker, som bliver ældre og ældre, og som vil arbejde mindre og mindre. Det modsatte er tilfældet i andre dele af verden. Og i Europa er vi nødt til at forstå, at vi aldrig bliver lige så gode til ”competition” som amerikanerne. I stedet er eksempelvis Airbus ved at udkonkurrere Boeing på ”coorporation”. I Europa skal vi lade være med at tro, at vi kan slå amerikanerne på deres hjemmebane. I Europa vil vi altid gerne være ”en lille smule gravide”. Men vi er ikke villige til at indrette samfundet på konkurrencevilkår ligesom amerikanerne. Så vi bliver nødt til at finde en anden strategi end den amerikanske. Og det tror jeg ikke er gået op for Europa. Vi kunne fokusere på at være bedst til ”cool looks”, ”cool stories” – eller livskvalitet i stedet for BNP/capita eller vækst. Men vi kan ikke bide skeer med amerikanerne når det kommer til almindelig kapitalisme. Satser vi på noget andet, kan vi nok lokke amerikanere til os, som tror på noget andet end det Bush står for. Men vi behøver kritisk at holde op med at definere Europa som en geografisk enhed eller som fraværet af endnu et mareridt. Med det mener jeg endnu en katastrofal krig, hvor vi myrder løs på hinanden. Vi behøver en Eurovision i stedet for en Euro eller en Eurovision Song Contest. PR er det det centrale fag i den globale konkurrence På en måde stiller Karaoke Kapitalisme ekstreme krav til branding, CSR, PR og storytelling. Nye virksomhedsledere skal udover Chief Executive Officers også være Chief Emotional Officers og Chief Storytelling Officers. Men det er netop budskabet i Ridderstråles arbejde, at diversitet, specialisering og modet til at gå nye veje, er det som markedet belønner i dag. I virkeligheden kræver de to svenskere et mere humant erhvervsliv, der skal trække innovation, kreativitet og vækst ud af deres menneskelige grundlag i stedet for at benchmarke sig til uoriginalitet og i sidste ende manglende succes. - Der er en manglende vilje i hele samfundet til at forfølge folks talenter. Se engang på vores uddannelsessystem, der næsten ensidigt fokuserer på at kompensere for folks mangler, i stedet for på det, de er gode til. Der er kun specialundervisning i det som folk er dårlige til. Er du skidt til matematik, så skal skolen nok prøve at få dig til at regne bedre. Men er du god til at tegne, så får du lov at sidde ovre i hjørnet, og gøre det i fred. Det er selvfølgelig en logik med en vis begrænsning, men vores budskab er, at der mangler mod, måske i hele Europa, til at forfølge det som folk i virkeligheden er gode til. Jeg mener i hvert fald, at økonomien i fremtiden vil belønne dem, der satser hårdt på anderledeshed. Medarbejdere med unikke talenter, udvikles kun hvis man satser på deres talenter, og holder op med at fokusere på all-round kompetencer, siger Ridderstråle. Der skal mod til at tænke anderledes.



Jonas Ridderstråle og Kjell Nordström (2004): Karaoke Capitalism. Management for Mankind. Pearson Education: Harlow. 309 kroner hos Gad. Læs også Kommunikationsforums anmeldelse af "Karaoke Kapitalisme"