Hvordan behandlede de danske journalister spin under den seneste valgkamp?

I den politiske journalistik er der generelt en tendens til at sætte fokus på begrebet og fænomenet spin. På baggrund af forskningen på området og en eksplorativ læsning af avisartikler under valgkampen i 2005 undersøger jeg, hvordan man i journalistikken diskuterer og italesætter spin. En af de generelle hovedtendenser er en dæmoniserende diskurs omkring spin. Man bruger meget catchy betegnelser for spindoktorer som mørkets fyrster eller magtens skyggemænd. På den måde præsenterer journalisterne spin som led i en forfaldstendens, som kan være ødelæggende for samspillet mellem borgere og politikere, fordi offentligheden føres bag lyset. Det gælder i hvert fald ifølge den journalistiske præsentation eller udlægning af spin.

Er spinjournalistik lig kritisk og dybdeborende journalistik?

Når man sætter fokus på spin, signalerer journalistikken, at man undersøger og graver ned i det, politikerne siger og hvorfor. Dermed signalerer journalistikken også, at man prøver at leve op til selvforståelsen som en kritisk aktør eller fjerde statsmagt. Spørgsmålet er så bare, hvor langt man kommer i den graveproces. Får man rent faktisk afsløret noget vigtigt og søgt bagom budskaberne, eller forholder man sig udelukkende til det overfladiske, hver gang der kommer et nyt politisk udspil? Der er i hvert fald nogle journalister, som kan være hurtige til at udråbe alt som veltilrettelagt spin. Derfor kan man stille spørgsmålet, om spin egentlig blot er noget, som man taler om, eller om det er et fænomen, som man journalistisk går i dybden med og gør noget ved.

Men går al spinjournalistik nødvendigvis i selvspin?

Dele af den politiske journalistik har i hvert fald den tendens. Problemet er mere præcist, at blikket primært rettes mod fænomenet spin for at fremstå som kritisk frem for reelt at have en ambition om at gå i dybden. Men der er også modtendenser, idet nogle journalister også stiller reelle selvkritiske spørgsmål. Hvad er det egentlig, som vi taler om? Er spinbegrebet ikke bare varm luft? Er det mere os selv, der konkurrerer med vores kollegaer fra kommunikationsbranchen i forhold til, hvem der har mest at sige og er i stand til at sætte dagsordenen? På den måde kan man ikke skære alle politiske journalister over en kam. Men selv de journalister, som går mere selvkritisk til værks, kan af og til være med til at italesætte spin som et fænomen, der mere handler om medierne og politikerne end om politik som sådan og som noget, der er vigtigt for borgerne. Så overordnet set kan man på den ene side argumentere for, at mediernes fokus på fænomenet spin er udtryk for en redaktionel bevågenhed om den professionalisering, der er undervejs i den politiske sfæres interaktion med medierne. Det vil sige, at det afspejler en selvreflekterende tilgang i journalistikken i forhold til en række forandringer i de præmisser, som journalistikken udøves på. På den anden side er spørgsmålet altså, om denne bevidsthed mere handler om at signalere bevågenhed end om reelt at handle anderledes i forhold til de nye præmisser. Det vil sige, om det alene er en metadiskurs, eller om der er faktisk handling bag ordene. En del af min og anden forskning tyder på, at det mest er en metadiskurs.

Er spinjournalistik en gevinst for borgerne og demokratiet?

Man kan se på det på to måder. På den ene side kan man sige, at et journalistisk fokus på spin kan være med til, at borgerne eller vælgerne bliver opmærksomme på, at alt måske ikke er, som det umiddelbart ser ud til. Måske er der rent faktisk en anden dagsorden bag politikernes slagtilbud. På den måde kan der være en berettigelse i at sætte fokus på fænomenet spin og gøre borgerne opmærksomme på, at der sker nogle forandringer i forholdet mellem medier, politik og offentlighed. Men samtidig kan man sige, at hvis det hele kommer til at handle om at afsløre spin og jagten på at afsløre spin, frem for hvad der egentlig ligger bag de politiske udspil, så får man som modtager ikke meget ud af det. I så fald er spinjournalistik ikke med til at skabe større engagement fra offentlighedens side, men blot større bevågenhed. Det kan måske også være medvirkende til, at folk opfatter mange politiske tiltag som endnu et forsøg på at fordreje virkeligheden, fordi det er den diskurs om, hvordan politikerne taler til deres vælgere, som medierne ofte formidler.

Hvordan vil den ideelle spinjournalistik, som ikke går i selvspin, tage sig ud?

Hvis der rent faktisk er en tendens til en selvkritisk diskurs i journalistikken, så kunne næste skridt være at undersøge, hvordan man selv agerer og fungerer som aktører i det politiske spil. Det vil sige, at man kritisk ser på sin egen rolle i forhold til at få italesat spinbegrebet og dermed for alvor vender blikket indad. Det handler altså om en anerkendelse af, at man er med til at sætte præmisserne for, hvordan politikerne taler til vælgerne. Dermed ville journalisterne ikke blot analysere politikernes rolle og indflydelse, men også deres egen. Det ville være med til at flytte fokus fra, at det kun er politikerne, som konstruerer virkeligheden, hen imod, at journalisterne også selv er med til at konstruere denne.

Men er det ikke bydende nødvendigt at fokusere mere på form, hvis det fylder stadigt mere?

Problemet kan blive, hvis formen er styrende for, hvordan indholdet kommer til at tage sig ud. Her tænker jeg for eksempel på valgdueller på tv, som journalistikken iscenesætter som rødt hold mod blåt hold. Det vil sige, at journalistikken sætter den politiske diskussion meget skarpt op. Men dermed går mange politiske nuancer måske tabt, netop fordi man skal sørge for, at det hele er formmæssigt fuldendt set fra et journalistisk perspektiv. For det er jo i høj grad de journalistiske formmæssige krav, der dominerer. Det er problematisk set fra et politisk perspektiv. Men jo, det er da klart, at der er en stigende sammensmeltning mellem form og indhold. Mit argument er så, at der netop derfor er behov for, at journalisterne vender det kritiske blik indad. Er det berettiget at gå så meget op i den politiske kommunikations form frem for indholdet?

Ved sidste folketingsvalg havde vi historien om Søndre Slagmark, hvor journalisterne blev konfronteret med en kampagnechef, der blev afskediget efter brug af kritisable metoder i kampen om det pågældende folketingsmandat. Viser den historie ikke, at spinjournalistik er helt i overensstemmelse med klassiske journalistiske idealer?

Som sagt er der klart en berettigelse i at sætte spin kritisk på den journalistiske dagsorden i lyset af professionaliseringen af den politiske kommunikation. Man fordeler solohistorier til bestemte journalister, som du kommer med et eksempel på her. Man sørger for at vinkle sine solohistorier og lunser på bestemte måder i forhold til bestemte journalister, fordi man ved, at det fungerer på en bestemt måde. Så jo, spinjournalistik har bestemt sin berettigelse, og min pointe er heller ikke, at journalister skal holde op med at diskutere spin. Men man skal måske huske på, at der også er andre aspekter i forholdet mellem medier og politikere, for eksempel at medierne selv kan være en central aktør. De kan blandt andet være med til at dreje dialogen i en bestemt retning, som ikke nødvendigvis er positiv.

Omvendt kunne man hævde, at dårlig spinjournalistik er den pris, som vi må betale, hvis vi vil have berettiget spinjournalistik som netop historien om Søndre Slagmark på bordet?

Det kan man selvfølgelig godt argumentere for. Men det er et problem, at det fylder så meget, som det reelt gør, når man diskuterer politisk kommunikation. Det er især tilfældet, hvis diskurserne alene er dæmoniserende eller metakritiske uden handling bag de selvkritiske ord. Man behøver heller ikke nødvendigvis eksplicitere diskussionen konsekvent i de redaktionelle udtryk. Men det er noget, som bør diskuteres internt på redaktionerne. Hvad er det egentlig, som vi gør, og hvad er vores rolle i det her? Hvordan skal vi gribe diskussionen an? Der kan man så indvende, at det kan være med til undergrave det journalistiske arbejde, hvis man skal stille spørgsmål ved alt, hvad man laver. Jeg er udmærket klar over, at sådan fungerer journalistikken ikke. Men omvendt kan det bidrage til at skabe en større troværdighed omkring politisk journalistik og politisk kommunikation, hvis man i højere dokumenterer eller udviser en reel selvkritik på det her område.

Er der ikke i ligeså høj grad tale om, at spinjournalistik er garant for jordnære og ikke-elitære historier for den danske medianvælger?

Det kan jeg til dels give dig ret i. Journalister kan være med til at oversætte komplekse politiske situationer og budskaber på en måde, som den almene dansker kan forstå. Omvendt kan der være en tendens til, at journalistikken taler lidt ned til folk. Jeg tror ikke, at folk er så dumme, som journalister nogle gange kan få det til at se ud. Man undervurderer, hvad den enkelte vælger er interesseret i og har kompetence til at forstå. Der er da sikkert mange vælgere, der synes, at det er fint med slagkraftige overskrifter, men spørgsmålet er, om ikke politiske nuancer med betydning for og interesse fra vælgerne forsvinder på den konto.

Et program som Jersild og Spin handlede udelukkende om spin. Var det en prisværdig måde at bedrive spinjournalistik på?

Det er i hvert fald et klokkeklart eksempel på, at man fra journalistisk hold sætter fokus på tendenser i forholdet mellem medier og politik, når man rent faktisk vælger at lave et helt program om det. På den ene side er det interessant og positivt, fordi man dermed er med til at rette blikket mod nogle meget aktuelle tendenser indenfor denne relation. Men jeg hæftede mig i høj grad ved den selvforståelse, som kom til udtryk på programmets hjemmeside i forbindelse med den sidste valgkamp. De skrev, at deres opgave var at analysere, hvad der er spin, og hvad der virkelighed. Det kan være med til at skabe en mistro om, at der eksisterer en virkelighed bagved den virkelighed, som vi ser. Programmets selvforståelse handler altså om at afsløre en virkelig virkelighed, som skulle gemme sig bag den konstruerede virkelighed, som politikerne prøver at sælge til borgerne. Det kan der selvfølgelig være en vis ret i, men det afspejler også den måde, som man redaktionelt forstår spinbegrebet på. Man ser det som noget farligt, der skal afsløres. Dermed ser man det også som noget, der bedrager modtagerne og virkeligheden så at sige. Mit argument er så, at det ikke nødvendigvis er tilfældet, for det er en tilgang, som journalisterne som selv har valgt. Samtidig er det ikke nødvendigvis ensbetydende med en selvkritisk tilgang til problemstillingen. Programmet siger for eksempel ikke ret meget om, hvordan og hvor meget journalister selv bidrager til denne spinkarrusel.

Groft sagt handlede valget i 2001 om spin, mens sidste valg handlede om spinnet om spin. Hvad forventer du dig af fremtidens spinjournalistik?

Der var jo allerede i valgkampen i 2005 en mediediskurs, som prøvede at dæmme op for den meget forfaldsklingende mediesnak om spin. Måske forstærkes den tendens i den næste valgkamp. Omvendt er det som nævnt også vigtigt, at medierne fortsat fokuserer på, at deres med- og modspillere i form af politikerne bliver mere professionelle. Det vil sige, at en fortsat spindiskussion faktisk er berettiget. Den bør dog udvides til også at se på, hvordan medierne selv spiller en aktiv rolle som både en aktør, der sætter præmisser for, hvordan der tales om politik, og som en aktør, der kan facilitere dialogen mellem borgere og politikere. Denne dimension ville være interessant at få sat mere i fokus, blandt andet som modtræk til den politiske apati, der tilsyneladende herskede på vælgerniveau under den seneste folketingsvalgkamp ifølge et forskningsprojekt udarbejdet af Ugebrevet Mandag Morgen og MODINET. Man kan sagtens tænke sig, at mediernes spinkonstruktion har været en medvirkende årsag hertil.

Hvilken betydning kan den hastigt accelererende mediekrig få for spinjournalistikken?

Den øgede interne mediekonkurrence kan på den ene side bevirke øget produktionspres på journalisterne, idet der skal produceres mere og mere stof. Det kan svække efterkontrol, egen research, opsøgende arbejde og den slags, medmindre antallet af journalister øges i takt med de nye medier og deres produktionspres. Desuden kan den interne mediekonkurrence bevirke, at fokus flyttes fra kilderne og deres professionalisering til de konkurrerende medier. Men denne situation kan omvendt også betyde, at kvalitetsjournalistik bliver en måde at differentiere sig på og dermed et konkurrenceparameter medierne imellem. Det er jo i sidste ende et spørgsmål om redaktionel prioritering. Uanset hvad repræsenterer professionaliseringen af den politiske kommunikation en udfordring for et mediemarked i stærk intern konkurrence, da mediernes kilder i form af politikerne bliver bedre til at interagere med medierne. Spørgsmålet er så blot, hvad medierne gør, når der oprustes på den politiske kommunikation? Det virker, som om de i hvert fald lige nu fokuserer mere på deres indbyrdes kamp med lanceringen af flere nye medier. Det kan give professionelle politiske kommunikatører gunstige vilkår i forhold til at få deres budskaber igennem og dermed styrke den politiske spins gennemslagskraft i mediebilledet. Men hvis kvalitetsjournalistikken bliver et konkurrenceparameter, kan det politiske spin og mediernes egen håndtering af det altså også blive endnu mere centralt.

Interviewet tager udgangspunkt i en kommende artikel af Nete Nørgaard Kristensen, der indgår i et samlet nummer af Tidsskriftet Politik om emnet Politics & Media, hvilket også bliver nummerets navn. Det udgives i samarbejde med tidsskriftet Mediekultur og udkommer den 1. oktober. Det udgør samtidig slutpublikationen på MODINET forskningsprojektet og vil koste 95 kroner i løssalg.

Du kan forhåndsbestille Politics & Media her: ps2@ifs.ku.dk

Læs mere om Tidsskriftet Politik her: http://www.tidsskriftetpolitik.dk

Læs mere om Mediekultur her: http://www.ifm.ku.dk/mediekultur/

Læs mere om Nete Nørgaard Kristensen her: http://www.ifm.ku.dk/Ansatte/nete_noergaard.htm/