Se selfie!

Selve fænomenet er selvfølgelig ikke så nyt som ordet, for med bl.a. selvudløser og Polaroid-kamera har det længe kunnet lade sig gøre at fotografere sig selv. Eksempelvis er albumcoveret til Leonard Cohens Various Positions (1984) et selfie.

At se sig selv i et spejl eller at afbilde sig selv som selvportræt, en selfie, er en form for refleksion, hvor man adskiller sig fra andre mennesker og søger anerkendelse for det unikke ved en selv. Foto: mandatorypublication.com

Det er en forlængelse af selvportrættet og amatørfotografiets selvudløser, hvor man havde ti sekunder til at starte optagelsen og løbe hen foran kameraet og stille sig i positur, ofte i en gruppering med familie, venner og lignende. Det nye er derfor ordet, og dets fremkomst er udtryk for markante ændringer i teknologi, ikke mindst de digitale kameraer og smartphones, hvor de fleste så let som ingenting kan holde det nu altid medbragte kamera op foran sig selv og vennerne eller tage et selvportræt med et webcam.

Det peger så videre på de sociale medier og især på dem, der er karakteriseret ved billeder, hvilke er steget kolossalt i popularitet og antal brugere inden for de sidste par år. Det drejer sig først og fremmest om Instagram, men Flickr og Facebook er også en del af det samlede billede.

Sker stigningen blot af teknologiske grunde? Eller er det fordi, vi ikke har andre til at tage billeder af os selv mere, og måske heller ikke ønsker, at andre skal tage billeder af os? Eller er det fordi, vi gerne vil afprøve vores sociale interaktion via vores eget billede, selfien?

Alle spørgsmålene er en del af svaret – men det sidste spørgsmål er det mest væsentlige, også for det efterfølgende.

"#selfie" knyttes an til millioner af billeder på de sociale medier, hvor mange foretrækker et selvportræt i stedet for en skriftlig holdning, når de skal udtrykke sig. Gennem selfies får vi mulighed for at vurdere os selv i forhold til andre. Det bruges som et spejl for selvbilledet, hvor det ydre ansigt møder den indre bevidsthed

En lille historie om selfie

I 2004 blev der lavet en gruppe på det sociale billednetværk Flickr med navnet selfy (ja, stavet med y), der skulle karakterisere selvoptagede, digitale billeder. Udtrykket vandt også indpas på MySpace, som leverede den første definition til Urban Dictionary i 2005: ”self portrait of yourself usually by teen girls” (22.4.2005).

Tag’et 'selfie' eller selfy fortsatte på Flickr omkring 2005. Og i starten af 2007 lavede man den først Group Pool med navnet ’Selfie Shots’ på Flickr. Ordet blev første gang brugt uden for et socialt medie i 2007 af TMZ, et nyhedswebsite om kendisser, da skuespilleren Rosario Dawson blev standset og fotograferet sammen med en fan. I juli 2009 blev selfie – stavet med ie - tilføjet til Urban Dictionary, der forklarer det som en aktivitet, der er mest udbredt på MySpace og Facebook. Omkring samme tidspunkt bliver tag’et selfie dog også almindeligt på Twitter, Tumblr, Instagram og deviantArt.

Derefter blev navnet udbredt til andre medier og især til beskrivelser af kendte personer, der bruger selfies. Her i juni 2013 er der oprettet flere hundrede fansider på bl.a. Facebook, der er beregnet for selfies og som inkluderer nøgen-selfies, fitness-selfies og humoristiske selfies. Hos de sidstnævnte leger man med genren og ovedriver dens udtryk, f.eks. med trutmund. De tre nævnte fansider har nu mere end en million likes.

At tage selfies betragtes af mange som en lidt teenagepigeagtig, selvcentreret ting at gøre. Derfor er der et stort felt af folk, der tager pis på genren. Fotos: pinterest.com #selfie

De tre kategorier fra Facebook opsamler en tendens, men viser ikke hele bredden af selfie-fænomenet, ej heller siger de noget substantielt om den mentale og sociale motivation for selfierne. På trods af den store udbredelse og popularitet optræder ordet næsten aldrig i værker om nye medier. Det er således ikke med i Sherry Turkles Alone Together eller Paul Levisons New, New Media, begge fra 2011 og heller ikke nyere udgaver af disse bøger.

Selfies kan ses som et forsøg på gennem et selvportræt at få kontrol over, hvordan man præsenterer sig selv. Men her standser det ikke i mine øjne, for det er også en øvelse i at indgå i sociale og mentale sammenhænge – og øve sig i og lege med de ud- og indtryk, der gør sig gældende her. Det har så også ført til, at der har udviklet sig en genre af selfies, hvor man specifikt dyrker det ikke-attraktive som en reaktion mod den selvoptagede og seksualiserede side af selfie-fænomenet.

Fordi mange selfies har et selvhøjtideligt udtryk, hvor alle prøver at vise sig fra deres pæneste eller mest interessante side, har der udviklet sig en genre af selfies, hvor man specifikt dyrker det ironiske, ikke-attraktive som en reaktion mod den selvoptagede og seksualiserede side af selfie-fænomenet. Fotos: pinterest.com #selfie

Selvet i billedet – og selvrefleksion

Vi er eksperter, hvad os selv angår – skulle man da tro. Ingen andre kender jo vores tanker, længsler, tvivl, erindringer og fortællinger, som vi gør. Alligevel har andre overtaget i en altafgørende henseende. De kan nemlig se vore ansigter. For at få i al fald noget af det kendskab, som andre har om os, kan vi bruge et spejl for at se os selv i ansigtet. Eller vi kan tage en selfie. Lade os reflektere i spejlet eller i billedet af os selv og derigennem reflektere over os selv.

Vi adskiller os fra dyrene gennem vores selvbevidsthed. Holder vi et spejl op foran et dyr, tror det, at dets er en artsfælle. Ser vi bort fra visse chimpanser, identificerer dyr ikke sig selv som sig selv. At se sig selv i et spejl eller at afbilde sig selv som selvportræt, en selfie, er en form for refleksion, som ikke kun adskiller os fra dyrene, men også fra andre mennesker, fordi vi igennem selvspejlingen træder i karakter og bliver individer. Og det er dermed også en handling, hvorved vi bliver noget ’for os selv’. Vi bliver i bogstaveligste forstand enestående.

Vores evne til at se os selv, når vi ser på os selv, er noget unikt menneskeligt. Vi bliver gennem spejlingen i spejlet og i billedet – selfien – forskellige fra alle andre individer på trods af de mange fællestræk, vi rummer i vores ansigter. Refleksion betyder ikke for ingenting at bøje tilbage, genspejle samt omtanke. I spejlbilledet bøjer individet sig tilbage mod sig selv for at iagttage sig selv og dets mulige interaktion med andre.

Gennem synet på os selv får vi også mulighed for at vurdere os selv og tænke over os selv. I spejlet og selvbilledet mødes det ydre ansigt med den indre bevidsthed. Når vi ser i spejlet eller på selfien, kommer ansigtet til at besidde os, fordi det viser den fremtoning, vi er bundet til – eller ønsker at maskere. Vi får en spejlbevidsthed og i videre betydning en selvrefleksion. Hvordan ser jeg ud for andre? Vil de tage imod mig?

Spejlstadiet (Jacques Lacan) er den fase, hvor barnet bliver sig selv bevidst om sin tilstrækkelighed og utilstrækkelighed i spejlbilledet af sig selv og ved at sammenligne sig med andre som spejle. I selfien er det i stedet en voksen eller en næsten voksen, der afprøver og afsøger accept og anerkendelse fra omverdenen via sit spejlbillede. Forskellen på spejlstadiet og selfies består altså mest i, at det pludselig er voksne mennesker, der søger accept. Fotos: pinterest.com #selfie

Fra "write oneself into being" til "picture oneself into being"

I 2007 forklarer antropologen Danah Boyd i artiklen Why Yourth (Heart) Social Network Sites, at man ”write oneself into being” på de sociale medier. Udsagnet må siges ikke at passe mere. Nu burde udsagnet med ændringer på Facebook med Timeline, med opkomsten af Pinterest og Instagram samt ændringen af den gamle billedplatform, Flickr, retteligt lyde: picture oneself into being.

Fire sideløbende tendenser er opstået i de sociale medier i løbet af de seneste år. Den første er, at online deling har krævet mindre og mindre tid. Den anden drejer sig om, at de sociale medier blevet mere visuelt orienterede. Den tredje er, at gruppecentrerede sites bliver erstattet af emne-centrerede netværk. For det fjerde er tendensen gået fra skriftlige og substantielle kommentarer til at markere tilstedevær ved korte sentenser a la ’wow’ eller brug af visuelle tegn, f.eks. et hjerte. Pinterest og Instagram repræsenterer kulminationen på alle fire tendenser. Og selfien er et væsentligt ytringsmiddel om selvet i denne udvikling i de sociale medier og den væsentligste faktor i udviklingen af ændringerne.

Kameraet bliver brugt som et spejl i selfien, ofte er der konkret spejle med, så der opstår en spejling i spejlet, da billedet viser det hele. Spejlstadiet (Jacques Lacan) er den fase, hvor barnet bliver sig selv bevidst om sin tilstrækkelighed og utilstrækkelighed i spejlbilledet af sig selv og ved at sammenligne sig med andre som spejle. Især andres øjne danner væsentlige spejle for selvudviklingen. På lignende måde fungerer spejlbilledet i selfien, dog med den tilføjelse, at det ikke drejer sig om et lille barn. Det er i stedet en voksen eller en næsten voksen, der afprøver og afsøger accept og anerkendelse af omverdenen via sit spejlbillede i selfien.

Billedet af en selv er væsentligt og ikke nødvendigvis en narcissistisk tendens. Det er nødvendigt for jegets konstitution og eksistens, at det modtager anerkendelse. Filosoffen Axel Honneth ser et antropologisk og livsnødvendigt behov i anerkendelse, som bliver grundlagt tidligt imellem mor og barn, og som bliver en matrice som al senere accept og anerkendelse skabes af. Vi sætter lid til andres perceptioner, bedømmelser og lovprisninger for at kunne udvikle et socialt og mentalt selv.

Meget ofte ser man en tendens til at patalogisere nye medier med psykologiske termer som narcissisme og afhængighed. Termerne bliver brugt i flæng om alt og alle, ikke mindst i forbindelse med sociale medier og selfier. Disse termer er seriøse diagnostiske termer, der bliver brugt i frit fald om de nye medier – fordi de er nye. Og fordi medier er nye, patalogiseres de. Nyere undersøgelser (Brent Roberts m.fl. It is Developmental Me, Not Generation Me, Perspectives on Psychological Science 2010) peger imidlertid i virkeligheden markant nedgang i narcissisme i forhold til tidligere.

Billedet af en selv er væsentligt og ikke nødvendigvis en narcissistisk tendens. Det er nødvendigt for jegets konstitution og eksistens, at det modtager anerkendelse. Måske derfor er så mange begyndt at udstille selv intime øjeblikke i selfies. Fotos: pinterest.com #selfie

Selfien og den intime vareæstetik

Det er en kendt sag, at mange firmaer, ikke mindst inden for modeverden, bruger sociale medier som en del af deres marketing. Nedenstående billede er dog ikke fra et socialt medie, men fra websitet til et amerikansk tøjfirma, Hill-Side. Det er fra deres vinterkollektion 2012-2013, hvor de lod kunder sende billeder ind, hvor de var iført tøj fra kollektionen.

Her var der også en del selfier imellem, bl.a. det nedenstående med pigen med tørklædet for munden. Vi er meget tæt på ansigtet, og det indikerer noget intimt og meget fortroligt. Optagelsen er uskarp, og vi ser direkte ind i øjnene. Dørhåndaget danner en modpol til højre og indikerer noget metallisk hårdt over for det varme, organiske ansigt og hoved. Eller rettere det vi kan se af hovedet; håret og øjnene. Resten er dækket af tørklæde – fra Hill-Side. Vi ser på hende som i et spejl, eller hun ser på os, som var vi hendes spejle. Uskarpheden og sløringen af kanterne i dette digitale billede mimer det analoge fotografi og får os til at glemme vareæstetikken. Det private billede indoptager og videregiver vareæstetikken som noget subjektivt og inderligt, som vi via selfien får lov til at se på. Vi ser det ikke som en vare, men som en privat optagelse.

Dette selfie er i virkeligheden en reklame for tøjmærket Hill-side. Den analoge æstetik i denne og andre selfier bringer et skær af menneskelighed og menneskelig perception og følsomhed med sig, der udtrykker noget om selvet – og om varen. For varen er jo den skjulte komponent i al sensitiviteten. Foto: Hill-side

Man kan sige, at de digitale fotografier i øjeblikket via filtre på Instagram søger at mime det analoge fotografis slørede kanter, ujævne lys og smuds i billedfalden. Alt i alt tegn på, at et menneske, et selv, har taget et billede. Ellers er man nærmest stolt over at vise de digitale kameraer frem i selfierne. Men i billedet fra Hill-Side-kataloget har vi sløringen og efterligningen af det analoge foto, ligesom det kan findes i en del andre selfier – de søger at gøre sig til ikke-selfier. Det er også karakteristisk, at armen, der holder kameraet, ikke kan ses her, altså er billedet beskåret, så armen er ude af billedet.

Den analoge æstetik i denne og andre selfier bringer et skær af menneskelighed og menneskelig perception og følsomhed med sig, der udtrykker noget om selvet – og om varen. For varen er jo den skjulte komponent i al sensitiviteten. Alt imens vi bliver fanget af billedet og dets sløring og de markante øjne, tages varen, tørklædet, med ind som en del af denne menneskeliggørelse af teknologien og selfien. Men næroptagelsens slør er ikke endeligt; det er snarere åbningens sted. Normalt ser man close-up’et som det absolutte mål, længere kan vi ikke komme. Men nærbilledet af et ansigt er snarere et transparent sted, der åbner op for associationer, visioner og drømme. Alt dette bliver naturligvis forstærket via tætheden og sløret omkring ansigtet og varen. Drøm videre.

Fotografier er tavse. Det forhold gør også fotografiet her – og andre – sammenligneligt med psykens tavse visualiseringer: drømmens ubevidste billeder, dagdrømme, gentagelsesscener, psykosomatikkens tegngivning og erindringsglimt.

Der er særskilte kategorier for alle mulige slags selfies. F.eks. er fitness-selfies ekstremt populære. Fotos: pinterest.com #selfie

Hvad vil selfierne?

Ansigtet et selvets showroom, det er her, vi kan se alle træk, der siger noget om alder, etnicitet, køn, sindsstemning, nærvær mv. Det er ikke for ingenting, at det hedder Facebook og ikke Footbook. Vi viser os frem, først og fremmest via vores ansigter, og vi håber, at det vi viser frem, vil blive accepteret.

Ansigter er tilstedeværelse og bekræftelse, kropsligt og sjæleligt. Ansigter viser selvets legemlige fremtoning. Det er ansigter, der giver rum og personlighed til de mange anonyme individer, steder og bevægelser i en storby. Det er også på ansigtet, vi først og fremmest genkender et andet menneske i byens mylder.

Vi meddeler os via blikket: at se et andet menneske i øjnene er vores mest intense og intime form for kommunikation, her kan ord være overflødige og distraherende. Kun børn, forelskede, mennesker, der tager selfier, fulde eller meget vrede, må stirre meget heftigt; altså mennesker, der ikke har lært, eller som har glemt den sociale dannelse.

Der kan derfor komme nogen næsten foruroligende fortroligt ind i nærværet med en selfie. Vi er ikke vant til at fokusere på et ansigt så tæt på og i lang tid. Når vores øjne fastholder noget og i særdeleshed et ansigt på en selfie, afviger det fra øjnenes naturlige, punktvise bevægelsesmønster, hvor fokus hele tiden flyttes og ikke kan fastholdes ved en bestemt del i lang tid. Det afviger også fra vores kulturelle og moralske normer, der fortæller, at det ikke er pænt at stirre eller glo. Disse normer ophæves ved selfien.

Vi er ikke vant til, at man bare må stirre. Når vores øjne fastholder noget, og i særdeleshed et ansigt på en selfie, afviger det fra øjnenes naturlige, punktvise bevægelsesmønster, hvor fokus hele tiden flyttes. Det giver mange selfier et ubehageligt insisterende, nærmest anmassende udtryk. Fotos: pinterest.com #selfie

Sociologen Sherry Turkle fremhæver (i Alone Together), at individet bliver fastholdt i en permanent overgangssituation. Efter nærværet med forældrene begiver barnet sig ud i verden, og til den færd har det brug for overgangsobjekter, f.eks. et kært stykke legetøj. Turkle ser de sociale medier som sådanne overgangsobjekter, men de fører ikke sammen i nye sociale relationer men lader selvet forblive i en permanent overgangsituation, alene sammen med andre. Turkle beskæftiger sig som nævnt ikke specifikt med selfies eller billeder, mærkeligt nok. Men hendes synspunkt er jo let at overføre på billederne på skærmene. Vi interagerer med billederne, men det fører ikke videre interaktion eller relation med sig.

Vender vi os til nyere visuel teori, så er det tydeligt at billedet har en anden og meget mere dynamisk betydning og funktion. Det er levende, sådan som vi kender det fra fetich og totem. Billedteoretikeren W.J.T. Mitchell har rejst spørgsmålet om, hvad billeder egentlig vil, ved at se på en række moderne billeder (What do pictures want? 2006). Hans svar er enkelt og for en selfie meget passende: de vil kysses, dvs. de vil tages ind, de vil inkorporeres, de vil accepteres. Billederne vil interagere.

Det er lige præcis dette projekt, der ligger i enhver selfie: kys mig, tag mig til jer, inddrag mig og anerkend mig!

Tendensen er gået fra skriftlige kommentarer til at markere tilstedevær med korte sentenser a la "wow" eller brug af visuelle tegn, f.eks. et hjerte. Pinterest og Instagram repræsenterer kulminationen på alle fire tendenser, hvor selfies med kendte er en sikker vinder

Mere om selfies:

Bleacherreport.com om en photobomb-baseball og en tv-vært, der satte sit liv på spil for et selfie

The Week om, hvilke selfies, du må lave, hvis du ikke vil være kikset

P interest.com #selfie: Tusindvis af forskellige selfies fra hele verden

Mandatorypublication.com: sex-selfies

Buzzfeed.com om alle mulige kategoerier af selfies

Basal viden fra Wikipedia om selfies

Tweets om selfies

The Guardian: "The rise and rise of the 'selfie'"
The New Yorker: The Return of The Selfie