Selfier ændrer verden

Spejlet hører til en af de skelsættende nyopfindelser, der udbredes i renæssancen og sætter selvet og subjektet i centrum. Det samme gør den såkaldte selfie, der siden den for alvor blev populær i løbet af sidste halvdel af 2013 har udmøntet sig i adskillige underkategorier.
af Bent Fausing
Det første hashtag af en selfie på Instagram stammer fra januar 2011. Sidenhen er selfies blevet hashtagget 57 millioner gange på Instagram. I 2012 blev ordet kåret af Time Magazine som et af tolv nye skelsættende ord, og i 2013 blev det kåret som årets ord af Oxford Dictionary. Brugen af ordet steg 17.000 procent i 2013 ifølge ordbogen.
 
        
 Ligesom spejlet sætter selfien subjektet og selvet i centrum. Vores behov for at se os selv kan ses i lyset af selvmediernes udvikling, som også har skabet nye former for selfies. Brugen af ordet ’selfie’ steg med 17.000 procent i 2013
 
De nye kategorier af selfien er den sunde selfie, healthien, parrets selfie, usien, og landmands-selfien, felfien. Basalt drejer det sig stadig om at spejle sig og se sig selv, men også om at blive set af andre. Kommunikationen er kun fuldbyrdet, ved at andre også ser billedet, ikke mindst via de sociale medier.
 
Selfierne er nu ikke mere kun noget, som de unge tager. Selv statsministeren er med på bølgen, og selfierne indgår i brede tv-programmer som Aftenshowet og TV2’s program om året, der gik, 2013. I førstnævnte program skulle man indsende selfier, i det andet program skulle man tage en selfie med den, der sad ved siden af en ved showet. Selfien vil blive fast ingrediens ved barnedåb, konfirmationer, bryllupper, jubilæer, sygdom, døden, begravelser og så videre. Det siger noget om vores forhold til selvet, billedet af det og vores ønsker om se os selv – og de forskellige undertyper tilføjer hver deres nuance.
 
Jeg vil tage behovet for at se sig selv op via det, jeg kalder selvmediernes udvikling for derefter at komme frem til de nye former, som er udgået fra selfien. Jeg vil også belyse selfien og dens mutationer i lyset af en kendt selfie og de komplekse følelser, som selfie-genrerne kan sætte i gang.
 
Ifølge denne artikel fra BT mener den thailandske psykiater Panpimol Wipulakorn, at selfies giver følelsesmæssige problemer, som leder videre til samfundsmæssige problemer. Han opfordrer derfor de unge thailændere til at undgå at blive alt for afhængige af selfies. Om de lytter, er en anden sag.
 
Selvmediernes udvikling. Spejlingernes funktion
Mennesker hvor som helst ser hver dag spejlbilleder af sig selv. Foran spejlet om morgenen, i løbet af dagen på toilettet og spejlingerne i vinduesruder og blanke overflader rundt om i byen. Spejlbillederne præger både vores private og offentlige rum. Hele den kropslige fremtoning med ansigtets mimik, gestik og kropssprog er kendt af hvert eneste menneske. Skabelsen af og erfaringerne med denne fremtoning er indlejrede som væsentlige bestanddele af vor bevidste og ubevidste viden.
 
Det er næppe helt muligt at forestille sig en verden uden spejle og det tab af fortrolighed med sig selv, som en sådan verden ville betyde. Man ved, at vagabonder og hjemløse kan miste deres indre billede af egen fremtoning, så de ikke længere umiddelbart genkender sig selv i et spejl.
 
Jeg har et spejlbillede, altså er jeg
Kemikeren og forfatteren Primo Levi beretter om spejlingens i mere end en betydning menneskelige træk i omgivelser, hvor al menneskelighed er forsvundet: "I Auschwitz ser en ung fange to kvinder, der betragter sig selv i en mudderpøl. Der er ingen spejle i lejren, for at forhindre selvmordsforsøg [!]. De vender ryggen til ham, de har et tørklæde på hovedet, og deres tøj hænger i laser. Han ser opmærksomt på det mudrede vand og genkender nogle træk. Det er hans kusiner, som bringer ham nyt fra familien." (Hvis dette er et menneske 1987:10).
 
Kan der være noget håb i at se en spejling af sig selv, når man er havnet i et inferno som en nazistisk koncentrationslejr? Man kan via spejlingen og spejlet se den menneskelighed i ansigtet, som de øvrige forhold i lejren er så blottet for. Også det elementære bevidsthedsmæssige forhold, der ligger i at se, betragte sig selv og dernæst måske komme til klarhed, er væsentligt at betone i sammenhæng med synssansning, spejle og visuelle medier.
 
I en anden koncentrationslejr lykkedes det fangerne at gemme et lille, gammelt spejl med dårlig belægning. Spejlet bliver i smug sendt fra fange til fange om aftenen som et helligt relikvie, hvori alle kan identificere sig med deres ansigter og derigennem på ny forsøge at få et af de væsentligste pejlemærker for mennesket ind i bevidstheden igen gennem spejlingen. På steder, hvor al menneskelighed synes ophørt, giver spejlet fangerne det essentielle billede af menneskelighed, ansigtet, tilbage.
 
Renæssancen. Selvbevidstheden træder frem
Vi har altså ikke kun det kendskab til legemet og ansigtet, der er opbygget fra den tidlige barndom gennem den aktive udforskning af omverdenen og gennem kroppens og sansernes brug. Vi har også en spejlbevidsthed, forstået som en opfattelse af vort ydre via refleks i spejle, der er knyttet til muligheden for selvrefleksion. Vi har så at sige et blik på os selv udefra, og alligevel er det indefra, for det os selv – set fra os selv. En selvfordobling: Vi ser på os selv med egne og ikke andres, øjne. Vi er både subjekt og objekt i spejlingen.
 
Vores selv og selvbevidsthed er blevet mere og mere fremtrædende siden renæssancen. Det er også fra og med renæssancen, at individualiteten kommer til de små maleriers portrætter, gennem bogmediets individuelle fortællinger og læsninger – og via spejlets opfindelse. I alle disse nye medier, der er karakteristiske ved at danne en afgrænset skærm om den enkeltes perception, er det enkeltindividet, selvet, der skaber og skabes i mødet med medierne. Et enkelt menneske i den vestlige kultur er ikke først og fremmest en del af en slægt eller en familie, sådan som det er tilfældet eksempelvis i den arabiske verden. Vi er først og fremmest os selv, og pronomenbrandingen i tiden udtrykker det: MySpace, YouTube, IPhone, IPad.
 
Selvportrættet: Jeg ser mig selv
Det skyldes naturligvis et samspil af mange forhold: arbejde, religion, opdragelse, skolegang og andet. Dette bliver også underbygget af vores billedkultur i modsætning til den arabiske verdens ornamentale visualiseringer. Billederne omkring os spejler på deres måde også mennesket og hjælper det til bevidsthed om sig selv. Selvbevidsthed. Spejlets demokratisering er formentlig den faktor, der har udvidet og bekræftet vores selv og individualitet mest.
 
Samtidig med spejlets opfindelse begyndte man at lave mindre staffelimalerier i stedet for store vægmalerier. Det formindskede format og motivernes fremadskridende frigørelse og sekulariseringen i forhold til de tidligere guddommelige love ansporer til en anden teknik hos kunstneren og til et andet blik hos iagttageren. Både teknikken og betragtningen bliver meget mere intim og individuel. Det samme gør sig gældende ved selvportrættet, der også kommer til samtidig med spejlet. Spejlet og selvportrættet accentuerer de samme nye betydninger i det vestlige samfund: at se sig selv, at lave en refleks af sig selv og derved tænke over sig selv og ens situation.
 
De optiske medier og masseoplevelsen
Med spejlet følger endnu et medie, der er direkte knyttet til glassets og spejlets opfindelse og udbredelse, nemlig fotografiapparatet som bliver muliggjort via de optiske linser, der bliver fremstillet af glas. Fotografiapparatet kunne skabe spejlbilleder, portrætter og selvportrætter. I massevis.
 
I kølvandet på fremkomsten af fotografiapparatet og dets optik kom de øvrige optiske medier – film, tv, video, web-cam og smartphones – der også var særligt egnede til at gengive ansigtet, close-up'et. Fotografiet og de beslægtede visuelle og audiovisuelle medier var en del af et samfund, der drejede mod masseproduktion og -kommunikation. Den nye produktion og kommunikation gav masseoplevelser og derigennem mange mennesker let og billig mulighed for, modsat det eksklusive portrætmaleri, at se sig selv og derfor modtage selvidentitet. Som i et spejl.
 
Spejlets demokratisering er også selvets demokratisering. At se sig selv, sit eget jeg, hyppigt som en del af en daglig gøren medvirker i høj grad til uddybningen og nuanceringen af menneskets selvbevidsthed. Spejlets udbredelse i hverdagen har hjulpet med til dannelsen af den særegne subjektivitet, der udgør et væsentligt træk i vor kultur. Men i denne individualitet ligger naturligvis også selvtilstrækkeligheden, narcissismen og dens dialektiske genskær, ekshibitionismen, på lur.
 
Sunde selfies: healthien
Til den ovennævnte udvikling i spejlmedierne hører også selfierne og deres mutationer, hvor en af de mest udbredte er healthien. Inden for selfier fylder de såkaldte fitness-selfier meget på Facebook og Instagram. Det kan derfor ikke undre, at de har fået deres egen undergruppe med eget navn, healthie. Sunde selfies, om man vil.
Healthies er hurtigt blevet en kæmpe trend på de sociale medier – især på Instagram, hvor et stort antal mere eller mindre kreative fitness-hashtags lukker op for en verden af sved, flade maver og svulmende muskler. På Statigram.dk, en side med statistikker over Instagram, har #fit i skrivende stund 13.930.510 opslag, #fitness 27.330.139, #fitfam 5.118.084, #fitfamiliy 110.381, #myfitlifestyle 13.943 og #healthie, som det stadig nye begreb det er, 1752 opslag. Det mest brugte hashtag i 2013 var #love, som har 403.918.620 opslag til sammenligning.
 
Healthies handler om dyrkelsen af den perfekte krop. Derfor har de heller ikke den spontanitet og ironi som selfies. Healthies er billeder af en fasttømret identitet og rummer ikke den leg med identitet, som man finder i mange selfies
 
De sociale medier har taget en meget tydelig visuel drejning inden for de sidste fire år. Instagram og Pinterest er de største sociale mediesucceser inden for den periode, og Facebook er godt med via Timeline og ved at opkøbe Instagram.
 
Der er tre udtryk, de er særligt egnede til at synliggøre: seksualitet, krop og socialitet. Alle tre dele er samlet i healthien. Det er dyrkelsen af den perfekte krop, der også er seksuel attraktiv, og som samtidig, netop fordi den er perfekt, også er et tegn på social succes.
 
Den succesfulde krop
Blandt andet derfor adskiller healthies sig fra selfies. Healthies mangler den spontanitet, ironi, selvironi og humor, der ofte kendetegner selfien. Selfies er også mere legende, i og med man leger med sin identitet, prøver at finde den eller prøver at udvide den. Tager man healthies, har man allerede fasttømret sin identitet. Kroppen er en succes, og man har succes. Kroppen er det synlige bevis på, at det går rigtig godt.
Det er ofte celebriteter, der i første omgang tager healthies og lægger dem op på Instagram og senere følger andre efter: Rihanna, Kim Kardashian, Gisele Bündchen, David Craig … De har alle en perfekt og perfektibel krop. Og de ved det, og de er ikke bange for at vise den frem. Men nok bange for at miste den.
 
Kroppen er et hårdt ansigt udadtil, men også et udtryk for drømme og visioner. Med sin forgængelighed er kroppen dog også sårbar
 
Healthien er alvorlig og determineret. Nogle gange selvhøjtidelig. Kroppen er et hårdt ansigt udadtil. Det bliver en maske, der viser, at sådan vil jeg se ud. Men det viser også drømme og visioner. På den måde er de sårbare. Det er ens drøm at få og beholde den perfekte krop, men kroppen er forgængelig. Der er både beskyttelse og blottelse i healthien.
 
Kroppen bliver udtryk for selvet, kroppen som bliver selvets identitet, men sjælen mangler. På den ene side siger healthierne meget om kroppens perfektion, men de siger også meget om manglen på sjæl. På den måde forstsætter de den adskillelse af sjæl og legeme, der har karakteriseret vestlig kultur i mange år.
 
Parrets selfie: usien
’To er bedre end en’ kunne være den korte karakteristik af en usie. En usie er egentlig blot en selfie, men der skal være mindst to personer, helst forelskede, med på billedet.
’Usie’ kommer fra ’usually’ og ’usual’, og ordet udtales ’U-she’. Det benyttes i særlig grad, når man holder af en eller holder meget af at gøre noget.
 
En usie er en selfie med mere end en person. Den er ikke mindst blevet en par-selfie, hvor den strålende, lykkelige kærlighed kan vises frem
 
Oprindeligt hentyder en usie til en person, der godt kan lide at tage selfier, dog ikke af sig selv alene, men derimod af sig selv og en anden eller mange andre. ”One takes an usie to be silly with friends and have fun taken random pictures of themselves”, hedder det i Urban Dictionary (2014). Usie bliver dog mere og mere brugt om parrets selfie; det er det forelskede pars udgave af selfien. De to betydninger går derved sammen; man er helt vild med at tage selfier, og man er helt vild med at tage selfier af sig selv og kæresten – man tager en usie. På disse usier er parrene sædvanligvis helt opslugt i kærlighed, de stråler og er meget lykkelige. Det er taget af den ene i parret og derefter lagt op på et af de sociale medier for at vise andre, hvor lykkelige de er … sammen. Denne forelskede version af usie bliver også kaldt en smugie.
 
Sådan kan man give selfies baghjul
 
Hvor man kan sige, at selfien ved at blive lagt op på et socialt medie kan skabe relationer og via spejlingen blive ’to’, så viser usier den ideale tilstand. Man er allerede to. Men usien er ligesom selfien kun komplet, hvis andre ser den og derigennem bekræfter identiteten, forholdet og forelskelsen.
 
Også kendte mennesker manifesterer deres kærlighed med usies
 
Både selfien og usien fordrer kommunikation og refleks tilbage. Begge tager form efter den spejlmatrice, der er blevet lagt i de først relationer, nemlig mellem barnet og moren, barnet og forældrene. Det er matricen, som al senere interaktion benytter sig af. Børnelægen og -psykiateren D.W. Winnicott benytter begreberne ’connection’ og ’disconnetion’ i forhold til at gennemføre relateringer efter den første basale interaktion mellem barn og moren, barnet og forældrene. Man kan så sige, at selfien er en prøve på at connecte med andre, usien er beviset over for andre på, at man har connected og ikke er disconnected.
 
Landmandens selfie: felfie
Ligesom landmændene har deres eget dating-site, Farmerdating.dk, så har de også fået deres egen form for selfier at relatere igennem, felfier.
 
Det er en landmands-selfie, og den er både en moderne hyldest til et af vore ældste erhverv og en måde at få opmærksomhed og anerkendelse på. Landmændene søger de sociale medier og tager selfier med sjove ansigter sammen med deres husdyr, en felfie. Det blev startet af det irske Farmers Journal, som holdt den første felfie-konkurrence sidste år, og derefter er det blevet et populært hashtag på Twitter, Facebook og Instagram, selvom den praksis at tage felfies – ligesom at tage selfies – går længere tilbage end hashtag-registreringen.
 
En ’felfie’ er en landmands-selfie. Måske kommer brugen af ordet ikke til at stige lige så massivt, som det gjorde for ’selfie’, men det er stærkt på vej frem. Det irske Farmers Journal har blandt andet afholdt en felfie-konkurrence
 
Bliver felfies i 2014, hvad selfies var sidste år? Næppe, selvom landmændene allerede har tiltrukket en rimelig andel af opmærksomhed via deres poseringer. Sites som farmingselfie.com og herhjemme landbrugsavisen.dk arbejder på at legitimere landbruget og selvportrætterne ved at vise dem og fortælle historierne bag dem. Målet, ifølge hjemmesiden farmingselfie.com, er at "sætte ansigt på de landmænd, der arbejder for at sætte mad på bordet."
 
The Guardian roser felfies for at sætte et nyt fokus på landbrugslivet og de sociale medier i almindelighed som en måde, hvorpå den moderne landmand kan trodse isolationen på markerne. Felfien er bevis på, at landmænd er ligesom andre og har krav på anerkendelse for at sætte den basale føde på vores bord.
 
Med felfies kan den moderne landmand trodse isolationen og skabe anerkendelse omkring sit arbejde
 
De sociale medier bliver brugt som branding af landbruget og landmændene ved at søge at ændre forestillinger om holdninger til erhvervet og dem, der arbejder med det. Selvom felfierne ligesom selfier anslår den ironiske, spontane, og uhøjtidelige tone, så mærker man alvoren bag det sjove: man vil anerkendes. Som ved arbejdskampe i de senere år for eksempel sygeplejerskernes strejke i 2008 og lærerens lockout i 2013 drejer det sig ikke om løn, men om anerkendelse af ens arbejde. Det er et universelt og antropologisk behov: ”Når ’kamp om anerkendelse’ kan siges at have antropologisk karakter, skyldes det, at individet ikke kan udvikle en personlig identitet, uden anerkendelse.” (Axel Honneth Kampen om anerkendelse 2006:8). Landmændene vil gerne ses, spejle sig, udvikle en samtidig identitet og have nutidig anerkendelse for deres gamle erhverv.
 
Selfiens tid. Billedet af en selfie, der bliver taget, men aldrig set
Vi lever i selfiens tid. Et hurtigt selvportræt lavet ved, at et kamera på en smartphone er blevet vendt om som et spejl, og med mulighed for straks at blive delt på sociale netværk, hvilket giver ny mulighed for øjeblikkelig visuel kommunikation af, hvem vi er, hvad vi laver, hvem vi tror, vi er, og hvem vi føler, vi er. Selfierne har ændret aspekter ved social interaktion, kropssprog, selvbevidsthed, privatlivets fred, humor, ironi, fornemmelsen af tid og offentlig adfærd.
 
Selfien og dens udspaltninger er hurtige, uprætentiøse og bramfrie. I modsætning til traditionelle portrætter behøver selfies ikke særlige eller prangende anledninger. De går i en anden uformel retning. Der er tradition for hos teoretikere som Walter Benjamin, Susan Sonntag og Roland Barthes at se melankoli og memento mori i ethvert fotografi. Selfier er ikke for dette stemningsleje eller døden, de er derimod for vitalitet og øjeblikket, en prioritering som til tider kan virke som en fortrængning af melankolien og mementoet. Fotografiet er dog under alle omstændigheder via selfierne ved at ændre sig fra at være knyttet til erindring til at være knyttet til kommunikation.
 
Helles selfie: inkarnationen af Mandelas drøm
Selfien er en ny visuel genre, der adskiller sig fra alle andre portrætter i historien ved, at man selv kan lave dem så let som ingenting. Men selfien har samme mål som alle andre selvportrætter: Man vil sætte et tegn i omverdenen, som andre skal se, og man håber, at dette udtryk vil blive accepteret og taget godt imod. Man vil føle sig anerkendt.
Det sidste kan man ikke sige, der skete for den mest berømte selfie, der er taget – men aldrig set. Selfierne blev for alvor udbredte, da David Cameron, Barack Obama og Helle Thorning-Schmidt forenedes foran sidstnævntes smartphone for at tage en selfie ved Mandela Memorial i december sidste år. Thorning-Schmidt fortalte senere, at hun havde set sine døtre tage selfier, og nu ville hun også prøve.
 
Et billede, som er blevet tolket og mistolket på mange måder. Med sin beskæring sørgede fotografen for at skabe en scene for melodrama
 
Men billedet blev set som alt andet end uskyldig ungpigeleg ved en munter og farverig Mandela Memorial. 
Det nu verdensberømte billede af Cameron, Thorning-Schmidt og Obama, der tager en selfie, er blevet fortolket og misfortolket på mange måder, hvilket blandt andet udmøntede sig i misogyni og racisme. Thorning-Schmidt var en ’slut’ og en ’smatso’, der mængede sig med de magtfulde mænd og satte førstedamen fra USA til side. For Barack Obama talte man om en ’Selfiegate’ i lighed med ’Watergate’, der fældede Nixon i sin tid. Alle fortolkninger og reaktioner glemmer en underliggende drøm og vision, som dette billede bærer.
 
Misogyni og racisme prægede mange af reaktionerne på Helle Thorning-Schmidts selfie
 
For billedet af selfien, der bliver taget, inkarnerer i fortættet form Mandelas drøm: Vi har en kvindelig statsminister (Helle Thorning-Schmidt), en hvid premierminister (David Cameron) og en farvet eller afro-amerikansk præsident (Barack Obama) sammen – og i glæde! De tværkulturelle og etniske muligheder, Mandala arbejdede for, er her mulige! Glæden lyser ud af billedet, Obama smiler ægte og charmerende, som kun han kan, Helle er lækker med håret slået ud, og Cameron, der smyger sig velvilligt mod Thorning-Schmidt for at komme med på billedet, er helt parat til at spille lykkelig teenager. Hvad med Michelle Obama? Fotografen hævder, at hun bare var der ”tilfældigt”, men den går ikke. Fotografen kunne nemt have beskåret billedet, så hun ikke var med, men der skal tilsyneladende være et strejf af melodrama. Aviserne skal sælges.
 
Dette billede af en selfie, der er ved at blive taget, er blevet ikonisk og kendt overalt. Fotografen gjorde intet for at forhindre misforståelser, tværtimod hjalp han dem godt på vej, og alle medier tog den melodramatiske stemning i billedet op. Derfor gik de og mange iagttagere glip af den smukke hyldest til Mandela og drømmen og visionen, han arbejdede for, og som billedet indeholder.
 
Ambivalensen, der blændede for selfie-drømmen
Optagelsen viser noget centralt om selfier. Du må skabe din krop til selfien, smyge dig ind i billedfeltet for eksempel. Men samtidig viser optagelsen, at der altid er nogle udenfor, der ikke kom med i det gode selskab. Det skaber ambivalenser over for billedet, beskueren er nemlig udenfor, disconnected, og vil aldrig kunne være med. En del forskere, blandt andet sociologen og psykoanalytikeren Sherry Turkle, som beskæftiger sig med sociale medier, taler om FOMO, det vil sige ’fear of missing out’, som noget essentielt ved disse medier. En er allerede i billedets fysik uden for optagelsen af selfien og den kropslighed og stemning, den fordrer, og andre iagttagere havde kun deres fordømmelse til at være til stede i billedet med.
 
Disse meget sammensatte følelser af krop, ansigt, ambivalens og udelukkelse har så fuldstændig blændet iagttageres øjne for den drøm og vision, som billedet indeholder. En drøm og en vision, der ellers passer smukt til den drøm om udvikling af selvet, som alle selfie-former har rod i.
 
Relevante links:
 
 
Bent Fausing, interview-artikel om healthies: "Sundhed sat til skue"
 
Generelle henvisninger:
 
 
 
Lenna Wortham: “My Selfie, Myself”
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job