Seeren skal i centrum

Tv-branchen tænker alt for reaktionært og traditionelt, når det gælder interaktivt tv, mener Tina Werborg. Hun har lavet et speciale, der skal vise vej ud af vanetænkningen.
af Niels Bjørn

"Tv-stationerne tænker groft sagt interaktivitet som indlagte quizindslag og 'ring-ind-elementer' i programmer, der ellers er helt lineære. De kigger ikke på de fundamentalt nye muligheder, der ligger i reel interaktivitet," siger Tina Werborg. "Internetfirmaer har fat i noget af det rigtige, men de forsøger til gengæld at finde en superbillig løsning, og det går ikke, hvis brugeren skal gøres interesseret i et nyt medie. Problemet er, at der ikke tænkes i at forene de to mediers forskellige styrker."

 

Interaktivt tv er noget andet end tv
Tina Werborg gik i gang med sit speciale, efter hun havde arbejdet i tv-branchen. Her fandt hun ud af, at selv om tv-stationerne oser af velvilje til at lave interaktivt tv, så står deres tænkning i vejen. Hun gik derfor selv i gang med at udvikle et interaktivt tv-program, som skulle udfolde mediets potentiale. Resultatet blev et program, hvor seeren får uendeligt mange muligheder for at skabe sin egen fortælling. Et interaktivt program består af en slags legoklodser, hvor hver brik kan bygges på enhver anden. Legoklodserne kan både tilgodese den seer, som vil have mange hårde facts, og den der er interesseret i at få stoffet formidlet gennem følelser eller gennem refleksioner. Enhver brik fører videre til nye muligheder, som brugeren vælger mellem, og på den måde skaber hver seer sit eget program.

 

"Interaktivt tv sætter brugeren i en styrende rolle for fortællingen," siger Tina Werborg. "Så det interessante spørgsmål for tv-stationerne bør være: Hvilke udfordringer giver det til det materiale, som skal produceres?"

 

Seeren skaber fortællingen
"Grundlæggende kan man sige, at en tilskuer altid skaber sin egen fortolkning af et tv-program. Man har en viden om tilværelsen, som man tager med sig, når man ser tv. Det er det, interaktivt tv skal udnytte, men lige nu er tv-stationerne bange for det," siger Tina Werborg. "Konsekvensen af at brugeren bliver styrende for skabelsen af fortællingen er jo, at tv bliver en langt mere åben form. Og lige nu går tv-stationerne den modsatte vej. De forsøger at lukke deres fortælleformer for at holde på seeren. Derfor laver de enstrengede, stramme programmer og arbejder med at gøre sendefladen til et flow, som holder seeren fast. Men hvis man vil lave interaktivt tv, er man nødt til at åbne op."

 

"Andre medier og kunstformer er langt mere åbne overfor brugeren end tv," fortsætter Tina Werborg. "Tænk på arkitektur og byplanlægning, for eksempel. Bygninger og byplaner skal rumme mange forskellige slags mennesker med hver deres behov og ønsker, og det tager gode arkitekter med i deres arbejde. De skaber med en god bygning muligheden for at forskellige personer kan bruge den på hver deres måde. Det er altså brugerens potentiale, som er vigtigt. Litteraturen og filmen har også eksperimenteret med former, som bryder den lineære form, så der bliver mere plads til læserens og seerens egen udgave af fortællingen. Det er den tænkning, jeg har overført på interaktivt tv," siger hun.

 

Kræver store investeringer
Problemet med interaktivt tv, som Tina Werborg ser det, er ikke bare fortælleformen. Det er også dyrt at udvikle, for uden investeringer, der viser mediets potentiale, vil brugeren ganske simpelt ikke få øje på det attraktive i mediet. Og her er dilemmaet: Så længe ingen endnu har udviklet det rige potentiale, som ligger i interaktivt tv, tør ingen investere store summer i mediet.

 

"Jeg tror, tv-branchen er nervøs, fordi det er investeringer i uprøvet farvand. Men samtidig vil de alle være med. Jeg er sikker på, at interaktivt tv bliver en succes, så snart der investeres alvorligt i det. Interaktivt tv er jo en ny kommunikationsform, som tilbyder helt nye oplevelser af frihed og leg for brugeren," siger Tina Werborg.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også