Hvad ser de mindste børn og hvorfor?

Små børn kan godt lide at se tv. De kan godt lide nogle programmer eller indholdselementer frem for andre. De tre årige er endda i stand til at udtrykke dette med ord og give udtryk for, om et bestemt program er noget for dem – ’noget for lille’, som en pige i undersøgelsen så præcist siger det. Hvilke programmer de foretrækker, er betinget af programmets struktur, henvendelsesformer, og ikke mindst om barnets omverden understøtter denne præference.

Tv-programmer til de mindste følger ofte en bestemt formel og struktur: De er kendetegnede ved at være opbygget fragmentarisk med små fortællinger, der gentages med små variationer om og om igen. Et godt dansk eksempel er Fredagsbio med Anna og Lotte. Her har vi netop et program, hvor barnets opmærksomhed kontinuerligt ’kaldes til’ ved hjælp af lyd og musik i nye kombinationer af genkendelighed. Genkendelsen skaber fascination, glæde og tryghed hos barnet. På den internationale scene er Teletubbies et eksempel på en lignende formel. Det er dog ikke kun gentagelsen i sig selv, som fascinerer små børn. Også dyr, dukker, køretøjer og især musik og sjove lyde skaber fascination og glæde, ofte i kombination mellem medier og merchandise. Små børn orienterer sig nemlig i forhold til elementer og figurer, som de genkender, enten fra samme eller andre programmer, fra legetøj og merchandise eller fra virkeligheden. På den måde er der også en sammenhæng mellem de figurer, der er med i fjernsynsudsendelsen, og den selvstændige leg, mens fjernsynet er slukket.

Tv-sening og leg

Figurerne fra forskellige tv-programmer spiller en væsentlig rolle i barnets medievirkelighed. Når barnet omgås med, rører ved, iklæder sig eller leger med ting, der har tilknytning til tv-programmerne, tilføjes andre dimensioner til disse, og mere fascination skabes. Barnet skaber dermed betydning på tværs af medier og produkter. For eksempel kan figurerne fra Byggemand Bob træde ud af fjernsynet og få fysisk form som legetøj. Det giver barnet nogle muligheder for leg med afsæt i et på forhånd defineret narrativt univers. Og i den fysiske leg får barnet mulighed for at spille en aktiv rolle selv, der rækker ud over det at se et tv-program på en skærm.

Især spiller produkter fra DR en væsentlig rolle for de børn, der er med i undersøgelsen. DR tilbyder i høj grad børn udvidede universer, og alle børn i undersøgelsen havde en eller flere ting, tøjstykker, bøger, dukker eller dvd’er med de kendte figurer fra DR (Bamse og Kylling, Anna og Lotte osv). Det var interessant i den forbindelse at bemærke, at forældrene ofte ikke opfattede produkter fra DR som merchandise, det var ’bare noget, der var der’. Det samme gjaldt i nogen grad produkter fra Disney. Ofte var forældrenes valg af merchandise og produkter til deres børn præget af nostalgi – hvilket forklarer både DR’s og Disneys popularitet blandt småbørnsfamilier. Forældrene vælger typisk produkter, som de kender fra deres egen barndom, og som repræsenterer gode værdier for dem.

Mediebrug i kontekst

Småbørns mediebrug kan forstås ud fra to perspektiver. I det første perspektiv handler det om det lille barns forhold til medier, merchandise og legetøj. Fra dette perspektiv fokuseres på, hvordan barnet selv skaber sit medieforbrug. I det andet perspektiv handler det om, hvordan medieforbruget iscenesættes og skabes af barnets omgivelser, først og fremmest i familien. For at forstå barnets mediebrug er det nødvendigt at forstå, at både barnet selv og rammerne omkring det spiller en afgørende rolle.

Barnet på 1½ år:

• Bevæger sig sonderende rundt.
• Forældre eller ældre søskende iværksætter mediebrug.
• Barnet fatter sporadisk interesse for mediet.
• Forældrene opfordrer barnet til at kigge.
• Barnet kigger eller kigger ikke, men forstår efterhånden, hvad der er værd at interessere sig for.
• Barnet udvikler sans for stil og genre.
• Forældre (og søskende) udvider gradvis udbuddet af medieprodukter og merchandise.
• Musik og bevægelser samt genkendelse og variation skaber fascination.

Barnet på tre år:

• Barnet er stadig sonderende, men vil ofte følge længere handlingssekvenser.
• Barnet har ofte veletablerede medievaner og -rutiner.
• Barnet viser interesse for bestemte programmer, og børnene har generelt varierende præferencer – i relation til interesser i øvrigt.
• Forældrene understøtter og/eller udvider disse interesser.
• Samtidig skabes flere regler omkring mediebrug, fx tidsbegrænsning.
• Barnet møder børnehavens legekultur og udvider interesser og præferencer.
• Barnet afprøver bevægelser, musik og sprog med afsæt i film og programmer.

Barnet og mediet

For det første er der en umiddelbar relation mellem barnet og tv-mediet. For et lille barn er det dejligt at se gode programmer med skægge figurer, flotte farver og god musik. Det er dejligt at putte sig i sofaen eller arrangere en ganske særlig hoppebane frem og tilbage foran tv’et. Det kan blive så dejligt og hyggeligt, at man falder i søvn, eller det kan være så sjovt, at man griner og lader lydene fra programmet indgå i sin leg bagefter. Det kan være, at man ikke rigtig ved, hvad man skal grine af og blot efteraber sin storesøster, når hun griner. Børn bruger medier, fordi det er forbundet med glæde, nydelse og afslapning. Typisk er det lille barn sonderende i sin mediebrug og bevæger sig frem og tilbage mellem tv’et og andre aktiviteter. Ofte retter det sin opmærksomhed mod skærmen, når bestemte lyde eller bestemt musik forekommer, og foretager en vurdering af, om indholdet er interessant nok til at se videre. Når barnet er tre år, vil det typisk følge længere handlingssekvenser og vil have en grundlæggende forståelse af, hvordan en fortælling er skruet sammen. Samtidig har barnet en veludviklet sans for stil og genre og kan genkende bestemte programmer som noget, der er værd at beskæftige sig med. Småbørns brug af medier er derfor langt mere raffineret og nuanceret, end hidtidig forskning har antydet. Hidtil har den sparsomme forskning på området ment, at børn under tre år udelukkende er fascinerede af former, farver og bevægelser, og at deres sening er usystematisk og tilfældig. Dermed overses barnets aktive betydningsdannelse og omgivelsernes indflydelse på denne. Men børn bruger, besidder, ønsker sig og knytter sig til ting og programmer fra et til to-årsalderen på måder, der ligner voksnes måder at knytte sig til for eksempel bestemte tv-serier.

Det vil sige, at de foretrækker visse ting frem for andre, og at de kategoriserer ting i relation til andre ting. De genkender figurer og brands – for eksempel Peter Plys eller Bamse og Kylling, uanset om de optræder på en tv-skærm, en madkasse eller et par strømper. Medietekster, merchandise og legetøj indgår derfor som en helt naturlig del af børns hverdagsliv og tilkendes betydning af børnene i samspil med de omgivelser, de er en del af. I nogle tilfælde giver medierne mulighed for, at børn kan dyrke en helt særlig interesse. En treårig dreng i undersøgelsen var for eksempel vild med dinosaurusser. Han så tegnefilm og dokumentarprogrammer om dino’er, ligesom han havde dino-bøger og -figurer. Sammen med sin mor gik han på nettet og fandt billeder og spil med dinosaurusser, og familien tog på tur til Eksperimentariet for at se en udstilling om de forhistoriske kæmper. Eksemplet viser, at medierne tilbyder barnet muligheder for at opsøge og leve sig ind i spændende universer. Det viser også, at når forældrene bakker op om interessen og udvider barnets palet af medier, bliver det endnu mere interessant for barnet.

Det specielle ved små børn, sammenlignet med større børn og voksne, er dog, at de ikke selv frit kan vælge deres mediebrug, og at de ikke har noget selvstændigt økonomisk råderum. Dermed er deres mediebrug og forbrug i særlig grad indvævet i og afhængigt af andres dispositioner på deres vegne. Det vil i første omgang sige børnenes forældre, men også søskende, bedsteforældre og legekammerater har indflydelse på forskellig vis. Dette gælder på et overordnet plan, hvor voksne sætter grænser for og tilkender barnet et bestemt forbrugsmønster, og det gælder, når barnet ser film og programmer og skaber betydning af disse i samvær med forældrene.

Mediemiljøet og barnet

Barnet skaber derfor ikke blot sit medieforbrug, det bliver også skabt af omgivelserne i et mediemiljø. Det andet perspektiv handler derfor om de mediemiljøer, børnene lever i, hvor de i samspil med søskende og forældre tilegner sig vaner, normer og værdier i forhold til medier. Samtidig lærer de, hvad der opfattes som acceptabel mediebrug, hvad og hvor længe man ser, og hvordan man opfører sig imens. Denne bagage af normer og værdier tager børnene med sig, når de blandt andet i daginstitutioner og skoler møder andre medie- og forbrugsrelaterede kulturer og ikke mindst andre børn. Vanerne og rutinerne kommer til udtryk som familiemedlemmernes forskellige dagsordener i forhold til medier. Lad os se nærmere på et eksempel.

En aften i en familie ser en pige på halvandet år tv sammen med sin mor og storesøster, mens Far sidder ved computeren og er optaget af andre ting. Mors dagsorden går ud på at få pigen til at interessere sig for det, der sker på tv. Storesøster ser med og kommenterer det, hun ser, med udbrud og sange. Tilsammen danner familiemedlemmernes forskellige dagsordener, deres stemmer og lydene fra tv et samlet hele – et miljø. Og i dette miljø navigerer pigen, mens hun lærer at blive mediebruger, blandt andet via sin mors og søsters markeringer af, hvornår noget i tv er værd at interessere sig for. Hun opnår dermed en forståelse af, hvordan man bruger medier i hendes familie, og tilegner sig en forståelse af, hvad der opfattes som acceptabelt i netop denne familie.

Det samme gælder, når det kommer til forbrug. Her lærer barnet eksempelvis, hvilken betydning reklamer har, om det kan betale sig at ønske sig noget af forældre og bedsteforældre, som jo ofte springer glade med på vognen og indretter børneværelser, kommodeskuffer og dvd-hylder i overensstemmelse med deres opfattelse af ’den gode barndom’ med de rigtige produkter. Disse værdier og dette ideal kommer til udtryk som materielle valg på barnets vegne. Børneværelser er fyldt med Kaj og Andrea, Disney-figurer eller retrotapet. I kommoden ligger mærketøj, og barnets forældre har besluttet sig for Libero eller Pampers og investeret i en barnevogn, der ligesom en bil afspejler deres smag og livsstil. Samtidig præsenterer både public service stationer og kommercielle udbydere børn for en mængde medieprodukter og merchandise. Medier og forbrug er dermed to sider af samme sag. Både via traditionel reklamering, men i lige så høj grad via de enorme mængder af merchandise, der udbydes.

Mediekompetente børn?

De to spor og perspektiver kobles sammen, når det lille barn tager aktivt del i den proces, det er at blive mediebruger. Barnet forholder sig til medietekster og sociale rammer på samme tid og bevæger sig ind og ud mellem disse.

Den enkelte familie skaber sit individuelle mediemiljø, der består af familiens præferencer for bestemte programmer og deres vaner og rutiner i forbindelse med mediebrug. Barnet forholder sig til disse præferencer og rutiner, men påvirker dem også. Således er det typisk, at familien ændrer sin brug af medier i løbet af barnets første leveår – dette er især tydeligt, hvis barnet er det første i familien. Dette er blandt andet betinget af nogle pragmatiske valg, idet familien for eksempel får et større behov for at bruge tv eller dvd som ’babysitter’ i ulvetimen, end før barnet kom til.

Iscenesættelsen af det lille barn som mediebruger og forbruger sker derfor på samme tid som en konsekvens af bevidste valg hos barnets forældre og som en mere ubevidst rekonstruktion af ’den gode barndom’, hvor forældrenes egen kulturelle bagage og idealer spiller en afgørende rolle. Samtidig er barnet selv aktør i forhold til medier og merchandise, idet det fra en tidlig alder tilegner sig et kendskab til mediernes henvendelsesformer og har præferencer i forhold til forskellige typer af indhold. For lidt ældre børn, fra børnehavealderen og opefter, er det børnekulturelle fællesskab i kammeratskabsgruppen ligeledes et afgørende parameter for barnets identitet som mediebruger.

Dette indebærer, at det er nødvendigt at nuancere de ofte meget modsatrettede opfattelser af børn som enten passive ofre for medier og reklamer eller som über-kompetente multimedinavigatører. Selv de alleryngste mediebrugere er både/og og hverken/eller, og dagens komplekse mediebillede nødvendiggør, at både kulturelle, sociale og tekstuelle parametre tages med i overvejelsen, både i debatten om og tilrettelæggelsen af medietilbud til børn.

Ph.d.-afhandlingen ’Seere i bleer – små børns møde med medier’ (Johansen 2008, Aarhus Universitet) knytter etnografiens fokus på sociale og kulturelle strukturer sammen med receptionsanalysens fokus på konkrete medieprodukter og viser dermed, at både de strukturelle og de tekstuelle rammer har betydning for små børn, der i de første leveår skaber deres identitet som både mediebrugere og forbrugere. Teoretisk er afhandlingen funderet på fire grundlæggende trædesten; hhv. det ’nye’ barndomssociologiske paradigme, kropsfænomenologien, teorier om læring i praksisfællesskaber og endelig en forståelse af medietekster som omfattende forskellige platforme af virtuel og fysisk karakter. Empirisk er afhandlingen baseret på observationsstudier og interviews i syv familier, som er blevet besøgt eftermiddage, aftener og weekendmorgener à to omgange, da børnene var henholdsvis halvandet og tre år gamle. Endelig giver afhandlingen et bud på en forståelse af udbuddet af medier og merchandise til mindre børn, et udbud, der er kendetegnet ved at være fokuseret på stærke brands – med DR og Disney som de absolutte spydspidser.

Den korte litteraturliste:

Andersen, Lars Pynt, Elin Sørensen & Marianne Babiel Kjær (2007): Not Too Conspicuous, Mothers’ consumption of Baby Clothing. In:

European Advances in Consumer Research, vol. 8, 2007.

Buckingham, David (2003): After the Death of Childhood. In: Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur 46

Briggs, Matt (2006): Beyond the Audience: Teletubbies, play and parenthood. In: European Journal of Cultural Studies, vol. 9 (4), 441-460

Drotner, Kirsten (2003): Disney i Danmark. At vokse op med en global mediegigant. Høst & Søn

James, Allison, Chris Jenks & Alan Prout (1999): Den teoretiske barndom. Socialpædagogisk bibliotek, Gyldendal

Løkken, Gunvor (2005): Toddlerkultur. Om et- og toåriges sociale samspil i vuggestuen. Hans Reitzels Forlag

McAllister, Matthew P. & J. Matt Giglio (2005): The Commodity Flow of Children’s Television. In: Critical Studies in Media Communication, Vol. 22. Routledge

Olesen, Jesper (2003): Det forbrugende barn. Hans Reitzels Forlag, Copenhagen

Tingstad, Vebjørg (2006): Barndom under lupen. Å vokse opp I en foranderlig mediekultur. Cappelen, Akademisk forlag, Oslo

Wenger, Etienne (2006): Praksisfællesskaber : læring, mening og identitet. Hans Reitzels Forlag

Webkilder:

www.dr.dk/oline

(mange børns første møde med Internettet)

http://www.bbc.co.uk/cbeebies/teletubbies/