Scared to Death

Dagligt hører vi om alverdens risici: ”Pas på stråling fra Mobiltelefonen”, ”Danmark er næste Terrormål” og ”Kogalskaben er her”, lyder overskrifterne. Men ofte ender kommunikationen omkring risici med at blive en risiko i sig selv, mener risikoekspert David Ropeik fra Harvard, som i dette interview fortæller om hvordan man bedst risikokommunikerer.

Ikke hvem som helst
Det er en respekteret herre K-forum sætter stævne denne efterårsdag i København. Navnet er David Ropeik, han er leder ved Harvard Center for Risk Analysis og kaldt til Danmark for at tale ved en konference om risikokommunikation. Namedropping er uundgåeligt, når man skal opremse Ropeiks CV: Foredragsholder i OECD og Det Hvide Hus, skribent ved The New York Times og vinder af den anerkendte duPont-Columbiapris – for blot at nævne nogle af de steder, hvor Ropeik har udbredt sin ekspertise om risikokommunikation. Det er derfor med en vis forventning at K-forum spørger ham om, hvordan man egentlig risikokommunikerer?

Forklaringen
”For at blive en dygtig risikokommunikatør, bør man vide lidt om hvordan menneskets hjerne er sammensat. Lad mig forklare. Når mennesket hører om en risiko, vil budskabet først ryge til den del af hjernen der betegnes amygdala. Amygdala, der fungerer som hjernens alarmcentral, råber herefter til resten af kroppen: ”Pas På! Alarm! Farer på vej!” Efter budskabet er blevet modtaget i amygdala sendes budskabet videre til den del af hjernen, der gør os i stand til at reflektere over risikoen og sætte den i perspektiv. Den del, som kaldes cortex, råber derefter til resten af kroppen: ”Slap af! Faren er slet ikke så slem alligevel!”, forklarer Ropeik overbevisende. Men hvad skal kommunikationsfolk bruge den slags darwinistiske og langhårede forklaringer til, fristes man til at spørge? ”Fordi,” siger Ropeik, ”at man bør vide at menneskets hjerne er skabt til at frygte først og siden tænke. Vores risikoopfattelse beror i højere grad på følelser end på fakta. Det nytter defor ikke noget hvis man kommunikerer til hjernen før hjertet, for så vil budskabet ikke blive modtaget”.

Fear Factors
Ropeik nævner adskillige faktorer der peger på, at vores risikoopfattelse er baseret på følelser, instinkter og intuition:

”For eksempel eksisterer der en faktor jeg kalder Kontrolfaktoren. Når vi selv føler at vi har kontrol over en situation, frygter vi ikke risikoen ligeså meget, som hvis vi ikke selv har kontrollen. Du kender det måske selv fra når du kører bil. Så længe du selv sidder bag rattet, føles risikoen ikke så stor, fordi du selv har kontrollen. I det øjeblik du sætter dig på bagsædet, føles risikoen større, fordi du mister kontrollen”.

Ifølge Ropeik er Valg også en afgørende faktor for, hvordan vi opfatter risici. Han fortsætter i bilmetaforen: ”Risici vi selv vælger synes mindre skræmmende end risici, som andre vælger at pådrage os. Et godt eksempel er når du taler i mobiltelefon, mens du kører bil. Du ved at du udsætter dig selv for en risiko, men risikoen føles ikke så stor fordi du selv har valgt risikoen. Men i det øjeblik du ser en anden bilist tale i mobiltelefon i den anden kørebane, bliver du harm fordi vedkommende udsætter dig for en risiko. Den risiko føles større, fordi du ikke selv har truffet valget”.

En tredje faktor hedder Kan det ske for mig? En risiko forekommer som regel større for mennesker, hvis de selv frygter at blive et offer. Ropeik så det med egne øjne efter 11. september, hvor amerikanernes terrorfrygt steg, da det gik op for dem, at terror ikke blot fandt sted på ambassader og militærbaser, men også tæt på deres eget hjem. I det øjeblik man tror at det kan ske for en selv, stiger angsten for risikoen.

Ropeik fortsætter med at fortælle om faktorer der influerer risikoopfattelsen: Han nævner faktoren Tillid, hvilket vil sige at jo mere tillid vi har til de mennesker der kommunikerer om risici, des mindre frygter vi for risikoen. Han nævner også Børn – med det forstås at det opleves som mere voldsomt, når børn udsættes for risici end når voksne udsættes for den samme risiko. ”Disse eksempler er med til at forklare, hvorfor befolkningens frygt ikke altid er i overensstemmelse med fakta”, forklarer Ropeik.

Don’t worry, be happy
ifølge Ropeik vil kommunikationen mislykkedes, hvis man ikke har disse faktorer i baghovedet når man kommunikerer. Der vil ganske enkelt være en kløft mellem afsender og modtager, fordi afsender fokuserer på fakta og modtager fokuserer på følelser. Man bør i stedet kommunikere på et sprog der er relevant for folks liv, følelser og værdier. Folk vil ikke være modtagelige over for budskabet, hvis de ikke synes risikoen vedkommer dem. Og det er faktisk et meget alvorligt problem, mener Ropeik. Det resulterer nemlig i at befolkningen enten bekymrer sig for meget om de risici der er relativt små, og for lidt om de risici der virkelig er faretruende.

For at understøtte sin påstand fortæller Ropeik blandt andet om hvordan den amerikanske befolkning netop nu render rundt og bekymrer sig om stråler fra atomkraftværker, al imens de solbader i 30 graders varme uden solcreme. Paradoksalt, for faren for at du dør af hudkræft fordi du ikke har beskyttet dig mod solens stråler, er langt større end faren for at du dør af stråling fra et atomkraftværk. Ropeik sætter tingene på spidsen og tilføjer: ”Se blot på hvordan folk med flyveangst vælger bilen, selvom den er langt mere risikabel end så mange andre transportformer. Eller hvordan flere amerikanere i starten af 2000 tog antibiotika hvilket resulterede i en voldsom stigning af medicinresistente bakterier. Eller hvor tankevækkende det er at befolkningen går rundt og bekymrer sig om risici, hvilket i sig selv er direkte skadeligt, fordi kronisk stress er med til at nedbryde immunforsvaret!” Ropeik holder en lang pause, kigger ud af vinduet og spørger retorisk: ”Are we scaring ourselves to death?”

Noget at lære
For at undgå at sidste spørgsmål bliver en realitet, mener Ropeik at borgerne bør inddrages i kommunikationen omkring risici: ”God risikokommunikation foregår ikke blot som en monolog, hvor for eksempel politikere og forskere kommer med en udmelding om en risiko. Den foregår som en dialog mellem afsender og modtager. Folk vil føle at de har styringen, de vil ikke føle at de bliver styrede af kommunikationen. Sidstnævnte resulterer i at de lukker af over for kommunikationen, og det er problematisk fordi befolkningen dermed ikke er tilstrækkeligt informerede om de virkelig faretruende risici”. Ifølge Ropeik bør risikokommunikation derfor ikke blot handle om at formidle statistikker, tal og sandsynlighed. Det bør i lige så høj grad handle om at acceptere folks frygt, og indgå en dialog. Som Ropeik siger: ”Først bør folk informeres om hvor stor risikoen reelt er, derefter skal de tages med på råd og inddrages i debatten. Tal til den del af hjernen, der varsler: ”Alarm, alarm! Nu går det galt!” Lad være med at afskrive den som værende dum eller irrationel, blot fordi den ikke altid stemmer overens med fakta – det er direkte arrogant”.

Idet K-forum takker Ropeik for interviewet, og ønsker ham bon voyage (han flyver straks efter interviewet til Norge) tænker undertegnede intuitivt over sandsynligheden for, at han styrter ned med sit fly. Men som Ropeik har forklaret, så handler god risikokommunikation også om at give borgeren redskaber til at sætte risici i perspektiv. K-forum burde måske i stedet have bekymret sig om Ropeiks snue, eftersom influenza årligt koster 36.000 mennesker livet. For det er skræmmende og en virkelig risiko.


5 bøger som K-forum anbefaler, hvis du ønsker at beskæftige dig med risikokommunikation:

•The Perception of Risk, Paul Slovic, Earthscan Publications 2000
www.amazon.com/exec/obidos/tg/detail/-/1853835285/104-6733495-0891167?v=glance&st=*

•Dialog om det usikre – nye veje i risikokommunikation, Thomas Breck, Akademisk Forlag A/S. Viborg 2001
www.akademisk.dk/boeger/index.php?cID=3&ID=119

•Risikosamfundet, Ulrich Beck, Hans Reitzels Forlag 1999.

•Tillid – en mekanisme til reduktion af social kompleksitet, Niklas Luhmann, Hans Reitzels Forlag 1999.

•Risk – A Practical Guide for Deciding What’s Really Safe and What’s Really Dangerous in the World Around You, David Ropeik and George Gray, Houghton Mifflin Company, New York 2002
www.infosearchsmiths.com/a/0618143726/Risk-A-Practical-Guide-for-Deciding-What-s-Really-Safe-and-What-s-Really-Dangerous-in-the-World-Around-You.html

Links:

www.eirm.net

Relaterede artikler

Risikokommunikation - Breck om Beck - I takt med den voksende opmærksomhed i befolkningen om risiko i forbindelse med miljø, sundhed og ernæring, oplev...
Spindoctoring in Danish politics - This thesis is a theoretical and empirical analysis of spin doctoring in contemporary Danish politics. The overall aim ...
Wealth of information = poverty of attention - A simplified explanation of the black hole phenomenon is a massive star collapsing under its own gravitational pressure...
Risikoappetit - Alt er risikostyring – eller også er alt blevet risikostyring. Noget i den retning er der kommet ud af en ny publikation...
3G Risk Management - Får man kræft af mobiltelefoni? Godt spørgsmål! Hvorvidt mobiltelefoner er kræftfremkaldende har med jævne mellemrum vær...
Beyond Moralizing - Corporate Social Responsibility and Business Ethics are coming of age in business practice and as a teaching and researc...
Kunst som kommunikativt virkemiddel - Læs Ole Thyssens oplæg "Æstetisk Erfaring" fra konferencen "Den Æstetiske Organisation" afholdt af Handelshøjskolen i Kø...
Har du styr på risikoen? - Kforum har været på opdagelse i risikokommunikationens yderste afkroge sammen med Ph.d.-stipendiat Tine Skovmøller Pouls...
Risikoregister - Risiko for terrorangreb, salmonella, fugleinfluenza, mobilstråling. Medierne er fyldt med historier om risici, hvor vi s...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

59 JOB

EU AID volontør til Kenya eller Nepal

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.