Sandheden i det 21. århundrede

Skrevet af

Anne Knudsen
Cand.comm.
Lionbridge

1 artikler

0 indlæg

Det er slut med at tale ned til folk. Journalister er ikke længere gennemgående bedre uddannet end deres publikum, snarere tværtimod. Viden er ikke længere et sjældent privilegium; viden er et arbejdsredskab for de fleste og en forlystelse for mange.

Artiklen er et af bidragene i bogen Nyhedskriterier i det 21. århundrede.

KONKLUSIONEN på det 20. århundredes intense udvikling af nyhedsmedierne var en vidt udbredt skepsis i forhold til sandheden. De fleste mennesker i Danmark er overbevist om, at medierne lyver. Det giver dem en behagelig mulighed for selv at vælge, hvad de vil tro på. Der er en tydelig tendens til, at sandhed afløses af sandheder; alt efter smag kan man få den udgave af verdens gang serveret, som man efterspørger.

I danske boligkvarterer signalerer parabolantennerne, at familierne har mulighed for at modtage hver sin kanal, somme fra Riyad, andre fra London, nogle fra Odense og igen andre fra otteogtyvetres-søborg.

Mange mennesker modtager slet ikke frivilligt nyheder. De abonnerer ikke på nogen daglig avis, de zapper ikke ind på nyhedsudsendelserne på tv, de hører ikke radioavis. Alligevel føler de sig udmærket i stand til at klare sig i det daglige.

Måske har de ikke brug for at vide noget om det politiske. Måske lever og ånder de for Ricky Lake, MTV eller Se og Hør. Og måske får de politiske nyheder smidt i hovedet, hvad enten de vil det eller ej. Fra Søndagsavisen, der af sig selv kommer ind ad brevsprækken, fra metroXpress og Urban, der springer op i hænderne på en, når man holder for rødt på cykelstien, fra bilradioen, som er tændt for at opdatere en om trafiksituationen, eller fra startsiden på den pc, man tænder ved arbejdsdagens begyndelse. Der er ingen mangel på nyheder i vores samfund. Folk gør, hvad de kan, for at forsvare sig imod dem. For der sker og hænder jo hele tiden noget. Et eller andet sted. Og det er alt sammen vigtigt. I hvert fald for nogen, i hvert fald på en måde.


MEDIERNES formentlige løgnagtighed er en udløber af politikernes formodede løgnagtighed. Enhver politiker med respekt for sig selv er i stand til at fremkomme med statistikker, meningsmålinger og ”tørre tal”, der beviser, at hans eller hendes standpunkt er det rette, mener menigmand. Og enhver journalist er i stand til at ”vinkle” historien, så den fremstår, som han eller hun finder for godt, antager seeren og læseren.

Man har naturligvis altid fordrejet nyhederne. Det er oftest foregået i en større sags tjeneste, som tilfældet var med de iscenesatte pressefotos fra den spanske borgerkrig eller de retoucherede gruppebilleder fra Sovjetunionen, hvor Stalin blev mere og mere alene på det samme billede, som årene gik, og udrensningerne greb om sig.

Det er karakteristisk, at man altid først kommer i tanker om billedmedierne, når man tænker nyhedsforfalskning. Det er nemlig med billedmedierne, det står værst til. Det skyldes, at billeder ikke ser ud til at lyve. Mennesket nærer den mest ubetingede tillid til sit syn; ”jeg har selv set det” er et sandhedsbevis, mens ”jeg har hørt det” er et udsagn om, at man ikke selv kan stå inde for værdien af det ”hørte”. Det, man har hørt, er et rygte, mens det, man har set, står fast. Billeder er derfor sande, mens ord kan være løgn. Når billeder lyver, kommer det hver gang som et chok.
Nyhedskriterier
- i det 21. århundrede

En antologi redigeret af Frank Esmann

De danske mediers nyheds-kriterier er under forvandling.

  • Øget konkurrence i medieverdenen skærper kravet om salgbare nyheder.
  • Voksende økonomiske problemer i de store medie-huse medfører nye alliancer.
  • Brugen af spindoktorer udfordrer den kritiske journalistik.

    Samtidig sendte terror-angrebet den 11. september 2001 chokbølger gennem medieverdenen. Med ét fik ordet globalisering en ny betydning.

    Hvilken afsmitning har disse forandringer for nyhederne, som de dagligt præsenteres for de danske læsere, lyttere og seere?

    DR har bedt en række centralt placerede chefredaktører og journalister om at give deres bud.

    224 sider, 279 kr.
    Bidragydere:
  • Frank Esmann
  • Jens Gaardbo
  • Hans Engell
  • Jørn Mikkelsen
  • Karsten Madsen
  • Anne Knudsen
  • Lisbeth Knudsen
  • Connie Hedegaard
  • Torben Krog
  • Ulrik Haagerup
  • Kristian Lund
  • Erik Bjerager
  • David Trads
  • Anker Brink Lund
  • Lasse Jensen
  • Troels B. Jørgensen

  • Vi har altid været opmærksomme på, at folk kan tale mere eller mindre sandt; løgnen er så gammel som sproget selv. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at antagelserne om offentlig, politisk løgnagtighed har været i omløb meget, meget længe. Når alt kommer til alt, har politiske meningsforskelle jo en ganske lang historie, og hvordan besluttede folk i fortiden snarere at tro på den ene politiker end den anden? På samme måde må religiøse og filosofiske uenigheder nødvendigvis altid have bygget på en vis skepsis over for udsagn fra andre end meningsfæller.

    Anfægtelsen i det sene 20. århundrede skyldtes altså ikke, at mennesker lige havde opdaget, at folk lyver. Nej, den skyldtes først og fremmest, at billedmedierne blev grebet i at lyve. Og at billederne er langt mere effektive end ordene.

    Det er derfor, seerne havde svært ved at tro på, at bosniere og kroater virkelig var forfulgte, eftersom de havde kondisko, cowboybukser og dynejakker, øreringe og velklippet hår. Og det er derfor, fødevarehjælpen til Afrikas mange hungerkatastrofer ofte kommer for sent. Man skal kunne se sulten, før man føler sig overbevist om dens realitet.

    Men den ene slående tv-optagelse efter den anden blev i det sene 20. århundrede afsløret som manipulation. Mest berømt er optagelsen fra 1980’erne fra den afghanske frihedskrig mod Sovjetunionen, hvor et vestligt tv-hold fik mujahedin til at sprænge el-master i Pakistan i luften, så man kunne få levende billeder af kampen uden selv at skulle risikere liv og lemmer. På en måde var billederne jo sande nok, eftersom der faktisk blev kæmpet og virkelig blev sprængt el-master inde i Afghanistan. Men på den anden side var det rent teater.

    Greenpeace er tilsvarende blevet grebet i at filme dyremishandling, organisationen selv havde arrangeret for at mobilisere dyreelskeres raseri mod noget, som måske og måske ikke fandt sted i virkeligheden.

    I det sene 20. århundrede kom ”virkeligheden” i anførselstegn, fordi billederne blev afsløret som løgnagtige.


    SAMTIDIG MED manipulationen af billedmedierne udvikledes videokameraerne, så enhver kunne lave sin egen nyhedsreportage. I Danmark var der på ejendommelig vis et hold fra TV-Stop til stede, da en gruppe fanger brød ud af Vestre Fængsel på spektakulær vis. Og for få måneder siden var der en kamera-mand, som på forunderlig vis havde rettet sit kamera stift mod Anders Fogh Rasmussens baghoved i mange sekunder, før det blev ramt af et æg.

    Her var der rimeligvis tale om begivenheder, som ville have fundet sted, selv om de ikke var blevet mediedækket. Men der er også danske eksempler på direkte arrangerede begivenheder. Da Pia Kjærsgaard i 1998 ville besøge Griffenfeldtsgade, havde radioprogrammet Strax hver time siden morgenstunden annonceret begivenheden med opfordringer til aktivister på det indre Nørrebro om at møde op og demonstrere imod hende. Aktivisterne kom, situationen udviklede sig truende – og Dansk Folkepartis leder kom i samtlige medier med sit budskab om antiracisternes voldelighed og den indvandrerdominerede Griffenfeldtsgades lovløse farlighed.

    Men Danmarks nyhedsdækning er ikke desto mindre uskyldigheden selv sammenlignet med, hvad de flygtninge fra ex-Jugoslavien, som bor her, har oplevet i deres hjemlige nyhedsmedier. Medierne spillede i alle de krigsførende republikker direkte politiske roller og viste i den sammenhæng propaganda-indslag med iscenesatte grusomheder som mord på børn. I serbisk tv var det kroaterne, albanerne eller bosniakkerne, der begik forbrydelserne – på de andre landes tv var det serberne. Og eftersom alle gerne ville tro, at fjenden var umenneskelig, stillede kun få sig skeptiske over for de levende billeder. Hver etnisk gruppe fik sin sandhed. Den serbiske opposition valgte karakteristisk og intelligent at demonstrere sin utilfredshed ved at gå på gaden hver aften, når tv-nyhederne blev sendt. Hvis man ser dem, er det nemlig svært at lade være med at tro på dem.

    I Danmark hører det imidlertid til sjældenhederne, at politiske nyheder er arrangeret på denne måde, selv om man altså kan komme i tanker om eksempler.

    Ganske anderledes forholder det sig med socialpolitiske og – navnlig – sundhedspolitiske nyheder. Her er der fuldkommen frit slag for den fantasifulde, og det gælder både i skrevne og æterbårne medier.

    Inden for sundhedspolitikken generer ingen sig i dag for at rapportere oplagte usandheder, og reglen er, at videnskabeligt uddannede læger oftest bliver gjort til skurke, mens alternative helbredere af enhver art får medløberi for alle pengene. I befolkningen kan synet på helbredelse da også opsummeres sådan, at penicillin og vaccinationer bare er én religion blandt mange; auralæsning, irisanalyse, numerologi og håndspålæggelse anses for at være fuldt ud lige så legitime. På sundhedsområdet diskuterer de forskellige systemer ikke med hverandre; de opfattes som et øhav af ligestillede domæner. Der er ingen forsøg på at hierarkisere sandhederne; de opdeles i stedet.

    Tendensen til at spatialisere sandheder på denne måde er i vækst. Og den understøttes af det væld af medier, som står til rådighed.

    Internettets uendelighed af usorterede sandheder er den stærkeste indflydelse i denne retning. Her kan man finde alt fra Holocaust-benægtelse over beskrivelser af den Hellige Grals realeksistens til redegørelser for, hvordan det britiske kongehus og Bush-familien deler en krybdyrnatur, som de har arvet fra deres fælles forfædre fra Rummet. Man kan selv bestemme, hvad man vil tro på, for der er nok af eksempler og vidnesbyrd til understøttelse af ethvert synspunkt, enhver sandhed.


    LØGNAGTIGHEDEN og de vilde skrøner er som sagt ikke noget nyt fænomen. Men hvordan bærer man sig ad med at skelne mellem løgn og sandhed?

    Akkurat som ”virkeligheden” kom i anførselstegn i det sene 20. århundrede, blev også sandhed et ord i gåseøjne, ja nærmest en uanstændighed. Hvis man siger, at de ganske enkelt skal tale sandt og skrive sandheden, skufler journalister uroligt med fødderne. De er tilsyneladende holdt op med at vide, hvordan de skal skelne mellem sandt og falsk. Denne nihilisme er ikke opstået blandt journalister. Den kommer fra universiteternes humanistiske fakulteter.

    I 1980’ernes forskning blev det nemlig et vigtigt tema, at tekster altid var præget af de omstændigheder, hvorunder de var blevet til, og at deres stil og genre udgjorde en væsentlig del af også sag-teksters troværdighed. Sandheder var med andre ord kun sande på betingelser.

    Baggrunden for denne opdagelse lå i de andre kulturer, i kulturrelativismen. Hvis man for eksempel levede i et sprogligt univers, der kun havde ét ord til at beskrive både blå og grøn, kunne det ikke sandsynliggøres, at man i det hele taget kunne se forskel på de to farver. Og hvis man ikke kunne se forskellen, kunne den i en vis forstand siges ikke at eksistere.

    Denne relativisme gælder ikke kun mellem kulturer; den gælder også mellem tider. I oldtidens Grækenland tyder meget således på, at blå ikke eksisterede; den blev opfattet som en variant af sort.

    Ud fra den samme logik kan man sige, at magi faktisk virker i samfund som det brasilianske, hvor folk praktiserer den og tror på den, mens den ikke virker blandt naturvidenskabeligt skolede danskere. Man kan i denne forståelse ikke transportere sandheder over kulturelle grænser; der er ikke noget arkimedisk punkt.

    Sandheden udsiges altid fra et sted, i en tid, på nogle betingelser.

    Som man ser, er der tale om en sofistikeret erkendelsesteoretisk tankerække. Men overført til en individualistisk moderne verden antager den en vulgær skikkelse og begynder at betyde, at alt er lige sandt, og at den enkelte altså frit kan vælge mellem sandheder efter eget forgodtbefindende.

    Fraværet af et universelt arkimedisk punkt for sandhedsudsigelse bliver således vulgariseret til en påstand om, at sandhed slet ikke findes. Dette til trods for, at den kulturrelativistiske erkendelse egentlig siger det modsatte; der er altid nogle (kulturelle) betingelser, på hvilke et udsagns sandhedsværdi kan måles.


    SAGEN VAR DA heller ikke, at nogen var kommet i tvivl om, hvorvidt bordet, de sad ved, og fødderne, de gik på, monstro virkelig eksisterede. Tvivlen handlede om ”de store historier”, socialismen og den evolutionisme, den i grunden bare var en variant af.

    Socialismens fremadskridende sammenbrud satte spørgsmålstegn ved selve evolutionen. Var vi historisk set på vej fremad? I forhold til hvad? Eller gik vi bare i rundkreds? Hvis der ikke var nogen faste punkter, det gjaldt om at komme frem til, var det umuligt at konstatere, om man gik frem eller tilbage eller marcherede på stedet. Tilmed var den fremvoksende miljøbevægelse tilbøjelig til at pege på ”udviklingen” som den direkte vej i afgrunden. Fremskridt var altså egentlig tilbageskridt; det afhang kun af, hvilken optik man så det igennem.

    Da ydermere både det ene og det modsatte synspunkt på sandheden havde energiske fortalere, kom den moderne kulturs sandhedskriterier under pres. Man havde troet, at naturvidenskaben og ”den videnskabelige socialisme” udgjorde en kæde af verifikationsinstanser, der var uafhængig af tider, steder og mennesker. Og nu viste det sig, at man havde narret sig selv. Naturen sagde ingenting, Gud var for alvor død og havde taget Newton og Darwin med sig, og hvem kunne nu sige, hvad der var sandt?

    Der står vi stadigvæk i dag, og et af de ubedragelige tegn derpå er, at enhver form for religiøsitet er i fremmarch. Hvis man ikke kan få bevist sandheden, kan man vælge den. Hvis objektive sandheder ikke kan sandsynliggøres, kan man bare vælge nogle subjektive.

    I praksis betyder det, at det uden for religionerne ikke er nemt at finde verifikationsinstanser, sandhedskriterier. Man kan vanskeligt påberåbe sig andet end strategiske sandheder: ”Vi er mange der mener” eller: ”Det ville være formålstjenligt for os, hvis dette var sandt.”

    Sandheden kan komme til folkeafstemning. Dette synspunkt præger mange nyhedsformidlere og mange modtagere af nyheder. Men det er ikke det eneste mulige.

    Hæderlighed blev nemlig ikke indstiftet sammen med de objektive sandheder. Begrebet om den objektive, videnskabelige sandhed er temmelig nyt; Galilei måtte nøjes med at mumle sin objektive, videnskabelige sandhed om Jordens bevægelse, da han havde afsvoret den, fordi den forekom Kirken betænkelig.

    Men længe før Galileis tid var der løgnagtighed og sandfærdighed til; det var i virkeligheden derfor, det var vigtigt for Kirken, at Galilei afsvor det, han fandt, var sandt. Så håbede man, at folk ville tro ham. Man kunne nemlig ikke bare være ligeglad og henvise til ”hver mand sin sandhed”. Man var nødt til at prøve at spænde mandens egen integritet for løgnen.

    Det er meget nemmere at tale sandt, end man skulle tro efter alle de erkendelsesteoretiske kvababbelser. Man skal bare sige det, som man selv mener, det er. For en sikkerheds skyld kan man spørge sin samvittighed; den er i reglen udmærket orienteret i så henseende.


    NU ER DET JO ikke bare journalisterne, der har problemer med objektive sandheder. Hvis det var tilfældet, var der ingen grund til at diskutere nyhedsformidling og væsentlighedskriterier.

    Læserne er skeptiske, og seerne og lytterne tror os ikke over en dørtærskel. Selv om vi siger sandheden, så vidt vi kender den.

    Det er ikke godt nok at henvise til det strategiske eller praktiske eller vidt udbredte som sandhedskriterium. Ikke alene er det på kort sigt med til at gøre journalistikken utroværdig; på længere sigt giver man sit publikum en umanerligt dårlig vane. Man risikerer, at de skifter over til nogle andre relative sandheder, så snart man vender ryggen til. Strategiske sandhedskriterier er dårlig moral.

    Form er en vidt udbredt troværdighedsfremmende foranstaltning; publikum kan på uhyre få sekunder fastslå, hvilken genre en tekst, en radiostemme eller et tv-indslag tilhører. Hvis det lyder som poesioplæsning, er det ikke nyheder og behøver derfor ikke at være sandt. Hvis det står som ”kommentar”, er det heller ikke nyheder, og enhver læser vil formode, at der er tale om et personligt standpunkt. Men hvad, hvis de heller ikke tror på det, man omhyggeligt har sat op som en sand og objektiv nyhed eller udsagt med saglig stemme og rynker i panden, som sig hør og bør? Det er jo nærmest her, problemet befinder sig.

    I øjeblikket kan man skelne mellem mindst tre nye troværdighedsstrategier, som prøver at forholde sig til denne skepsis. Den ene er web-strategien. Man forsøger at få nyhederne til at se ud, som om de har skrevet sig selv, som om de så at sige er uberørt af menneskehånd. Den stil finder man på Nettets nyhedssites og i metroXpress. Det er en troværdighedsstrategi, der egner sig til den troskyldige læser eller nybegynderen. Det er da også typisk, at disse medier har de alleryngste og de mest uøvede brugere. Den lidt mere sofistikerede bruger falder nemlig ikke for strategien; han eller hun sammenligner for eksempel mellem medier og finder tendentiøse udlægninger, uanset hvor neutral fremstillingsformen er.

    Den anden strategi kan man kalde den institutionelle strategi. Man betoner, at nyhederne faktisk er udvalgt af nogen, og prøver på den måde i det mindste at undgå kritik for tendentiøs formidling: ”Det var, hvad vi havde valgt at bringe i dag”, som de siger i tv-nyhederne. Denne strategi bruger tv-kanalens kollektive troværdighed til at understøtte sandheden af det fremførte; hvis de alle sammen har valgt disse nyheder, er det nok de rigtige. Svagheden ved strategien er, at man ikke kommer med nogen anden begrundelse end den institutionelle. Var det, fordi man tilfældigvis havde billeder til lige disse nyheder, at man udvalgte dem? Var det fordi de lå øverst i bunken af pressemeddelelser eller aviser? Eller var det, fordi ens moster arbejder i Danske Bank? Eller fordi man fik penge for at fortælle om Brugsens nye varesortiment? Publikum får strengt taget at vide, at nyheder udvælges idiosynkratisk. Det er ikke fuldkommen sikkert, at det i det lange løb er en god troværdighedsstrategi.

    Den tredje strategi er personlighedsstrategien. Den findes i to varianter; den argumenterede og den karismatiske. De kombineres ofte. Fundamentalt set bygger denne strategi på det forhold, at troværdighed er et socialt faktum. Man kan ikke komme dumpende ind i en sammenhæng og uden videre være troværdig. Troværdighed opbygges over tid ved, at publikum kontrollerer, om det nu også holder vand, hvad man har sagt eller skrevet. Om man ved, hvad man snakker om, om man holder ord – og om man indrømmer det, hvis man har taget fejl. Sådan en troværdighed er ganske slidstærk; den bygger nemlig på personens integritet. Men bedst fungerer den, hvis karismaen understøttes af argumenter.

    Argumenter tager tid. Det er derfor, aviser som Weekendavisen og tv-programmer som Deadline fremstår mere troværdige end mere hurtige medier. Her får man indblik i, hvilke præmisser der ligger bag de meddelte nyheder. Man får svar på spørgsmålet om, hvorfor dette er væsentligt. Det tager tid.

    Heri ligger naturligvis også, at det tager tid at frembringe sådan en nyhed. Man kan ikke nøjes med at tale sandt fra hoften; man bliver nødt til at undersøge sagen, høre pro et contra og sætte sig ind i sagens substans. Hvis man skal formidle en argumenteret nyhed, bliver man nødt til selv at vide, hvorfor den er væsentlig – og man er derfor nødt til at vide meget mere, end man formidler. Man må altså nødvendigvis have kontekst, historisk viden, saglig indsigt og kritisk fantasi til at forestille sig perspektiverne. Det tager alt sammen tid. Både at lære det nødvendige, før man begynder, og at praktisere det i dagligdagen.

    Til gengæld virker det. Det er både godt for samvittigheden og for troværdigheden.


    JEG INDLEDTE MED at fortælle om den misere, vi har med fra det 20. århundrede. Ifølge den konventionelle visdom bliver det hele bare værre og værre, nyheder vil blive mere og mere overfladiske og hurtige og mere og mere partiske, partielle, lokale og idiosynkratiske. Det 21. århundrede skulle efter den recept blive det rene Jerry Springer i fast forward
    .
    Det tror jeg personlig ikke på.

    Færdighederne i behandling af information er i stejl vækst i de vestlige samfund, herunder Danmark. Folk er ikke benovede over læsning, og de står ikke af, hvis en helmening strækker sig over mere end en særsætning. Almindelige folk kan håndtere bisætninger, konditionalis og konjunktiviske konstruktioner (de ved bare ikke, at det hedder sådan), og de ved udmærket godt, hvordan en hypotese tager sig ud, og hvad man gør for at efterprøve den. De arbejder selv med den slags, selv om de muligvis ikke snakker om det på den måde.

    Flere og flere mennesker arbejder simpelthen med information til hverdag, og de lader sig ikke spise af med ”vi har valgt at bringe”-verifikationen. De vil vide hvorfor. Ellers slutter de uden videre, at der ligger en hensigt bag, ja, måske endda en konspiration. For den intelligente, veluddannede, sanddru og arbejdsomme nyhedsformidler er dette storartede nyheder. De gamle teknikker dur ikke længere. Folk er sværere at tage ved næsen og vanskeligere at holde fanget ved hjælp af varm luft.

    Man behøver ikke længere tale ned til dem eller stille sig snotdum an for lissom at repræsentere dem. Man kan ikke få tag i de unge ved at trykke hele skidtet i farver, og man kan ikke skaffe loyalitet ved at intimidere læserne med ”alle ordentlige mennesker mener som vi”. Man må til at gøre sig umage: Man taler til ligemænd m/k.

    Journalister er ikke længere gennemgående bedre uddannet end deres publikum, snarere tværtimod. Nyhedsmedierne må strenge sig an, journalister må uddannes bedre og have bedre tid til at sætte sig ind i det, de skal formidle videre.

    Det er også en nærliggende metode til udvælgelse af nyheder at spørge sig selv, om man kan komme i tanker om, hvorfor dette her er vigtigt. Et passende kriterium for væsentlighed kunne jo være et, man var i stand til at gengive for publikum. Og hvad publikum angår, er der ingen tvivl om, at de vil fortsætte med at være skeptiske og troløse, bruge mange medier og vælge deres egne sandheder.

    Opgaven for et ordentligt nyhedsmedium er at have det klart for sig, at der ganske vist altid findes flere synspunkter på en sag, men at dét ikke er interessant i sig selv. Det interessante er, hvilke argumenter der kan bakke synspunkterne op. Den bevidstløse vi-finder-bare-en-der-mener-det-modsatte-teknik, som ofte prægede det sene 20. århundredes journalistik, manglede den dimension, der vil gøre fremtidens nyhedsformidling interessant: Argumentet, den logiske sammenhængskraft i synspunktet.

    Det er slut med at tale ned til folk. Nu må man til at være bedre orienteret i det konkrete, samtidig med at man holder sig for øje, at publikum generelt er lige så godt orienteret som en selv. Viden er ikke længere et sjældent privilegium; viden er et arbejdsredskab for de fleste og en forlystelse for mange.

    Omsider har medierne fået et publikum, der kan sige dem imod på et sagligt grundlag. Troværdigheden har det, som den oftest har haft det i menneskehedens historie; den afhænger af, om udsigeren sædvanligvis er en sanddru person. Sandheden afhænger af, om der er troværdige og sammenhængende argumenter bag. Og journalistikkens kvalitet afhænger af, om man har undersøgt argumenterne – og kan huske dem. Fremtiden er lys.


    Relaterede artikler

    Magten er meget! - Magten og meningsdannelsen ligger et sted mellem medierne og beslutningstagerne, men vi må stadig vente på ...
    Mediernes magt - Med tilladelse fra Ralf Pittelkow bringer Kommunikationsforum hele kapitel 14 fra hans seneste bog "Det personlige samfu...
    Medieslagmarken - krig på ord og billeder - Boutros Boutros-Ghali: “CNN is the sixteenth member of the Security Council”
    Der er en generel accept af, at medier...
    Er du troværdig? - - Koncept for en undersøgelse af troværdighed.
    At være troværdig er en vigtig kvalifikation for både enkeltpersone...
    En knap så trekantet nyhedstrekant - Nyhedstrekanten er blevet en trist selvopfyldende profeti. Det er på tide med et alternativ til den klassiske nyhedstrek...
    Opgøret med nyhedstrekanten - Avislæserne vil have dybde og perspektiv. De vil ikke bombarderes med hurtige nyheder og underholdning. Og det er præcis...
    Haves: nyheder - Ønskes: indsigt - Kan aviserne gøre noget for det oplyste demokrati – og samtidig for deres egen fortsatte eksistens? Nøglen til dét er ...
    Forstå Christian Kock! - Hvor tit taler vi ikke om informationsforstoppelse og bunken af ulæste aviser. Og hvor stadig oftere hører man ikke udme...
    Spindoktorerne skal i snor - Hvordan kan det gå til, at ministres spindoktorer, der er ansat som særlige rådgivere, kan klokke i det ved bl.a. at lyv...
    For få spindoktorer i dansk politik - I stedet for at stække regeringens spindoktorer burde Folketinget styrke ministeriernes kommunikation. Folkestyrets p....
    Mediefænomenet Kjærsgaard - værdierne kommer indefra - På vej til arbejde passerede jeg igen her til morgen en bus med Pia Kjærsgaard på siden. Hun ligger og smiler, med hånde...
    Share of Silence - Foghs brandingstrategi - Her-kommer-dansk-politiks-Lance Armstrog-ned-fra-bjergene-og-sætter-tingene-på-plads-hjemkomst. En hjemkomst, der bevist...
    Avis, Generation XL - Når aviserne uundgåeligt bliver til mediehuse, er der ikke plads til arrogance over for, hvad der kan få plads i avisen

    Giv din stemme

    3 stemmer
    4,4/5

    Kommentarer

    Få nyhedsbrev

    43 JOB

    Fungerende Pressechef

    Se alle job Indryk job

    Få nyhedsbrev

    Job

    Rådgiver

    Frist: 14. august

    Projektleder

    Frist: 10. august

    kommunikatør

    Frist: 9. august
    Se alle job Indryk job

    Kursus

    Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

    Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

    Se alle Bliv klogere

    Få nyhedsbrev

    Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

    Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

    Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.