Same, same but different

I fredags gik Marianne Jelved af som gruppeformand for Det Radikale Venstre. Det var så sandelig også på tide. Med Jelveds selvpineriske exit har de radikale til gengæld nu valgt en mere gennemtænkt og raffineret politisk strategi, præget af fornuft og de politiske realiteter, men uden, at partiet har solgt ud af sit politiske tankegods. På pidgin-engelsk kunne man udtrykke den reelle politiske forskel på Vestager og Jelved med sætningen ”same, same but different”. Strategisk har de radikale nemlig lagt sig lige der, hvor partiet historisk altid har ligget, dvs. nøjagtig i midten af dansk politik. Partiet har droppet de ultimative krav og al personsnakken om, at ”Fogh er en farlig mand”. Jelveds personlige antipatier står dermed ikke længere i vejen for politisk indflydelse. Det er the difference.
Et dumt dumstædigt krav

Hvor der sidste år var fornuft i at ophæve de radikales snævre samarbejde med Socialdemokraterne, så var der til gengæld ikke en levende sjæl udenfor partitoppens cirkler, som forstod kravet om, at Jelved skulle være statsminister. Til slut var det kun Jelved selv, der kunne se det indlysende i, at hun dumstædigt fastholdt dette krav. En drøm, hun holdt fast i, selv efter at partiets målinger var nede i et niveau, hvor næste gruppemøde kunne holdes i en telefonboks. I dag er alle klogere og enige om, at strategien ”den anden vej” var en gigantisk brøler. Det var i øvrigt en strategi, som partiets nye formandskab Margrethe Vestager og Morten Østergaard i sin tid støttede varmt, præcis ligesom Naser Khader gjorde det. Faktisk var det ham, der fremtvang strategien, da befolkningen ovenpå Muhammed-sagen gav ham og de radikale en gigantisk opbakning. Sådan er der jo så meget.

 

Hvilken statsmand?

De radikale havde drømmene, ambitionerne og chancen for at blive et meget stort og betydende midterparti i dansk politik, som det var det under Hilmar Baunsgaard i 1968-71 og C. Th. Zahle i tiden omkring 1. verdenskrig. Det endte dog i en blanding af Jelveds storhedsvanvid, radicool selvfedme og i en intern magtkamp, hvor Jelveds klamrede sig til magten for at holde Naser Khader væk fra den formandspost, der var reserveret til Vestager. Den 7. maj brækkede partiet så over. Alligevel har Margrethe Vestager siden forsikret offentligheden om, at Jelved i virkeligheden var en stor ”statsmand”. Det står imidlertid ikke mejslet i neon for alle, hvordan man kan være statsmand og en så elendig politisk strateg på én og samme tid. Lige så snart Jelved omsider gik af som partileder, og partiet meldte sig tilbage i den politiske virkelighed, ja så viste den første Megafonmåling lavet for TV2 lørdag, at de radikales opbakning rettede sig. Hvor 3,7 procent af vælgerne i maj ville stemme radikalt, så kan partiet efter lederskiftet pludselig mønstre det dobbelte med 7,4. Same, same but different.

 

To radikale partier

Det er nu stor spænding fra alle sider om, hvordan to selvudråbte midterpartier klarer sig i meningsmålingerne. Der udestår mange ubekendte, men her er essensen af forskellen på de to partier på baggrund af partiernes kendte strategier og udmeldinger:

En stemme på Khader er en stemme på Anders Fogh som statsminister plus et samarbejde med VK og Dansk Folkeparti. Det til trods for, at Ny Alliance er dannet for at ”mindske” eller ”minimere” Dansk Folkepartis indflydelse. Mens en stemme på Vestager reelt er en stemme på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, men også på et samarbejde med VK-partierne og til en vis grad med Dansk Folkeparti. Læg mærke til, at Vestager siden i fredags flere gange har understreget, at hun ”har lavet forlig med Dansk Folkeparti i sidste uge”. Det til trods for, at de radikales erklærede mål er at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse.

 

Vælgere kan se forskel

Ifølge en Megafonmåling i weekenden kan vælgerne godt se forskel på de to partier. 39 procent af vælgerne vurderede, at Ny Alliance havde størst mulighed for at holde Dansk Folkeparti uden for politisk indflydelse. Kun 20 procent af vælgerne mente, at de radikale løser denne opgave bedst. Hvordan det hænger sammen med, at Ny Alliance netop ikke ”udelukker” et samarbejde omkring regeringen med Dansk Folkeparti, ja det er mildt sagt et paradoks. Det bliver Vestagers store kommunikationsopgave at forklare midtervælgerne, at Naser Khaders succes – hvis målingerne holder – rent faktisk bevirker, at Dansk Folkeparti også får pæn indflydelse efter et valg.

Mens det bliver Khaders opgave at sælge det modsatte budskab.

 

Helveg undværlig

De radikales liberale ”højrefløj” blev ydmyget, da Morten Helveg Petersen led et forudset eklatant nederlag i afstemningen om næstformandsposten med stemmerne 12-3. Den radikale gruppes medlemmer har i flere uger forinden talt sammen på kryds og tværs, og kortene lå derfor frit fremme på bordet: Vestager skjulte på ingen måde, at hun foretrak Morten Østergaard som næstformand, som hun både politisk og personligt svinger bedst med. Morten Helveg nyder slet ikke på samme måde hendes tillid. Formentlig hverken turde eller ville hun ikke dele magten – og rampelyset – med Helveg junior. For at udstille de faktiske forhold i sagen, valgte han derfor at udstille sit nederlag, selvom det er svært at se det dybere formål i Morten Helvegs selvvalgte martyrium. Det eneste, Helveg kunne bidrage med, var et styrket signal om ”politisk bredde”, der kunne give de radikales mildere tone i forhold til VK-regeringen tyngde. Set i lyset af, at medierne og vælgerne har ”købt” kursskiftet, så har Vestager – ud fra en kynisk politisk betragtning – simpelthen ikke haft behov for at have Helveg i ledelsen for at give strategiskiftet troværdighed. Til trods for kampvalget om næstformandsposten, så er der i folketingsgruppen bred og fuld enighed om parties nye strategi.

 

Tilrædelsestale på det jævne

I sin ”tiltrædelsestale” i Dansk Design Center i fredags talte Vestager meget overraskende mest om hele processen, der havde ført til lederskiftet og den ny strategi, hvorimod de politiske budskaber røg i baggrunden. Det var derfor en lidt underlig prioritering, men forklaringen er måske, at talen var særligt målrettet Christiansborgs journalister og kommentatorerne og i mindre grad havde Fru Jensen som modtager. Vestager afsluttede sit live-pressemøde med at sætte tyk streng under sit elitære og noget ufolkelige image ved frejdigt at konstatere, at hun nu stillede op til interviews ”bilateralt” (dvs. interviews med hvert enkelt medie). En noget overdreven brug af dette akademiske udtryk, der i øvrigt mest forbindes med mellemstatslige handelsaftaler. Måske et søgt og banalt eksempel, der her blot skal illustrere Vestagers hang til intellektuelt sprogbrug. Risikoen ved det er, at hun sætter store dele af befolkningen af i den politiske diskussion. Dermed er der en indbygget fare for, at der bliver skabt modvilje mod hendes person, og det er lige netop den elitære attitude, som Pia Kjærsgaard lever så godt af. For længst er der i medierne blevet tegnet et billede af Vestager, hvor hun – præcis ligesom Jelved – kommunikerer ”oppefra og ned”. Det kan derimod sikkert trøste, at vælgernes generelle tillid til Vestager er større, end den er til Naser Khader. Megafons måling lørdag viste nemlig, at 34 procent af vælgerne havde mere eller meget mere tillid til Vestager, mod kun 24 procent til Khader.

 

Uændret politik

Som før nævnt, så er det egentlig nye, at de radikale mere end før vil samarbejde med VK. Politikken røres der ikke ved. Det kræver dog behændighed, når Vestager skal manøvre mellem højre og venstre side i det politiske landskab. Her to eksempler til illustration:

I en debat i TV-Avisen søndag med Venstres Claus Hjort Frederiksen pegede Vestager på behovet for en skattereform med personskattelettelser. Så ”hard politics” emnerne, der appellerer til ”højrefløjsvælgere” er ikke helt glemt. I fredags satte hun derimod spot på klassiske venstrefløjstemaer ved – kortvarigt – at fremhæve ”soft politics” emner som miljø, energi, økologi, udlændingepolitik og velfærd. Til trods for den nye flirten med VK stivede Vestager således venstre flanke af, sådan at de mange venstreorienterede radikale vælgere ikke flygter over til SF.

 

Tiden vil vise, om kursskiftet, hvor de radikale åbner for et samarbejde til højre, er ærligt ment. Det er ikke alle, der er lige overbevist om, at Vestager og Co. i deres inderste sjæl ønsker et reelt samarbejde med Fogh. Lakmusprøven på det bliver forhandlingerne om velfærdsreformen til efteråret, hvor de radikale kan vise, om de mener det alvorligt med at søge indflydelse hos VK-regeringen.

 

Velbegavet isdronning

Vestager har stort set kun haft medgang i sit politiske liv. Hun blev radikal landsformand som 25-årig og minister som 29-årig. Ingen betvivler, at Margrethe Vestager er en intellektuel begavelse uden lige. Der findes dog dem, der mener, at den politiske begavelse langtfra er lige så stor.

 

Som ny politisk leder bliver der nu også sat spot på andre personlige kompetencer. Hendes venner har i aviser fremhævet, at hun uopfordret skræller æbler til gruppemedlemmerne, bager boller og kommer med varm leverpostej til gruppemøderne og i øvrigt optræder meget ”overskudsagtigt”. Det er dog ikke alle, der mener, at hendes sociale begavelse er specielt veludviklet. Andre peger på, at Vestager voksede op i en præstegård i Vestjylland, hvor alle slags mennesker, også fra samfundets lavere lag, kom forbi, og at den baggrund netop har befordret både en veludviklet social empati såvel som social indignation. Det er ikke desto mindre en udbredt opfattelse, at hun har det med at optræde nedladende og arrogant, der dog forklares med en personlig usikkerhed. Tilnavnet ”isdronningen” er i hvert fald ikke venligt ment. Vestager høster dog omvendt stor ros for den måde, hvorpå hun har ledet hele processen omkring udviklingen af den nye strategi, som alle 16 gruppemedlemmer føler et ”ejerskab” til.

 

Skal man yderligere pege på svagheder ved Vestager, så er det blevet nævnt, at denne økonomuddannede toppolitiker – ifølge andre partiers forhandlere – i sjælden grad hænger sig alt for meget i detaljer. Den store øvelse ser nogle som, hvorvidt den radikale leder faktisk formår at overlade detaljerne til partiets ordførere og forhandlere for derfor i stedet at koncentrere sig om de store linjer.

 

Rævejagten går ind

De radikale har ikke behov for et valg i efteråret, tværtimod har partiet brug for tid til at indhente det tabte til Ny Alliance. Med de ”nye lagte linjer”, vil det være underligt, hvis ikke partiets ordførere står klar som hunde lige før en rævejagt, utålmodige for at komme i gang med at markere enhver politisk forskel til Ny Alliance. Jagten blæses i gang, lige så snart Khaders parti disker op med et eller andet, der bare minder om et partiprogram. Derefter bliver der fri jagt på Khader og Co., hvor taktikken tydeligvis består i at slide dem op. Mindst en tredjedel af den radikale gruppe står til ikke at blive genvalgt, så MF’erne savner næppe motivation for at arbejde for sagen.

Relaterede artikler

General Poulsens politiske deroute - Jørgen Poulsen var en eminent generalsekretær i Røde Kors, der var respekteret af befolkningen, men han blev på rekordti...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

43 JOB

PR- og kommunikationsrådgiver

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.