Lisbeth Knudsen: Genialt af JP/Politiken

Bonniers har i dag solgt dagbladet Børsen. Købet er et strategisk meget stærkt initiativ fra JP/Politiken, vurderer Berlingskes tidligere koncernchef, Lisbeth Knudsen.
JP/Politikens Hus overraskede i dag det danske medielandskab med sit 800 mio. kroners køb af Børsen. 
 
Lisbeth Knudsen roser JP/Politiken. Polfoto/Jens Dresler.
 
Og Lisbeth Knudsen – direktør for Mandag Morgen Danmark og indtil for tre måneder siden koncernchef for Berlingske Media – har kun ros tilovers for trækket hos både køber og sælger:
 
”Strategisk set er det genialt. Børsen er det mest interessante for JP/Politiken at købe på det danske marked. Med initiativet sikrer man sig en stærk position på business-markedet, som er det mest lukrative vurderet på digital udvikling og købedygtighed,” siger Lisbeth Knudsen.
 
Også Bonnier får ros, omend det lugter lidt mere af nødvendighed.
 
”Hvis man læser Bonniers strategi, så lægger den op til, at 50 procent af koncernens avisindtægter i 2020 skal hentes på det digitale. I 2015 var denne andel 15 procent, så man har brug for pengene til at investere massivt digitalt. Og Bonnier har – eller havde – af aviser kun Børsen på det danske marked,” siger Lisbeth Knudsen.
 
Bonniers salg af Børsen giver god mening, ifølge Lisbeth Knudsen. Polfoto/Morten Bjørn Jensen.
 
Hun understreger, at JP/Politikens ”meget forstærkede position” skal måles på andet og mere end blot lige Børsens oplag. 
 
”Rent markedsmæssigt er der gode synergier i sigte. Hvis Børsen, watchmedierne og finans.dk fortsætter konkurrencen, kan man derigennem opholde eller forstærke sin position. Man kan også samkøre eller samordne, og således ser jeg mulighed for både at eksperimentere og udvikle,” siger Lisbeth Knudsen.
 
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forventes at være et halvt år om at behandle Børsen-handlen.
 
”De vigtigste konkurrenter er internationale spillere, hvilket gælder i særdeleshed for de finansielle medier, så det ville være underligt, hvis handlen ikke bliver godkendt,” siger Lisbeth Knudsen.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også