Dashboard din k-afdeling

Kan du bygge et sejt kontrolpanel for din k-afdeling med data? Ja, det kan du. Er det besværet værd? Ja, helt sikkert. Kan din afdeling blive datadreven med et snuptag? Bestemt. For datarevolutionen forandrer OGSÅ kommunikationsafdelingen, og det går stærkt nu.
Aldrig har data været så let at samle og vise. Desværre er der overraskende få k-afdelinger, som har gjort noget ved det. Kforum har derfor prøvet at bygge sit eget drømme-dashboard til inspiration for andre k-folk og k-afdelinger. Her har vi samlet de vigtigste ting, vi burde måle på. Hvordan ser din drøm af et dashboard ud? Hvad burde du måle på?
 
Kig med her, og bliv inspireret til at bygge dit eget dashboard til din k-afdeling. Hvis du ikke kan vente, til du har læst artiklen, så se vores prototype her. Den er udviklet i samarbejde med datavirksomheden 1:0.
 
Hvorfor er det muligt at måle mere lettere nu?
Verden, virkeligheden og virksomheder bliver mere og mere datadrevne, fordi de bliver mere digitaliserede. Det smitter af på k-afdelingen, som nu også for alvor har fået sine egne digitale spor at kunne følge og vise. Disse spor kan være alt fra samtaler i de sociale medier, økonomiske nøgletal, tidsforbrug på opgaver til åbningsraten på e-mails. De spor kan og bør du samle op på lige her og nu, i et hurtigt visuelt overblik og kontrolpanel over de vigtigste tal, grafer og tabeller omkring afdelingen og omverden. For aldrig har adgangen til datavisualiseringens redskaber været billigere og lettere. Ikke mindst fordi standardgrafer og visualiseringsværktøjer fra virksomheder som Mixpanel, Trak.io, Tableau, DataHero, Parsley og Klipfolio kan sættes op på få timer for få penge.
 
Datafikation
Den bagvedliggende trend kaldes datafikation, fordi flere og flere systemer nu automatisk måler og opsamler kommunikationsrelevant data. Samtidig er mulighederne for at opsamle, visualisere og databehandle blevet større. Baggrunden er, at alle datakilder nu har deres egen API (Application Programming Interface er en softwaregrænseflade, der tillader et stykke software at interagere med andet software). Altså en let adgang og et fælles sprog, som gør det muligt at integrere data fra forskellige kilder.
 
Det er ikke alene muligt at skabe et hurtigt overblik; man kan også hurtigt blive klogere uden at være uddannet statistiker. Avanceret statistik, maskinlæring og såkaldte ekspertsystemer er nu tilgængelige i brugervenlige og enkle programmer henvendt til et bredt publikum. Det betyder, at selv meget komplicerede datamining-opgaver nu kan løses af almindelige k-folk uden større matematisk indsigt. Datadrevne analyser, beslutninger og forretningsstrategier er dermed blevet hvermandseje.
 
Samlet medfører det en potentiel datafikation; ny databevidsthed, datadrevne beslutninger og APIfikation af k-afdelingens arbejde. Altså for dem, som tør kaste sig ud i det.
 
Når jeg bliver stor, vil jeg have et drømme-dashboard: At bygge et data-dashboard er lidt som at gå fra baby til voksen. Nu handler det bare ikke om at lære at gå, men om at blive klogere med sit data ved hånden. Ofte starter du blot med at blive en lille smule bevidst om noget, du har samlet op i et Excel-ark og slutter med at forstå mere og mere komplicerede sammenhænge omkring dit data. Her en god figur fra den traditionelle Business Intelligence-litteratur til at forklare den strategiske udvikling i dashboardet og databevidstheden fra babystadiets uvidenhed til den modne og altvidende datadrevne bevidsthed hos den datavoksne virksomhed. Helt ude i højresiden ser vi den modne datadrevne virksomhed.
 
Hvad er gevinsten ved at måle mere og bedre?
Vi k-folk har aldrig været særlig gode eller særlig optagede af at måle på noget som helst. K-afdelingens arbejde er derfor ofte helt umålt, målt for blødt, målt for lidt, målt på noget forkert, målt på forældede tal eller målt på et enkelt parameter. Ofte har man målt på alt for abstrakte og enkeltstående tal, langt fra virksomhedens egentlige mål og mission.
 
Datarevolutionen medfører en ny mulighed for et bedre og mere nuanceret blik på, hvad man kan og vil måle. En god og meget konkret ide kan være at sætte en skærm op centralt i afdelingen med ens dashboard, så alle kan følge med i, hvad der sker lige her og nu. At gøre det synligt for alle vil i sig selv gøre en stor forskel. Ved at bygge et digital- dashboard for k-afdelingen skabes en ny databevidsthed, som kan skabe bedre og mere oplyste beslutninger med flere målepunkter i real time. En databevidsthed om, hvad man bør måle på, og hvad de forskellige målinger viser. Samtidig kan man lytte og forstå effekten af ens kommunikation som aldrig før. Det giver både mulighed for at undgå shitstorms og for at løbe med på lovestorms i det øjeblik, de indtræffer. 
 

Her et billede fra avisen The Daily Telegraph i London. Avisen  har sat en skærm op i deres newsroom, så de hele tiden kan se, hvordan det går med deres historier. De er godt på vej mod at blive en mere datadreven organisation. Her er det programmet Parsley, der bruges.
 

The Daily Telegraph har også en kæmpe skærm med de vigtigste nøgletal for mediet i deres store newsroom. Det har skabt en ny datadreven kultur og journalistik. Det er god inspiration for alle i k-afdelingen, som drømmer om et dashboard. Hvad med en storskærm lige midt i afdelingen med de tal, I gerne vil måle på? Skærmen kunne for eksempel skifte mellem interne nøgletal og eksterne trafiktal. 
 
 
Her vores bud og skitse på et dashboard for Kforum med de vigtigste målepunkter. Princippet er det vigtigste først, fra økonomi over egne medier og sociale medier. Se dashboardet i stort her, eller tryk på billedet. 
 
Hvad skal et dashboard for k-afdelingen bestå af?
Et godt data-dashboard for en k-afdeling samler de vigtigste interne og eksterne processer og nøgletal i et enkelt overblik. De stammer fra alt fra økonomi over medieomtale til samtalen på de sociale medier. Vores drømme-dashboard består af små API'er med de vigtigste tal for de programmer, som vi allerede bruger, for eksempel Chartbeat, MailChimp, Facebook Insights, Google Analytics, YouGov, Infomedia-omtaler, Twitter Analytics og naturligvis også virksomhedens eget økonomisystem E-conomic.
 
Følgende ting kunne være gode at få med i vores drømme-dashboard:
 
Økonomi, tid og ressourcer
  • Hvad, vi tjener vores penge på. Altså hvordan går det med vores forretning? Er vi bedre eller dårligere end sidste år?
     
  • Forbrug versus budget. Altså hvor mange penge er der samlet brugt i afdelingen og på de enkelte projekter. Muligvis på udvalgte højrisikable projekter.
     
  • Tid er ofte afdelingens vigtigste valuta og ressource. Den bør derfor måles nøje. Hvilke opgaver eller projekter fylder meget af afdelingens tid. En lille liste med top ti-tidsrøvere er en god indikation af, hvad der bliver brugt tid og penge på.
 
Trafik og e-mails
Nettet er nu virksomhedens vigtigste kanal til omverden. Tal fra Google Analytics eller Chartbeat/Webtrends/Parsley Analytics kan sættes ind i dashboardet. Det giver afgørende viden om, hvad stakeholderne læser og søger på, såvel som deres adfærdsmønstre på ens corporate site. Dette kan med fordel kombineres med tal på ens e-mailmarkedsføring. Altså hvilke e-mail læses hvornår, af hvem og med hvilke historier?
 
De sociale medier, omtale og omdømmetal
Hvad omverden siger om virksomheden, er en vigtig information, som kan bruges til at udvikle ideer eller forebygge kriser, mens omfanget af ens reach og likes på de sociale medier er afgørende for ens synlighed. Egentlige omdømmemålinger kan også sættes ind på ens dashboard såvel som tal for omtale fra Infomedia.
 
Her er elementerne til et fiktivt drømme-dashboard sat i et skema til inspiration:
 
 
Hvordan kommer jeg så selv i gang med at få mit eget drømme-dashboard?
Her er samlet nogle gode redskaber og kilder til at bygge dit eget dashboard. Det er dog en kunst, som kræver omtanke. Ofte kan det være en god ide at starte med at lave drømme-dashboardet som en papir-prototype. Husk at overveje, hvad der er vigtigt at vise, og start med den enkle løsning ud fra devisen less is more.
 
Her er nogle gode og billige programmer/software til at arbejde med dashboarding:
 
Designprincipper og tanker om dashboards
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også