Fem råd til den gode ansættelsesproces

Som oftest er det en lang og hård proces, når en ny medarbejder skal ansættes. Der er mange ansøgninger, der skal læses og sorteres, samtaler skal holdes og planlægges, og ansøgerne skal vurderes og indkaldes. Men glem ikke at se udover dine egne anstrengelser og at sætte dig i jobansøgernes varme stol, når du skal ansætte en ny medarbejder.
Forestil dig, at du ser ansøgningsprocessen fra ansøgernes perspektiv; de investerer trods alt også deres tid og kræfter. Her er fem råd til at sikre en god ansættelsesproces for begge parter.
 
1. Anerkend straks ansøgningerne
Når ansøgeren har sendt sin ansøgning afsted, er der ofte blevet gjort meget ud af at lave den så god som muligt for at imponere og fange læserens interesse. Ansøgeren efterlades dermed i en spændt venteposition. Anerkend ansøgningerne, og lad ansøgeren vide, at du har modtaget den, samt giv en tidsramme for forventet svar. Dette kan for eksempel gøres ved at udsende en automatisk e-mail med de vigtigste informationer.
 
2. Kommuniker
Glem ikke kommunikationen, når du skal ansætte. Ansøgerne har stadig andre ting at se til end jobåbningen i din virksomhed. Gør ansøgeren opmærksom på hele processen fra starten, hvornår de kan forvente svar, hvor mange samtalerunder I vil afholde og hvornår. Hvis planen skrider, bør I igen gøre ansøgerne opmærksomme på det.
 
Ny medarbejder? Det betyder oftest, at der er mange ansøgninger, der skal læses, sorteres, og jobsamtaler, der skal afholdes. Men glem ikke at se udover dine egne anstrengelser og at sætte dig i jobansøgernes sted, når du skal ansætte en ny medarbejder. Foto: Polfoto/Gary Waters. 

3. Hold ansøgeren informeret
Når ansøgerne har været til samtale, vil de ofte gerne have svar hurtigst muligt. De skal vide, om de skal søge videre på arbejdsmarkedet eller forberede deres nuværende arbejdsplads på deres snarlige afsked. Giv dem en tidsramme for, hvornår de kan forvente at høre fra jer, og overhold den. På den måde behøver de ikke at tjekke deres e-mail hvert femte minut.
 
4. Vær ærlig
Mange jobsøgere skal skrive mange ansøgninger og tage til mange samtaler, før de finder den rette stilling. Fortæl dem sandheden, både omkring arbejdspladsen og opgaverne, men også omkring deres profil og position i forhold til den ledige stilling. Både du og ansøgeren er bedre tjent med sandheden frem for overfladiske floskler.
 
5. Bed om feedback
Ansættelsesprocessen bør være i konstant forbedring. De fleste ansøgere vil helt sikkert have en klar holdning og oplevelse af processen – spørg ind til den, både hos dem, du ansætter og ikke ansætter. Brug deres feedback til at forbedre processen til næste ansøgningsomgang.
 
Behandl dine ansøgere pænt, hvis du ikke vil risikere, at deres dårlige oplevelser bliver delt – ikke kun blandt venner og familie, men også på de sociale medier. Foto: Mystery Applicant.
 
Hvorfor er det så vigtigt, at ansøgerne får en god oplevelse?
Hvordan ansøgningsprocessen håndteres indefra og opfattes udefra, kan have stor påvirkning på virksomhedens omdømme. Hvis en ansøger føler, at han/hun er blevet behandlet dårlig eller generelt har haft en dårlig oplevelse gennem processen, kan dette ændre ansøgerens syn på virksomheden og eventuelt dennes produkter eller ydelser. Derudover kan ansøgerens holdning smitte af på hans/hendes omgangskreds. Har oplevelsen været slem nok, kan det endda risikere at ryge direkte på de sociale medier og sætte gang i hele mediemøllen. Derudover risikerer man at miste de bedste kandidater, hvis den rette kandidat ikke føler, at han/hun er blevet behandlet efter forventningerne.

 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også