14,4 procent: Men ingen er uenige med Helle

Socialdemokraternes politik er ikke blå. Befolkningen eller partiets bagland er ikke uenige i regeringens reformer. Men Socialdemokraternes politiske beslutninger fremstår for alle som en række klodsede, uigennemtænkte og komplet uforudsigelige tilfældigheder. Som om det lige så godt kunne være blevet til fire ny vinterdæk og et sæt billige havemøbler, som det kunne være blevet til boligjobordning og billige sodavand.

Men når man ikke har forberedt nogen politik i de seks år, man var i opposition under den nuværende ledelse, og når man tilmed ikke har turdet være ærlig omkring, hvordan man så på tingene, kan det ikke være anderledes.

Sidste meningsmåling viser, at Socialdemokraterne nu har den laveste tilslutning i 115 år. Kun 14,4% procent af vælgerne bakker nu op om S. Socialdemokratiet fik bedre valg, før partiet var opstillet i alle kredse.

Nu er generationen af centrum-venstrepolitikere, der var unge i halvfemserne og formet af Blair- og Clinton-årenes fascination af politisk kommunikation, vågnet op i magtens seng til dén pludselige virkelighed, at de ikke kun har et kommunikationsproblem - men også et substansproblem.

Kun 14,4 procent af vælgerne bakker nu op om S. Socialdemokratiet fik bedre valg før partiet var opstillet i alle kredse. Men når man ikke har forberedt nogen politik i de år, man var i opposition, og når man tilmed ikke har turdet være ærlig, kan det ikke være anderledes. Foto: skærmbillede fra dr.dk

Tudeåndssvag præsentation af forslag

Henrik Sass Larsen sagde det meget præcist, da han "ved et uheld" blev citeret for, at det da var en tudeåndssvag måde, regeringen havde foreslået erhvervsskattelettelser på. Skattelettelsen kunne man da have ladet Venstre få ved forhandlingsbordet i stedet for selv at foreslå den, sagde han på et møde i Kolding. Men egentlig var han heller ikke uenig i, at man vel godt kunne give en skattelettelse hist og pist. Det, han advarede om, var, at man ville få ”uro” ud af det.

Det, partiets gruppeformand ikke begreb, var, at sådan noget skulle trumfes igennem på kort tid uden forberedelse af vælgerkorpset, etablering af sammenhæng eller argumentation og så lækkes dagen før kronprinsesse Frederiksen skulle ud og stramme på kontanthjælpen. Han så klart, at det ville blive udlagt, som at regeringen tog fra de fattigste og gav - ikke til virksomhederne - men til de virksomheder, der allerede klarede sig godt og havde overskud. Han begreb det ikke. Det var der heller ingen andre, der gjorde.

Men substansen i, at man for at holde Danmark konkurrencedygtigt også må kunne skrue lidt på en erhvervsskat, der forresten giver et højst marginalt provenu, kan ikke bringe hverken Henrik Sass Larsens eller ret mange andre socialdemokraters pis i kog.

Sass Larsen begreb ikke, at erhvervsskattelettelserne skulle trumfes igennem på kort tid og tilmed lækkes dagen før kronprinsesse Frederiksen skulle ud og stramme på kontanthjælpen. Foto: Claus Bech for BT

Adgangsprøven til venstrefløjen består ikke i at skrige på størst mulig stat

Socialdemokrater har holdt Danmark konkurrencedygtigt i forhold til omverdenen på forskellige måder siden ruder konge var knægt, og siden handelsminister Jens Otto Krag ugentligt fortalte, hvorfor rationering var nødvendig i efterkrigsårene; eller siden samme Krag ville indefryse dyrtidsreguleringen og en gruppe unge SF’ere trak tæppet væk under det, der kunne have været SF’s første bevis på, at de kunne have deltaget i en regering.

Hver evig eneste gang socialdemokratiske justeringer har gået i retning af indskrænkelse af offentligt forbrug, tilpasning af konkurrenceevnen eller oprydning i den ene eller anden offentlige rodekasse, er det lykkedes en ret lille, vælgermæssigt obskur del af venstrefløjen at kalde det højreorienteret politik. Det er, fordi en meget lille del af venstrefløjen betragter det gode samfund som lig den størst mulige stat. Som om fællesskab overhovedet var det samme som stat. Det er det virkelig ikke.

Mange af de ting, regeringen foretager sig, stemmer fuldstændigt overens med, hvad langt de fleste, man møder i det socialdemokratiske bagland, egentlig mener. Bevares, regeringen er ikke noget prangende triumftog for socialdemokratiske ambitioner om mere frihed og medbestemmelse for alle, men de små justeringer af de forskellige velfærdsordninger er ingen sådan set rigtig uenige i.

Socialdemokrater har holdt Danmark konkurrencedygtigt i forhold til omverdenen siden ruder konge var knægt, og siden handelsminister Jens Otto Krag ugentligt fortalte, hvorfor rationering var nødvendig i efterkrigsårene. Foto: Europa-kommissionen

Kunsten at se verden som den er

Den store, definerende del af venstrefløjen har i vores del af verden altid forstået markedet samt manipuleret og regeret det efter bedre evner end nogen andre. Venstrefløjen her har aldrig ment, at staten skulle være større end det private arbejdsmarked, og den har aldrig nogensinde ment, at folk skulle lave så lidt som muligt.

Økonomi er ikke en videnskab, man er modstander af som skandinavisk socialdemokrat; tværtimod er der ingen bevægelse, der er så formet af økonomer. Det er måske også endt som et ”rationalitetens jernbur” for os, men der er ingen point i den socialdemokratiske bevægelse for ikke at være i stand til, sagt med en parafrasering af Søren Mørch, at se verden som den er. Men man må nok også sige, at regeringens forsøg på at fejre sin egen fantasiløshed ved at kalde sig selv ”rugbrødsregering” er et af de mest mærkelige forsøg på at markedsføre sig på sin svaghed i moderne dansk kommunikationshistorie. Søren Mørch har i øvrigt også i sin bog om nullerne påpeget, hvilket denne tekst også argumenterer for, at politikudviklingen i Socialdemokraterne gik i stå efter årtusindskiftet.

Socialdemokraterne har længe puttet med tingene

Og nu vil jeg tillade mig et "vi". Som alle vi'er kan det bestrides og erklæres for forfængeligt, men bær over med mig. Dette "vi" dækker over min læsning af en pænt stor, socialdemokratisk organiseret omgangskreds:

"Vi" har sådan set ment længe, at det var usolidarisk, at lærerkorpset samlet set underviste så lidt. Det synes "vi", at der burde rettes op på. Mange havde måske sat deres lid til, at de borgerlige i deres regeringstid – den slags byttes man jo om – havde orkestreret nogle liberaliseringer og effektiviseringer af bare nogen af velfærdsstatens lidt for flommede forgreninger. Men i hvert fald den nye tids borgerlige regering har ikke ret meget humør til den slags. Så er det jo egentlig ganske fint, at Corydon og Helle får taget os sammen til det opgør.

For "vi" har - som det unge S-håb Peter Hummelgaard rigtigt får skrevet i sin nye bog - generelt ment, at mange af velfærdsstatens områder lider af metaltræthed, og har en højst tempereret tiltro til, at de eksisterende systemer i velfærdsstaten bare skal reguleres lidt. Sagen er, at når "vi" ikke står på ølkassen, så taler "vi" seriøst om reformer, der er langt mere omsiggribende, end dem der er i gang på f.eks. skatte- og skoleområdet nu.

"Vi" er uofficielt parate til mange flere opgør med velfærdsstatens mindre fornuftige ting, "vi" taler bare ikke rigtigt højt om det. Eksempelvis er ting som brugerbetaling for de bedre stillede på en del af universitetsuddannelserne eller SU som delvist lånebaseret slet ikke noget, som almindelige socialdemokrater synes er absurd.

Det var saftsuseme ikke en del af den socialdemokratiske ide at slå engagementet mellem mennesker og ihjel. Det er derfor, de unge socialdemokrater nu taler om "deltagelsesdanmark". Og DSU er landets største ungdomsparti. Foto: Finn Frandsen for Politiken

Internt tør "vi" også godt snakke om frygten for, at velfærdssamfundet er blevet til afladssamfundet, hvor man – når man har betalt sin skatteregning – så kan blæse andre mennesker et stykke: Nu har man jo betalt, og så må staten tage sig af problemerne. Det var saftsuseme ikke en del af den socialdemokratiske ide at slå engagementet mellem mennesker og i hinanden ihjel.

Det er derfor unge socialdemokrater taler om "deltagelsesdanmark"; der er en ret klar, statskritisk strøm i de skandinaviske socialdemokratier i det 21. århundrede.

Der er egentlig mange ting i de metaltrætte dele af velfærdssamfundet, "vi" længe har kigget skeptisk på; men vi har puttet med det, ikke turdet. Der var jo altid lige en vigtig måling og måske kom der valg og nu ikke rokke båden. Og bla bla bla; men i stå gik det altså.

Erhvervsskat behøvede ikke være noget problem

Sådan noget som at gøre det billigere at drive virksomhed i Danmark er helt i tråd med den interne tænkning mange steder i partiet. Sagen er, at "vi" længe har været klar, at det har været for dyrt og for bøvlet at tage privat initiativ i Danmark. Det skal være billigere at starte og drive virksomhed, ellers kommer der ikke jobs, og jobs er, hvad man tænker først på som socialdemokrat.

Erhvervsskat kan man debattere om er et særligt effektivt værktøj, men i det store og hele adresserer det en bekymring, mange socialdemokrater længe har talt om. Problemet er, at man slet ikke har startet samtalen om, hvad der er brug for.

At regeringen har så store problemer, er sådan set helt retfærdigt. Det hænger sammen med, at man har været så lidt ærlig omkring, hvad man egentlig mente; man har ikke taget konsekvensen af sine tanker og har lavet et sprog, der hang sammen med handling. Man har ikke har lavet politik i seks (eller måske alle ti) år i opposition. Så nu ligner alting, regeringen foretager sig, hovsa-missiler; der er ikke er nogen forklarlig linje i, hvad der er "nødvendigt".

Hvad er nu "nødvendigt"?

Det er f.eks. meget svært at se logikken i, at regeringen kan komme så galt af sted på spørgsmålet om betalingsringen, som den strengt taget har vundet et valg på. Eller at man anerkender det som nødvendigt med erhvervsskattelettelser, men ikke siger, at det indebærer et opgør med udkantsbestikkelsen, reformation af de store byer osv.

Op til regeringsovertagelsen har "vi" hutlet os af sted med floskler som ”velfærd - ikke skattelettelser” og barnlige retoriske konstruktioner som imitationen af kontraktpolitikken med ”velfærdsrettigheder”. Man har ikke magtet den opgave at stå for både kollektive løsninger og evnen til samtidigt at kritisere systemet ”velfærdsdanmark”, selvom "vi" internt så mange reformbehov.

Det er meget svært at se logikken i, at regeringen kan komme så galt af sted på spørgsmålet om betalingsringen, som den strengt taget har vundet et valg på. Her er den, som den var planlagt. Foto: BM grafik

Troede ”vi”, at man kunne bluffe sig igennem?

Store problemer hænger altid sammen med ret fundamentale spørgsmål. Socialdemokraterne har det ret fundamentale problem, at den måde, man har set verden på, ikke hænger ret meget sammen med den måde, man har udviklet politiske løsninger på. Måske har man simpelthen ikke troet på, at politisk substans var noget, man kunne vinde valg på, og så har man fået et helt forudsigeligt substansproblem. Måske er børnene af Blairs og Clintons effektive supersizing af det politiske kommunikationsmaskineri kommet dertil, hvor de må sande, at der ikke er kommunikative løsninger på substantielle problemer.

Det værste Socialdemokraterne kan gøre er at blive ved at fortælle sig selv, at de har et kommunikationsproblem. Det er helt forkert – for kommunikation er faktisk noget af det, som man kan finde ud af: Alle kender til de forskellige projekter i Fair Forandring og Fair Løsning, alle kender betalingsringen, velfærdsrettighederne, pakken til boligejerne, at man ville beskatte usunde varer, og hvad ved jeg. Og tilmed er det lykkedes partiet helt uden nogen som helst begejstring eller momentum at opbygge et ret flot kampagneapparat – et flot ”ground game”. Nej – kommunikation er ikke problemet: problemet er, at man ikke har designet et eneste stykke politik, man selv eller nogen andre tror på.

Det uklare politiske fokus giver også næring til de ret udbredte konspirationsteorier om, hvem og hvad der kører regeringen; om det er enten De Radikale eller embedsmændene. Rune Lykkeberg har nøgternt påpeget, at konspirationerne opstår, fordi ingen kan forklare, hvad i alverden det er, socialdemokraterne laver, at ingen kan se linjen, og at folk derfor famler efter forklaringer.

Det uklare politiske fokus giver næring til konspirationsteorier om, hvem og hvad der kører regeringen; om det er enten De Radikale eller embedsmændene. Måske fordi ingen kan forklare, hvad i alverden det er, socialdemokraterne laver.

Foto: Scanpix

Er det borgerligt at rydde op?

Der er ikke noget som helst ”ikke-socialdemokratisk” eller ”u-venstreorienteret” i at reformere arbejdstidsregler for lærerne. Der er heller intet usocialdemokratisk i at lette erhvervsskatten. Det er ikke særlig vigtigt, om den er på 23 procent eller 25 procent - det vigtige er, at den ligger, hvor vi tror, virksomhederne bidrager, og hvor der samtidigt investeres mest. Og det er ikke et krav til optagelsesprøven som venstreorienteret, at man mener, at staten skal vokse med 0,8 procent i stedet for 0,4 procent om året.

Sagen er, at der er mange socialdemokrater, der efterlyser, at vi tager fat på at sætte rammer op for statens virke. Og socialdemokrater, der faktisk mener, at det offentlige er blevet for omfangsrigt i forhold til det private. Det har "vi" i stigende grad ment, siden Jørgen S. Dich i halvfjerdserne præcist stillede op, hvordan de privatansatte ville ende med hele tiden at betale mere gennem skatten til en konstant ekspanderende offentlig sektor, der reelt udgjorde den nye overklasse, komparativt vellønnede og med bedre vilkår end langt, langt de fleste uden for den offentlige sektor.

Og "vi" har ment, at alt for mange er røget på passiv forsørgelse, og at det ved gud ikke er kønt at se så mange på kontanthjælp, dagpenge og førtidspension. Velfærdssamfundet er ikke et tilbud om hverken borgerløn eller om ikke at bidrage. Det kan ingen være tjent med. Derfor er det på mange måder Mette Frederiksen, der med genopdagelsen af princippet om ”ret og pligt” i balance, skaber den største interne socialdemokratiske begejstring.

Det socialdemokratiske "vi" har længe ment, at alt for mange er røget på passiv forsørgelse. Derfor er det Mette Frederiksen, der med genopdagelsen af princippet om ”ret og pligt” i balance, skaber den største interne socialdemokratiske begejstring. Foto: Rune Evensen for Scanpix

En digression mere: Er det ikke bare lidt småjusteringer?

Hvis man i øvrigt forstår ordet reform som betydende en grundlæggende ændring, så kan man jo heller ikke rigtigt kalde det, regeringen laver, for reformer af samfundet. Superlativerne løber jo ofte af med folk. De er højest justeringer. Det er jo ikke nogen grundlæggende ændring af uddannelsesvilkårene i verdens mest gavmilde uddannelsestilbud, at folk, der bor hjemme hos mor og far, får lidt færre penge for at læse lektier. Det er bare en justering. Det er jo heller ikke nogen reform af uddannelsesvæsenet, at skolelærerne underviser måske 18 timer i stedet for 16. Det er ikke ligefrem et nybrud som afskaffelsen af den sorte skole eller et nyt princip om, at man skal betale for at tage en uddannelse. Hvis ordet reform skal beholde sin oprindelige betydning, skal vi nok nærmere kalde det en justeringskurs, regeringen fører, hvor man tager sig af de værste excesser.

Ingen Priming

At de justeringer bliver så definerende for regeringen, skyldes samme ting som før påpeget, nemlig at der ikke er lavet noget definerende arbejde for, hvordan denne regering også vil udvide menneskets livsmuligheder og egenbestemmelse. Det betyder også, at regeringen ender med at stå og falde med perceptionen af det oprydningsarbejde, den laver. Men som den faktisk fortjener ros og anerkendelse for ikke at lade ligge, som den tidligere regering slap af sted med.

Det kritisable ved regeringen og Helle Thorning-Schmidt er den manglende politikudvikling op til valget. Dermed har man ikke kunne opbygge en loyalitet i sit vælgerkorps, som var baseret på argumenter, viden og deltagelse i det, man rent faktisk så som nødvendige politiske ændringer. Der er ingen priming, for nu at holde det i kampagnelingo, af hverken parti eller befolkning. Og så er det svært at en sætte dagsorden og forme samfundet efter den. Og det er substansen i politisk håndværk.

Den forsømmelse forklarer, at man ser fantasiløs og bureaukratisk ud i sin regeringsførelse nu. Men det er helt urimeligt at skyde regeringen i skoene, at den er borgerlig. Langt de fleste i det socialdemokratiske "vi" kan sagtens være med på en justering af velfærdsstaten.

Og danskerne er heller ikke voldsomt uenige; de er nærmere perplekse, forvirrede på et højere plan. Det er også grunden til, at man ikke kan afskrive regeringen, uanset hvor helt og aldeles håbløst den klarer sig i målingerne. De målinger reflekterer en uforståenhed overfor, hvad det er regeringen egentlig foretager sig. Og derved også en tvivl om regeringstoppens kompetencer. Det kan ikke være anderledes, når f.eks. en ide om erhvervsskat kan opstå hos en enkelt politiker eller to, et par måneder før den spilles ud som et nærmest definerende initiativ fra regeringen. Den slags må man forvente, hører sammen med en lidt mere grundig proces.

Helle Thorning på vej for at stemme på sig selv i 2007. Hvis der var valg i dag, ville kun 14,4 procent ifølge målingerne gøre det samme. Og de målinger reflekterer snarere en uforståenhed over for, hvad det er regeringen egentlig foretager sig, end uenighed. Foto: Flickr

Det store opgør udebliver (sandsynligvis)

Det er ikke den konkrete, førte politik, der splitter befolkningen eller det store, røde "vi" ad. For hvis det var, ville vi se vælgerne løbe ud til venstre – og det gør de ikke. De løber over til en Lars Løkke, de ikke troede på første gang, fordi det ser ud, som om han bare ryster lidt mindre på hænderne.

Derfor er det ikke nogen dyb loyalitet, som Venstre nu får etableret med den historisk store gruppe af politisk desillusionerede – eller perplekse – danskere. Det er ikke sådan, at man skal dreje regeringen hverken til højre eller venstre: Vælgerne skal bare kunne se, at der er hænder på rattet. Og så må man se, om man kan løse den nærmest historisk usete situation: At begynde at udvikle et sammenhængende politisk projekt, der også peger frem efter, at man har fået overdraget regeringsmagten.

Det er også derfor, det reelt er så svært at orkestrere et opgør med ledelsen i Socialdemokraterne. For naturligvis kan det lade sig gøre at bytte en partiforkvinde, der er siddende statsminister ud, hvis vedkommende definitivt mister opbakningen. Det er noget sludder, at det ikke skulle kunne lade sig gøre. Det kræver kun to ting: initiativ og opbakning. Og indtil videre har ingen haft det første. Men det er faktisk ikke så mærkeligt. For der er ikke nogen alvorlig politisk uenighed at basere et opgør med ledelsen på. Og når der heller ikke står en ny gruppe af meget kompetente politiske håndværkere klar til at supplere en ny ledelse, så er et opgør decideret uoplagt.

Den slags ragnarok giver nemlig mest mening, hvis man er reelt uenige om noget større og andet end lederens kompetencer. Og derfor, mærkeligt nok, fordi der faktisk ikke er nogen modstand af betydning mod den førte politik, hverken i befolkningen eller i regeringspartiet, har Helle Thorning-Schmidt fortsat en chance og et parti bag sig. 14,4 procent eller ej.

Links:

Kun 14,4% procent af vælgerne bakker nu op om S

Henrik Sass Larsens udtalelser

DSU er landets største ungdomsparti