Ambøssadøren Gifford

Den amerikanske ambassadør er ved at blive et regulært homoikon. Men hans tilstedeværelse under lørdagens Copenhagen Pride er ikke kun folkelighed og tandpastasmil – den viser også, at LGBT-kampen er begyndt at blive (små-)borgerlig.
Copenhagen Pride Parade 2014. Festen er i gang. Foto: POLFOTO
 
Lørdag den 30. august var der Copenhagen Pride (eller Gay-Pride, som de så flot kalder det ovre på Ekstra Bladet), og efter optoget – og indtagelse af ikke uanselige mængder af rosé og gulddamer – følte jeg åbenbart trang til højt og flot at proklamere, at jeg da selvfølgelig skal være ambassadørfrue. Det medførte hede drømme om at hive den amerikanske ambassadør med hjem, for Rufus Gifford er en (ualmindelig pæn) mand, der er til mænd, og det ville da egentlig passe mig ganske fint at bo ude i Rydhave, hans ambassadørpalæ ved Strandvejen. Men han har selvfølgelig en mand. Og en hund. Og pomadiseret hår. Og meget, meget hvide tænder.
 
Den amerikanske ambassadør Rufus Gifford holdt tale, da Copenhagen Pride Parade var nået frem til Rådhuspladsen. Copenhagen Pride var i mange år en nichebegivenhed i København, men med årene er den blevet omfavnet af en bredere og bredere masse. Gifford var en oplagt taler, men ville han også have sagt ja, dengang det outrerede fyldte langt mere?  
 
Min kommende mand
Jeg blev glad for, at han gik med i optoget. At hele den amerikanske ambassade gik med, faktisk. Jo flere, jo bedre. Hvis du ikke har set et optog endnu, skal du gøre det på et tidspunkt. Udover at man ser temmelig mange subkulturer, der normalt er ret usynlige, og at der er farverige drags og fetich-klubber og mænd i læder-g-strenge og pailletter nok til at forsyne en større danseskole i et år, så er det vigtigste egentlig, at de alle sammen bare går rundt sammen. Og fester sammen. Og griner sammen. Og kigger og hygger og nyder. Sammen med rigtig mange andre mennesker i jeans og T-shirts og regnbuefamilier og homoseksuelle asylansøgere og folketingspolitikere og en gruppe, vi døbte Korthårede Lesbiske for Fred, fordi vi ikke kunne se, hvor de kom fra. Men fine var de. Og så selvfølgelig min kommende mand, den amerikanske ambassadør.
 
Homoikonet Rufus Gifford deltog i Pride Parade med sin mand og sine medarbejdere fra ambassaden. Med sin mainstream livsstil bidrager han til, at der skabes forbindelse mellem heteroer og homoer, men han er samtidig med til at trænge dem ud, som ikke lever efter hans småborgerlige normer  de "skandaløst klædte folk", som han kalder dem. Foto: POLFOTO
 
Den amerikanske ”bøsse-ambassadør”
Da Rufus Gifford tiltrådte som ambassadør for næsten præcis et år siden, skabte det store overskrifter. Han var nemlig både homoseksuel og havde arbejdet i Hollywood, men havde ikke løse håndled og havde været økonomichef for Obama og dennes fundraising-kampagne. På trods af et ret sejt CV, hans 40 år taget i betragtning, var det alligevel ”Ny amerikansk bøsse-ambassadør til Danmark”, der var overskriften. Denne gang får du selv lov til at gætte mediet (du har ét gæt).
 
Frank Jensens backstage-tweet fra Rådhuspladsen. Meget sympatisk, med opbakningen til Copenhagen Pride fra så mange politikere. Og det ville da også være dumt at forbigå den mulighed for branding, som det giver at være der.
 
Det er selvfølgelig laveste fællesnævner, der tales til med sådan en overskrift, men manden er faktisk både bøsse og tilfældigvis også ambassadør, og det medfører et vist ansvar, mener han. Han kæder selv sin seksualitet sammen med noget politisk. ”Being gay makes you inherently political. You see what's right and what's wrong, and you need to do something about it,” har han for eksempel udtalt. Under Copenhagen Pride holdt han både tale og gav talrige interviews og blev ved med at understrege, at et politisk topjob forpligter, fordi han kan være med til at skabe debat, forståelse og rollemodeller. Og det er jo sådan set super fint (ikke, Søren Pape?).
 
Man kan – stadig – finde drags til Copenhagen Pride. Foto: POLFOTO
 
Borgerligt homoikon
Derfor er Gifford nærmest blevet et homoikon. Ikke bare herhjemme, men også over there, hvor han bliver kaldt The Gay Goldmine på grund af hans fundraising-talent. Men hans funktion som rollemodel er ikke kun at vise andre LGBT-personer, at de kan blive til noget. Endnu vigtigere skaber han forbindelse mellem homoer og heteroer, om man så må sige. For er der noget, Gifford portrætterer, så er det velpoleret almindelighed. Med hund og velsiddende jakke – og tilfældigvis en mand ved siden af.
 
Gifford repræsenterer i høj grad den udvikling, at LGBT-kampen er blevet borgerlig, og at LGBT-miljøet på nogle måder er ved at blive det samme. Tenderende småborgerligt, faktisk. Det kan være smart set ud fra et kommunikationsaspekt, men i en mangfoldighedstankegang kunne det godt gå hen og blive ganske farligt. I et nyligt interview med Tante Berlingeren forklarer Gifford således, at pride-paraderne er blevet langt mere konservative. Det, forstår man, er en god ting. ”Hvis du ser, hvem der i dag deltager i pride-paraderne, så er det alt fra guvernører, borgmestre, politikere, samtlige brandfolk, politichefer, sygeplejersker, homoforældre med deres børn, lærere og alle andre samfundsgrupper.”

Og jo, selvfølgelig er der stadig farvestrålende drag queens og ”skandaløst klædte folk,” som han udtrykker det, ”men det er meget mere konservativt – langt mere konservativt – end førhen.”
 
Pride Parade er en manifestation af fantasi og mangfoldighed. Men det er ikke Rufus Giffords dagsorden. Foto: POLFOTO
 
Hvad blev der af mangfoldigheden?
Giffords udtalelser kan diskuteres ud fra flere parametre. Et kan være konstateringen af, at der deltager en langt bredere skare af mennesker i paraderne end tidligere. Og som tidligere nævnt kan det jo kun være positivt. Men hans fejring af, at det er blevet mere folkeligt (læs: mere konservativt) er, at han samtidig taler om, at der er nogle, som er ”skandaløst klædt”.
 
Vi kæmper for ægteskaber og adoptionsrettigheder og ligestilling mellem forældre i regnbuefamilier og ting, der gør, at homoseksuelle i højere grad kan opnå de rettigheder, som naturligt er givet alle heteroseksuelle. Og det er i og for sig fint nok, for selvfølgelig skal alle have lige juridiske rettigheder.
 
Men hvis lige rettigheder betyder en politisk drejning af homolivet og dermed en ændring af, hvad man anser som vigtigt at kæmpe for, kan det blive problematisk. Vi skal passe på, at vi ikke, i takt med at vi opnår flere rettigheder, begynder at pege fingre af ’de andre’ og bliver selvtilfredse. For i bund og grund er kampen ikke kun rettighedsbaseret, den er (traditionelt set) også præget af et ønske om større mangfoldighed og om et ønske om accept – Love Is A Human Right, som Amnesty så fint siger.

Familie er ikke en kernekonservativ værdi
Det taler ambassadøren om, når han påpeger, at han tror, ”det er en af grundene til, at vi har vundet offentlighedens accept. Argumentet er blevet til et familie-argument. Det handler ikke længere om seksualitet og fri kærlighed. Det drejer sig derimod om kernekonservative familieværdier, at forældre vil beskytte deres homoseksuelle døtre og sønner og sikre, at de har præcis de samme muligheder i livet – i alle dets former.”
 
Retten til fri seksualitet og fri kærlighed handlede netop om større accept i samfundet, og der er vi nået langt. Men for det første er det at ønske sig en familie ikke kun en kernekonservativ værdi, det er en temmelig menneskelig værdi. For det andet er den glædelige mangfoldighed, man ser til paraderne, ikke en kernekonservativ ide.
 
 
På Rufus Giffords initiativ hænger der på væggen ud mod Dag Hammarskjölds Allé, hvor den amerikanske ambassade ligger, et regnbueflag ved siden af det amerikanske og det danske flag. Ingen skal være i tvivl om, at Gifford forventer, at homoseksualitet accepteres af alle. Men gælder det mest homoer, der lever småborgerlige liv?  
 
Rummeligheden i centrum
Hvis kampen skal fortsætte, må den køre ad to spor simultant. Man kan godt både kæmpe for retten til at skabe sig en familie og samtidig ikke påføre sig selv et så konservativt livssyn, som ambassadøren gør, når han ser ned på andre skandaløst klædte mennesker. Dem skal der jo netop også være plads til. Hvis LGBT-kampen virkelig skal vinde, så skal alle dem, der normalt er blevet opfattet som anderledes, jo netop kæmpe for, at det er rummeligheden i samfundet, der er i centrum. At det handler om LGBT-rettigheder, kønsmæssig ligestilling og anti-racisme på en og samme gang. At jeg vil have lov til at gifte mig, hvis jeg ønsker det, men fuldstændigt accepterer, at andre må leve deres liv på en anden måde, som de nu ønsker det og ikke begynder at pege fingre. I stedet for at stille sig tilfreds med, at man nu kan giftes i en kirke og så begynde at rynke på næsen af de næste i rækken, der så nu er de mærkelige. For så er vi lige vidt og faktisk ikke særligt langt. 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job