Ros til Rose

Skrevet af

Arne Notkin
redaktør

1 artikler

0 indlæg

Bare jeg dog havde fået en hel buket roser. Ikke fordi jeg er utaknemmelig. Nej. Jeg er skam rørt og lykkelig for at blive udvalgt som den første modtager af Kommunikationsforums rosestafet. Men selv for en garvet, kritisk og professionelt kynisk redaktør er der mere end kun en oplagt kandidat at rose. Men Ak! Ingen roser uden torne. Jeg må træffe det svære valg.

 

Skal det være Naser Khader?

 

Her er en mand, der har tatoveret sit væsentligste budskab på overarmen. Demokrati står der. På arabisk. Altså en mand, der kommunikerer klart og utvetydigt både på sit modersmål og på sit adopterede modersmål. En mand, der ytrer sig under opvisning af et stort personligt mod. Ytringfriheden har en pris - en personlig og eksistentiel pris - for Naser og hans familie. Hvor mange af os andre taler demokrati og menneskerettigheder med liv og helbred som indsats? Det er en rose værd. At han prises af Dansk Folkeparti og rises af Tøger Seidenfaden trækker hverken til eller fra. At han betinger sig retten til at trykke enhver kvindelig studievært i hånden, er ganske vist et chauvinistisk krav. Men i det store regnskab skal det ikke lægges ham til last. Men er det sjovt at rose en mand, der i forvejen roses af alle?

 

Skal det være Tøger Seidenfaden?

 

Ene mand varetog han kommunikationsopgaven for den samlede danske opposition, da Muhammed-krisen brød ud i lys lue. Mens oppositionen lå i koma - eller var på skiferie - stillede Tøger op i debat efter debat og sikrede dermed alsidigheden og mangfoldigheden i den politiske meningsdannelse. Men endnu mere vitalt: Som eneste betydende avis varetog Politiken pressens kritiske funktion overfor magthaverne. Med svingende validitet, javist. Men hvem gjorde det bedre? Det er ganske vist aldrig lykkedes mig at forstå, hvorfor Tøger skelner mellem Salman Rushdies Sataniske vers og Jyllands-Postens Sataniske - eller satiriske - tegninger. Men jeg har ham mistænkt for at sætte kikkerten for det blinde øje, når det gælder den islamistiske trussel, fordi han har sit fulde fokus rettet mod den danske fremmedfjendtlighed, der marginaliserer de etniske minoriteter iblandt os. Og det er jo egentlig meget nuttet. Men er det sjovt at rose Helle Thornings ferievikar?

 

Skal det være Flemming Rose?

 

Ja, det skal! Flemming bliver det.

Jeg har kigget grundigt på tegningerne. Set med mine øjne ligger de indenfor et satirisk frirum. Jeg har flere gange gennemlæst Roses ledsagende tekst. Læst i sammenhæng opfordrer den på ingen måde til hån, spot og latterliggørelse af muslimer i almindelighed. Jeg har fulgt hans argumentation i utallige tv-interviews. Helt igennem stringent - lige indtil nedsmeltningen, da presset tilsyneladende voksede ham over hovedet.

 

Jeg skal indrømme, at jeg først for alvor fik øje på det journalistisk demonstrative potentiale i hans stunt, da der stod 3000 vrede danske muslimer i en fredelig demonstration mod tegningerne. Indtil da var jeg mest tilbøjelig til at betragte offentliggørelsen af de 12 tegninger som en fis i et badekar. Jeg skal også indrømme, at jeg er overbevist om, at Flemming scorede sit demonstrative journalistiske trofæ med noget mere held end forstand. Men han scorede. Og må betale en høj personlig pris i form af hans og hans families sikkerhed.

 

Flemming Rose har klart og tydeligt demonstreret mindst fire

vigtige pointer.


1. Særbehandling. Nogle muslimer gør krav på særbehandling. Og har held til at gennemtrumfe kravet. Hvem tør i dag at offentliggøre satiriske tegninger, der involverer Muhammed? Man kan gøre grin med Moses, Jesus og jomfru Maria - men åbenbart ikke uden blodsudgydelser gøre grin med Muhammed. Over 150 mennesker mistede livet under demonstrationer mod tegningerne. Men hvorfor skal det sekulære samfund underkaste sig religiøse tabuer?

 

(NB: Parallelen til Holocaust er falsk. At gøre grin med Holocaust svarer til at gøre grin med massakren i Sabra og Shatilla. Hvem fanden kan mene, at det er sjovt?)

 

2. Totalitarisme. "Jeg elsker profeten højere end mine egne forældre, ja han er mig mere kær end mine egne børn", lød det igen og igen. "I må hellere spotte min mor end profeten. Han betyder alt for mig", lød et andet mønster citat. Jamen hallo! Det runger af den rene og skære totalitarisme:"Jeg sværger Føreren evig troskab. Jeg ofrer med glæde mit liv for Føreren!"Eller: "Alt for partiet og alt for lillefar Stalin!"

Vores kulturkreds værner om mennesker. Vores injurie-lovgivning og racismeparagraf beskytter mennesker mod forhånelser. Ikke ideer. Ikke guder. Vores civilisation lever af kritikken af ideer og af at udfordre tro med viden. Skal vi underkaste os kulturer, der tilsyneladende sætter døde profeter, guder og ideer højere end levende mennesker?

 

3. Vold. Det er næppe tilfældigt, at kritikere af muslimsk fundamentalisme- også her i Europa - må optræde under politibeskyttelse. Vi kan i fred og ro kritisere paver, præster og politikere. Der kan laves film og bøger, der krænker kristendommens vugge. Men vi kan ikke uden trusler på liv og lemmer kritisere rockere, mafíosoer og muslimske ekstremister. Naturligvis er ikke alle terrorister muslimer. Men de, som angreb USA, Storbritannien, Spanien og vestlige mål på Bali var muslimer, og de legitimerede deres angreb med Islam.

 

Alle religioner har under bestemte politiske og sociale forhold fostret vold, fanatisme og totalitarisme. Det er ikke unikt for Islam. Og det er langt fra karakteristisk for alle muslimer. Selvfølgelig ikke. Men Islams ekstremistiske fortolkere er på den anden side ikke hævet over kritik.

 

4. Dialog. En hel national og international dialog-industri er opstået i kølvandet påden krise, som tegningerne udløste. Det tænder i det mindste et håb om bedre integration i Danmark. Og et spinkelt håb om fredelig sameksistens med en muslimsk verden, hvor grænseløst had og næsegrus beundring for vore vestlige samfund og livsformer trives side om side.

 

Det er ikke dårligt skuldret af en bladskrædder på en dansk provinsavis. Derfor overbringer jeg Roserose-stafetten.

Relaterede artikler

Ros fra Mozaffari - Her i Danmark kan vi heldigvis frit sende roser til, hvem vi vil, og jeg er meget beæret over at være kommet med i denne...
Ros fra Rose - Først tænkte jeg, at jeg ville være original og rose en person, der intet har med profettegningerne at gøre. Dels fordi ...
Rose retrospektivt: Det stærkeste våben - Ytringsfriheden er det stærkeste våben, ikke bare for nyhedsmedier, men også for lande og befolkninger. Det mener Flemmi...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

43 JOB

Underviser

Se alle job Indryk job

Job

PR- OG PRESSEKONSULENT

Frist: 8. december

Webmaster/konsulent

Frist: 11. december kl. 12.00

Studentermedhjælper

Frist: 10. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.