Ros fra Mozaffari

Skrevet af

Mehdi Mozaffari

1 artikler

0 indlæg

Her i Danmark kan vi heldigvis frit sende roser til, hvem vi vil, og jeg er meget beæret over at være kommet med i denne roserunde.

Inden jeg afslører, hvem jeg har valgt at rose, vil jeg kort fortælle, hvordan jeg har set Danmark under Muhammed-krisen. For første gang, siden jeg kom til landet, har jeg oplevet, at hver eneste dansker måtte tage stilling til en række eksistentielle spørgsmål: ytringsfrihed, globalisering, religionens rolle i samfundet og holdningen til indvandrere med en helt anden kultur end den danske. Muhammed-krisens dimensioner gør, at man endnu ikke kan måle eller afgrænse konsekvenserne af den. I denne krise har ikke kun politikere, journalister, jurister, præster og imamer taget side. Også forretningsfolk kom i fokus, og de placerede sig hurtigt i forhold til to principper: 1) ytringsfrihed eller 2) respekt for andres religiøse følsomhed. Ytringsfriheden er et generelt og objektivt princip: enhvers ret til at udtrykke sig frit. Respekt for andres følsomhed er tværtimod subjektiv, i og med at det varierer fra person til person, hvad der opleves som krænkende. Derfor kan man ikke etablere et generelt, objektivt princip på den basis.

 

I den sammenhæng kan man konstatere, at kortsigtede profitberegninger fik repræsentanter fra Dansk Industri, Arla og Grundfos til at positionere sig på det subjektive princips side. Formentlig uden at have overvejet de langsigtede konsekvenser af denne de facto alliance med despotiske regimer og reaktionære kræfter. Hvis den holdning bliver del af forretningskulturen, kan man ikke lade være med at spørge sig selv, hvordan det ville gå, hvis Danmark engang kom i en situation som under besættelsen. Har disse forretningsmænd en rød linje over for reaktionære kræfters krav? Hvis man først sætter snebolden i gang, vil nye krav om begrænsninger i ytringsfriheden komme rullende, og jo større bolden bliver og jo hurtigere den ruller, jo sværere bliver den at stoppe.

 

I modsætning til den kortsigtede taktik, midt i krisens virvar, var der dog en forretningsmand, som klart og utvetydigt forsvarede den ubeskårne ytringsfrihed: Asger Aamund. Han advarede mod at pakke frygt og fejhed ind i tolerances glanspapir og satte fingeren på problemets kerne:

 

”For de reelle kulturelle, politiske og religiøse modsætninger, vi ikke tør tale om, dækker vi nu til med servile undskyldninger, med pseudodialog og opstyltede, hule forbrødringer. Vi er kastet ud i en dyb og langvarig international krise, der til sidst kun kan løses ved, at islam består, og teokratiet forgår.”

 

Gennem artikler og interviews i dagspressen viste Asger Aamund klart, at her stod en både optimistisk og visionær mand. Optimistisk, fordi han demonstrerede sin fast forankrede tro på, at fremtiden tilhører demokratiet, ikke teokratiet. Visionær, fordi han ikke lod sig blænde af kortsigtede profitberegninger, men beholdt det store overblik. Han så klart den betydning, ytringsfriheden på langt sigt har for et samfunds økonomiske blomstring.

 

Derfor sender jeg rosestafetten videre til Asger Aamund.

Relaterede artikler

Ros til Arne Notkin - Det er svært at rose, og vi gør det for sjældent. Mens det falder os helt naturligt at kritisere og polemisere, må vi hu...
Ros til Rose - Bare jeg dog havde fået en hel buket roser. Ikke fordi jeg er utaknemmelig. Nej. Jeg er skam rørt og lykkelig for at bli...
Ros fra Rose - Først tænkte jeg, at jeg ville være original og rose en person, der intet har med profettegningerne at gøre. Dels fordi ...
Rose retrospektivt: Det stærkeste våben - Ytringsfriheden er det stærkeste våben, ikke bare for nyhedsmedier, men også for lande og befolkninger. Det mener Flemmi...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

Redaktør for dansk skønlitteratur

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.