En af mine facebookvenner er bestyrtet over, at Gitte Lillelund Bech er udnævnt til forsvarsminister. Hvad kan hun? Hvad har hun udrettet? Og hvorfor lige Forsvaret?


Har Bech forstand på jagerfly?

Den bestyrtelse tyder på en afgørende mangel på indsigt i, hvordan en statsminister sammensætter sit ministerium.

Jeg tror, det sidder i både mig og de fleste Kforum-læsere, at stillinger skal beklædes af den mest kompetente blandt dem, der søger eller kan presses til at søge den. Men den tanke skal aflæres, hvis man vil forstå dannelsen af regeringer.

Man kan være for dygtig til jobbet
Kompetence og meritter som forudsætning for embeder er en smuk tanke, der stammer fra det borgerlige samfunds gennembrud i 1800-tallet. Før den tid kunne de fleste nøglestillinger i for eksempel Danmark kun beklædes af mænd, der kunne fremvise en passende anetavle. Var man ekstraordinært dygtig, kunne der gøres undtagelser.



Struensee var for dygtig. Af med knoppen!

Man kan tænke på Peder Schumacher Griffenfeld i 1600-tallet eller Johan Friedrich Struensee i 1700-tallet. Begge havde borgerlig baggrund og kom til tops i samfundet på grund af dygtighed. Men de var også for dygtige, og Struensee dertil for letsindig i sin omgang med dronningen. Derfor blev de bragt til fald af adelskliker, der ikke brød sig om alle de forandringer, de iværksatte.

Kønskvotering på tværs af meritter
Tanken om, at det ikke gælder om at være, men om at kunne, er kort og godt en forholdsvis ny tanke, der kun virker forvirrende, hvis man ser på dannelsen af regeringer. Desuden skal vi måske til at glemme den alligevel.

I hvert fald er der masser af feminister, der synes, det kunne være fint at gå tilbage til før-borgerlige principper om ædel byrd som forudsætning for beklædelse af embeder. Ikke forstået på den måde, at man skal kunne fremvise en stamtavle og et navn med tre bindestreger, men forstået sådan, at man skal kunne fremvise to x-kromosomer for at komme i betragtning til visse job.

Løkke som fodboldlandstræner i gamle dage
En anden ting, der forvirrer, er landstræner-metaforen. Man ser Lars Løkke Rasmussen for sig i en Morten Olsen-situation. Vi skal op mod Det Røde Hold. Så må vi have de 11 bedste på banen og de fem stærkeste fra andet geled på bænken.

Sagen er imidlertid, at metaforen både er rigtig og forkert. Og dermed forkert. Det er korrekt, at Lars Løkke suverænt udtager sit hold, ligesom Olsen. Det er også korrekt, at Lars Løkke til enhver tid er begrænset af det spillermateriale, der står til rådighed. Laudrup og Harald Nielsen kan hverken klones eller trylles yngre. Derfor må vi klare os med et forsvar i europæisk topklasse, og hvad der nu kan mobiliseres af midtbanespillere og angribere. Løkke må også klare sig med, hvad der står til rådighed af mænd og kvinder, som enten er medlemmer af V og K, eller klar til at blive det i en meget stor fart.

Men så stopper lighederne mellem Lars Løkke og Morten Olsen. I stedet skal vi tilbage og se på landstrænerne før Sepp Piontek.

Deres problem var, at de ikke udtog landsholdet. De trænede det kun. Selve udtagelsen blev foretaget af et monstrum, der hed Udtagelseskomiteen eller bare UK. Der sad en flok pampere fra Dansk Boldspilunion og de regionale unioner og sammensatte holdet i en fuldkommen usaglig balance mellem jyder og københavnere; unge og gamle; folk, de kunne lide og folk, de ikke kunne lide. En vis spredning på klubber skulle der også tages hensyn til, og for alt i verden ikke professionelle. Ganske vist var de bedre end spillerne i den danske 1. division, men i følge DBU's daværende regler var de også pariaer. Urene, som det smittede at komme i berøring med, og som ikke kunne tolereres på landsholdet.

Søren Mørch beskriver både i sin danmarkshistorie og i sin bog om danske statsministre, hvordan ministerier dannes. Med de beskrivelser i baghovedet, er det bedste råd, jeg kan give min facebookven: "Du skal aldrig undre dig".

Frygtindgydende faglige fagfolk
Den helt rendyrkede merit-betragtning kommer meget langt nede i en statsministers overvejelser. Virkelig dygtige mennesker er som regel alt for enerådende og selvberoende til, at de kan anvendes som ministre.


Tørre Thorkil med tilnavnet Livrem

Tænk på Thorkil Kristensen, der var professor i nationaløkonomi, før han blev anvendt som finansminister af både Knud Kristensen og Erik Eriksen. Han var så dygtig og saglig, at han ikke kunne lade være med at tage forbehold over for statsministerens udmeldinger, hvis han fandt dem forkerte, og derfor en almindelig plage i de regeringer, han var medlem af. Sin rette hylde kom han først på, da han blev generalsekretær for OECD, men det er også en embedsmandsstilling, og han beklædte den til UG med kryds og slange, som man sagde dengang, i næsten ti år.

Et andet eksempel, også fra Venstre, er P. Nyboe-Andersen, der tog eksamen som cand.polit. med det højeste gennemsnit i Københavns Universitets historie (rygterne siger, at rekorden først blev slået af hans datter, der endte som direktør for Nationalbanken), og siden blev professor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i København. Ligesom Thorkil Kristensen havde han for vane at drive sine ministerkolleger til vanvid med saglige argumenter, og han var i den forstand slet ikke en politikertype.

Gode ministre skal være i besiddelse af en rimelig grad af saglighed, så de ikke løber sig staver i livet, men de skal også have den korpsånd, brutalitet og usaglighed, der kendetegner alle politikere af blodet. Derfor fejler de allerdygtigste ikke sjældent som ministre.

VK-balancen skal være i - balance
Noget andet er, at selvom Lars Løkke Rasmussen formelt udtager sit hold, har han i realiteten også en UK at trækkes med: Lene Espersen og ikke mindst Pia Kjærsgaard. Balancen mellem V og K skal være i orden og personer, som Espersen og Kjærsgaard nedlægger veto imod, kan ikke udnævnes.

Endelig er det vigtigt, at regeringen ikke har offentligheden imod sig. Dette forhold er sådan set "101", som man siger i USA om viden, der er så elementær, at man lærer den på første semester på universitetet. Men ikke mere 101, åbenbart, end, at Søren Gade nu må forlade sin post stort lige vanæret som sin forgænger.

Hensynet til offentligheden betyder, at der skal være nogenlunde lige mange mænd og kvinder i regeringen, hvad enten statsministeren råder over kvalificerede sådanne eller ej. Ellers vil der blive en hylen og skrigen fra feminister, som ikke er til at holde ud at høre på. Hensynet betyder også, at statsministeren ikke kan udnævne folk, der er for tykke, grimme eller excentriske, eller på anden måde bringer sig selv i fare for satire. Ikke fordi der per se er noget i vejen med at være tyk, grim eller excentrisk, men fordi det kan ødelægge arbejdsroen.

Lex Hans Christian Schmidt
Endelig skal Hans Christian Schmidt så udnævnes. Det trodser alle analyser og beskrivelser af staten og dens ledelse, jeg nogensinde har læst.


Rokadens svar på korncirklen - ingen aner, hvad det er eller skal være godt for

Så mon ikke Kristian Madsen på sin blog i Politiken er inde på noget af det rigtige. Schmidt må ligge inde med kompromitterende lyd- eller billedfiler af statsministeren, der nu må anses for at være slettet, uden mulighed for fortrydelse.