RitzauXpress - slag igen til MetroXpress

Thomas Elmegård kommer her med sit svar på Per Mikael Jensens kritik. Chefredaktør for MetroXpress Per Mikael Jensen har skrevet et indlæg som paradoksalt nok blot er endnu et eksempel på gratisaviserne manglende værdi.

Et eksempel på debat
Lad mig dog slå fast med det samme, at jeg er glad for Per Mikael Jensens kommentar. Det er jo netop et eksempel på den debat, som jeg efterlyste hos gratisaviserne. Læseren kan være enig i mine holdninger eller sympatisere med Per Mikael Jensens meninger. Det vigtigste er, at der er kommet forskellige synspunkter på bordet. Synspunkter som læseren kan bruge i sin opfattelse af gratisaviserne.

Hvorfor er debatten om MetroXpress ikke i MetroXpress ?
Nu kan man med rette spørge, hvorfor en debat om gratisaviser finder sted først i en betalingsavis og siden hen på en internetside. Svaret er, at gratisaviserne ikke giver plads til indlæg af denne størrelse. Hverken min artikel eller Per Mikael Jensens indlæg er små nok til at kunne klemmes ind blandt gratisavisernes øvrige notitser. Det er derfor ironisk, at når Per Mikael Jensen vil udtrykke sin mening finder han –ligesom jeg i min artikel gjorde opmærksom på- ud af, at gratisavisernes format ikke kan rumme en seriøs debat .

Hvor er den kritiske journalistik?
Det er derfor ærgerligt, at Per Mikael Jensen ikke bruger de mange linier i sit indlæg på at besvare min kritik af gratisaviserne: Hvor er den kritiske journalistik? Hvor er den viden, som læseren skal opnå for at kunne danne sine holdninger? Hvor er pladsen til en nuanceret og indholdsrig debat? Hvor er de redaktionelle standpunkter?

MetroXpress redigeret med saks ?
Per Mikael Jensen skriver indledningsvist, at alle mine argumenter er forkerte. Men som også Christian Brinck bemærker i sin kommentar, så begrunder Per Mikael Jensen på intet tidspunkt sine udtalelser. Det tenderer sågar det selvmodsigende, når han først afviser, at metroXpress er skåret til med en saks for senere at kalde den for landets bedst redigerede avis. Hvis mine holdninger bygger på misforståelser, hvorfor er Per Mikael Jensen så ikke i stand til udrede dem?

RitzauXpress
I stedet bruger Per Mikael Jensen sit krudt på at forsvare Ritzau og metroXpress’ andre råstofs-leverandører. Lad mig her pointere, at min kritik ikke gjaldt de bureauer o.lign. som leverer nyhedstelegrammerne. Jeg er derimod utilfreds med gratisavisernes koncept med blot at redigere, hvad andre har skrevet. I stedet for at producere en selvstændig avis fylder gratisaviserne siderne ud med notitser og telegrammer lavet af journalister uden den fjerneste tilknytning til avisen.

Lederen leder lederne
MetroXpress har fravalgt at bringe en leder, da denne ifølge Per Mikael Jensen kun læses af et fåtal af befolkningen. Det er ganske korrekt, men her skal der tilføjes, at det er et ganske bestemt fåtal. Det drejer sig –udover redaktionerne på de andre aviser- om politikere og eksperter. Det vil altså sige beslutningstagerne i samfundet. En lille, men ganske væsentlig gruppe mennesker som gratis-aviserne slet ikke ønsker at komme i kontakt med.

Punkt 1 i Grønspættebogen for journalister er at tilstræbe det objektive. Jeg er ganske enig med Per Mikael Jensen på dette område. Selvfølgelig skal journalister hverken lyve eller propagandere for deres egne kæpheste. Så langt så godt. Men Per Mikael Jensen glemmer helt punkt 2, 3 og 4: At give læserne en dybere indsigt, at skabe politisk debat og give stof til eftertanke.

Fordele og ulemper ved MetroXpress
Det drejer sig derfor ikke om, hvorvidt jeg kan lide metroXpress eller ej. Det handler om at gøre læserne opmærksom på hvilke fordele og ulemper, der er ved en gratisavis. At man så bliver nødt til at slå op i en betalingsavis eller på en internetside for at læse det, er blot endnu et eksempel på gratisavisernes manglende værdi.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også