Riskærs repræsentative demokrati

Den 25. april 2006 så Opstillingslisten dagens lys. En valgteknisk konstruktion der i overensstemmelse med grundlovens intention skal løsrive den enkelte politiker fra det partipolitiske stavnsbånd. K-forum har stillet en række spørgsmål til ophavsmanden, Klaus Riskær Pedersen, der mener at folkestyret som det fungerer i dag, lider et legitimitetstab som er farligt.

Hvis alle nationer havde en Riskær-klon, ville vi have det perfekte grundlag for et internationalt jantelovs-indeks. Riskær er ekstraordinær og i manges øjne ”lidt for dygtig”. Men mens nogle hævder at medieopmærksomhed er det egentlige mål bag Riskærs mange initiativer, har jeg altid glædet mig overordentlig meget over den medieopmærksomhed Klaus Riskær Pedersen får. Riskærs finansielle redelighed er stillet i tvivl, men som engageret samfundsborger og debattør har jeg altid følt at han har meget positivt at byde på.

 

Som en intelligent fritænker der ofte tænker på tværs, og som en hyppig sporskifter i sit eget liv, ligner han på mange måder den politikertype han med Opstillingslisten vil bane vejen for. Men Klaus Riskær Pedersen stiller ikke selv op.

 

Det følgende interview er baseret på spørgsmål mailet til Klaus Riskær Pedersen af to omgange. Kronikken bragt i Politiken den 26. april, og som interviewet bygger på, kan læses via Opstillingslistens hjemmeside og her.

 

Med Opstillingslisten vil du forsøge at genindføre folkestyret i dansk politik. Kan du pege på en periode i dansk politik hvor demokratiet fungerede bedre end det har gjort både før og siden? Og hvad karakteriserede den periode?

 

Demokratiseringen af det danske samfund har været båret af idepolitik som de fleste andre steder. Men efterhånden som befolkningen er blevet stadig mere materielt ligestillet, er ideer ikke længere det bærende. De politiske behov er rettet mod enkeltsager eller tilpasninger til den eksisterende model. Og netop ved denne type af ”politisk sagsbehandling” bliver det så uhyre vigtigt at sikre de politiske beslutningstageres identitet og initiativmulighed. Dansk politik har været godt tjent med den partipolitiske disciplin omkring mål og midler, og det har virket fint hele vejen efter krigen og op igennem 50’erne og 60’erne. Fra 70’erne begyndte skredet i takt med at de ideologiske fronter blev erstattet af interessegruppebeskyttelse. Og netop i den uhellige alliance imellem interessegrupper og politiske partier finder der en institutionalisering af det politiske miljø sted, som modarbejder hele processens forudsætning.

 

Så interessegruppebeskyttelsen – bl.a. i form af de politiske partiers bevidsthed om deres vælgere som forbrugerinteressenter – har gjort dansk politik bagstræberisk? Jævnfør det fænomen man har kaldt designerpolitik?

 

Den folkevalgte politiker vil i ny tid stå i direkte og nær kontakt med sin magtbase. Dialogrummet vil være virtuelt og i tilnærmet realtid. Det vil være en af den folkevalgte politikers store styrker, men også et stort krav. Jeg ser derfor intet galt med den direkte kontakt til vælgerne, så længe den er baseret på dialog, og så længe den fungerer som tovejskommunikation rettet mod de debatområder der er vedkommende og aktuelle. Det som er galt, er når den politiske proces, som netop skal være dialogbaseret, omlægges som topstyret ”point to multipoint”-kommunikation. Dermed bliver budskaber topstyrede og medierettede, hvorved indhold der kan kommunikeres, lander på en stadig mere snæver fællesnævner – eller fokuseres på personsager og ”skandaler”.

 

Du skriver i kronikken at ledelserne i de enkelte partier med få undtagelser har ”forfinet en rekrutteringskultur hvor egentlig selvsupplering sammensætter holdet til et partis ledelse som en art elitær særprofession”, mens resten behandles som stemmekvæg. Var det tanker du gik med allerede da du arbejdede for Venstre som medlem af EU-Parlamentet i 1989-1994?

 

Det er almindeligt kendt at rekruttering af kandidater finder sted ved intern promovering i de politiske partier. Processen minder mig om de gamle dage hvor man i Østasiatisk Kompagni kun forfremmede folk fra ”kompagniet”. De gik på røven. Enhver struktur der suppleres på basis af selvrekruttering og nepotisme, kan ikke følge med omgivelsernes omstillingsevne. De degenerative karakteristika bliver påfaldende, og det repræsenterer et problem. Ikke fordi det indbyrdes betyder noget i positionen partierne imellem – der er jo alle ens – men fordi der sker en fremmedgørelse over for alt det der ikke er det politiske miljø. I starten som små kampe med marginalgrupper som salafister, nazister og andre ekstremister. Senere som et skred til de større befolkningsgrupper der udvikler apati og ligegyldighed. Og netop i denne ligegyldighed kan farlige politiske kræfter udvikle sig. Farlige kræfter vokser i ly af andres undladelsessynder snarere end ved egen kraft. Man kan derfor ikke lade disse processer fortsætte uden at blive udfordret. Hvad der starter som flagafbrænding og RAF i tyske forstæder, vokser sig pludselig til ekstremistiske politiske bevægelser der kan tage stadig større beslutningskompetence som gidsel. Mens der så handles af i krogene for at beskytte det politiske magtapparat der har styringen, skrider den demokratiske legitimitet. Store valgdeltagelser er ikke udtryk for at befolkningen ser de politiske valgmuligheder som tilfredsstillende. Men alene udtryk for at befolkningen viser en politisk parathed. Og det gør man i et stabilt folkestyre som det danske. Derfor er Danmark det perfekte arnested for et paradigmeskift i funktionaliteten af et pluralistisk demokrati.

 

Kan du uddybe dine tanker om et paradigmeskift?

 

Alle demokratiske institutioner kræver omstilling og fornyelse, og det kan tilpasses indefra, men provokeres altid udefra. Opstillingslisten er en sådan provokation – der enten lyttes til, eller som træder i karakter som parlamentarisk kraft og ændrer det indefra. En proces der udvikles i takt med at befolkningsgrupper deler initiativtagerens vurdering og analyse. Men det sker som mange personlige holdninger der samles som et fælles mål, og ikke som et enkelt punkt der via medieteknik skaber et syntetisk mål der måske slet ikke er folkelig baggrund for. I et demokratisk velfunderet land som Danmark vil man have de forudsætninger der skal til for at befolkningen kan vise politikerne vejen, såfremt politikerne selv har institutionaliseret sig i et omfang der forbyder fornyelse og tilretning.

 

Hvor længe har du gået med tanker om en renovation af demokratiet?

 

Det har været min grundholdning siden 1970.

 

Hvad gjorde du ved det da du selv var politiker?

 

Min tid går fint tilbage til 70’erne, og jeg deltog i det politiske arbejde på det tidspunkt. Da jeg var valgt parlamentariker, fik jeg blot færten af nogle institutionelle mekanismer og organisatoriske svagheder der dybest set rejste betydelig tvivl i mit sind om hvorvidt de politiske partier som institution kan bære igennem. Jeg har i et længere interview i en netop udkommen bog, ”Riskær under overfladen”, i betydeligt omfang beskæftiget mig med den demokratiske ineffektivitet som udvikles af interessegruppesammenfald og netværksmiljøer der indbyrdes korrumperer hinanden. Ikke som resultat af dårlig vilje eller korrupt adfærd, men som snigende fejl i det grundlæggende styresystem.

 

Er du tilhænger eller modstander af parti-vælgertilslutningsmålinger uden for valgperioder? Og hvilken betydning tror du disse hyppige temperaturmålinger har for folkestyret som det fungerer netop nu?

 

Det er en fiksering der alene er muliggjort af det begrænsede valg. Jeg må gentage at befolkningen skal have mulighed for at stemme kandidatorienteret og ikke partiorienteret. De valgte kandidater skal slutte sig sammen i politiske grupper efter valget, og konstituere sig for en valgperiode. Disse grupper ledes ikke af et politisk parti, eller en politisk partiformand. De ledes af det medlem af den politiske gruppe som alle mener bedst kan fremstå som leder under de foreliggende samlede omstændigheder. Og det er denne person og den kreds der samler sig om vedkommende, der kan være det regeringsbærende element. Politikerne i Folketinget retter herefter deres arbejde mod det politiske og overlader det udvalgspolitiske arbejde til politiske embedsmænd der arbejder for de politiske grupper. Folketingsmedlemmerne bruger deres tid på politik, aftaler der kan skabes, samarbejder der kan etableres på tværs af grupper og faste konstitueringer, og sikrer herigennem at der er parlamentarisk kraft bag beslutninger. Og at befolkningen kan stille konkrete personer til ansvar. Processen tillader også upopulære beslutninger og nødvendige beslutninger. Mens et parti kan miste brøkdele af en procent og tabe magtspillet, skal et enkelt folketingsmedlem helt fyres for at være ude. Og denne totaldestruktion af den politiske repræsentant vil befolkningen holde op mod personens samlede kvalitet og integritet.

 

Men hvad skal afholde politikere fra i deres opstillingskampagne at tilslutte sig et politisk ”brand” som uden mange ord gør det let for vælgerne at forstå hvem politikeren helst vil samarbejde med efter valget? Med andre ord: Hvad skal afholde politikere fra at konstituere sig i partier før valgene og dermed give vælgerne mulighed for at vælge mellem nogle politiske pakker?

 

Det vil blive typisk at man tilhører en bestemt gruppe – en politisk gruppe, en kendt ”kaffeklub” eller en særlig NGO-rettet indsats. Det er en del af profilen. Det afgørende er at ingen af disse grupper sidder på mandatet til at styre ens beslutninger, opstilling og mulige genvalg. Disse ting er afinstitutionaliserede med Opstillingslisten, og sådan er det også forudset i alle de vestlige demokratiers forfatninger.

 

Er Opstillingslisten reelt et valgforbund af løsgængere?

 

Der stemmes formentlig slet ikke på ”partiet” i de enkelte regionsvalgkredse. Men alene på kandidaten. Der er kun en i hver ny stor- og amtskreds, og det har ingen mening at stemme på andre end kandidaten. Hvis Opstillingslisten opstiller en dårlig kandidat i et område, vil man ikke få stemmer. Og hvis nogen finder en kandidat med én politik god i ét område, mens andre vælger en kandidat med en anden politik i et andet område, så vil de hver især kun være valgt ind hvis de hver især har kunnet samle støtte. Stemmeoverførsel vil være minimal til en dårlig kandidat der ikke i sig selv er stemmebærende, og vil kun kunne opstå hvis den ”dårlige” kandidat (set relativt fra en vælgers side) i sig selv har placeret sig i toppen af de personlige stemmer på den samlede liste over kandidater i hele landet. Man skal altså på top 1, 2, 3, 4 for at have en mulighed for at komme ind. Og når man den position, og er Opstillingslisten over spærregrænsen, og antager vi at langt de fleste stemmer personligt, så er valget også berettiget. Det bliver summen af kandidaternes individuelle stemmer der bærer igennem og sikrer fordelingen, og ikke summen af partistemmer. Heri ligger i sig selv et valgteknisk kvantespring.

 

Hermed siger du faktisk at personlig troværdighed og evne som parlamentariker er vigtigere end politisk farve. For det vil jo stadig være sådan at en kandidat med overflødigt mange stemmer vil overføre stemmer til Opstillingslisten som sådan og dermed til topkandidater som kan have en anden politisk kvalitet?

 

I kampen om de første 2 % og de mandater det udløser, er synspunktet rigtigt. Men stadig vil det så være modtagne, personlige stemmetal der afgør hvem de udvalgte 4 bliver. Og dermed er de 6 dårligste sorteret fra! Ved større stemmetal er muligheden kun marginal for at en samlet set dårlig kandidat med dårlige valgtal i egen kreds kan ”sprænge listen” og skubbe sig foran andre der har opnået højere tilslutning. Det afgørende er kandidatens legitimitet og ikke partifarve. Den enkelte vælger stemmer præcist på sin egen kandidat, og den ”hjælp” der overføres andetsteds, vil kun være marginal, ligesom den kun vil gå til kandidater der har selvstændig legitimitet. Det samlede ”vægtede politiske gennemsnit” vil næppe blive forskelligt fra det der i dag kendes. Det er mit gentagne synspunkt at Opstillingslisten ikke som sådan ændrer ved magtbalancen, men alene på hvem der udøver den.

 

Som politisk rammekonstruktion – som et parti uden politik – hvordan vil Opstillingslisten stille sig an ved eksempelvis en slutdebat i tv?

 

Der er intet der forhindrer Opstillingslisten i at stille med en enkelt repræsentant for at klargøre vor eksistensberettigelse. I så fald som opposition til samtlige andre paneldeltagere. Vores projekt har i sig selv mening, og kandidatfokuseringen vil tillade nysgerrige vælgere, via internet, virtuelle valgmøder og dialogrum, at skabe sig et indtryk af Opstillingslistens kandidat i deres område.

 

Grundlovens §56 er hovedsigtet med opstillingslisten og kerneargumentet i din kronik. Her refererer du paragraffen for at slå fast: ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning, og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”. Hm. Strengt taget kan politikere måske godt deponere deres overbevisning til hvert 3.-4. år, som Fogh demonstrativt gør med sin kontraktpolitik, men mente grundloven ikke ”overbevisning til enhver tid”? Og er Fogh således i uoverensstemmelse med grundlovens ånd?

 

Den redistribution af magten som de politiske partier har skabt for sig selv ved gradvise ændringer af valgloven, er stridende mod den danske forfatning. Det drejer sig om diverse valgregler – adgangskrav, minimumstemmetal, partiers fortrinsret til Europaparlamentsvalget, finansieringsforhold – med andre ord den samlede institutionelle ramme som via Valgloven er bygget op om de politiske partier, men som ikke findes i den grundlov som er bærende for deres valgret. Hvis vi havde en forfatningsdomstol, ville det være nødvendigt at tilpasse valgloven til grundlovens krav. Der er intet i denne verden der forhindrer folkevalgte i at arbejde sammen. Slutte sig sammen. Og gøre hvad de vil, efter valget. Men de må ikke tillægge en sådan samarbejdsstruktur kompetencen til at dirigere over deres egen opstilling og eget genvalg. Heri ligger en forfatningsstridig omstændighed. Man har om man så må sige, vendt op og ned på tingene, og faktorernes orden er ikke ligegyldig. Processen skal laves om. Men ved folkelig indsats og initiativ som en ægte politisk indignation. Det eneste der kan sikre politisk forandring er folkevalgte politikere der har en anden dagsorden og en anden politisk moral. Uanset deres holdninger og ideologiske udgangspunkt.

 

Hvis jeg nu valgte pludselig at hoppe ind i en politisk karriere, ville jeg så have bedre chancer i Opstillingslisten end i et af de eksisterende partier?

 

Du vil kunne præsentere dit kandidatur uden at være afhængig af særlig personlig støtte fra udvalgte organisationsfolk, uden krav til langstrakt politisk arbejde i en politisk organisation og uden at være kendt i det politiske establishment omkring dig. Hvis du har lagt dette bag dig, vil du traditionelt kunne blive valgt uden andet talent end at du netop har opfyldt disse forudsætninger. Så dét er let. På Opstillingslisten kan du ikke blive valgt per automatik. Men alene fordi formentlig 10.000 til 12.000 af en befolkning tror på dig, og samtidig gerne vil have en folketingsmand de kan stå i forbindelse med. Så det er ikke lettere på Opstillingslisten. Men det er meget, meget bedre. Og det bedste er kun meget sjældent let.

 

 

 

 Artikel om Riskær på Wikipedia

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

47 JOB

Teamleder af kommunikation og strategisk kommunikator af naturvidenskab

Se alle job Indryk job

Job

Praktikant

Frist: Snarest muligt

Taleskriver

Frist: 21. oktober

Innovation, communications, and networking specialist

Frist: 4. november
Se alle job Indryk job

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.