Social medie-revolution i Egypten
Retweet revolutionen

Tænk, hvis det bare er en illusion, en romantisk vrangforestilling. Tænk, hvis det bare er noget, de forestiller sig, de egyptere, som lige nu bruger Twitter som revolutionens hovedkvarter, forenet under#egypt og #Jan25? Er det ét stort selvbedrag, at sociale medier kan bruges i kampen for social forandring? Spørger du mig, er svaret nej. Vi er lige nu vidne til en social medie-revolution i Egypten, og den står til at blive retweetet i Mellemøsten.
Sociale medier Egypten Facebook
Klik-aktivisme! Foto taget af monasosh den 3. februar 2011 på Tahrir-pladsen i Kairo og derefter delt globalt via flickr

The revolution will not be televised,” sang Gil Scott-Heron i 1970. Revolutionen kommer ikke af, at du sidder foran din tv-skærm. Spol så frem til 2011, og debatten er stadig aktuel. Kan man være aktivist foran computer- og mobiltelefonskærmen?
 
Andrew Sullivan, den populære blogger fra The Atlantic, var sikker i sin sag, da han i kølvandet på den såkaldte Twitter-revolution i Iran i 2009 jublede: The Revolution Will be Twittered. Det samme sagde man i forbindelse med Twitter-revolutionen i Moldova i 2009, hvor sociale medier som f.eks. Cloudapp, Livejournal og Facebook blev brugt i kampen mod kommunistpartiet.
 
Cyber-utopi
Kvidre, kvidre. Kom nu ned fra skyerne, lyder det imidlertid fra en ny skole af cyber-skeptikere. Fis i en hornlygte, siger Evgeny Morozov i sin nye bog ’The Net Delusion: The Dark Side of Internet Freedom’. De såkaldt  frigørende sociale medier skaber slet ikke demokrati, men fører til endnu mere propaganda, overvågning og censur i hænderne på de forkerte.
 
Mest skråsikker i sin kritik er Malcolm Gladwell og hans essay Small Change: Why the Revolution Will Not be Tweeted fra The New Yorker. Sjovt nok er der lige nu 34.000, der liker hans Facebook-kritiske essay på Facebook. Han efterlyser aktivisme båret af et stort personligt engagement og omkostninger.
 
Se bare på borgerrettighedsbevægelsen i USA, lokker Gladwell. De fik banet vej for sortes rettigheder helt uden Facebook og Twitter. Han giver derimod ikke meget for vor tids slacktivism. Et klik for Darfur hér, et klik for Iran dér. Symbolske handlinger, der ikke udfordrer den sociale orden, men bare giver social anerkendelse.
 
I New York er der tradition for at modtage Gladwells tekster med andægtig respekt (TIME har kåret ham til en af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden, hans fire bøger har alle været nummer ét på New York Times' bestsellerliste). Her er altså ikke bare er tale om et essay, men et Malcolm Gladwell-essay.
 
Nu er han på bloggen med nye metabetragtninger, live fra hjørnekontoret på Manhattan. Does Egypt need Twitter, spørger han retorisk.
 
Sociale medier Egypten klode
Der er samspil mellem online- og offlineaktiviteter i Egypten
 
Revolutionen har et digitalt hovedkvarter
Kære Gladwell: Tahrir-pladsen er omdannet til en kampzone, og Egypten er i undtagelsestilstand. Hundredevis meldes såret. Ord som ‘blodbad’ går igen i nyhedsdækningen. Borgere meldes forsvundet, gadekampene fortsætter. Det er ikke symbolske handlinger.
 
Midt i uroen er de sociale medier rødglødende. Bloggere som egyptisk-amerikanske Gigi Ibrahim har givet os front-beretninger. Andre bloggere som ‘Sandmonkeyer angiveligt blevet anholdt.
 
Google har lanceret en særlig Crisis Response, der samler tweets og historier fra Egypten. Twitter, Google og Say Now har sammen lanceret “voice-to-tweet” software, hvor egyptere kan indtale telefonbeskeder, som herefter omsættes til tweets, der automatisk samles under #egypt. Smallworldnews hjælper med at oversætte fra arabisk til engelsk.
 
Et utal af videoer er blevet uploadet til YouTube’s Citizentube. Fotos fra Tahrir-pladsen er blevet tweetet og herefter vist på Global Voices, et populært community med en global læserskare.
 
Hvor mange flere beviser, vil du have, Gladwell?
 
Demonstranternes egne filmoptagelser, spredt via YouTube, dokumenterer og inspirerer
 
Derfor blokerer diktaturet Twitter
Sociale medier spiller en rolle i Egypten. De er selvsagt ikke årsagen til revolutionen, men de er med til at fyre godt op under den. Og så udfylder de et tomrum hos den traditionelle presse, der har svære arbejdsvilkår i Egypten.
 
“En ung mand dukker pludselig op og skubber mig i maven: Gå, siger han. Gå. Så følger han efter mig,” tweeter den danske journalist Kaare Sørensen, under @kaaresorensen, og viser hermed en anden udenrigsdækning, end den, vi kender så godt: Historien omAnne og Anders, som er strandet i Kastrup og må vinke farvel til badeferien i Hurghada.
 
Måske Gladwell og co. vil svare på dette: Hvis ikke sociale medier var vigtige, hvorfor forsøgte Mubarak så angiveligt at indskrænke kommunikationen mellem demonstranterne ved at blokere for mobiltelefon-services og adgang til Twitter den 25. januar?
 
Gladwell er så forblændet af historiens store revolutioner, at han glemmer at opstille et alternativ til nutidens online-aktivisme (hans betegnelse, ikke min). Man tør slet ikke tænke på, hvad der er konsekvensen af hans essay – hvad der ville ske, hvis vi en gang for alle tog internettet ud af aktivismen?
 
Man kan ikke poke sig til frihed, det er klart. Men rollen som revolutionær har altså ændret sig markant, siden revolutionen i Egypten i 1952.
 
I skyggen af de gamle revolutioner
“Vi er alle Khaled Said”  hedder Facebook-siden til ære for en ung, egyptisk mand, som har mistet livet i Egypten som følge af sammenstød med politiet. I skrivende stund er der 46.273 fans. Han er blevet det digitale symbol på konflikten, ligesom at ‘Neda fra YouTube’ blev det i Iran.
 
Men hvad skal de i grunden gøre godt for, alle disse støtte-grupper, spørger det amerikanske tidsskrift N+1 i essayet Web as Social Movement? Tidsskriftet kritiserer nutidens, rebelske internetbevægelse – som det selv betegner webism –- for at mangle en samlet dagsorden. Klik-klik, post-post, men hvad er målet?
 
apropos Sociale medier Egypten Petrograd 1917
Petrograd 1917, en demonstration er netop ramt af maskingeværild. Se, dengang var der rigtige revolutioner til – med blod, sved, tårer og intet internet. Hævder nutidige kritikere
 
N+1 trækker bolshevik-kortet for at minde os om, at nutidens sociale internetbevægelser for alvor kommer til kort i en sammenligning med datidens store revolutioner. Så er vi her igen: borgerrettighedsbevægelsen, bolshevik-revolutionen...
 
Der er meget at leve op til for unge i 2011, og det er nemt at komme til at stå skamfuldt tilbage med mindreværdskomplekser og indadvendte knæ, når man hører om fortidens heltemod og store slag. Hvilket egentlig er ironisk taget i betragtning af, at det netop er Facebook-generationen, der – meget heroisk – har løbet revolutionen i Egypten i gang.
 
I øvrigt er det ikke helt fair at sammenligne sociale bevægelser på internettet med datidens store revolutioner. Sociale medier er purunge. Det samme er de sociale bevægelser, der er udsprunget som følge heraf. Vi kan derfor ikke på samme måde læne os op ad en masse empirisk materiale.
 
Gør det i øvrigt nogen forskel for unge i Egypten, om deres revolution er ‘lige så meget en revolution’ som den russiske? I think not.
 
De nye revolutionære
Alting var lidt bedre i gamle dage. Kritikere af sociale medier synes at være særligt besat af ideen om, at den virkelige verden altid er bedre end den virtuelle verden.
 
Senest har Zadie Smith, den britiske forfatter, meldt sig i rækken af cyber-skeptikere. Hun er ‘en af dem’, som har droppet Facebook, skriver hun i det fine essay Generation Why? bragt i New York Review of Books. Smith skelner mellem en Person 1.0 og en Person 2.0. Den første er god og offline, den anden er drevet af fans, followers og personlig branding. Digitale medier gør os dummere, forstås.
 
Hun læner sig op ad Jaron Lanier og hans tekno-dystopiske værk You Are Not a Gadget: A Manifesto. Han skriver om, hvordan vores online-identitet reducerer vores virkelige jeg (som selvfølgelig er langt federe og mere intelligent).
 
Online fremstilles om uægte
Sondringen offline vs. online sammen med god vs. dårlig møder man også hos Gladwell, som i sit essay opstiller en kontrast mellem online-aktivisme og aktivisme. Den første er drevet af prestige og hurtige point, den anden er heroisk.
 
Micah White, en amerikansk aktivist, vil også have aktivismen tilbage på gaden igen, skriver han i essayet Abandon Point and Click Activism, bragt i Adbuster. Aktivister er blevet for afhængige af internettet, skriver han.
 
Sociale medier Egypten Adam Holm Game over
Aktivistiske handlinger forenes – nogle er digitale, andre fysiske. Foto fra Tahrir-pladsen i Kairo af DR-journalisten Adam Holm
 
Informationsmonopolet vakler
Giver det mening at fastholde dette skel i 2011? I Egypten ser vi, hvordan aktivistiske handlinger forenes – nogle er digitale, andre fysiske. Vi ser aktivister, som tweeter fra Tahrir-pladsen. Borgere, som blogger og deltager i demoer. Net-aktivister, som camperer på Tahrir-pladsen ti dage i træk for at organisere demonstrationen.
 
Vi ser, hvordan digitale civilsamfund i Egypten, der har sydet under overfladen i flere år, pludselig træder ud af skærmen og helt ind i virkeligheden. Ny teknologi gør det for alvor svært for regeringen at fastholde mange års monopol på information.
 
I Gladwells optik er der heller ikke tale om en Twitter-revolution, så længe den er rodfæstet uden for det land, hvor revolutionen finder sted. Det så vi f.eks. i 2009, hvor den linde strøm af tweets om Iran, slet ikke blev sendt fra Iran.
 
Foto fra Tahrir-pladsen i Kairo af DR-journalisten Adam Holm – bemærk personen i forgrunden, som fotograferer eller filmer taleren med sin mobiltelefon. Den ivrige registrering af begivenhederne og deling af dem via de sociale medier forstærker begivenhedernes skelsættende, historiske karakter
 
Få konti kan rykke
Det private firma Sysomos er kommet frem til, at der i 2009 var 19.235 Twitter-konti i Iran, hvilket svarer til 0,03 procent af befolkningen. De er også kommet frem til, at 51,3 procent af alle tweets med teksten “Iran Election” kom fra Iran, 27 procent kom uden for Iran, og 21,6 procent kom fra ukendte destinationer. Al-Jazeera sjusser sig frem til, at det kun er 60 Twitter-konti, der var aktive i Tehran under demonstrationerne, ifølge historien Cyber-Con fra London Review of Books.
 
Det er meget små tal. Men diskvalificerer det ideen om en social media-revolution? Det mener jeg ikke. Tværtimod viser det, hvordan man ved hjælp af sociale medier effektivt kan skabe bånd mellem aktivister på tværs, og hvordan sociale medier accellererer de aktivistiske handlinger. Se blot, hvordan det fortvivlede, tunesiske twitterati har kvidret med det egyptiske twitterati forud for konflikten i Egypten.
 
Mona Eltahawy er en amerikansk-egyptisk blogger og skribent, bosat i New York, som på Twitter går under navnet @monaeltahawy. Hun har 20.456 followers, er på 1.522 lister og får ofte taletid i internationale medier. Hun er med andre ord populær og et godt eksempel på, at den globale Twitter-inderkerne kan hjælpe med at mobilisere i det land, konflikten udspilles.
 
“Please unlock your WiFi so that #Jan25 protesters can use it to send msgs, pics,” skriver hun på Twitter.
 
Internationalt tweeted revolution
Det aktivistiske arbejde, der støtter op om revolutionen, foregår på tværs af lande og er med til at lægge pres på den egyptiske regering.
 
Tag f.eks. @jan25voices, startet af den 27-årig californier Scott-Railton. Han har opfordret sine venner i Egypten til at indtale indtryk på en telefonsvarer, som han derefter omsætter til tweets. Det er ifølge eget udsagn og på ganske få dage resulteret i 700 twitter-beskeder, mens radio-klip med egyptiske stemme, har været afspillet 3,5 millioner gange. Til TIME fortæller han, at ét lydklip med en ung, egyptisk demonstrant er blevet lyttet til mere end 275.000 gange.
 
Den fysiske og den digitale aktivisme snor sig om hinanden som en fletning. Man ønsker Gladwell, Smith og White held og lykke med at børste sig frem til de præcise skillelinjer.
 
Digitale civilsamfund i diktaturer
“Et par er lige blevet gift i Tehran foran kampvognene,” lyder dagens gode nyhed på Twitter. Ingen af os kender morgendagen i Egypten eller fremtiden for sociale medier. Brudflader ændres, landet er i opløsning. Det samme er den gængse opfattelse af, hvad der udgør en revolution.
 
Midt i dette intermezzo kunne vi passende dreje debatten henimod mere presserende spørgmål: Hvordan styrker vi digitale civilsamfund i lande, hvor ytringsfriheden er under pres? Clay Shirky, forskeren fra New York University, tager tilløb til debatten i dette nummer af Foreign Affairs. Her diskuterer han The Political Power of Social Media og USA's udspil fra 2010, Internetfrihed for alle.
 
Er det her, vi skal hen? Skal Barack Obama (og Vesten) stikke sin næse i andre landes brug af sociale medier, som han gjorde i sin tale til Egypten, hvor han venligst opfordrede præsident Hosni Mubarak til at sætte strømstikket tilbage i de sociale medier? Skal Vesten til at sende new media-delegationer til Mellemøsten, som den amerikanske regering gjorde i Irak i 2009?
 
Sociale medier Egypten Internet
Demonstrant-slogan på engelsk - produkt af vestlig kulturimperialisme?
 
Vestlig kulturimperialisme, nu i digital form?
Her er et paradoks: På den ene side har digitale evangelister som Clay Shirky og undertegnede købt ideen om, at sociale medier er vejen frem globalt. Visionen om public diplomacy 2.0. På den anden side er de mest dominerende sociale medier rodfæstet i Vesten. Et forsvar for sociale medier er derfor også et forsvar for vestlig kulturimperialisme, om man vil det eller ej.
 
Gode gamle Edward Said, den amerikansk-palæstinensiske forsker, ville have kaldt det orientalisme: Forestillingen om, at vi i Vesten kan redde det “uciviliserede” og “vilde” Mellemøsten med vores værdier og kultur. Først gav vi dem Twitter (et produkt fra Vesten), så giver vi dem demokrati (helst af den rare slags, vi kender fra Vesten), og bagefter kalder vi det en social media-revolution (også en vestlig konstruktion).
 
Se det er jo heller ikke helt godt og svarer til at møde forskellige kulturer med et stort papskilt med ordene “Coca-Cola til alle”.
 
Sociale medier er med andre ord et tveægget sværd. Men ikke en illusion.
 
---
 
Teksten er udtryk for skribentens egne holdninger.
 
---
 
Deltag i debatten om denne artikel. Det kræver blot, at du er logget på din profil på Kforum. Mangler du en profil, så oprettes den hurtigt her.
 
 
 

Relaterede artikler

Yes, we can tweet - Twitter har vist sin styrke i den amerikanske valgkamp. Det sociale medie fungerede som kanal for breaking news. Det lev...
De tør mere på Twitter - Flere offentlige myndigheder lykkes med at skabe positiv eksponering på Twitter. Det startede i 2011, hvor især @Skattef...

Giv din stemme

7 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

32 JOB

Content Automation Manager

Se alle job Indryk job

Job

Presserådgiver

Frist: 16. august

Machine Learning Specialist

Frist: 19. august

Studentermedhjælper

Frist: 31. august
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.