Klik-aktivisme! Foto taget af monasosh den 3. februar 2011 på Tahrir-pladsen i Kairo og derefter delt globalt via flickr
“
The revolution will not be televised,” sang Gil Scott-Heron i 1970. Revolutionen kommer ikke af, at du sidder foran din tv-skærm. Spol så frem til 2011, og debatten er stadig aktuel. Kan man være aktivist foran computer- og mobiltelefonskærmen?
Andrew Sullivan, den populære blogger fra The Atlantic, var sikker i sin sag, da han i kølvandet på den såkaldte Twitter-revolution i Iran i 2009 jublede:
The Revolution Will be Twittered. Det samme sagde man i forbindelse med
Twitter-revolutionen i Moldova i 2009, hvor sociale medier som f.eks. Cloudapp, Livejournal og Facebook blev brugt i kampen mod kommunistpartiet.
Cyber-utopi
Kvidre, kvidre. Kom nu ned fra skyerne, lyder det imidlertid fra en ny skole af cyber-skeptikere. Fis i en hornlygte, siger
Evgeny Morozov i sin nye bog ’
The Net Delusion: The Dark Side of Internet Freedom’. De såkaldt frigørende sociale medier skaber slet ikke demokrati, men fører til endnu mere propaganda, overvågning og censur i hænderne på de forkerte.
Se bare på borgerrettighedsbevægelsen i USA, lokker Gladwell. De fik banet vej for sortes rettigheder helt uden Facebook og Twitter. Han giver derimod ikke meget for vor tids
slacktivism. Et klik for Darfur hér, et klik for Iran dér. Symbolske handlinger, der ikke udfordrer den sociale orden, men bare giver social anerkendelse.
I New York er der tradition for at modtage Gladwells tekster med andægtig respekt (TIME har kåret ham til en af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden, hans fire bøger har alle været nummer ét på New York Times' bestsellerliste). Her er altså ikke bare er tale om et essay, men et Malcolm Gladwell-essay.
Nu er han på bloggen med nye metabetragtninger, live fra hjørnekontoret på Manhattan.
Does Egypt need Twitter, spørger han retorisk.
Der er samspil mellem online- og offlineaktiviteter i Egypten
Revolutionen har et digitalt hovedkvarter
Kære Gladwell: Tahrir-pladsen er omdannet til en kampzone, og Egypten er i undtagelsestilstand. Hundredevis meldes såret. Ord som ‘blodbad’ går igen i nyhedsdækningen. Borgere meldes forsvundet, gadekampene fortsætter. Det er ikke symbolske handlinger.
Et utal af videoer er blevet uploadet til
YouTube’s Citizentube. Fotos fra Tahrir-pladsen
er blevet tweetet og herefter vist på Global Voices, et populært community med en global læserskare.
Hvor mange flere beviser, vil du have, Gladwell?
Demonstranternes egne filmoptagelser, spredt via YouTube, dokumenterer og inspirerer
Derfor blokerer diktaturet Twitter
Sociale medier spiller en rolle i Egypten. De er selvsagt ikke årsagen til revolutionen, men de er med til at fyre godt op under den. Og så udfylder de et tomrum hos den traditionelle presse, der har svære arbejdsvilkår
i Egypten.
“En ung mand dukker pludselig op og skubber mig i maven: Gå, siger han. Gå. Så følger han efter mig,” tweeter den danske journalist Kaare Sørensen, under
@kaaresorensen, og viser hermed en anden udenrigsdækning, end den, vi kender så godt: Historien omAnne og Anders, som er strandet i Kastrup og må vinke farvel til badeferien i Hurghada.
Gladwell er så forblændet af historiens store revolutioner, at han glemmer at opstille et alternativ til nutidens online-aktivisme (hans betegnelse, ikke min). Man tør slet ikke tænke på, hvad der er konsekvensen af hans essay – hvad der ville ske, hvis vi en gang for alle tog internettet ud af aktivismen?
Man kan ikke poke sig til frihed, det er klart. Men rollen som revolutionær har altså ændret sig markant, siden revolutionen i Egypten i 1952.
I skyggen af de gamle revolutioner
“Vi er alle Khaled Said” hedder Facebook-siden til ære for en ung, egyptisk mand, som har mistet livet i Egypten som følge af sammenstød med politiet. I skrivende stund er der 46.273 fans. Han er blevet det digitale symbol på konflikten, ligesom at ‘Neda fra YouTube’ blev det i Iran.
Men hvad skal de i grunden gøre godt for, alle disse støtte-grupper, spørger det amerikanske tidsskrift
N+1 i essayet
Web as Social Movement? Tidsskriftet kritiserer nutidens, rebelske internetbevægelse – som det selv betegner
webism –- for at mangle en samlet dagsorden. Klik-klik, post-post, men hvad er målet?
Petrograd 1917, en demonstration er netop ramt af maskingeværild. Se, dengang var der rigtige revolutioner til – med blod, sved, tårer og intet internet. Hævder nutidige kritikere
N+1 trækker bolshevik-kortet for at minde os om, at nutidens sociale internetbevægelser for alvor kommer til kort i en sammenligning med datidens store revolutioner. Så er vi her igen: borgerrettighedsbevægelsen, bolshevik-revolutionen...
Der er meget at leve op til for unge i 2011, og det er nemt at komme til at stå skamfuldt tilbage med mindreværdskomplekser og indadvendte knæ, når man hører om fortidens heltemod og store slag. Hvilket egentlig er ironisk taget i betragtning af, at det netop er Facebook-generationen, der – meget heroisk – har løbet revolutionen i Egypten i gang.
I øvrigt er det ikke helt fair at sammenligne sociale bevægelser på internettet med datidens store revolutioner. Sociale medier er purunge. Det samme er de sociale bevægelser, der er udsprunget som følge heraf. Vi kan derfor ikke på samme måde læne os op ad en masse empirisk materiale.
Gør det i øvrigt nogen forskel for unge i Egypten, om deres revolution er ‘lige så meget en revolution’ som den russiske? I think not.
De nye revolutionære
Alting var lidt bedre i gamle dage. Kritikere af sociale medier synes at være særligt besat af ideen om, at den virkelige verden altid er bedre end den virtuelle verden.
Senest har Zadie Smith, den britiske forfatter, meldt sig i rækken af cyber-skeptikere. Hun er ‘en af dem’, som har droppet Facebook, skriver hun i det fine essay
Generation Why? bragt i New York Review of Books. Smith skelner mellem en
Person 1.0 og en
Person 2.0. Den første er god og offline, den anden er drevet af fans, followers og personlig branding. Digitale medier gør os dummere, forstås.
Hun læner sig op ad
Jaron Lanier og hans tekno-dystopiske værk
You Are Not a Gadget: A Manifesto. Han skriver om, hvordan vores online-identitet reducerer vores virkelige jeg (som selvfølgelig er langt federe og mere intelligent).
Online fremstilles om uægte
Sondringen offline vs. online sammen med god vs. dårlig møder man også hos Gladwell, som i sit essay opstiller en kontrast mellem online-aktivisme og aktivisme. Den første er drevet af prestige og hurtige point, den anden er heroisk.
Micah White, en amerikansk aktivist, vil også have aktivismen tilbage på gaden igen, skriver han i essayet
Abandon Point and Click Activism, bragt i Adbuster. Aktivister er blevet for afhængige af internettet, skriver han.
Aktivistiske handlinger forenes – nogle er digitale, andre fysiske. Foto fra Tahrir-pladsen i Kairo af DR-journalisten Adam Holm
Informationsmonopolet vakler
Giver det mening at fastholde dette skel i 2011? I Egypten ser vi, hvordan aktivistiske handlinger forenes – nogle er digitale, andre fysiske. Vi ser aktivister, som tweeter fra Tahrir-pladsen. Borgere, som blogger og deltager i demoer. Net-aktivister, som camperer på Tahrir-pladsen ti dage i træk
for at organisere demonstrationen.
Vi ser, hvordan digitale civilsamfund i Egypten, der har sydet under overfladen i flere år, pludselig træder ud af skærmen og helt ind i virkeligheden. Ny teknologi gør det for alvor svært for regeringen at fastholde mange års monopol på information.
I Gladwells optik er der heller ikke tale om en Twitter-revolution, så længe den er rodfæstet uden for det land, hvor revolutionen finder sted. Det så vi f.eks. i 2009, hvor den linde strøm af tweets om Iran, slet ikke blev sendt fra Iran.
Foto fra Tahrir-pladsen i Kairo af DR-journalisten Adam Holm – bemærk personen i forgrunden, som fotograferer eller filmer taleren med sin mobiltelefon. Den ivrige registrering af begivenhederne og deling af dem via de sociale medier forstærker begivenhedernes skelsættende, historiske karakter
Få konti kan rykke
Det private firma Sysomos
er kommet frem til, at der i 2009 var 19.235 Twitter-konti i Iran, hvilket svarer til 0,03 procent af befolkningen. De er også kommet frem til, at 51,3 procent af alle tweets med teksten “Iran Election” kom fra Iran, 27 procent kom uden for Iran, og 21,6 procent kom fra ukendte destinationer. Al-Jazeera sjusser sig frem til, at det kun er 60 Twitter-konti, der var aktive i Tehran under demonstrationerne,
ifølge historien Cyber-Con fra London Review of Books.
Det er meget små tal. Men diskvalificerer det ideen om en social media-revolution? Det mener jeg ikke. Tværtimod viser det, hvordan man ved hjælp af sociale medier effektivt kan skabe bånd mellem aktivister på tværs, og hvordan sociale medier accellererer de aktivistiske handlinger. Se blot, hvordan det fortvivlede, tunesiske twitterati har kvidret med det egyptiske twitterati forud for konflikten i Egypten.
Mona Eltahawy er en amerikansk-egyptisk blogger og skribent, bosat i New York, som på Twitter går under navnet
@monaeltahawy. Hun har 20.456 followers, er på 1.522 lister og får ofte taletid i internationale medier. Hun er med andre ord populær og et godt eksempel på, at den globale Twitter-inderkerne kan hjælpe med at mobilisere i det land, konflikten udspilles.
“Please unlock your WiFi so that #Jan25 protesters can use it to send msgs, pics,” skriver hun på Twitter.
Internationalt tweeted revolution
Det aktivistiske arbejde, der støtter op om revolutionen, foregår på tværs af lande og er med til at lægge pres på den egyptiske regering.
Tag f.eks.
@jan25voices, startet af den 27-årig californier Scott-Railton. Han har opfordret sine venner i Egypten til at indtale indtryk på en telefonsvarer, som han derefter omsætter til tweets. Det er
ifølge eget udsagn og på ganske få dage resulteret i 700 twitter-beskeder, mens radio-klip med egyptiske stemme, har været afspillet 3,5 millioner gange.
Til TIME fortæller han, at ét lydklip med en ung, egyptisk demonstrant er blevet lyttet til mere end 275.000 gange.
Den fysiske og den digitale aktivisme snor sig om hinanden som en fletning. Man ønsker Gladwell, Smith og White held og lykke med at børste sig frem til de præcise skillelinjer.
Digitale civilsamfund i diktaturer
“Et par er lige blevet gift i Tehran foran kampvognene,” lyder dagens gode nyhed på Twitter. Ingen af os kender morgendagen i Egypten eller fremtiden for sociale medier. Brudflader ændres, landet er i opløsning. Det samme er den gængse opfattelse af, hvad der udgør en revolution.
Midt i dette intermezzo kunne vi passende dreje debatten henimod mere presserende spørgmål: Hvordan styrker vi digitale civilsamfund i lande, hvor ytringsfriheden er under pres? Clay Shirky, forskeren fra New York University, tager tilløb til debatten i dette nummer af Foreign Affairs. Her diskuterer han
The Political Power of Social Media og USA's udspil fra 2010,
Internetfrihed for alle.
Demonstrant-slogan på engelsk - produkt af vestlig kulturimperialisme?
Vestlig kulturimperialisme, nu i digital form?
Her er et paradoks: På den ene side har digitale evangelister som Clay Shirky og undertegnede købt ideen om, at sociale medier er vejen frem globalt. Visionen om public diplomacy 2.0. På den anden side er de mest dominerende sociale medier rodfæstet i Vesten. Et forsvar for sociale medier er derfor også et forsvar for vestlig kulturimperialisme, om man vil det eller ej.
Gode gamle Edward Said, den amerikansk-palæstinensiske forsker, ville have kaldt det orientalisme: Forestillingen om, at vi i Vesten kan redde det “uciviliserede” og “vilde” Mellemøsten med vores værdier og kultur. Først gav vi dem Twitter (et produkt fra Vesten), så giver vi dem demokrati (helst af den rare slags, vi kender fra Vesten), og bagefter kalder vi det en social media-revolution (også en vestlig konstruktion).
Se det er jo heller ikke helt godt og svarer til at møde forskellige kulturer med et stort papskilt med ordene “Coca-Cola til alle”.
Sociale medier er med andre ord et tveægget sværd. Men ikke en illusion.
---
Teksten er udtryk for skribentens egne holdninger.
---
Deltag i debatten om denne artikel. Det kræver blot, at du er logget på din profil på Kforum. Mangler du en profil, så oprettes den hurtigt her.