retoriske greb i retssalen
Messerschmidts talegaver

Morten Messerschmidts retoriske ageren er altid interessant, men den er det i særlig grad i forbindelse med den nye retssag imod ham.

Skrevet af

Christian Kock
Professor

53 artikler

0 indlæg

Retorisk set er Messerschmidt en ål. Han kan sno sig på imponerende vis og er derfor uhyre svær at fastholde. Man kan sige, at han tilmed er en elektrisk ål – selvom denne fisk strengt taget ikke er en ål. Han har en strømstyrke i sig, der kan imponere og elektrificere vælgere i hobetal, som det f.eks. skete ved valgene til Europa-Parlamentet i 2009 og især i 2014. Men han kan også med sin facon støde selv helt nære allierede fra sig med så stor kraft, at de tilsyneladende aldrig mere vil røre ham med en ildtang – hvilket vi har set med den parade af DF-kernetropper der har forladt partiet under hans formandskab.
Vil man have en dybtgående forståelse af, hvad det er Messerschmidt kan og gør som retoriker, er det en god idé at studere konkrete eksempler, helt ned i de mindste detaljer. Den metode passer også til, hvordan Messerschmidt selv siger, han skriver. I journalisten Martin Flinks bog Messerschmidt: portræt af en politisk ener fra 2011 læser vi bl.a., at ”formuleringer og udsagn bliver vendt og drejet i hovedet, inden de kommer ned på papiret … Når første udkast er en realitet, bliver det gennemgået med kuglepen og rettet til endnu en gang.” Han siger selv: ”Det er meget omstændeligt for mig, men til gengæld bliver det typisk også ret godt.”

Herunder nøjes vi med ét typisk eksempel og laver til gengæld omstændelig læsning med lup. Der er tale om et avisindlæg helt tilbage fra 2009. Denne ene, nærlæste tekst vil give os indblik i et antal retoriske manøvrer, der er karakteristiske for Messerschmidt.
 

De retoriske manøvrer

Den 24. juni 2009, kort efter hans valg til Europa-Parlamentet med 284.500 personlige stemmer, omtalte Politikens Lars Trier Mogensen bl.a., at Messerschmidt havde været ”idømt 14 dages betinget fængsel for racisme”. I et svar den 7. juli det år afviste Messerschmidt med voldsom kraft denne beskyldning. Hans hovedpunkt her var, at det er ”fejlagtigt at tro, at nogen i Danmark kan dømmes til eller for racisme”.


Imponator-effekten

Først kan vi lige lægge mærke til en typisk minidetalje, nemlig brugen af subtile sondringer. Det ses bl.a., hvor han siger ”til eller for”. Hvad der ligger heri, vil nok være uklart for de fleste, men retorisk set er det en ”imponator”-effekt, der især signalerer noget om afsenderen: Det er en mand, der behersker avancerede konceptuelle distinktioner. Og hvad er så Messerschmidts grund til, at man ikke kan dømmes for racisme – hvilket han derfor heller ikke er? Jo: ”Her fordrer en straffedom, at der findes et delikt i enten straffe- eller særlovgivning.” Igen en subtil faglig imponator-sondring mellem to slags lovgivning (”straffe- eller særlovgivning”), som næppe bidrager med noget relevant her – og desuden et par fagjuridiske begreber (”straffedom” og ”delikt”). Især det sidstnævnte ord vil nok fremkalde et tomt blik i øjnene på de fleste – men dets faglige betydning er simpelthen: en kategori af lovovertrædelse. Pointen er kort sagt, at begrebet ”racisme” ikke optræder i straffeloven. Derfor kan man ikke få en ”straffedom” for det. At Messerschmidt ”har dom herfor”, hedder det, ”er forkert”. Racisme, erklærer han, er ”en ækel og afstumpet ideologi, der heldigvis kun få gange i verdenshistorien har været praktiseret som samfundsform” – og ”i dansk ret er ingen ideologi – uanset hvor tosset – ulovlig og dermed strafbar”. 

Vi får her endnu en begrebs-sondring (ulovlig/strafbar), hvis relevans i konteksten er tvivlsom, men den kan få afsenderen til at fremstå sagkyndig, og mange læsere til at føle sig usikre og uvidende. Frem for alt får vi en sondring mellem racisme og så det, straffeloven har en paragraf om.
 

Indignerede erklæringer

Vi kan overordnet sige, at det Messerschmidt blandt andet gør i disse sætninger, er at prøve at imponere os ved at fremtræde som juridisk skarpsindig på højt niveau. Det er én måde, hvorpå han sørger for, at hans ord har bivirkninger, som man ikke så let lægger mærke til.

Indlægget fører frem til en indigneret erklæring: ”Jeg vil ikke finde mig i en påstand om at være dømt for forhold, der end ikke eksisterer i straffeloven”. Men der er jo den bestemmelse i straffeloven, der i daglig tale kaldes ”racismeparagraffen”, paragraf 266 b. Hvad mon den almindelige læser får ud af Messerschmidts indlæg? Jeg tror, rigtigt mange vil tolke hans udsagn, som om han ikke er dømt efter den paragraf. Hvis han faktisk var dømt efter paragraf 266 b (hvilket han er), ville man nok forvente, at han lige nævnte dommen i sit indlæg – fulgt op med, at straffeloven altså ikke taler om racisme. Og den forventning, plus det, at han ikke nævner dommen, vil nok få mange til at underforstå, at Messerschmidt ikke er dømt. Men bemærk: Dette påstår han ikke direkte – det ville nemlig være løgn. På den måde er det ansvarsfrit at få folk til underforstå.
Manipulerende underforståelser

Og så er der Messerschmidts elegante definition af ”racisme”. Det begreb dækker jo ifølge ham alene en indre tankegang eller ideologi, men altså ikke handlinger eller ytringer – en subtil sondring, og denne gang én, som de fleste nok ville stejle over, hvis de skulle tænke den igennem: Kan handlinger og ytringer da ikke være racistiske? Jo, selvfølgelig kan de det. 

Men i hvert fald: Man må, medmindre man er en skarp jurist eller begrebsrytter som Messerschmidt, læse hans indlæg som udtryk for, at han ikke har fået den dom på 14 dages betinget fængsel, som Trier Mogensen påstår. For ellers havde Messerschmidt vel nævnt den.

Og se lige en ekstra gang på sætningen ”Jeg vil ikke finde mig i en påstand om at være dømt for forhold, der end ikke eksisterer i straffeloven”. Studér det lille ord ”end”. Det bliver gerne brugt til at forstærke – som i dette tænkte eksempel: ”Siger du jeg har taget af kagedåsen? Jeg har end ikke rørt den!” Det er, som om ”end ikke” tilføjer noget til min uskyld – nemlig at jeg ikke engang har rørt dåsen – foruden, at det er underforstået, at jeg ikke har taget af den. Oversat til Messerschmidtsk bliver det noget i retning af: ”Selv hvis begrebet racisme faktisk skulle stå i straffeloven, er jeg ikke dømt for det.” At lægge op til, at vi underforstår ham sådan i en situation, hvor han vitterlig er dømt efter paragraf 266b, svarer til, at den anklagede i kagedåse-sagen med sin replik får os til at tro, at han ikke har taget af kagedåsen, selvom han har faktisk har gjort det – for han rørte den ikke, idet en medskyldig holdt dåsen for ham! Med den slags finurligheder kan man få mange til tro noget usandt – uden egentlig at lyve. Det har som sagt at gøre med fænomenet underforståelse. (i sprogforsker-sprog: implikatur). 

Tilfældet minder om et berømt sted hos Shakespeare: I Macbeth siger nogle hekse til skurken Macbeth, at ”ingen mand født en kvinde” skal kunne fælde ham. Macbeth underforstår dem sådan, at han ikke vil kunne dræbes af nogen mand (vi er jo alle født af kvinder). Men det er forkert: Til slut dræbes han faktisk af en mand, men om ham hører vi, at han ikke blev født af en kvinde – han blev derimod ”i utide flået ud af sin moders liv” (man forestiller sig en barbarisk form for kejsersnit). 
Manipulerende brug af underforståelser udgør altså, ved siden af imponator-ordvalg, endnu en måde, hvorpå Messerschmidt sørger for, at hans ord har bivirkninger, som man ikke så let lægger mærke til.
 

Skiftende argumentation

Messerschmidts tekst er også eksempel på en typisk strategi hos ham, hvilken består i skiftende argumentation. Indtil kort før det indlæg, som vi ser på her, ville han godt forholde sig til den betingede fængselsdom, han i 2003 faktisk fik efter paragraf 266 b, og strategien var ikke, at dommen ikke handlede om racisme, men derimod om, at den var forkert og utidssvarende. Information skrev f.eks. 8. juni: ”Det der førte til en betinget fængselsdom for racisme i 2003 hører til den offentlige debat i dag, mener Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.” Tiden er kort sagt ”løbet fra”racismedommen. Men i indlægget mod Trier Mogensen den 7. juli er argumentationen blevet en anden: Det er fuldstændig misforstået og uhyrligt at hævde, at Messerschmidt nogensinde er dømt for racisme (altså ”racisme”). Argumentet er nu, en måned senere, ikke, at den gamle dom var forkert og utidssvarende, nej, nu får vi en spidsfindig begrebsmæssig sondring, som med stor sikkerhed vil få mange til at underforstå, at dommen slet ikke faldt. 
 

Gængse politikermanøvrer

Øvrige typiske Messerschmidt-manøvrer i indlægget dyrkes også af andre danske politikere, selvom deres retorik er mindre smart end hans. Der er f.eks. motivspekulation. Trier Mogensens påstand fremstår, skriver Messerschmidt, ”som et lettere frustreret råb om hjælp fra en samfundsdebattør, der er løbet tør for argumenter.” Teksten fortsætter:”Jeg kunne naturligvis være ligeglad og trække på skulderen over, at der i ethvert samfund findes smågale typer, der strør eder og forbandelser omkring sig hele tiden. Om det er drankeren på bænken, der råber, eller om det er Lars Trier Mogensen på Rådhuspladsen, der hvæser efter mig, kommer ud på ét – det er den samme afmagt, der ligger bag. Nemlig en uskøn kombination af trangen til at blive hørt og en manglende evne til at artikulere sig præcist.”

Her finder vi ikke alene spekulation om mindst to usle motiver til, at Trier Mogensen (for Politikens lederkollegium) skriver sit vås. Vi får også, igen igen, den listige brug af underforståelse. Bemærk, at Trier Mogensen ikke direkte siges at tilhøre de ”smågale typer, der strør eder og forbandelser omkring sig hele tiden”, men det må man vel underforstå? Ellers hænger nabosætningerne i teksten ikke sammen indholdsmæssigt, og det forventer vi af en tekst, især af en, Messerschmidt har vendt, drejet og rettet til.
Indlægget leverer endnu flere voldsomme undsigelser af Trier Mogensen (og dermed Politikens lederkollegium). De handler bl.a. om deres ukendskab til ”sådanne ret banale forhold” som den definition af begrebet racisme, Messerschmidt har udtænkt i løbet af sommeren 2009, og om deres ”afgrundsdybe mishag ved de reelle forhold, herunder den realitet, at jeg og DF blev europaparlamentsvalgets vinder.”

Som sluteffekt får vi atter pointen om, at racisme ikke omhandles af straffeloven. Det sker med den gentagne, refrænagtige sætning: ”I dansk ret er ingen ideologi – uanset hvor tosset – ulovlig og dermed strafbar.”

Ved nærmere eftersyn: Den sætning er måske ikke helt rettet til. At noget er ulovligt, betyder jo ikke nødvendigvis, at det er strafbart. Man kan f.eks. sagtens have en ulovlig stikkontakt – som dog ikke er strafbar. Men flot lyder det alt sammen. 
Lige til sidste punktum stråler indlægget af Messerschmidts ypperstepræstelige skråsikkerhed, arrogance og nedladenhed over for kritik eller modsigelse – måske hans mest karakteristiske retoriske egenskaber. De giver måske en nøgle til at forstå, hvordan denne retoriske ål undertiden kan have elektrificerende kraft over for rigtigt mange vælgere – alt imens han uopretteligt kan frastøde folk, der egentlig er på hans parti.
 

Kommentarer

Få nyhedsbrev

32 JOB

Graduate i intern kommunikation

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.