Vi havde ellers glædet os til den, torsdagens duel mellem statsministerkandidaterne Helle Thorning Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Vi talte ned, gjorde os klar, lavede kaffe. Men da den startede, blev forventningens glæde hos os begge erstattet af en hektisk og urolig følelse i kroppen. Vi blev simpelthen ubehageligt til mode.
Skribenterne blev ubehageligt til mode under duellen mellem Helle Thorning og Løkke Rasmussen. Polfoto/Joachim Adrian.
Men det gik over, for langsomt men sikkert indfandt udmattelsen sig. De to humanister blev trætte. Trætte af tal, trætte af blær, trætte af angreb. Vi aner ikke, om tallene er sande, hvad der er udeladt, og hvem der har ret. Men vi ved, at vi som seere fik masser af fornemmelser i kroppen, da vi overværede de to kandidaters møde, og vi foretog en masse spontane tolkninger. ”Der var hun strid”, ”Sådan, lige på kornet”, ”Det er over stregen, det der”, "Nej, det siger han bare ikke igen” lød kommentarerne i stuen.
Vi tror, at stort set alle, som så debatten havde det ligesom os. Politisk topduel er en dramatisk eliteforestilling, hvor den primære belønning består af følelser som medlidenhed, frygt, overraskelse, afmagt, glæde og skadefryd. Der har selvfølgelig nok siddet et par talstærke djøfere, en embedsmand og en politisk analytiker her og der og kommenteret kandidaternes udeladelsessynder og taltrylleri. Men de udgør trods alt et fåtal af vælgerskaren.
Duellerne kan flytte tvivler-stemmerne, og på den længere bane er de med til at opbygge vores forventninger til og indtryk af de to kandidater. I duellerne gødes jorden for en kommende statsministers autoritet og dermed politiske handlekraft med hans eller hendes evne til at optræde overbevisende– at performe.
Vi har derfor sat os for at tage luppen frem og næranalysere den politiske forestilling. Hvordan fremstiller kandidaterne sig selv og hinanden gennem det de siger, verbalt og nonverbalt? Hvad kan de med fordel gøre bedre til næste duel, så den almindelige vælger får en mindeværdig forestilling med flest mulige positive følelser for kandidaterne?
Kandidaternes retorik
Det, som torsdagens debat vil blive husket mest for, er sandsynligvis den benhårde tone mellem kandidaterne. Der er ikke tale om forsonlige drillerier eller glimt i øjet. Tværtimod går særligt Helle Thorning efter struben med hårde anklager som ”Jeg kan bare konstatere, at det ikke gik særlig godt, da du var statsminister!”, ”budgetter var ikke noget, I gik så meget op i at overholde”, ”fordi du havde kørt landet i sænk” og ”Lars Løkke har det med at blive væk i tallene i denne valgkamp” og en borgerlig regering som et ”eksperiment”. Lars Løkke står dog ikke tilbage, og sætter gang på gang den trættende løftebrudsplade på.
De to angrebslystne kandidater fremstår dog begge topprofessionelle, hurtige i hovedet og retorisk skarpe. Den indstuderede kampagneretorik kører således flot for begge parter. Særligt Helle Thorning er i slående retorisk topform med en vild – ja, nogle gange næsten for vild – energi.
Men også Lars Løkke har godt styr på de slagkraftige formuleringer, med gentagende opremsninger som fx: ”Vi ønsker… vi ønsker… vi ønsker…”, soundbites som ”Vi skal være grønne, men vi skal være realistiske” og en udspekuleret, veldrejet metafor om, hvor farligt det kan være at være at have førertrøjen på i klima- og miljøspørgsmål. Hans naturlige sprogbrug er dog stadig ret tungt og djøfsk, når han fx taler om at ”honorere løntilbageholdenhed”, ”at overimplementere EU-regler” eller bruger yndlingsordet ”attraktiv”.
Fra patos til logos
Det djøfske islæt kommer ikke kun til udtryk i sproget, men også bredere – både i torsdagens duel og i valgkampen mere generelt. Det står i slående kontrast til forrige valgkamp, hvor vi hele tiden hørte de to kandidater tale om ”den tyrkiske familiefar”, ”den 53-årige SOSU-medarbejder”, ”den 24-årige nyuddannede jurist” og den leverpostejssmørende håndværker. Hovedpersonen i duellerne i valgkampen 2011 var den såkaldte almindelige dansker, der blev nævnt igen og igen og igen, og der blev ikke sparet på følelserne i kampen om at vinde danskens tillid.
Men i denne valgkamp er al denne direkte patos og det eksplicitte fokus for vælgerne parkeret, ja, faktisk helt væk. Det var også helt tydeligt i torsdagens duel, hvor der stort set ingen referencer var til den famøse almindelige dansker.
Fire års kampe imellem de to kandidater har sat deres spor, og hvor den retoriske arena før var belagt med patos er den nu erstattet af logos: Tal, statistikker og mere eller mindre detaljerede resultater (herunder lange beretninger om egne fortræffeligheder fra begges side) er nu hovedammunitionen i kampen om magten. Og ja, med mindre man er hardcore djøfer med sans for tal kan det være meget svært at forholde sig til.
Som nævnt følte vi os som almindeligt oplyste humanister flere gange ret lost foran skærmen torsdag aften. Kampen mellem de to er til tider så elitær, indforstået og taltung, at vi – de der almindelige danskere, som det hele handler om – føler os demokratisk ekskluderet. Folkeligheden – eller bare forsøget på at fremstå tilnærmelsesvis folkelig – er long gone.
Naturligvis har den tunge talretorik også noget at gøre med de emner, som debatten omhandler (fx natur og klima), men den djøfisering der sker af fx temaet om vækst er unødvendig. Her er der nemlig virkelig gang i tallene – løse noter fra et kaffeplettet papir siger noget om det: 800.000 ledige, der var blevet til 700.000 minus 70.000, 25.000 arbejdspladser, 50 vækstinitiativer, 70 milliarder…, 3 milliarder…, 250.000… og 120.000 flere i arbejde. Stativ, stakit, kasket. Nærmest ingen kan følge med i den slags store regnestykker. De giver os stress og udmattelse.
Kandidaternes nonverbale sprog
I deres tv-optræden er begge kandidater gennemdisciplinerede. Deres øjne flakker kun ganske få gange. Stilen er, at blikkene er rettet mod hinanden – undtagelsesvist mod værten – og at man har indtaget en næsten stillestående opstilling bag hvert sit høje cafébord. Vi ser, at de enkelte gange bruger hænderne til at illustrere deres udsagn, men dette er oftest ikke synligt for tv-publikum, som ser kandidaterne i close-up.
Mimikken bliver dermed ekstremt tydelig for os, og her er hovedreglen en civil optræden, hvor kritik af den talende primært udtales med smil eller løftede øjenbryn, mens samtykke signaleres med nik.
Det er karakteristisk for Løkke, at han i sin lytteposition trækker en anelse på smilebåndet og har hovedet en smule på skrå, til tider med højre øje knebet lidt sammen. Som publikum ser vi her en kandidat, som synes optaget af at lytte intenst til sin modstander. Det kan til tider være en kritisk lytning, men også til tider en sympatisk lytning, når han viser samtykke med langsomme nik.
Lars Løkke Rasmussens foretrukne lytteposition.
Helle Thornings mimik i lyttepositionen består af meget let løftede øjenbryn, et glimt i øjet og smil med lukket mund. Hendes smil omkring øjne og mund er en smule mere udtalt end Løkkes. Som publikum får vi her en fornemmelse af, at der er en viden vi mangler – og at Helle har den. Med andre ord: Vi føler os lidt ekskluderet, og vi opfatter mimikken sådan, at Helle Thorning kun delvist er optaget af at lytte til Lars Løkke. En anden del af hende, er optaget af at tænke på noget andet. Måske hvad hun skal sige om lidt.
Helle Thorning-Schmidts foretrukne lytteposition.
Helle Thornings tale er hurtigere end Lars Løkkes. Hun bruger simpelthen flere ord pr. minut, men der er tale om sekunddeles forskel. Den mest karakteristiske forskel mellem dem må dog siges at være deres taleafslutninger. Lars Løkke har tendens til at give sine ytringer, og dermed sig selv, pondus ved afslutningsvis enten at hæve sin hage, løfte det ene øjenbryn eller lave et brat horisontalt ryk med hovedet.
Hvor Lars Løkke på denne måde får afrundet sine pointer, er der en tendens hos Helle Thorning til ikke at markere sine afslutninger nonverbalt. I stedet trækker hun vejret kort og hørligt ind som en overgang til sin næste taletur. På den måde fremstår hendes tale uklar og lidt hektisk. Hendes pointer bliver ikke stående, da hun ikke giver sig selv det nonverbale skulderklap, der ligger i en nonverbalt stærk afslutning – det lille, men vigtige slag med halen. Det kan bevirke, at vi som seere - på et ubevidst plan – bliver mere usikre på vigtigheden i det hun siger og hendes egen tiltro til det.
Der er dog en interessant undtagelse fra dette, ellers ret konsekvente, mønster i de to kandidaters taleafslutninger. Det sker hos dem begge midtvejs i debatten hvor emnet er, hvem der fik Danmark ud af krisen. Her sætter Lars Løkke sin talehastighed i vejret. Omvendt begynder Helle Thorning undtagelsesvist at tale et splitsekund langsommere, lægge intonation i ordene og holde det mikrosekunds længere pause mellem nogle af sine sætninger, som giver oplevelsen af klarhed over, hvad der er vigtigt i det, hun lige har sagt.
Pudsigt nok bliver netop denne sekvens udlagt af kommentariatet således, at statsministeren netop her var mest spydig. Vi tror, det skyldes, at hun via sit nonverbale sprog netop fremstår verbalt tydeligere her.
Råd til kandidaterne
Helle:
-
Drop personangrebene, de klæder dig ikke, og du behøver dem ikke. Prøv at go crazy og anerkende din modstander. Det står i enhver kommunikationsbog, at du når længere med den konstruktive og anerkendende tilgang. Måske er det værd at prøve?
-
Giv en lille luns af dig selv. Vi ved nu, at Lars Løkke var spejder, hvad var du? Fortæl gerne mere detaljeret om dine møder med danskerne. Og ja, ikke bare danskerne. Vi vil gerne have slagteriarbejderen, SOSU assistenten og den tyrkiske familiefar tilbage (men i små doser, tak)
-
Begynd ikke så mange svar med at redegøre for dine resultater. Det fungerer ikke, for det bliver for eksplicit kampagneretorisk.
-
Til næste duel skal du derudover øve dig i at tale langsommere, indlægge små pauser i din talestrøm, som ikke er belagt med hørlig indtagelse af luft, og så skal du indtage arenaen ved at lægge styrke i dine ord og sætninger med nik, kortvarigt løft af bryn eller lignende.
-
Husk, at dine hænder og arme sjældent kan ses af publikum, så dem kan du ikke bruge til så meget.
-
Prøv i din lytteposition at sænke øjenbrynene lidt og signaler samtykke indimellem, når Lars taler. Så får vi det indtryk, at du lytter mere intenst til din debatpartner. Det signalerer overskud og passer sig derfor bedre til en stats-m/k.
-
Fortsæt med at smile, når du taler om ting, der giver dig glæde og optimisme. Dit smil er dejligt, og det smitter, når vi tror på, at du mener det.
Lars:
-
Ligesom Helle må du meget gerne tale lidt mere om de enkelte danskere og skrue ned for tallene. Vi kan simpelthen ikke overskue de mange tal - og vi vil meget hellere føle os demokratisk kompetente og inkluderede.
-
Skru også gerne ned for henvisningerne til dine resultater og fortræffeligheder i din ministerperiode. Det er blevet klichéagtigt. Forhold dig mere til nutiden end fortiden. Det skaber fællesskabsfølelse.
-
Til næste duel skal du derudover huske at tale lidt hurtigere i særligt udvalgte passager. Det vil styrke din udadrettede intensitet, så vi som publikum også blive engagerede i det du siger.
-
Med din intense lytning og hovedet let på skrå er du til tider på grænsen til at fremstå som gammelklog og bedrevidende terapeut. Det signalerer overskud og empatiske lederegenskaber, men du risikerer at fremstå som bagudskuende og lidt tung, når det kommer til at performe proaktivitet. Så Lars, læg hovedet lidt mindre på skrå, smil lidt mere og overvej, hvordan du med hele din krop kan signalere at du indtager rummet. Du kan være heldig at bruge det, når publikum får et total-billede af set-uppet. Vi må jo erkende, at din statur ikke er helt så imponerende som Helles.
-
Fortsæt generelt med at bruge de små pauser i din talestrøm og signalere samtykke indimellem når Helle taler. Vi tror på, at du vil os allesammen det godt, når du på disse måder fremstår velovervejet og anerkendende.